En gave til bedstemor
Forfatteren bor i Californien, USA.
Et enkelt takkebrev betød rigtig meget for min bedstemor.
Illustration: Roger Motzkus
Da jeg var ung, holdt min bedstemor ofte sammenkomster for mine fætre, kusiner og mig. Vi var omkring 14 stykker, og vi var altid begejstrede, når bedstemor inviterede os til middage, overnatninger, spilleaftner og ferier. Bedstemors hjem var bare stedet at være!
Alle aktiviteterne hos bedstemor var sjove. Men jeg tænkte aldrig over al den tid og alt det arbejde, der lå bag aktiviteterne. Jeg tænkte bare, at det var noget bedstemødre gjorde, og jeg elskede det!
Efter mange års sjove minder om fætre og kusiner hos bedstemor, flyttede vores familie væk. Min bedstemor kom senere og tilbragte en særlig dag med os i vores nye hjem. Min familie tænkte længe og meget over at finde den perfekte gave til hende. Hun har flere ting end nogen anden, jeg kender. Hvad kunne vi give til bedstemoderen, der har alt?
Jeg bad min far om forslag, og han gav mig samme svar, som han gav hvert år. »Hvorfor skriver du ikke et pænt brev til hende?« Jeg var løbet tør for ideer, så tidligt næste morgen, før de andre stod op, satte jeg mig ved køkkenbordet med mine fødder på det kolde flisegulv og skrev et særligt brev til min bedstemor.
Til at begynde med tænkte jeg over, hvad jeg kunne skrive udover: »Du er så vidunderlig. Tak for alt.« Mens jeg så ud af køkkenvinduet på palmetræerne og himlen, tænkte jeg på de mange ting, som bedstemor havde gjort for os i årenes løb. Jeg kom i tanke om, at jeg aldrig havde fortalt min bedstemor, hvor meget den tid sammen som familie betød for mig.
I mit brev fortalte jeg bedstemor, at jeg elskede hende, og jeg takkede hende for alle de vidunderlige minder. Jeg fortalte hende, hvor vigtige de stadig var for mig, selv flere år efter. Så lagde jeg brevet i en konvolut, bandt et rødt bånd om den og gik tilbage til mit varme værelse med tæppe på gulvet.
Da tiden kom til, at vi skulle forære bedstemor hendes gaver, fandt jeg langsomt mit brev frem. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg havde det med min gave til hende.
Hun så overrasket ud, da jeg gav hende konvolutten. Jeg holdt nøje øje, da hun forsigtigt åbnede konvolutten og trak det smalle, lyserøde brev ud. Da hun læste det, begyndte hun at smile og tårer fyldte hendes øjne. Jeg havde aldrig set min bedstemor græde før. Hun så langsomt op og vendte sine varme, brune øjne mod mig. Hun hviskede: »Tak, tak. Jeg troede ikke, at der var nogen, der huskede det.«
Bedstemor, der havde gjort så meget for at opbygge stærke familiebånd, havde ingen idé om, at jeg både kunne huske og var taknemlig for de mange stunder sammen. Hun tørrede sine øjne og sagde: »Tak, Kimberly. Det var den bedste gave, nogen kunne give mig.«
Jeg gav bedstemor et kæmpe kram og kunne mærke hendes bløde hud mod min kind og kunne dufte hendes »bedstemor-duft«, der var en blanding af babypudder og moskus. Jeg er så taknemlig for min fars forslag om at skrive et brev til hende. Jeg vidste ikke, at taknemlige og kærlige ord kunne betyde mere for min bedstemor end alt det nips, parfume og frugtkage, der kunne købes for penge.