Jeg tager aldrig med til fest mere

Wendy Van Noy, Illinois, USA

I vores forstad til Chicago i Illinois i USA går der færre end 20 sidste dages hellige unge på et gymnasium med ca. 4.400 elever fordelt på to lokaliteter. Vi har været tilfredse med den uddannelse vores søn har fået, og der bor mange familier med høje standarder i vores område.

I vores søns næstsidste år i gymnasiet blev han inviteret med til gymnasiefest om foråret. Hans date bar en smuk, sømmelig kjole, og vi var spændt på at høre, hvordan aftenen var gået. Da han kom hjem, sagde han: »Jeg tager aldrig til fest på gymnasiet mere!« Han fortalte, at eleverne var begyndt at danse meget vovet, hvilket lærerne ikke stoppede. Jeg var rystet.

Jeg er deltidsansat ved dette skoledistrikt, og et par dage efter festen fik jeg fat i en vicerektor. Han var en retskaffen mand, og jeg følte, at han ville lytte til min bekymring. Han anbefalede mig at skrive til gymnasiets rektor.

Jeg overvejede bønsomt, hvad jeg skulle sige og besluttede at fortælle dem, at jeg var skuffet over den vovede dans, der ikke blev gjort noget for at stoppe. Der var sat en høj standard for det akademiske niveau, så hvorfor ikke for alle andre aktiviteter?

Der gik flere måneder, og jeg mente, at mit brev måtte have lydt for døve ører. Men en dag under registreringen til det nye skoleår, spurgte en vicerektor mig: »Er du moderen, der skrev et brev angående gymnasiefesten?«

»Ja, det er jeg,« svarede jeg.

»Jeg kan fortælle dig, at dit brev har vakt stort postyr!« sagde han.

Jeg fandt ud af, at en af skolelederne ikke var overbevist om, at der skulle foretages nogen ændringer, indtil han bad nogle af eleverne om deres mening. De havde alle samme svar: »Vi tager aldrig til en gymnasiefest igen! De er alt for klamme!«

Ledelsen implementerede så nogle regler for danse-etikette, som ville træde i kraft til den kommende gymnasiefest. Rektor informerede eleverne om, at de ville blive bedt om at forlade festen, hvis de så bort fra reglerne.

Jeg ventede spændt på, at min søn skulle komme hjem fra gymnasiefesten. Da han kom hjem, fortalte han, at de elever, der havde forsøgt at danse på samme måde igen, blev bedt om at forlade festen. Han fortalte, at det var den bedste fest, han nogensinde havde været med til.

Jeg skrev til ledelsen og takkede dem for at have gjort festen til en af de bedste, der længe havde været. Den vicerektor, som jeg kendte, svarede: »Tak fordi du fik gang i drøftelsen sidste forår. Uden dig, havde vi næppe udviklet os på dette område.«

Jeg har siden fundet ud af, at de fleste af skolerne i vores område har taget disse nye danseregler til sig, så tusindvis af elever nu kan nyde skolefesterne.

Jeg beder til, at Herren vil velsigne os med mod til at tale og forsvare det, som vi tror på. Jeg lærte, at én person kan gøre en forskel.

Efter ledelsen havde implementeret dansereglerne, ventede jeg spændt på, at min søn skulle komme hjem fra festen.