2013
Styrk familien og Kirken gennem præstedømmet
Juni 2013


Styrk familien og Kirken gennem præstedømmet

Forældre, familier og enkeltpersoner bliver velsignet, når de studerer og drøfter disse inspirerede budskaber.

Kan I huske disse løfter? I har sikkert hørt dem på videoklip, der blev vist til et rådsmøde, et møde på en femte søndag eller til en lektion i Hjælpeforeningen eller i præstedømmekvorummet. Eller måske har I drøftet dem til en familieaften. Løfterne er:

  • Ægteskabet vil blive styrket.

  • Fædre og mødre vil udvise større åndeligt lederskab i deres familie.

  • Unge vil blive forberedt til at indgå og holde hellige pagter og til at tjene Herren som fuldtidsmissionærer og resten af livet.

  • Enlige medlemmer vil få støtte, modtage præstedømmevelsignelser i deres hjem og være fuldt ud engageret i at opbygge Guds rige.

  • Kvorummer og råd vil samarbejde om at betjene vor himmelske Faders børn.

  • Kirken vil blive styrket.

Disse løftet blev givet i marts, da Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum lancerede budskaber på en dvd med titlen Styrk familien og Kirken gennem præstedømmet. Samtidig blev menigheds- og stavsråd opfordret til at gennemgå budskaberne og derpå sammen drøfte, hvordan de kunne bruge dem. Familier blev også opfordret til at se videoerne online på http://wwlt.lds.org og mindre klip, når de bliver klar. Ledere og undervisere blev opfordret til at skabe muligheder ved møder og i klasser for medlemmerne til at se videoklip og fortælle om deres egne indtryk, erfaringer og vidnesbyrd, som de bliver tilskyndet til af Ånden. Forældre blev opfordret til at gøre det samme i hjemmet sammen med deres familie.

»Helligånden vil undervise medlemmer i, hvordan de kan blive styrket af præstedømmets kraft i deres egne roller og ansvar,« siges der i afsnittet »Sådan bruges denne undervisning«.

Dynamiske drøftelser

Selv om budskaberne blev frigivet for tre måneder siden, fortsætter studiet og drøftelserne – og de ledsagende velsignelser – i dag, og denne metode skaber en ny dimension for oplæring i Kirken. Til forskel fra tidligere oplæring, der primært bestod af en engangstransmission for menigheds- og stavsledere, er det hensigten med denne oplæring, at den er vedvarende. Det er årsagen til, at videoerne findes online på wwlt.lds.org. En tilsvarende hjemmeside, leadershiplibrary.lds.org, har link til videoerne og til mange andre ressourcer, der kan hjælpe familier, enkeltpersoner, kvorummer, klasser og råd til at uddybe deres forståelse og anvende det, de lærer.

Hver video fokuserer på forskellige aspekter ved præstedømmet. Medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum kommer sammen med andre generalautoriteter og øvrige præsiderende ledere i Kirken med inspireret instruktion i:

  • Hvordan familier kan finde styrke og fred gennem præstedømmets kraft.

  • Hvordan man hjælper hver familie med at opleve præstedømmets velsignelser.

  • Hvordan de, der bærer præstedømmenøgler, styrker hjem og familie.

  • Hvordan man betjener på kristuslignende måder.

  • Hvordan man opdrager børn i lys og sandhed.

Mange af de evangeliske principper, der fremgår af Styrk familien og Kirken gennem præstedømmet, fremgår også i Håndbog 2: Forvaltning af Kirken, så gennemgang af oplysningerne i håndbogen kan være gavnlig under studiet og drøftelserne. En gennemgang af »Familien: En proklamation til verden« kan også være nyttig.

Præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, forklarer, at budskaberne i Styrk familien og Kirken gennem præstedømmet »har til formål at hjælpe os til gennem Helligåndens magt at lære, hvordan vor himmelske Fader ønsker, at vi tjener, især i familien.« Det er den vigtigste del af oplæringen – ikke så meget det, der bliver sagt i et videoafsnit, men det, som Helligånden lærer os, mens vi overvejer og drøfter de principper, der undervises i.

Hvor kan det bruges

Alle ledere, medlemmer og familier bør få mulighed for at høre og drøfte budskaberne i Styrk familien og Kirken gennem præstedømmet, enten på dvd eller online.

Budskaberne velsigner familier, når de bruger dem til familieaftener og i andre situationer i familien. Ægtemænd og hustruer er trods alt ligeværdige partnere i ledelsen af deres børn. »Der kan være situationer, hvor forældre skal undervise i et princip, og de kan bruge denne hjælpekilde, når de forsøger at hjælpe en søn eller datter hen ad vejen,« forklarer ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum i videoen med titlen »Dette er Herrens værk«. Og ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum gør opmærksom på, at »uanset hvor betydningsfuld en vejleders undervisning i præstedømmet eller i Unge Piger er i Kirken – og vi håber, den er virkelig god – kan den umuligt være lige så god som en mors eller fars eksempel.«

I Kirken kan budskaberne bruges til møder i stavspræsidentskabet og biskoprådet, stavs- og menighedsrådsmøder, møder i præstedømmets udøvende komité, lederskabsmøder i stavens organisationer, præsidentskabsmøder (herunder kvorumspræsidentskaber i Det Aronske Præstedømme og klassepræsidentskaber i Unge Piger), fællesmøder for præstedømmet og Hjælpeforeningen på en femte søndag, kvorums- og organisationsmøder om søndagen, møder til stavs- eller distriktskonferencer (dog ikke søndagens hovedmøde) samt menigheds- og grenskonferencer (dog ikke til nadvermødet).

Drøftelserne kan omfatte, hvordan man styrker de unge og de unge voksne. Lederne kan komme med opgaver baseret på disse drøftelser og regelmæssigt følge op på opgaverne ved rådsmøder.

Formålet med at studere og drøfte disse budskaber er at hjælpe enkeltpersoner og familier med at styrke deres tro, opbygge deres vidnesbyrd og styrke deres omvendelse til Jesu Kristi evangelium.

»Vores sikkerhed og fremgang kræver blot, at vi retter vores hensigt og hjerte efter Guds ønsker, og ligesådan med hans magt,« sagde præsident Eyring. Disse budskaber er »en vejledning og opmuntring til at foretage denne tilpasning og til at tage andre med os.«

Videoen »Ministering« viser overbevisende eksempler på præstedømmeledere, der besøger enkeltpersoner og familier, og viser, hvordan sådanne besøg kan bidrage til at redde mindre aktive medlemmer.

»Når vi tænker over vores befaling om at bistå de svage, opløfte de nedhængende hænder og styrke de matte knæ, kan vi faktisk ikke gøre det på nogen bedre måde, end når vi personligt står i en persons hjem og virker på denne måde efter det mønster, som Jesus brugte,« udtalte den præsiderende biskop Gary E. Stevenson i videoen »Dette er Herrens værk«. »Jeg tror, at den virkelige gavn kommer, når vi drøfter og lærer og så går ud og gør det,« sagde han.

Styrke og fred

Når denne oplæring fortsætter over hele Kirken, modtager medlemmerne velsignelser, når de anvender de evangeliske principper, der undervises i. »Alle Guds sønner og døtre vil blive velsignet, hvis de følger lærdommene og eksemplerne i disse præsentationer,« siger ældste Ballard.

Ægtefæller, fædre og mødre, unge, ugifte medlemmer, kvorummer og råd betjener andre gennem præstedømmet og finder inspiration, når de følger Jesu Kristi eksempel. Når de fortsætter dermed, bliver løfterne, der fremgår af Styrk familien og Kirken gennem præstedømmet realiseret. Medlemmerne vil se opfyldelsen af præsident Eyrings løfte fra den sidste video: Selv i vanskelige tider kan »vores familie … være stærk og fredfyldt.«

Fotoillustration: Cody Bell og Craig Dimond

Fotoillustration: Welden C. Andersen

Det budskab vi lærer om i Styrk familien og Kirken gennem præstedømmet kan bruges i forskellige sammenhænge som fx stavs- og menighedsråd.