2013
Ældste Christofferson råder medlemmerne i Centralamerika
Juni 2013


Ældste Christofferson råder medlemmerne i Centralamerika

Kirkens værk i dag er at forberede et folk, der vil være rede til at modtage og tjene Herren, når han kommer, fortalte ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum til medlemmerne i Arraiján Panama Stav den 20. januar 2013.

Det var et emne, som ældste Christoffersen lod lyde adskillige gange under en rundrejse i Mellemamerika fra den 11.-20. januar, hvor han talte til forsamlinger af unge, unge voksne, missionærer, lokale ledere og medlemmer ved stavskonferencer.

Ældste Christofferson blev ledsaget af sin hustru, Kathy Christofferson, og ældste Richard J. Maynes fra De Halvfjerds’ Præsidium og hans hustru, Nancy Maynes. Under sin rejse først til Costa Rica, derpå Guatemala og til sidst Panama blev han forskellige steder mødt af medlemmer fra områdepræsidentskabet: Ældste James B. Martino, præsident, ældste Carlos H. Amado, førsterådgiver og ældste Kevin R. Duncan, andenrådgiver.

Ældste Maynes rejste også til Honduras og Belize for at tale med ledere og medlemmer der.

Ældste Christofferson talte til hundredvis af unge forsamlet til konferencer om Til styrke for de unge i Costa Rica og Panama, til missionærgrupper i San José i Costa Rica, Guatemala City og Panama City, til store grupper unge voksne i de tre lande og til forsamlinger af præstedømme- og organisationsledere.

Han mødtes også med præsidenterne i Costa Rica og Guatemala for at befæste vigtige bånd med disse regeringer.

I Costa Rica tilskyndede ældste Christofferson de unge og unge voksne til at adlyde befalingerne, huske at vor himmelske Fader kender og elsker dem og at læse skrifterne hver dag og stræbe efter at få alt det, Ånden vil give dem, mens de læser.

Han bar et stærkt vidnesbyrd om profeten Joseph Smith og Jesus Kristus. »Jeg skænker jer den velsignelse, at I må få det samme vidnesbyrd, som jeg udtrykker,« sagde han og tilføjede: »Jesus Kristus findes virkelig. Jeg nedkalder denne aften hans velsignelser over jer.«

I Guatemala fremhævede han betydningen af familien.

»Når vi stifter familie, opfylder vi vores største formål på jorden,« sagde han.

Han talte til de unge i Panama og vidnede: »Lederen af denne kirke er vor Herre Jesus Kristus. Han er en meget engageret leder og er personligt aktiv i ledelsen af sin kirke.«

En konference for præstedømmeledere fremhævede ikke at fokusere på opgaver og at have travlt, men på resultatet af præstedømmetjeneste, hovedsagelig den enkeltes omvendelse.

Ældste Maynes præsiderede også over flere forskellige møder, herunder møder med unge voksne og missionærer i Belize og Honduras, og gav råd og åndelig vejledning til hundredvis i disse mellemamerikanske lande.

Ældste D. Todd Christofferson hilser på en ung kvinde efter et møde i januar i Panama.

Foto: James Dalrymple © IRI