Medlemmer over hele verden følger profetisk råd om at afholde en dag med tjeneste
I april 2011 bekendtgjorde præsident Henry B. Eyring, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, at kirkeenheder overalt ville blive opfordret til at deltage i en dag med tjeneste for at fejre 75-året for Kirkens velfærdsprogram. Opfordringen kom officielt i et brev fra Det Første Præsidentskab, hvilket blev sendt ud til alle enheder. Præsident Eyring fortalte derpå om fire principper, der havde vejledt ham, da han »ønskede at hjælpe på Herrens måde«, og da han havde fået hjælp af andre (se »Muligheder for at gøre godt«, Liahona, maj 2011, s. 22).
I de resterende måneder i 2011 har medlemmer verden over reageret på dette profetiske kald og fulgt den fremgangsmåde og de principper, som præsident Eyring beskrev.
1. princip: »For det første er alle gladere og føler større selvrespekt, når de kan sørge for sig selv og deres familie og derpå række ud og tage sig af andre.«
Blandt de første stave, der reagerede på Det Første Præsidentskabs opfordring om at deltage i en dag med tjeneste, var David Stav i Panama, som organiserede en messe om at være beredt for en bredere målgruppe i lokalsamfundet. Arrangementet, som fandt sted i april, blev understøttet af adskillige offentlige institutioner med indslag som workshop og udstillinger om hjemmeforråd, privatøkonomi, beredskab i nødsituationer samt sundhed.
Det er ikke nok, at det kun er os, der kender til disse principper, siger Itzel Valdez Gonzalez, som deltog i en dag med tjeneste. Det er også vigtigt at tjene andre ved at fortælle om dem.
»At tjene andre er en vigtig egenskab for Jesu Kristi disciple,« siger hun. »Dette arrangement gav medlemmer af Kirken muligheder for at give af deres tid og talenter for at velsigne de nødlidende.«
2. princip: »Når vi i fællesskab tjener nødlidende, forener Herren vore hjerter.«
Medlemmer i Arusha Gren i Tanzania besluttede at melde sig som frivillige i Shanga House, et sted der giver erhvervsuddannelse til mennesker med handicap og underviser dem i at forsørge sig selv og deres familie.
Den 20. august 2011 arbejdede 35 deltagere – voksne, unge og børn, både kirkemedlemmer, undersøgere og missionærer – sammen side om side med handicappede og lavede håndværksprodukter og smykker, som senere skulle sælges. De frivillige hjalp også med huslige pligter som at gøre rent og feje.
Lige inden gruppen tog af sted, bad koordinatorerne fra Shanga House dem om at mødes et centralt sted, så de mennesker, de havde tjent, kunne give dem hånden og takke dem. »Det var en ret bevægende oplevelse,« siger søster Sandra Rydalch, som er på mission i området sammen med sin mand, ældste Rich Rydalch. Siden dengang har mennesker fra Shanga House »let ved at genkende os, de vinker og stopper op for at snakke, når de ser medlemmer fra grenen nede i byen«, siger søster Rydalch.
Patience Rwiza, som organiserede projektet for grenen under præstedømmets ledelse, påpeger, at arrangementet var gavnligt for alle, ikke blot i Shanga House, men også for dem, der ydede tjenesten. »Alle udviklede en form for kærlighed, når de hjalp hinanden, og undervejs i forløbet lærte de ting om lokalsamfundet, som de ikke før havde vidst,« siger han. »Mit vidnesbyrd er blevet styrket på grund af det, jeg gjorde og så – af medlemmernes deltagelse og lokalsamfundet som helhed.«
3. princip: »Inddrag jeres familie i arbejdet sammen med jer, så de kan lære at tage sig af hinanden, ligesom de tager sig af andre.«
Medlemmer fra Coimbra Stav i Portugal har indset, at tjeneste ikke er en engangsforeteelse. Faktisk deltager staven i adskillige aktiviteter hvert år under fællesnævneren Hjælpende Hænder. Sidste års aktiviteter bestod fx i oprydning i en offentlig park og i at lade primarybørn besøge andre børn, som bor på et børnehjem. Ved disse og andre aktiviteter er det vigtigt at inddrage hele familier, siger Anabela Jordão Ferreira, der virker som informationsleder i Coimbra Stav.
»I vore projekter siger vi sommetider, at vi tager imod folk fra 8 måneder til 88 år,« siger søster Jordão. »Det er fuldstændig sandt. Vi ser mødre med spædbørn og bedstefædre, der har begrænset bevægelighed, men de har også et stærkt vidnesbyrd og viljen til at tjene Herren.«
4. princip: »Herren sender Helligånden for at muliggøre at ›søg[e], så skal I finde‹ for at kunne tage [jer] af de fattige, ligesom den gør i forbindelse med at finde sandheden.«
Da Michael Hatch, som virker i højrådet i Farmington Stav i New Mexico, fik opgaven med at organisere en dag med tjeneste for staven som følge af præsident Eyrings opfordring, spekulerede han på, hvordan de kunne hjælpe de fattige i deres lokalsamfund. Han sad i råd med sin komite, og de og andre stavsledere opmuntrede stavens medlemmer til at komme med ideer i forbindelse med behov i lokalsamfundet.
Roberta Rogers kendte til et særligt behov blandt adskillige organisationer i området – herunder det hospital, hvor hun arbejder i informationsafdelingen. Hvor tøjindsamlingsprojekter normalt frembragte nyttige bidrag bestående af brugte bukser, bluser, sko og jakker, så manglede mange velgørenhedsorganisationer sager som sokker, undertøj og nattøj – tøj, der skulle være nyt. Søster Rogers foreslog, at staven organiserede en indsamling af sådanne beklædningsgenstande.
Den 15. oktober hængte medlemmer af staven kartonskilte på dørhåndtag, som forklarede projektet, opfordrede lokalsamfundet til at deltage og nævnte de nødvendige beklædningsgenstande. En uge senere vendte medlemmerne tilbage for at indsamle tøjet og derpå bringe det til stavscentret for at blive sorteret og fordelt blandt 10 lokale velgørende organisationer.
Den fælles indsats opfyldte et presserende behov i deres lokalsamfund, siger søster Rogers. »Det var noget andet, og det hjalp mennesker. Og eftersom det ikke var særligt dyrt, kunne en familie bruge et par dollar og virkelig være i stand til at hjælpe nogen.«
Medlemmer verden over planlagde og deltog i tjenesteprojekter og tjente deres lokalsamfund som svar på Det Første Præsidentskabs opfordring.
© 2011 Ronald K. Nielsen