2012
At ære og efterligne vort himmelske ophav
Februar 2012


Til vi ses

At ære og efterligne vores himmelske ophav

Fordi det at have et ideal for øje hjælper os med at efterligne himmelske gerninger, har vor kloge Fader i himlen givet os sin Søn som det ideal, som vi skal følge.

Jesu Kristi evangelium er efterligningens evangelium, sagde ældste Douglas L. Callister, tidligere medlem af De Halvfjerds. »En af hensigterne med vores jordiske prøvestand er, at vi skal blive ligesom vore himmelske forældre på enhver tænkelig måde, så vi kan føle os hjemme i vores himmelske ophavs nærhed.« Vi efterligner dem, når vi stræber efter at tænke, tale, handle og se ud som dem (se Alma 5:14).1

Som grafisk designer arbejder jeg med mange forskellige kunstretninger, som vore forskellige klienter kræver. Derfor er det nyttigt at have et mønster. Selv om kunden forklarer opgaven og det ønskede resultat meget nøje, er det en hjælp for mig at have et billede at se på, mens jeg arbejder. Det mønster – selv om det kun er et tænkt et – minder mig om mit mål og holder mig på rette kurs.

På samme måde er det ikke altid nok med instrukser, når vi her i vores jordiske tilværelse skal formidle informationer eller skildre et nyt begreb. Vi har brug for at have et billede eller et mønster i tankerne, som kan hjælpe os med at efterligne himmelske skikke. Hvis vi derfor betragter os selv som Guds børn og ønsker at vende tilbage til ham, er der større sandsynlighed for, at vi retter vores liv ind efter ham og stræber efter egenskaber, som han har.2

Vor kloge Fader i himlen har faktisk givet os sin Enbårne Søn som eksemplet på, hvordan vi skal efterligne ham. Under sin jordiske tjenestegerning udførte Frelseren Faderens vilje og brugte tid på at hjælpe andre. Når vi på samme måde efterligner Faderen og hans Søn, anvender vi vore gaver, talenter og intelligens på at tjene beredvilligt. Når vi tjener, ærer vi vor Fader, og han ærer os ved at kalde os til at deltage i opbygningen af hans rige.

Ligesom inden for grafisk design kan et visuelt, håndgribeligt mønster sommetider erstatte et mentalt mønster i vores tilværelse. Vi lærer ofte af at tjene andre. Jeg kan stadig huske, den første gang jeg som menighedssekretær ikke helt kunne udfylde biskoppens interviewplan. Biskoppen mindede mig om, at det var Herren, der bestemte, og at han vidste, hvem der havde brug for at tale med biskoppen den dag – selv om vi måske ikke vidste det. Og det holdt stik. Hver gang vi havde dette »problem«, ringede telefonen, eller også kiggede en forbi og spurgte, om biskoppen havde tid. Og takket være sit inspirerede lederskab havde han tid.

Ud over gode eksempler fra ledere har jeg været velsignet med forældre, som har været eksempler på venlighed, hårdt arbejde, støtte, ærlighed og retskaffenhed. Deres eksempel var et mønster, som jeg kunne følge, for det viste mig forbindelsen mellem at efterligne Gud og at ære sine forældre. Vore jordiske forældres retskafne eksempel er en del af vor himmelske Faders mønster, og ved at ære dem, kan vi lære de karaktertræk, som vi har brug for, hvis vi skal leve med vor himmelske Fader igen. Og når vi bliver en del af det retskafne mønster i vore børns liv, kan vi være en yderligere støtte for hans plan og fuldkommengøre hans mønster for opdragelse ved ikke blot at føre os selv, men også vores evige familie tilbage til ham.

Noter

  1. Se Douglas L. Callister, »Vores ophøjede himmelske hjem«, Liahona, juni 2009, s. 27.

  2. Se Sherrie Johnson, »Betragt dig som retfærdig«, Den danske Stjerne, juni 1984, s. 8-14.

Fotoillustration © IRI