»Er dette ikke den faste, jeg har valgt?«
Takket være en undersøgerfamilies eksempel erfarede jeg, at Herrens løfter er sikre, når vi adlyder fastens lov i tro og med oprigtig hensigt.
Jeg tjente som fuldtidsmissionær i Texas i USA, da jeg første gang læste Es 58. Her fremlægger Herren læren om fastens lov og opregner 20 specifikke velsignelser til dem, der efterlever hans lov. Inden min mission havde jeg set mange af de velsignelser i mit eget liv og i mine venners og families liv. Men det var gennem en undersøgerfamilies eksempel og tro, at jeg virkelig fik en forståelse af virkeligheden af Herrens løfter, når vores faste er ham velbehagelig.
»Da kalder du, og Herren vil svare, da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!« (Es 58:9).
Da min kammerat og jeg begyndte at undervise Corina Aguilar, havde hun allerede udtrykt ønske om at komme i kirke. Da hun havde hørt om evangeliets gengivelse og læst Mormons Bog og bedt om at få at vide, om den er sand, følte hun, at Kirken var sand. Der var kun én ting, som holdt hende tilbage: hendes mand, Manuel.
Corina ville ikke gå i kirke alene – hun var fast besluttet på, at hele hendes familie sammen skulle høre om evangeliet. Men Manuel havde lange arbejdstider, og når han kom hjem, var det sidste han havde lyst til at lytte til nogle missionærer.
Corina begyndte at bede om, at Manuel måtte få et ønske om at tale med os, men ugerne gik, uden at hans indstilling ændrede sig. En dag, hvor vi havde undervist Corina, spurgte hun os om faste. Vi var sent på den til vores næste aftale, så vi forklarede kort, at når vi faster, undlader vi at spise og drikke to måltider i træk. I den mellemliggende tid beder vi til vor himmelske Fader om hjælp og vejledning for os selv og andre. Vi lovede hende, at vi ville fortælle hende mere, næste gang vi kom, og så skyndte vi os videre.
Nogle dage senere besøgte vi atter Corina. Under lektionen overraskede hun os ved sørgmodigt at sige: »Jeg tror ikke, at jeg kan faste.« Hun forklarede, at hun havde fastet siden vores sidste besøg. Hun gik hele dagen uden morgenmad og frokost, og så spiste hun aftensmad. Efter det måltid begyndte hun igen og spiste ikke noget før næste dags aftensmad. Dette mønster fortsatte i tre dage. »Jeg har virkelig prøvet,« sagde hun, »men det er vanskeligt.«
Hendes tro forbløffede os, og vi forklarede, at man normalt kun faster en enkelt dag. Vi var nysgerrige med hensyn til motivet for hendes faste og spurgte: »Corina, må vi spørge, hvad du faster for?«
»For min mand,« svarede hun.
Vi blev imponeret af hendes ønske om at følge Herrens befalinger og søge velsignelser til sin familie. Ældste Joseph B. Wirthlin (1917-2008) fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Vore retskafne bønner og anmodninger har ofte stor kraft, når vi faster.«1 Det var tilfældet med Corina. Den følgende uge indvilligede Manuel i at tale med os. Skønt han var skeptisk, da han hørte om frelsesplanen, begyndte også han at bede og havde endda en Mormons Bog i sin lastbil, så han kunne læse i den i pauserne. Med tiden begyndte Corina, Manuel og deres børn at komme sammen i kirke.
»Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd og sætte de undertrykte i frihed« (Es 58:6).
Selv om Manuel gjorde store fremskridt, havde han svært ved at efterleve visdomsordet. Han havde drukket spiritus, siden han var ung. Ikke alene havde han svært ved at holde op, han frygtede også latterliggørelse fra sine venner.
Corina følte sig også fanget af sin mands laster, og i mange år havde hun kæmpet for at hjælpe ham. Med sin nyvundne tro og sit vidnesbyrd om fastens kraft begyndte hun at faste regelmæssigt for, at Manuel måtte have styrke til at efterleve visdomsordet.
Corinas kærlighed til sin mand mindede mig om en beretning i Det Ny Testamente, hvor en far tryglede apostlene om at helbrede hans syge søn. Skønt de udøvede tro, var de ude af stand til at udføre miraklet. Men Herren gjorde barnet rask og forklarede bagefter, at »den slags fordrives kun ved bøn og faste« (Matt 17:21).
Og sådan gik det til, at Manuel takket være bøn og faste gradvist fik styrke til at bryde ud af sin vane. Og skønt han til at begynde med blev drillet af sine venner, fik de snart større respekt for ham, fordi han viste troskab mod Herren ved at efterleve hans bud.
»Herren vil altid lede dig, selv i øde egne vil han mætte dig … så du bliver som en frodig have« (Es 58:11).
Udover at give os hjælp, styrke og vejledning fra Herren giver fasten os også mulighed for at »række den sultne dit brød og mætte den forkuede« (se Es 58:10) ved at betale et gavmildt fasteoffer. Præsident Marion G. Romney (1897-1988), førsterådgiver i Det Første Præsidentskab har sagt: »Vær gavmild i jeres bidrag, så I selv kan udvikle jer … Jeg lover enhver af jer, som vil gøre det, at I vil øge jeres egen velstand, både åndeligt og timeligt.«2
Mens familien Aguilar beredte sig på at blive døbt, blev deres tro prøvet på flere måder. Kort tid efter at de havde sat en dåbsdato, mistede Manuel sit arbejde, så han og Corina var usikre på, hvordan de skulle kunne betale for husleje og andre udgifter, for slet ikke at tale om mad til deres børn. Skønt de modtog nogen økonomisk støtte fra deres familie, så var det ikke nok til at dække alle deres udgifter.
Da parret ikke kunne se andre muligheder, besluttede de at holde et loppemarked. Først solgte de de få luksusting, som de havde i deres lejlighed, og så begyndte de at sælge alt det, de kunne undvære. Efter en uges tid havde de penge nok til at betale huslejen den måned, men de frygtede for, hvordan de skulle klare de kommende måneder.
Det varede ikke længe, før grenens medlemmer kom dem til undsætning. Grenspræsidenten mødtes med Manuel for at høre, hvad de havde brug for. Og som gren gjorde de alt, hvad de kunne for at hjælpe familien Aguilar i krisen.
Da familien Aguilar vedblev med at efterleve befalingerne og gøre alt, hvad de kunne for at sørge for deres familie, fik de mange velsignelser – blandt andet nye jobmuligheder. De erfarede, at selv i krisetider lover Herren, at han vil sørge for os, hvis vi er lydige.
»Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden … din retfærdighed går i spidsen for dig, og Herrens herlighed er bag dig« (Es 58:8).
Den 9. november 2008 trådte Manuel, Corina, Jovani og Lupito Aguilar ned i dåbens vande. Den yngste, Mariela, så frem til at blive otte år, så hun kunne blive døbt. Manuel fik snart Det Aronske Præstedømme og senere Det Melkisedekske Præstedømme.
Et år senere tog Manuel og Corina til templet for at modtage deres begavelse, og de bereder sig nu på at vende tilbage til templet for at få deres børn beseglet til sig.
»Du skal rejse tidligere slægters grundvolde« (Es 58:12).
Som de første medlemmer af Kirken i deres familie er Manuel og Corina pionerer, der gennem deres eksempel på tro og offervillighed skaber et mønster på retskaffenhed for deres efterkommere og andre. Ikke alene har de hjulpet deres børn med at modtage evangeliets velsignelser, men de har også vist venner og slægtninge den glæde, som de har opnået ved lydighed mod befalingerne. Nogle af dem har talt med missionærerne og er også blevet døbt.
Faste åbner døren til enestående velsignelser i form af styrke og trøst. Ligesom familien Aguilar møder vi alle modgang og vanskeligheder, når vi stræber efter at følge Frelseren. Vi kæmper måske for at overvinde personlige svagheder eller fristelser eller lider under andres fejltrin. Vi tynges måske af fysiske eller følelsesmæssige smerter eller må udholde længere perioder med økonomiske vanskeligheder. Uanset hvilke byrder vi bærer på, kan faste hjælpe os med kaste vores »byrde på Herren, så vil han sørge for [os]« (Sl 55:23). Når vi efterlever fastens lov i tro og med oprigtig hensigt, vil vi i vores egen tilværelse se de velsignelser, som loves i Es 58.
Vi var nysgerrige efter at høre motivet for et sådant offer, så vi spurgte Corina, hvad hun havde fastet for. »For min mand,« svarede hun.
Takket være bøn og faste fik Manuel gradvist styrke til at bryde fri af sin vane, og familien Aguilar beredte sig på dåb.
Illustrationer: Michael Malm