En bøn om beskyttelse
»Jeg taler til min Fader. Altid han svarer mig, når i tro jeg be’r« (»Jeg beder i tro«, Børnestjernen, mar. 1991).
Jeg elsker naturen! Jeg nyder at høre fuglenes sang, løvets brusen i vinden og lyden af havet.
Nogle gange tager min familie til stranden med andre familier. Fædrene spiller volleyball, og mødrene sidder under parasoller og leger med de mindste børn.
En eftermiddag var jeg så begejstret, da vi nåede frem til havet! Bølgerne var rolige, og der lå små vandhuller langs strandkanten. Jeg løb ud mod vandet. Jeg ville svømme som en fisk og samle muslingeskaller.
»Hold dig tæt på stranden, Sueli,« råbte min mor, mens hun samlede de mindre børn i skyggen af en stor parasol.
»Ja, ja, mor,« sagde jeg, mens jeg borede tæerne ned i det våde sand.
Jeg ledte efter muslingeskaller og undersøgte et lille dyr i et vandhul ved strandkanten. Mens jeg plaskede i et af de store vandhuller, kiggede jeg tilbage mod min familie. Jeg kunne se parasollerne i det fjerne. Jeg blev klar over, at jeg var gået for langt. Jeg svømmede tilbage mod stranden, men tidevandet var steget. Vandhullet blev dybere, mens jeg kæmpede for at komme op.
Jeg blev træt, og jeg vidste, at jeg var i fare. Jeg kunne kun tænke på, at min himmelske Fader måtte hjælpe mig. Jeg bad en stille bøn. Da jeg var færdig med at bede, greb en hånd fat i min arm og trak mig op. Det var en af min fars venner. Jeg er taknemlig for, at min himmelske Fader besvarede min bøn og sendte en, som kunne hjælpe mig.
Næste gang vi var på stranden, holdt jeg mig tættere på min familie, ligesom jeg holder mig tæt på min himmelske Fader i bøn.
Illustration: Roger Motzkus