Engles betjening
Gud lader os aldrig være alene, lader os aldrig være uden hjælp i de udfordringer, vi står overfor.
Da Adam og Eva villigt påbegyndte deres jordiske liv, vidste de, at denne telestiale verden ville indeholde torne, tidsler og problemer af enhver art. Alligevel var den sværeste erkendelse måske ikke de trængsler og farer, de skulle udholde, men snarere den kendsgerning, at de ville være langt væk fra Gud – adskilt fra ham, som de havde gået omkring og talt med, og som havde vejledt dem på tomandshånd. Efter dette bevidste valg »så [de] ham ikke; for de var udelukket fra hans nærhed.«1 Blandt alle deres andre bekymringer, må denne uden tvivl have været den største.
Men Gud vidste, hvilke udfordringer de ville møde, og han vidste bestemt også, hvor ensomme og urolige de somme tider ville føle sig. Så han passede bestandigt på sin jordiske familie, hørte altid deres bønner og sendte profeter (og senere hen apostle) til at undervise, vejlede og lede dem. Men i særlig svære stunder sendte han engle, guddommelige sendebud, for at velsigne sine børn og forsikre dem om, at himlen var meget nær og hans hjælp altid meget tæt på. Kort tid efter, at Adam og Eva befandt sig i den øde og triste verden, viste en engel sig for dem,2 og underviste dem i betydningen af deres offer og den lovede Forløsers sonoffer, som senere skulle finde sted.
Da tiden, hvor Frelseren skulle komme, var inde, blev en engel sendt ned for at fortælle Maria, at hun skulle føde Guds Søn.3 Derpå blev en engleskare sat til at synge den nat, hvor Jesus blev født.4 Kort tid derefter fortalte en engel Josef, at den nyfødte var i fare, og at den lille familie måtte flygte til Egypten for at være i sikkerhed.5 Da det var sikkert at vende tilbage, overbragte en engel oplysningen til familien, og de tre vendte tilbage til deres fædreland.6
Lige fra begyndelsen og gennem samtlige uddelinger har Gud brugt engle som udsendinge til at udvise kærlighed og omsorg for sine børn. Tiden tillader end ikke en flygtig gennemgang af skrifterne eller vores egen historie i de sidste dage, som er fyldt med beretninger om engles betjening af jordens befolkning, selvom det virkelig er dyrebar lærdom og dyrebar historie.
Sædvanligvis kan sådanne væsener ikke ses. Sommetider kan de. Men synlige eller ej så er de altid nær. Sommetider er deres opgaver storslåede og af afgørende betydning for hele verden. Sommetider er budskabet af mere privat karakter. Af og til er englenes formål at advare. Men oftest er det at trøste og at bibringe en eller anden form for barmhjertig opmærksomhed og vejledning i svære stunder. Da Lehi i sin drøm befandt sig på et skræmmende sted, »en mørk og dyster ørken«, som han beskrev det, talte »en mand … klædt i en hvid kjortel … til mig«, sagde Lehi, »og bød mig at følge sig«.7 Lehi fulgte efter ham til sikkerhed og siden hen på vejen til frelse.
I vores liv tilbringer vi alle tid på »mørke og dystre« steder og i ødemarken på grund af sorg, frygt eller mismod. Vor tid er præget af omfattende nød og økonomiske kriser, energikriser, terrorangreb og naturkatastrofer. Dette fører til bekymringer både for den enkelte og for familier – ikke kun for vores boligsituation og for, om vi kan få brød på bordet, men også for vores børns sikkerhed og trivsel fremover og for profetierne i de sidste dage for vores klode. Vigtigere end disse bekymringer er dog de til tider relaterede spørgsmål om etisk, moralsk og åndeligt forfald i både store og små befolkningsgrupper, hjemme og ude. Men jeg vidner om, at engle stadig bliver udsendt for at hjælpe os, ligesom de blev sendt ned for at hjælpe Adam og Eva, profeterne og selve verdens Frelsen. Matthæus skrev i sit evangelium, at da Satan havde fristet Kristus i ørkenen, »kom engle og sørgede for ham.«8 Selv Guds Søn, som selv var Gud, havde behov for himmelsk trøst, da han var på jorden. Og således vil de retfærdige blive betjent for evigt. Som Mormon sagde til sin søn, Moroni, som en dag skulle blive en engel:
»Er miraklernes dage da hørt op?
Eller er englene hørt op med at vise sig for menneskenes børn? Eller har han holdt Helligåndens kraft tilbage fra dem? Eller vil han det, så længe tiden varer, eller jorden står, eller der på dens overflade findes et eneste menneske, der kan frelses?
Se, jeg siger jer: Nej, for … det er ved tro, at engle viser sig og betjener menneskene …
For se, de er underkastet ham for at tjene på hans befalings ord og for at vise sig for dem, som har en stærk tro og et fast sind i enhver form for gudsfrygt.«9
Jeg opfordrer alle, som hører mig, til at fatte mod til at blive opfyldt med tro og huske, at Herren har sagt, at han »ville udkæmpe [vore] slag og [vore] børns slag og [vore] børnebørns.«10 Hvordan gør vi os fortjent til en sådan beskyttelse? Vi skal »søg[e] flittigt, bed[e] altid, og hav[e] tro. [Så] skal alting virke sammen til gavn for [os], hvis [vi] vandrer retsindigt og erindrer den pagt, som [vi] har indgået med hinanden.«11 I de sidste dage bør vi ikke frygte og skælve. Vi bør i stedet udvise tro og huske vores pagter.
Jeg har talt om himmelsk hjælp, om engle, der er sendt ned for at hjælpe os i nødens stund. Men når vi taler om dem, som er redskaber i Guds hånd, så bør vi huske, at ikke alle engle kommer fra den anden side af sløret. Nogle af dem går vi omkring og snakker med – her, nu og hver dag. Nogle af dem bor i vores lokalområde. Nogle af dem har født os, og i mit tilfælde har én af dem sagt ja til at gifte sig med mig. Himlen synes aldrig nærmere, end når vi ser Guds kærlighed udtrykt i så gode og rene menneskers venlighed og hengivenhed, at »englelig« er det eneste ord, der synes dækkende. Ældste James Dunn brugte fra denne talerstol for blot nogle øjeblikke siden det ord i sin åbningsbøn for at beskrive dette primarykor – og hvorfor ikke? Med den ånd, de børns ansigter og stemmer i vores sind og for vore øjne, vil jeg gerne fortælle jer en beretning om min ven og kollega på BYU, den nu afdøde Clyn D. Barrus. Hans hustru, Marilyn, og deres familie har givet mig lov til at fortælle den.
Bror Barrus fortalte om sin barndom på en stor gård, hvor han hver aften skulle samle køerne til malkning. Fordi køerne græssede på en eng, der grænsede op til den af og til lumske Teton-flod, havde familien Barrus en fast regel om, at når floden løb over sine bredder om foråret, så måtte børnene aldrig gå ud efter en ko, der havde vovet sig over floden. De skulle altid komme hjem og søge hjælp hos en voksen.
En lørdag kort tid efter bror Barrus fyldte 7 år, lovede hans forældre familien en biograftur, hvis de blev færdige med deres pligter til tiden. Men da den unge Clyn kom hen på engen, havde de køer, som han skulle hente, krydset floden, selvom det var højvande. Velvidende, at hans dyrebare biograftur var på spil, besluttede han sig for selv at hente køerne, selvom han mange gange var blevet formanet om aldrig at gøre det.
Da den 7-årige drev sin gamle hest, Banner, ud i den kolde, hurtige strøm, kunne den knap nok holde hovedet oven vande. Havde der siddet en voksen på hesten, havde han været sikker, men da bror Barrus var så ung, var han helt dækket af vand, undtagen når hesten adskillige gange kastede sig fremad og bragte Clyns hoved oven vande, hvor han snappede efter vejret.
Dette er bror Barrus’ egne ord:
»Da Banner endelig steg op på den modsatte bred, vidste jeg, at mit liv havde været i alvorlig fare, og at jeg havde gjort noget forfærdeligt – jeg havde bevidst været ulydig mod min far. Jeg følte, at jeg kun kunne redde mig selv ved at bringe køerne sikkert hjem. Så ville min far måske tilgive mig. Men det var allerede tusmørke, og jeg vidste ikke med sikkerhed, hvor jeg var. Fortvivlelsen overvældende mig. Jeg var våd, kold, vildfaren og bange.
Jeg steg ned fra gamle Banner, lagde mig på jorden for fødderne af den og begyndte at græde. Mens jeg hulkede, forsøgte jeg at fremstamme en bøn, og gentog gang på gang over for min himmelske Fader: ›Undskyld. Tilgiv mig! Undskyld. Tilgiv mig!‹
Jeg bad længe. Da jeg endelig så op, så jeg gennem mine tårer en skikkelse klædt i hvidt komme hen imod mig. I mørket følte jeg mig helt sikker på, at det måtte være en engel, som var sendt ned som svar på mine bønner. Jeg bevægede mig ikke og sagde ikke en lyd, da skikkelsen kom nærmere, så overvældet var jeg af det, jeg så. Ville Herren virkelig sende mig en engel, når jeg havde været så ulydig?
Så sagde en velkendt stemme: ›Min søn, jeg har ledt efter dig.‹ I mørket genkendte jeg min fars stemme og løb hen mod hans udstrakte arme. Han holdt mig tæt ind til sig og sagde blidt: ›Jeg var bekymret. Jeg er glad for, at jeg har fundet dig.‹
Jeg prøvede at fortælle ham, hvor ked af det jeg var, men ordene fra mine skælvende læber hang ikke sammen: ›Tak … mørkt … bange … flod … alene.‹ Senere samme aften fandt jeg ud af, at min far var gået ud for at lede efter mig, da jeg ikke kom tilbage fra engen. Da han hverken kunne finde mig eller køerne, vidste han, at jeg havde krydset floden og var i fare. Fordi det var mørkt og tiden var afgørende, tog han tøjet af bortset fra sit lange hvide termoundertøj, bandt skoene om halsen og svømmede over den lumske flod for at redde sin egenrådige søn.«12
Kære søskende jeg bærer vidnesbyrd om engle – både de himmelske og de jordiske. Samtidig vidner jeg om, at Gud aldrig lader os være alene, aldrig lader os være uden hjælp i de udfordringer, vi står overfor. Ikke »så længe tiden varer, eller jorden står, eller der på dens overflade findes et eneste menneske, der kan frelses«.13 I visse situationer, både verdensomspændende eller private, føler vi, at vi er langt væk fra Gud, lukket ude fra himlen, vildfarne og alene på mørke og dystre steder. Ofte er vi selv skyld i vores nød, men selv da våger vor himmelske Fader over os og hjælper os. Og der er altid de engle, der kommer og går omkring blandt os, synlige og usynlige, kendte og ukendte, dødelige og udødelige.
Må vi alle være mere beredte til og have mere taknemlighed for Herrens løfte, som står i et af præsident Monsons yndlingsskriftsteder: »[Jeg] vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre … min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«14 Lad os alle, når vi beder om engles betjening, forsøge at være lidt mere englelig selv – med et venligt ord, en stærk arm, et udtryk for tro og »den pagt, som [vi] har indgået med hinanden.«15 Så kan vi måske være Guds udsendinge, når en eller anden, måske et primarybarn, græder: »Mørkt … bange … flod … alene.« Om dette beder jeg ydmygt i Jesu Kristi hellige navn. Amen.