Glæde, jeres arv
Vores fødselsret – og formålet med vores store rejse her på jorden – er at stræbe efter og opnå evig glæde.
Mine kære søstre, jeg er taknemlig for denne min første mulighed for at tale til Kirkens kvinder, som er samlet i alle dele af verden. Vi er især beærede over tilstedeværelsen af præsident Monson og præsident Eyring. Koret har rørt vores hjerte. Vi er blevet inspireret af søster Thompsons, søster Allreds og søster Becks taler.
Da jeg fik at vide, at jeg skulle være sammen med jer i dag, tænkte jeg på alle de kvinder, som har formet mit liv: Min skønne hustru, Harriet, min mor, min svigermor, min søster, min datter og mange venner. Hele mit liv har jeg været omgivet af kvinder, som har inspireret, undervist og opmuntret mig. Jeg er den, jeg er i dag takket være disse enestående kvinder. Hver gang jeg mødes med søstre i Kirken, føler jeg, at jeg er blandt tilsvarende bemærkelsesværdige sjæle. Jeg er taknemlig for at være her, taknemlig for jeres talenter, medfølelse og tjeneste. Mest af alt er jeg dog taknemlig for, at I er dem, I er: Vor Himmelske Faders dyrebare døtre af uendelig værdi.
Det kommer knap som en overraskelse, men forskellene på mænd og kvinder kan ofte være ganske slående – fysisk og mentalt såvel som emotionelt. Jeg kan bedst illustrere det ved måden, hvorpå min hustru og jeg tilbereder et måltid.
Når Harriet tilbereder et måltid, er det et mesterværk. Hendes ›cuisine‹ er verdensomspændende, og hun laver ofte retter fra lande, vi har besøgt. Anretningen af maden er respektindgydende. Det ser faktisk så smukt ud, at det næsten er synd at spise det. Det er en lise for øjet, såvel som for ganen.
Men det er helt sikkert, at uanset hvor perfekt det hele ser ud eller smager, så undskylder Harriet for noget, som hun mener ikke er perfekt. »Jeg er bange for, der er for meget ingefær i,« kan hun sige, eller: »Næste gang må jeg hellere bruge lidt mere karry og et laurbærblad mere.«
Lad mig sammenligne det med, når jeg laver mad. Med talen for øje, spurgte jeg Harriet om, hvad jeg er bedst til at lave af mad.
Hun svarede: Spejlæg.
Som ikke er vendt.
Men ikke nok med det. Jeg har en særlig ret, som jeg kalder Knusperchen. Navnet kunne minde om en delikatesse, man kunne finde på en finere restaurant. Lad mig fortælle jer, hvordan jeg forbereder det. Man skærer franskbrød ud i tynde skiver og rister det på begge sider.
Det er opskriften!
Så hvad angår spejlæg, selv om de er fedtede, og Knusperchen – selv når de er brændte, føler jeg mig ret stolt, når jeg laver mad.
Måske er denne forskel på min hustru og mig en anelse overdrevet, men det giver et godt billede af noget, som har med mere end madlavning at gøre.
For mig virker det som om, at vore pragtfulde søstre nogle gange undervurderer deres evner – de fokuserer på det, der mangler eller det ufuldkomne, frem for på det som er opnået, og på hvem de i virkeligheden er.
Måske genkender I dette eksempel fra en, I kender rigtig godt.
Det gode er, at det også peger på en beundringsværdig egenskab: Det medfødte ønske om at behage Herren af al jeres evne. Uheldigvis kan det også føre til frustration, udmattelse og glædesløshed.
Til alle som er trætte
I dag vil jeg gerne tale til dem, som har prøvet at føle sig utilstrækkelig, modløs eller ked af det – kort sagt vil jeg gerne tale til os alle.
Jeg beder til, at Helligånden vil forstærke mine ord og give dem større mening, indsigt og inspiration.
Vi ved, at det sommetider kan være svært at holde hovedet oven vande. Faktisk er det sådan i vores verden, der er fyldt med forandringer, udfordringer og tjeklister, at det kan synes umuligt at undgå at føle sig overvældet af lidelse og sorg.
Jeg siger ikke, at vi bare kan trykke på en knap og stoppe de negative følelser, som plager os. Det er ikke en peptalk, eller et forsøg på at opmuntre dem, som synker ned i dyndet, til at forestille sig, at de i stedet for lå og dasede på en strand. Jeg ved, at alle har deres at kæmpe med. Jeg ved, at der i dag er hjerter blandt os, som rummer dyb sorg. Nogle kæmper med frygt, som foruroliger sjælen. For andre er ensomhed deres hemmelige prøvelse.
Det er ikke uvæsentlige ting.
Jeg vil dog gerne tale om to principper, som kan hjælpe jer med at finde vejen til fred, håb og glæde – selv i tider med modgang og prøvelser. Jeg vil tale om Guds glæde, og hvordan vi hver især kan få del i den til trods for de byrder, der plager os.
Guds glæde
Lad mig først stille et spørgsmål: Hvad tror I, er den størst mulige glæde? For mig er svaret på dette spørgsmål: Guds glæde.
Det fører til et andet spørgsmål: Hvad er vor himmelske Faders glæde?
Det kan være umuligt at svare på, fordi Herrens veje ikke er vore veje. »For så højt som himlen er over jorden, er [Guds] veje højt over [vore] veje og [hans] planer over [vore] planer.«1
Selvom vi »ikke forstår betydningen af alting,« så ved vi, at Gud »elsker sine børn,«2 for han har sagt: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«3
Vor himmelske Fader er i stand til at sørge for disse to store mål – udødelighed og evigt liv til menneskene – fordi han er skabningens og barmhjertighedens Gud. At skabe og være barmhjertig er to ting, der bidrager til vor himmelske Fader plan for lykke. At skabe og være barmhjertig er to ting, vi som hans åndelige børn kan og bør bestræbe os på efterligne.
Skabelsens værk
Trangen til at skabe er en af de dybeste længsler i menneskets sjæl. Uanset talent, uddannelse, baggrund eller evner har vi i os et iboende ønske om at skabe noget originalt.
Alle kan skabe noget. Det kræver hverken penge, status eller indflydelse at skabe noget værdifuldt eller smukt.
Skabelse giver en stor tilfredshed og fylde. Vi udvikler os selv og andre, når vi tager en »uorganiseret masse« i hånden og former det til noget smukt – og jeg taler ikke om at gøre rent på jeres teenage-børns værelser.
I siger måske: »Jeg er ikke den kreative type. Når jeg synger, rammer jeg altid en halv tone ved siden af. Jeg kan ikke tegne en linje uden en lineal. Og mit hjemmebagte brød duer kun som brevpresser eller som dørklods.«
Hvis det er sådan I tænker, så tro om og husk, at I er åndelige døtre af det mest kreative væsen i universet. Er det ikke værd at tænke på, at jeres ånd er dannet af en uendelig kreativ og evig barmhjertig Gud? Tænk over det – jeres åndelige legeme er et mesterværk, formet med skønhed, anvendelighed og evner udover enhver forstand.
Hvad er formålet med, at vi blev skabt? Vi blev skabt med det udtrykkelige formål og potentiale at kunne nyde glæde.4 Vores fødselsret – og formålet med vores store rejse her på jorden – er at stræbe efter og opnå evig glæde. En måde at finde den på er ved at skabe noget.
Hvis I er mødre, deltager I sammen med Gud i hans skaberværk – ikke kun ved at give jeres børn en fysisk krop, men også ved at undervise og nære dem. Hvis I ikke er mødre nu, vil de kreative talenter, som I udvikler, forberede jer på den dag i dette liv eller det næste.
I tror måske ikke, at I har talenter, men det er en falsk antagelse, for vi har alle fået talenter og gaver, hver eneste af os.5 Grænserne for kreativitet går langt ud over rammerne på et lærred eller et ark papir og kræver hverken en pensel, en kuglepen eller et klaviatur. At skabe betyder at frembringe noget, som ikke var der før – en farverig have, et harmonisk hjem, familieminder og smittende latter.
Det, I skaber, behøver ikke at være perfekt. Hvad så hvis æggene er fedtede eller brødet er brændt på. Lad ikke frygten for fiasko tage modet fra jer. Lad ikke de kritiske røster lamme jer – uanset om stemmen kommer ude- eller indefra.
Hvis I alligevel føler jer ude af stand til noget kreativt – så begynd i det små. Se hvor mange smil I kan frembringe, skriv et brev til en, I beundrer, lær en ny færdighed, find en plet og gør den smuk.
For snart halvandet hundrede år siden talte præsident Brigham Young til sine samtidige. »De hellige har et stort værk at udføre, « sagde han. »I skal udvikle, forbedre og forskønne alt omkring jer. I skal forædle jorden og jeres sind. I skal bygge byer, pryde jeres boliger, anlægge haver, frugthaver og vingårde og gøre jorden så skøn, at I kan betragte jeres værk med glæde, og således at englene må finde glæde ved at komme ned og besøge jeres smukke steder. I mellemtiden skal I fortsat bestræbe jer på at pryde jeres tanker med al dyd gennem Kristi ånd.«6
Jo mere vi stoler og forlader os på Ånden, jo større bliver vores evne til være kreative. Det er vores mulighed i dette liv og formålet med det næste liv. Søstre, stol på Ånden. Når vi bruger mulighederne i vores dagligdag og skaber noget smukt og nyttigt, forbedrer vi ikke alene vore ydre omgivelser, vi forbedrer også vores indre.
Vær barmhjertige
At være barmhjertige er det andet store træk ved vor himmelske Faders værk og et afgørende karaktertræk for, hvem vi er som mennesker. Vi har fået befaling om at »bistå de svage, opløft[e] de nedhængende hænder, og styrk[e] de matte knæ.«7 Kristi disciple har gennem alle tider været kendetegnet ved deres omsorg for andre. De, som følger Frelseren, »sørge[r] med dem, der sørger … trøste[r] dem, der står i behov for trøst.«8
Når vi rækker ud for at hjælpe andre, bliver vi også selv velsignede. Tjeneste og opofrelse åbner himlens sluser og gør, at udsøgte velsignelser kan tilfalde os. Vor kærlige himmelske Fader smiler til dem, som tager sig af hans mindste.
Når vi opløfter andre, løfter vi os selv en lille smule. Præsident Spencer W. Kimball sagde: »Jo mere vi tjener vore medmennesker på passende vis, jo mere substans er der i vores sjæl.«9
Præsident Gordon B. Hinckley troede på den helende kraft i tjeneste. Da hans hustru døde, udviste han et stort eksempel for Kirken ved den måde, hvorpå han kastede sig ud i arbejde og tjeneste for andre. Det siges, at præsident Hinckley skulle have sagt til en kvinde, der lige havde mistet sin mand, og som sørgede meget over det, at »arbejde vil kurere din sorg. Tjen andre.«
Det er dybe ord. Når vi glemmer os selv i tjeneste for andre, ser vi bedre vores eget liv og vores egen glæde.
Præsident Lorenzo Snow udtrykte en lignende tanke: »Når du er lidt trist, så se dig omkring efter en, som har det værre end dig; gå hen til vedkommende og find ud af, hvad problemet er, og prøv så at løse det med den visdom, som Gud har givet dig, og før du ved af det, er din tristhed borte, du føler dig let og Herrens Ånd hviler på dig og alt virker lysere.«10
Med nutidens poppede psykologi, dårlige tv og selvhjælpsmanualer til velvære kan dette råd siges at gå imod strømmen. Vi får sommetider at vide, at svaret på vore dårligdomme er at rette blikket indad, forkæle os selv, bruge nu og betale senere og at tilfredsstille vore egne ønsker endog på bekostning af dem omkring os. Selv om der er tider, hvor det er passende først og fremmest at sørge for vore egne behov, så leder det i længden ikke til varig lykke.
Et redskab i Herrens hånd
Jeg tror, at kvinderne i Kirken uanset alder og civilstatus forstår og efterlever de gode ord, som blev skrevet af James Barrie forfatteren til Peter Pan: »De, som spreder solskin til andre, kan ikke holde det væk fra sig selv.«11 I mit eget liv har jeg ofte været vidne til diskrete venlige og medfølende handlinger fra ædle kvinder, som rakte ud i uselvisk tjeneste. Mit hjerte svulmer, når jeg hører om søstre i Kirken, og hvordan de iler til dem, som har brug for hjælp.
Der er dem i Kirken – både mænd og kvinder – som ikke helt ved, hvordan de kan bidrage til riget. Af og til kan kvinder, som er enlige, fraskilte eller enker, undre sig over, om der også er plads til dem. Enhver søster er uhyre vigtig – ikke alene for vor himmelske Fader, men også for opbygningen af Guds rige. Der er meget at gøre.
For et år siden ved dette møde sagde præsident Monson, at »I er … omgivet af muligheder for at tjene … Ofte er små tjenester alt, hvad der behøves for at opbygge og velsigne en anden.«12 Se jer omkring. Ved nadvermødet er der den unge mor med mange børn, tilbyd at sidde der og hjælpe hende. I nabolaget er der en ung mand, som er lidt mismodig, fortæl ham, at det er rart at være i hans selskab, og at I kan mærke hans venlighed. Oprigtige opmuntrende ord kræver blot et kærligt og omsorgsfuldt hjerte, men de kan få evig indflydelse på jeres omgangskreds.
I vidunderlige søstre viser barmhjertighed af årsager, som langt overstiger ønsket om personlig vinding. På denne måde gør I som Frelseren, der, til trods for at han var konge, ikke stræbte efter status, han brød sig ikke om, hvorvidt andre lagde mærke til ham. Han lå ikke i konkurrence med nogen. Hans tanker kredsede altid om at hjælpe andre. Han underviste, helbredte og lyttede til andre. Han vidste, at storhed ikke handler om ydre beviser på rigdom eller status. Han lærte os og levede efter dette princip: »Men den største blandt jer skal være jeres tjener.«13
Når alt kommer til alt, så bidrager de bønner, vi beder, nok til vores lykke, men de bønner, vi besvarer, kan vise sig at være af større betydning. Lad os åbne vore øjne og se de modløse hjerter; lægge mærke til ensomheden og fortvivlelsen; lad os bemærke andres stille bønner omkring os, og lad os være redskaber i Herrens hånd til at besvare disse bønner.
Konklusion
Kære søstre, min tro er enkel. Jeg tror på, at når man trofast og oprigtigt holder Guds befalinger, når man drager sig nærmere på ham i tro, håb og kærlighed, så vil tingene virke til jeres gavn.14 Jeg tror, at når man fordyber sig i Faderens værk – når man skaber noget smukt og hjælper andre – så vil han omfavne en i kærlighedens arme.15 Skuffelser, utilstrækkelighed og forvirring vil vige for et liv med mening, nåde og fylde.
Som åndelige døtre af vor himmelske Fader er glæde jeres arv.
I er vor himmelske Faders udsøgte døtre, og gennem det, I skaber og jeres uselviske tjeneste, er I en stor force for det gode. I kan gøre verden til et bedre sted. Løft hovedet, rank ryggen. Gud elsker jer. Vi elsker og beundrer jer.
Om dette vidner jeg og efterlader jer min velsignelse som en Herrens apostel. I Jesu Kristi navn. Amen.