Ær præstedømmet og brug det godt
Det fuldkomne eksempel på brug af det hellige præstedømme er vor Frelser, Jesus Kristus. Han tjente med kærlighed, medfølelse og barmhjertighed.
Mine kære brødre, vi er samlet verden over i dette storslåede broderskab, Guds hellige præstedømme. Hvor velsignede er vi ikke ved at være blandt de få mænd på jorden, som er blevet betroet og bemyndiget til i Frelserens navn at velsigne andre gennem hans præstedømme.
Jeg er ikke sikker på, hvor mange af os, der virkelig påskønner den ufattelige værdi, der ligger i at have Det Aronske og Melkisedekske Præstedømme. Når vi tænker på, hvor få mænd, der har levet på jorden, der har modtaget præstedømmet, og hvordan Jesus Kristus har bemyndiget disse personer til at handle i hans navn, bør vi føle os meget ydmyge og taknemlige for det præstedømme, vi bærer.
Præstedømmet er myndigheden til at handle i Guds navn. Den myndighed er afgørende for fuldførelsen af Herrens værk. Det præstedømme, vi bærer, er en betroet del af Guds evige myndighed. Hvis vi er oprigtige og trofaste, vil vores ordination i præstedømmet være evig.
Men overdragelsen af myndighed giver os ikke i sig selv kraften i embedet. Udstrækningen af den kraft, vi kan udøve i præstedømmet, afhænger af personlig værdighed, tro på Herren Jesus Kristus og lydighed mod hans bud. Når den bliver understøttet af en sikker grundvold af evangelisk kundskab, bliver vores evne til værdigt at udøve præstedømmet væsentligt styrket.
Det fuldkomne eksempel på brug af det hellige præstedømme er vor Frelser, Jesus Kristus. Han tjente med kærlighed, medfølelse og barmhjertighed. Hans liv var et enestående eksempel på ydmyghed og kraft. De største velsignelser ved udøvelse af præstedømmet kommer gennem ydmygt at tjene andre uden tanke for en selv. Ved at følge hans eksempel som en trofast og lydig præstedømmebærer, kan vi opnå stor kraft. Når det er påkrævet, kan vi udøve kraft til at helbrede, velsigne, trøste og rådgive, når Åndens stille tilskyndelser følges trofast.
Jeg vil bede jer om i et par minutter at forestille jer, at vi er alene på et stille sted, hvor atmosfæren gør, at Helligånden kan lede os. Nogle af jer har ofte personlige interview om værdighed, mens andre har kaldelser, hvor det sjældent forekommer. Kan I i nogle minutter forestille jer, at vi har et personligt præstedømmeinterview?
Nu hvor vi er sammen, vil jeg bede jer om at tænke over jeres personlige værdighed til at udøve den hellige myndighed, I har. Jeg vil også bede jer om at overveje, hvor regelmæssigt I bruger jeres præstedømme til at velsigne andre. Min hensigt er ikke at kritisere, men at hjælpe med til at øge de fordele, der følger ved brugen af præstedømmet.
Er jeres private, personlige tanker forenelige med Helligåndens vejledning, eller trænger de til en gennemgående hovedrengøring? Plejer I jeres sind med noget opløftende, eller er det bukket under for fristelsen ved pornografisk materiale? Undgår I omhyggeligt brugen af stimulanser og stoffer, som er i strid med hensigten bag visdomsordet, eller har I indført jeres egne rationaliserede undtagelser? Er I meget påpasselige med at kontrollere, hvad der går ind i jeres sind gennem jeres øjne og ører, og sikrer I jer, at det er sundt og opbyggende?
Dersom I er skilt, sørger I så for jeres børns økonomiske behov, og ikke blot at betale det mindste lovpligtige beløb?
Dersom I er gifte, er I så tro mod jeres hustru mentalt såvel som fysisk? Er I tro mod jeres ægteskabspagter ved aldrig at føre en samtale med en anden kvinde, som I ikke ønsker, at jeres hustru overhører? Er I venlige og støttende over for jeres egen hustru og jeres børn? Hjælper I jeres hustru og tager del i de huslige pligter? Leder I jeres familie i aktiviteter som studium af skriften, familiebøn og familieaften eller sørger jeres hustru for, at de gode hensigter føres ud i livet? Fortæller I, at I elsker hende?
Hvis nogen af jer har følt sig utilpas over jeres svar på de spørgsmål, jeg har stillet, så er det på tide at rette op på det nu. Hvis der er problemer med værdigheden, vil jeg fra bunden af mit hjerte opmuntre jer til at tale med biskoppen eller et medlem af stavspræsidentskabet nu. I har brug for hjælp. Det, som plager jer, går ikke væk af sig selv. Uden en indsats bliver det sandsynligvis værre. Det kan måske være svært at tale med jeres præstedømmeleder om, men jeg opfordrer jer til at gøre det nu, dels for jeres egen skyld, men også til gavn for dem, der elsker jer.
Brødre, nu taler jeg om, hvordan præstedømmet bør bruges til at velsigne andre, især vor himmelske Faders døtre.
Familieproklamationen siger, at en mand og en hustru bør være jævnbyrdige partnere. Jeg er ret overbevist om, at enhver hustru i Kirken ville hilse den mulighed velkommen og støtte den. Hvorvidt det sker eller ej afhænger af ægtemanden. Mange ægtemænd har et jævnbyrdigt forhold med deres partner, til gavn for begge og til velsignelse af deres børn. Men der er dog mange, som ikke har det. Jeg opfordrer enhver mand, som er modvillig til at indgå i et jævnbyrdigt forhold med sin hustru til at adlyde Herrens inspirerede råd og gøre det alligevel. Et jævnbyrdigt partnerskab høster de største fordele, når både mand og hustru stræber efter at gøre Herrens vilje i forbindelse med vigtige afgørelser for dem selv og familien.
Vær lydhør over for Åndens hvisken ved udøvelsen af privilegiet ved at handle i Herrens navn gennem præstedømmet. Vær mere opmærksom på, hvordan I kan gøre større brug af præstedømmet blandt dem, I elsker og tjener. Jeg tænker særligt på personer som enken, der kan have brug for at trække på forstående, medfølende præstedømmebærere. Mange af dem vil aldrig bede om hjælp. Vær opmærksom på, hvordan I kan hjælpe hende med en lang række udfordringer i hendes hjem som fx: Lindre bekymringer gennem en inspireret præstedømmevelsignelse eller hjælpe med småreparationer.
Vær som biskop følsomme og opmærksomme over for de søstre, som tjener i jeres menighedsråd. De kan gøre opmærksomme på de kvinders behov i menigheden, som ikke er velsignet med en præstedømmebærer i hjemmet. Ved et besøg i hjemmet kan Hjælpeforeningen se behovene og anbefale løsninger til jer. For sager, som ikke vedrører Hjælpeforeningen, kan I trække på ældsternes kvorum eller højpræsternes gruppe til at yde hjælp, hvor der er behov.
Når I som biskopper rådgiver ægtepar, der har problemer i ægteskabet, lægger I så lige så meget vægt på kvindens udsagn som på mandens? På mine rejser rundt i verden, møder jeg kvinder, som ikke er blevet behandlet pænt, fordi en præstedømmeleder er mere lydhør over for en søn end en datter af vor Fader i himlen. En sådan ubalance må ganske enkelt aldrig forekomme.
Bliver enlige søstre vist det hensyn og den opmærksomhed, de fortjener, når de kommer i en almindelig menighed? Får de mulighed for at tjene i betydningsfulde kaldelser, hvor de kan føle sig velkomne og at de gør gavn? Modtager de den nødvendige støtte fra præstedømmet?
Formålet med præstedømmets myndighed er at give, tjene, opløfte og inspirere, ikke at udøve uretfærdig kontrol eller magt. I nogle kulturer har manden en dominerende rolle, som giver dem en følelse af autoritet til at kontrollere og regulere alle familiens anliggender. Det er ikke Herrens måde. Nogle steder ejes en hustru nærmest af sin mand, som var hun endnu en af hans ejendele. Det er en grusom, destruktiv og forfejlet opfattelse af ægteskabet, inspireret af Lucifer selv, som enhver præstedømmebærer må tage afstand fra. Det er grundlagt på en falsk antagelse om, at manden på en eller anden måde står over kvinden. Intet kunne være mere fjernt fra sandheden. Skriften bekræfter, at vor Fader i himlen gemte sin største, mest prægtige og sublime skabning, kvinden, til sidst. Først efter alt andet var fuldført, blev kvinden skabt. Først da blev værket erklæret for fuldendt og godt.
Om vore hustruer, mødre, bedstemødre, søstre og andre vigtige kvinder har præsident Hinckley sagt: »Af alle den Almægtiges skaberværker er der ingen smukkere, ingen mere inspirerende end en yndig Guds datter, som vandrer i dyd, med en forståelse af, hvorfor hun bør gøre det, som ærer og respekterer hendes legeme som noget helligt og guddommeligt, som udvikler hendes sind og bestandigt udvider hendes forstands horisont, som nærer hendes ånd med evig sandhed.«1
Gud skabte kvinden anderledes fra manden på mange måder.2 Hun er medfølende og søger andres bedste. Men den medfølende natur kan gøre det overvældende for kvinder, som kan finde på langt mere at udrette, end de har mulighed for at gøre, selv med Herrens hjælp. Nogle bliver mismodige, fordi de føler, at de ikke gør alt det, de burde gøre. Jeg tror, at det er en følelse, som mange værdige, flittige, hengivne kvinder i Kirken kender til.
Derfor må I som mænd og sønner udtrykke jeres taknemlighed for det, jeres hustru og mor gør for jer. Giv ofte udtryk for jeres kærlighed og taknemlighed. Det vil gøre livet meget rigere, behageligere og mere meningsfyldt for mange af vor himmelske Faders døtre, som sjældent hører et rosende ord eller tak for alt det, de gør. Når I som ægtemænd fornemmer, at jeres hustru har brug for lidt opmuntring, så omfavn hende, fortæl hende, at hun er elsket. Må vi hver især være kærlige og påskønnende over for de specielle kvinder, som beriger vores liv.
Ofte indser man ikke værdien af dette, før man mister det. Lad mig illustrere det ved at fortælle om en mand, som havde mistet retten til at udøve præstedømmet på grund af overtrædelse. Senere får han det tilbage som en del af gengivelsen af ordinancer, som han modtog på grund af fuldstændig omvendelse. Efter gengivelsen, vendte jeg mig mod hans hustru og spurgte: »Kunne du tænke dig en velsignelse?« Hun svarede begejstret ja. Så så jeg hen på hendes mand, som nu var i stand til at bruge præstedømmet og sagde: »Vil du give din hustru en velsignelse?« Ord kan ikke udtrykke dybden i den oplevelse, ej heller de bånd af kærlighed, tillid og taknemlighed, som det skabte. I bør ikke miste jeres præstedømme for bedre at kunne påskønne det.
Jeg kender til den inderlige glæde og lykke, der følger af at elske, værne om og ære min dyrebare hustru af hele mit hjerte og sind. Må jeres brug af præstedømmet og behandlingen af de vigtige kvinder i jeres liv give jer den samme tilfredsstillelse.
Som en blandt de 15 af Herrens, Jesu Kristi apostle på jorden, vil jeg udtrykke mine egne følelser omkring præstedømmet, som det blev gjort så rammende af præsident Howard W. Hunter i denne udtalelse: »Som særlige vidner for vor Frelser, har vi fået det overvældende ansvar at administrere hans kirkes og riges anliggender og betjene hans døtre og sønner overalt på denne jord. På grund af vores kald til at vidne, lede og betjene kræves det af os, at vi, uanset alder, sygdomme, udmattelse og utilstrækkelighedsfølelser, gør det, han har befalet, til vores sidste åndedrag.«3
Gud vil stille os til ansvar for, hvordan vi behandler hans dyrebare døtre. Lad os derfor behandle dem, som han ønsker, at de skal behandles. Jeg beder til, at Herren vil hjælpe os til at være mere inspirerede, følsomme og konstruktive i det præstedømme, vi bærer, især hvad angår hans døtre. I Jesu Kristi navn. Amen.