O I, der indtræder
Vores styrke til at bære byrder [kan] forøges mere end rigeligt til at kompensere for den øgede tjeneste, vi vil blive bedt om at yde.
Mine kære brødre, i aften ønsker jeg at opmuntre de præstedømmebærere, som til tider føler sig overvældet af deres ansvar. Det er en udfordring, jeg har talt om før. Jeg vender tilbage til det, fordi det så ofte vender tilbage hos dem, jeg elsker og tjener.
De fleste af jer har opdaget, at jeres præstedømmepligter presser jer til et punkt, hvor I undrer jer over, om I kan holde til presset. Det er måske sket, når I er blevet bedt om at tale ved en stavskonference foran hundredvis af mennesker. For de nyomvendte kan det have været, hvis de er blevet bedt om at bede offentligt eller undervise en klasse for første gang. For nogle kan det have været at prøve at lære et sprog på missionærskolen. Hvis det ikke har presset jer til det yderste, er det helt sikkert sket på gaden i en fremmed by, da jeres missionspræsident gav jer til opgave at tale med alle dem, I kunne, for at vidne om Frelseren om gengivelsen af evangeliet.
I tænkte måske dengang: »Når jeg engang er færdig med min mission, vil det blive nemmere at være en trofast præstedømmebærer.« Men efter nogle få år fik I endnu mindre søvn om natten, mens I prøvede at forsørge jeres hustru og en ny baby, at være venlige og kærlige, kæmpede for at få noget uddannelse, at række ud til medlemmerne af ældsternes kvorum, måske hjælpe dem med at flytte og prøve at tjene jeres forfædre i templet. I har måske smilet lidt ved tanken: »Når jeg bliver lidt ældre, vil det ikke kræve så meget at være en trofast præstedømmebærer. Det bliver nemmere.«
Jer, der sidder længere nede på rækken, smiler, fordi I ved noget om præstedømmetjeneste. Og det er dette: Jo mere trofast tjeneste, I yder, des mere beder Herren jer om. I har et glad smil, fordi I ved, at han øger jeres styrke til at bære den tungere byrde.
Den barske del af den sandhed er imidlertid, at for at han kan give jer den øgede styrke, så må I tjene og vise tro til det yderste af jeres formåen.
Det er ligesom at opbygge muskelstyrke. Man må bryde sine muskler ned for at bygge dem op. I presser jeres muskler, til I bliver udmattede. Så reparerer de sig selv, og de udvikler mere styrke. Øget åndelig styrke er en gave fra Gud, som han kan give, når vi strækker os til det yderste i hans tjeneste. Gennem Jesu Kristi forsonings magt kan vores natur ændres. Så kan vores styrke til at bære byrder forøges mere end rigeligt til at kompensere for den øgede tjeneste, vi vil blive bedt om at yde.
Det hjælper mig med at forstå, hvorfor nogen kan få præstedømmetjeneste til at se let ud. Jeg ved, at de enten har gennemgået hårde prøver, eller at prøverne ligger forude. Så frem for at misunde dem, står jeg klar til at hjælpe, når ansvaret bliver hårdere for dem, for det vil det helt sikkert blive.
Denne afprøvning af vore grænser i præstedømmetjeneste er nødvendiggjort af Guds plan for at gøre det muligt for hans børn at bo sammen med ham igen for evigt. Vor himmelske Fader elsker sine børn. Han tilbød os evigt liv, at leve sammen med ham igen i familier og i herlighed for evigt. For at kvalificere os til at modtage denne gave gav han os et dødeligt legeme, muligheden for at blive fristet til at synde og en måde at blive renset fra den synd på og at komme frem i den første opstandelse. Han gav os sin elskede Søn, Jahve, som vor Frelser for at gøre det muligt. Frelseren blev født til et liv på jorden, blev fristet men syndede aldrig, og dernæst betalte han i Getsemane og på Golgata prisen for vore synder, så vi kunne bliver renset. Renselsen kan kun komme til dem, der har tro nok på Jesus Kristus til at omvende sig fra synd, blive renset gennem dåbsordinancen og indgå og holde pagter om at adlyde alle hans befalinger. Og der måtte være en voldsom fjende af vore sjæle, Lucifer, som med sine legioner ubarmhjertigt prøver at indfange alle Guds børn for at afholde ham eller hende fra at nyde glæden ved det evige liv.
I sin godhed og med stor tillid tillod vor himmelske Fader, med Frelseren, nogle få udvalgte af sine sønner på jorden at bære præstedømmet. Vi har myndighed og magt til at handle i Guds navn for at tilbyde Jesu Kristi sande evangelium og dets ordinancer til så mange af vor himmelske Faders børn, som vi kan. Så I kan fornemme storheden af Guds tillid til os. Og I kan fornemme dens store vigtighed og den modstand, vi står overfor.
Det er ikke overraskende, at vi fra tid til anden føler os nærmest overvældede. Jeres tanke om, at »jeg er ikke sikker på, jeg kan klare det,« er et bevis på, at I forstår, hvad det vil sige at bære Guds præstedømme. Kendsgerningen er, at I ikke kan gøre det selv. Ansvaret er for vanskeligt og for vigtigt til jeres og mine jordiske evner. Erkendelsen af det er grundlaget for stor præstedømmetjeneste.
Når disse følelser af utilstrækkelighed rammer os, så er det tid til at huske Frelseren. Han forsikrer os om, at vi ikke udfører dette arbejde alene. Der findes skriftsteder, I kan sætte på jeres spejl og huske i de øjeblikke, hvor I tvivler på jeres evner.
Præsident Thomas S. Monson huskede fx Frelserens løfterige ord, da han velsignede mig for et halvt år siden til at stå frygtløs i min kaldelse, da det syntes svært. Disse ord fra Frelseren, som han udtalte til sin lille skare af præstedømmebærere i denne uddeling, kom til profetens sind, da han lagde sine hænder på mit hoved: »Og hos den, som modtager jer, der vil jeg også være; for jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være på jeres højre og venstre side; min Ånd skal være i jeres hjerter og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«1
Det løfte, som præsident Monson huskede og citerede, blev opfyldt for mig. Forvisning erstattede tvivl, Ånden kom, sundhedspersonale blev inspireret, mit liv blev bevaret, og jeg blev styrket. På grund af den velsignelse af præsident Monson vil det altid være let for mig at huske Frelseren og stole på hans løfte om, at han går foran og ved siden af os i hans tjeneste.
Jeg ved, at løftet om, at engle styrker os, er virkeligt. I kan måske huske, hvordan Elisa beroligede sin skræmte tjener. Vi bliver beroliget på samme måde, når vi føler, vi er tæt på at blive overvældet i vores tjeneste. Elisa mødte reel og forfærdelig modstand:
»Da gudsmandens tjener tidligt næste morgen gik ud, opdagede han, at en hærstyrke med heste og vogne havde omringet byen. Den unge mand spurgte ham: ›Ak, herre, hvad skal vi gøre?‹
Men han sagde: ›Frygt ikke, der er flere på vores side end på deres!‹
Så bad Elisa: ›Herre, åbn øjnene på ham, så han kan se!‹ Herren åbnede den unge mands øjne, og han så, at bjerget var fuldt af ildheste og ildvogne rundt om Elisa.«2
Ligesom Elisas tjener er der flere med jer end dem, I kan se gøre modstand mod jer. Nogle af dem, der er med jer, vil være usynlige for jeres jordiske øjne. Herren vil styrke jer, og han vil til tider kalde på andre til at stå ved jeres side. Det er derfor, vi har kvorummer. Der er derfor, kvorumsledere ser folk i ansigtet og ind i øjnene til kvorumsmøderne. Det er derfor, biskoppen gør mere end at præsidere i præsternes kvorum. Han iagttager præsternes ansigter. I har sådan en biskop eller sådan en ældsternes kvorumspræsident eller sådan en missionspræsident. Og han vil komme og hjælpe jer eller kalde på andre til at stå ved jeres side. Det kan være at kalde på den rette kammerat, der skal tjene sammen med jer på et tidspunkt, hvor I har behov for det.
Det leder tanken hen på mindst to ting. Den ene er at anerkende og byde dem velkommen, som Herren sender for at hjælpe os. Den anden er i enhver opgave at se muligheden for at styrke en anden. En missionspræsident fortalte mig engang om en missionær, som han satte sammen med flere end 12 eller 13 kammerater. Han sagde til mig: »Hver eneste af disse kammerater stod på nippet til at tage hjem før tid eller blive sendt hjem. Men ikke en af dem gik tabt.«
Da jeg senere nævnte den mirakuløse kendsgerning for den missionær, der reddede så mange på et tidspunkt, hvor de følte sig overvældede, fik jeg et svar, der både overraskede og belærte mig. Det lød: »Jeg tror ikke, den historie er sand. Jeg har aldrig haft en kammerat, der var svag.«
Jeg kunne se, at en missionspræsident havde været inspireret til at sende den rette engel gang på gang. Vi kan i vores tjeneste forvente at få tilsendt hjælp på rette tidspunkt, som vil se styrken i os og opløfte os. Og vi kan se frem til at være den, Herren har sendt for at opmuntre en anden.
Jeg kan af erfaring fortælle jer noget om, hvordan I kan hjælpe, hvis I er den, der bliver sendt. Kort efter jeg blev kaldet til De Tolvs Kvorum, fik jeg en opringning fra præsident Faust, rådgiver i Det Første Præsidentskab. Han bad mig komme hen til sit kontor. Jeg tog af sted med nogen bekymring om, hvorfor han tog sig tid til at tale med mig.
Efter nogle høflige bemærkninger så han på mig og sagde: »Er det sket?« Da jeg så lidt forvirret ud, fortsatte han: »Jeg har lagt mærke til dig under møderne. Det ser for mig ud, som om du har følt, at din kaldelse overgår dine evner, og at du ikke er kvalificeret.«
Jeg sagde, at den tvivl var kommet til mig, som om jeg havde ramt en mur. Jeg forventede, at han ville berolige mig. Jeg fortalte ham, at jeg værdsatte hans opmærksomhed omkring min tvivl og bad ham om hjælp. Men jeg blev overrasket over hans venlige, faste svar. Han sagde: »Spørg ikke mig. Gå til ham.« Så pegede han op mod himlen. Nu sidder jeg år senere i det samme kontor. Når jeg går ind i det, ser jeg op og husker ham, og hvordan han ved sit eksempel lærte mig, hvordan man hjælper dem, der føler sig overvældet i Herrens tjeneste. Find en måde at sende dem tillidsfuldt til ham på. Hvis de vil følge jeres råd, vil de få den styrke, de behøver, og mere til.
Gang på gang i jeres liv har Herren givet jer oplevelsen af at føle styrke, mod og beslutsomhed. Han vidste, hvor meget I behøvede det for at tjene ham. Noget af det er måske kommet, ligesom det gjorde for mig, når I har stået sammen med andre præstedømmebærere og højt har sagt ordene: »Se derfor til, o I, der indtræder i Guds tjeneste, at I tjener ham af hele jeres hjerte, kraft, sind og styrke, så I kan stå ulastelige over for Gud på den yderste dag.«3
Da I forpligtede jer til denne høje standard og opfyldte den, opbyggede Herren en tillid og styrke i jer, som ville være der, når I havde brug for den, når som helst I blev kaldet til at tjene et højere formål end blot egen interesse. Jeg følte det en klar forårsdag på en græsplæne. Jeg var blevet indkaldt til at forsvare mit land. Vi var ikke i krig på det tidspunkt, men jeg var på vej hen til et sted, som jeg vidste, ville kræve alt, hvad jeg havde at give, måske mit liv. Jeg løftede min højre hånd sammen med de andre for at love, at jeg ville forsvare mit land med »sand tro og loyalitet«, og at »jeg frivilligt påtog mig denne forpligtelse, uden nogen tvivl i mit sind eller havde til hensigt at unddrage mig, og at jeg godt og trofast ville udføre det hvervs pligter, som jeg var på vej til, ved Guds hjælp.«4
Jeg er ikke i tvivl om, at kraften til at holde det løfte, som jeg holdt, var blevet lagt i mig, dengang jeg var diakon. I mine første år i præstedømmet overværede jeg adskillige gange det, der dengang blev kaldt et »missionærfarvel«. Der er nu så mange, der tager imod kaldelsen til at tjene, at vi kun lader dem tale i kort tid ved et nadvermøde, før de tager af sted. Men dengang drejede et helt møde sig om den missionær, der nu skulle af sted. Det indeholdt altid noget udvalgt musik. Jeg kan stadig føle det, jeg følte, når en kvartet af hjemvendte missionærer sang: »Jeg går, hvor du sender mig hen, o Gud« og ordene forsatte med at love: »Jeg taler de ord, du vil have bragt,« og til sidst: »Jeg altid vil tjene dig.«5
Mit hjerte blev dengang som nu rørt af en overbevisning om, at løftet er sandt for mig og for os i al vores præstedømmetjeneste. Vi vil finde glæde i at gå, hvor Herren ønsker vi skal tjene. Vi får åbenbaring til at tale hans ord for at indbyde vor himmelske Faders børn til at blive forandret af forsoningen og blive klar til at komme hjem og bo sammen med ham. Og jeg følte dengang, som jeg gør det nu, at vores trofaste tjeneste vil gøre det muligt for ham at forandre vores hjerte og at gøre os egnede til hans kammeratskab og til at tjene ham for evigt.
Jeg bærer mit vidnesbyrd til jer om, at når vi yder alt i præstedømmets tjeneste, vil Herren give os alt det mod, vi har brug for og forvisningen om, at han går med os, og at engle vil styrke os.
Jeg vidner om, at vi alle er kaldet af Gud. Dette er hans sande kirke og I bærer hans evigtvarende præstedømme. Jeg er et vidne om, at præsident Thomas S. Monson har alle præstedømmets nøgler og udøver dem i verden i dag. I Jesu Kristi navn. Amen.