Det, der betyder mest, er det, der varer længst

Ældste M. Russell Ballard

De Tolv Apostles Kvorum

Som jeres ledere, anmoder vi medlemmer af Kirken overalt om at sætte deres familie først og finde særlige måder til at styrke deres egen familie.

Flere af Brødrene og jeg besøgte for nylig nogle flygtningecentre i Louisiana, Mississippi og Texas, hvor fortvivlede og fordrevne ofre for orkanen Katrina opholdt sig, mens de prøver at komme på fode igen. Deres historier og situationer er på mange måder tragiske og gribende; men af alt det jeg hørte, var det, der rørte mig mest, deres råb efter deres familie: »Hvor er min mor?« »Jeg kan ikke finde min søn.« »Jeg har mistet en søster.« Det var sultne, bange mennesker, der havde mistet alt og havde brug for mad, lægehjælp og enhver anden form for hjælp, men det, de mest af alt ønskede og havde brug for, var deres familie.

Kriser eller overgange af enhver art minder os om, hvad der betyder mest. I hverdagens rutine tager vi ofte vores familie – vore forældre og børn og søskende – for givet. Men når vi er i fare og nød, og livet ændrer sig, så er der ikke tvivl om, at det, som vi bekymrer os mest for, er vores familie! Og det vil vi endnu mere, når vi forlader dette liv og kommer til åndeverdenen. De første personer, som vi vil forsøge at finde, vil helt sikker være far, mor, ægtefælle, børn og søskende.

Jeg tror, at hensigtserklæringen for jordelivet kunne være »at bygge en evig familie.« Her på denne jord stræber vi efter at blive en del af en større familie med evnen til at frembringe og skabe vores egen del af denne familie. Det er en af grundene til, at vor himmelske Fader har sendt os herned. Ikke alle vil finde en ledsager og have en familie her på jorden, men alle uanset deres personlige situation er en dyrebar del af Guds familie.

Brødre og søstre, dette år markerer tiårs jubilæet for proklamationen til verden om familien, som blev udsendt af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum i 1995 (se »Familien: En proklamation til verden«, Liahona, okt. 2004, s. 49). Det var dengang og er nu et opråb om at beskytte og styrke familien og en streng advarsel i en verden, hvor svindende værdier og forkerte prioriteter truer med at ødelægge samfundet ved at underminere dets grundlæggende enhed.

Proklamationen er et profetisk dokument, ikke kun fordi den blev udsendt af profeter, men fordi, den var forud for sin tid. Den advarer imod meget af det, der har truet og undermineret familien i det sidste årti, og den påberåber de prioriteter og den vægt, der skal lægges på familien, hvis de skal overleve i et miljø, som synes stadig mere ødelæggende for traditionelt ægteskab og for forholdet mellem forældre og børn.

Proklamationens tydelige og enkle sprog står i stærk kontrast til de forvirrede og indviklede forestillinger, der er i et samfund, der ikke engang kan blive enige om en definition på en familie endsige sørge for den hjælp og støtte, som forældre og familier har brug for. I kender sådanne ord fra proklamationen, som:

»Ægteskab mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud.«
»En persons køn er et fundamentalt særkende ved den enkeltes førjordiske, jordiske og evige identitet og hensigt.«
»Ægtemand og hustru har et stort ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden og for deres børn.«
»Børn har ret til at blive født inden for ægteskabets rammer og blive opdraget af en far og en mor, som ærer deres ægteskabsløfter med fuldstændig troskab.«
»Familiens opløsning vil påføre enkeltpersoner, lokalsamfund og nationer de ulykker, som er forudsagt af fordums og nutidige profeter.«

Og de sidste ord i proklamationen udtrykker den enkle sandhed, at familien er »samfundets grundlæggende bestanddel.«

I dag anmoder jeg Kirkens medlemmer og engagerede forældre, bedsteforældre og slægtninge overalt om at holde fast ved denne storslåede proklamation, at gøre det til et banner ikke ulig hærføreren Moronis »frihedens symbol«, og forpligte os selv til at efterleve dets forskrifter. Da vi alle er en del af en familie, kan proklamationen anvendes af alle.

Meningsmålinger viser, at folk overalt i verden generelt anser familien som den højeste prioritet; men i de senere år synes samfundet at ignorere eller fejldefinere familien. Tænk over nogle af de ændringer, der er sket det sidste årti:

Mange store nationale og internationale institutioner, der plejede at støtte og styrke familien, prøver nu at fortrænge eller endda ødelægge de familier, som de blev skabt til at betjene.
I »tolerancens« navn er definitionen på en familie blevet udvidet til ugenkendelighed til et punkt, hvor »familie« kan være personer af ethvert køn, der bor sammen med eller uden forpligtelser eller børn eller opmærksomhed på konsekvens.
Fremherskende materialisme og selviskhed narrer mange til at tro, at familie og især børn er byrder og en økonomisk møllesten, der vil holde dem tilbage i stedet for at være et helligt privilegium, som vil lære dem at blive mere som Gud.

Og alligevel fortsætter de fleste forældre verden over med at erkende både vigtigheden og den glæde, der er forbundet med den naturlige familie. Nogle af mine venner, der lige er vendt hjem fra at have talt til familier og forældre på flere kontinenter, fortalte mig, at forældres håb og bekymringer er forbavsende ens verden over.

I Indien sagde en bekymret hinduistisk mor: »Det eneste jeg ønsker er at have en større indflydelse på mine børn end medierne og deres jævnaldrende.«

Og en buddhistisk mor i Malaysia sagde: »Jeg vil gerne have, at mine drenge er i stand til at fungere i verden, men jeg ønsker ikke, at de er af verden.« Forældre fra alle forskellige kulturer og trossamfund siger og føler det samme, som vi gør som forældre i Kirken.

Verden har brug for at vide, hvad proklamationen underviser i, fordi familien er samfundets, økonomiens, vores kulturs og vores styreforms grundlæggende bestanddel. Og som sidste dages hellige ved, så vil familien også være den grundlæggende bestanddel i det celestiale rige.

I Kirken er vores tro på familiens altoverskyggende vigtighed baseret på gengivne lærdomme. Vi kender til familiens hellighed i begge retninger af vores evige eksistens. Vi ved, at vi før dette liv boede sammen med vor himmelske Fader som en del af hans familie, og vi ved, at familieforhold kan fortsætte udover døden.

Hvis vi lever og handler efter denne viden, vil vi tiltrække verden. Forældre, der prioriterer deres familie højt, vil drages mod Kirken, fordi den tilbyder familien den struktur og de værdier, lærdomme og evige perspektiver, som de søger efter, men ikke kan finde andetsteds.

Vores familiecentrerede perspektiv bør få sidste dages hellige til at stræbe efter at blive de bedste forældre i verden. Det bør give os en umådelig respekt for vore børn, der i sandhed er vores åndelige søskende, og det bør få os til at afse al den tid, der er nødvendig, for at styrke vores familie. Faktisk er intet mere afgørende forbundet med lykke – både vores egen og vore børns – end hvor godt vi elsker og støtter hinanden i familien.

Præsident Harold B. Lee talte om Kirken som et afgørende »stillads«, der hjælper os til at opbygge den enkelte og familien (se Conference Report, okt. 1967, s. 107). Kirken er Guds rige på jorden, men i himmerigets rige vil familien være både kilden til vores evige fremgang og glæde og afspejle vor himmelske Faders orden. Som vi ofte bliver mindet om, vil vi en dag blive afløst fra vore kirkekaldelser; men hvis vi er værdige, vil vi aldrig blive afløst fra vore familieforhold.

Joseph F. Smith sagde: »Der kan ikke findes nogen ægte lykke tilfældige steder udenfor hjemmet, og enhver anstrengelse, der gøres for at hellige og bevare dets indflydelse, er opløftende for dem, som arbejder og ofrer sig for dets beståen. Der er ofte mænd og kvinder, der søger en erstatning for hjemmet i et liv uden for hjemmet, de prøver at få sig selv til at tro, at et hjem betyder, at man er bundet; at den største frihed er fri mulighed for at flytte rundt, som man har lyst til. Der findes ingen lykke uden tjenestegerninger, og der findes ingen større tjenestegerning end at gøre et hjem til en guddommelig institution, hvilket fremmer og bevarer familielivet« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, s. 382).

Nu vil nogle nok spørge: »Hvordan beskytter, bevarer og styrker vi vores hjem og familie i en verden, der trækker så hårdt i den modsatte retning?« Lad mig komme med tre enkle forslag:

Hold fast ved at have familiebøn hver dag og holde ugentlige familieaftener. Begge ting indbyder Herrens Ånd, hvilket giver os den hjælp og kraft, som vi har brug for som forældre og ledere i familien. Kirkens materialer og tidsskrifter tilbyder mange gode ideer til familieaften. Overvej også at holde et vidnesbyrdmøde for familien, hvor forældre og børn i private og personlige omgivelser kan udtrykke deres tro og følelser for hinanden.
Undervis i evangeliet og i grundlæggende værdier i jeres hjem. Opbyg en kærlighed til at læse skrifterne sammen. Alt for mange af vore forældre lægger dette ansvar over på Kirken. Mens seminar, hjælpeorganisationer og præstedømmekvorummer er vigtige som et supplement til forældres undervisning i evangeliet, så ligge hovedansvaret i hjemmet. I kan måske vælge et evangelisk princip eller en familieværdi og derpå se efter muligheder, hvor I kan undervise i det. Vær klog og involver ikke børn eller jer selv i så mange aktiviteter uden for hjemmet, at I får så travlt, at I ikke kan genkende eller føle Herrens Ånd, når den giver jer den lovede vejledning til jer og jeres familie.
Skab meningsfyldte familiebånd, der giver jeres børn en identitet, der er stærkere end den, de kan finde blandt deres jævnaldrende, i skolen eller andre steder. Dette kan gøres ved at skabe familietraditioner til fødselsdage, på ferier, ved middagsmaden og om søndagen. Det kan også gøres ved familieregler med naturlige og forståelige konsekvenser. Hav en enkel plan for familien, hvor børnene har bestemte pligter eller opgaver i hjemmet, og hvor de får ros eller andre belønninger i forhold til, hvor godt de klarer opgaverne. Lær dem vigtigheden af at undgå gæld og af at tjene og spare penge sammen og bruge dem fornuftigt. Hjælp dem til at lære at være ansvarlig for deres egen timelige og åndelige uafhængighed.

I verden i dag, hvor Satans angreb på familien er så fremherskende, må forældre gøre alt, hvad de kan, for at forstærke og forsvare deres familie. Men deres anstrengelser er måske ikke nok. Familien, der er vores mest grundlæggende institution, har desperat behov for hjælp og støtte fra familiekredsen og fra de offentlige institutioner, der er omkring os. Brødre og søstre, tanter og onkler, bedsteforældre, fætre og kusiner kan have meget stor betydning i børns liv. Husk på, at hvis en slægtning udtrykker kærlighed og opmuntring, kan det ofte yde den rette påvirkning og hjælpe et barn på et kritisk tidspunkt.

Kirken selv vil fortsætte med at være den institution – »stilladset«, der står først og forrest for at være med til at opbygge stærke familier. Jeg kan forsikre jer om, at de, der leder Kirken, interesserer sig meget for jeres families velbefindende, og I vil således se en øget indsats for at prioritere og fokusere på familiens behov. Men som jeres ledere, anmoder vi medlemmer af Kirken overalt om at sætte deres familie først og finde særlige måder til at styrke deres egen familie.

Ydermere anmoder vi alle offentlige institutioner om at se på sig selv og gøre mindre af det, der skader familien, og mere af det, der hjælper den.

Vi anmoder medierne om at tilbyde mere, der fremmer traditionelle familieværdier og er opløftende og støtter familien og mindre af det, der populariserer umoralitet og materialisme.

Vi anmoder regeringer og politiske ledere om at sætte børnenes og forældrenes behov først og til at tænke på indvirkningen på familien, når de lovgiver og udstikker deres politik.

Vi anmoder internetudbyderne og skaberne af hjemmesider til at blive mere ansvarsfulde angående den potentielle påvirkning og til at sætte sig et bevidst mål om at beskytte børn mod vold, pornografi, smuds og umoralskhed.

Vi anmoder uddannelsessteder om at undervise i universelle værdier samt familie- og forældrefærdigheder, der kan støtte forældrene i deres ansvar med at opdrage børn til at blive ledere for familier, der vil komme i de næste generationer.

Vi anmoder vore egne medlemmer af Kirken til i kærlighed at række ud til deres naboer og venner af anden tro og medtage dem i brugen af de mange ressourcer, som Kirken har til at hjælpe familien. Vores lokalsamfund og nabolag bliver mere trygge og stærke, når folk fra alle trosretninger arbejder sammen for at styrke familien.

Det er vigtigt at huske på, at alle store enheder i samfundet afhænger af den mindste og mest grundlæggende enhed, familien. Lige meget hvem eller hvad vi er, så hjælper vi os selv, når vi hjælper familien.

Brødre og søstre, når vi holder »Familieproklamationen« op som et banner, og når vi efterlever og underviser i Jesu Kristi evangelium, opfylder vi formålet med vores skabelse her på jorden. Vi finder fred og glæde her og i den verden, der kommer. Vi burde ikke have behov for en orkan eller andre kriser for at minde os om, hvad der betyder mest. Evangeliet og Herrens plan for lykke og frelse, bør minde os om det. Det, der betyder mest, er det, der varer længst, og vores familie varer evigt. Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.