Er I beredt, behøver I ikke at frygte
Vi kan leve således, at vi kan påkalde os Herrens beskyttelse og vejledning. Vi kan ikke forvente hans hjælp, hvis vi ikke er villige til at holde hans bud.
Mine kære brødre i præstedømmet, hvor end I måtte være overalt i denne store verden – hvilken overvældende stor gruppe I er blevet, mænd og drenge af enhver race og slægt, alle en del af Guds familie.
Hans gave til os er dyrebar. Han har givet os en del af det, som er hans guddommelige myndighed, det evige præstedømme, den kraft, hvorved han tilvejebringer mennesket udødelighed og evigt liv. Det følger, at når meget er givet os, så kræves der meget af os (se Luk 12:48; L&P 82:3).
Jeg ved, at vi ikke er fuldkomne mennesker. Vi kender den fuldkomne vej, men vi handler ikke altid i overensstemmelse med vores viden. Men jeg tror, at for det meste så prøver vi. Vi prøver at være den slags mennesker, som vor Fader ønsker, at vi skal være. Det er et meget ophøjet mål, og jeg roser alle jer, der prøver at nå det. Må Herren velsigne jer i jeres søgen efter at leve et eksemplarisk liv på alle områder.
Som vi alle ved, har golfstaterne i USA for nylig lidt forfærdeligt under voldsomme storme og oversvømmelser. Mange har mistet alt, hvad de ejede. Skadernes omfang har nået astronomiske højder. Bogstaveligt talt har millioner lidt. Frygt og bekymring har fået tag i mange hjerter. Liv er gået tabt.
Med alt dette fulgte en lind strøm af hjælp. Hjerter er blevet mildnet. Hjem er blevet åbnede. Kritikere ynder at tale om kristendommens fejlslag. De burde se på, hvad kirkerne har gjort under disse omstændigheder. Folk fra mange trosretninger har udrettet undere. Og vores egen kirke har langt fra været den, der gjorde mindst. Et stort antal af vore mænd har rejst meget langt og medbragt værktøj og telte og strålende håb. Præstedømmebærere har skænket flere tusinde arbejdstimer til genopbygningen. Der har været tre og fire tusinde på én gang. Der er nogle, der ser med i aften. Vi kan ikke takke dem nok. Jeg ønsker, at I skal vide om vores taknemmelighed, vores kærlighed og vore bønner for jer.
To af vore område-halvfjerdsere, bror John Anderson, som bor i Florida, og bror Stanley Ellis, som bor i Texas, har styret en stor del af denne indsats. Men de ville være de første til at sige, at æren bør gives til de mange mænd og drenge, som har hjulpet til. Mange har båret T-shirts påtrykt: »Hjælpende hænder, mormonerne«. De har vundet kærlighed og respekt hos dem, de har hjulpet. De har ikke kun hjulpet medlemmer af Kirken i nød, men også et stort antal, hvis tro de ikke kendte.
De har fulgt nephitternes mønster, som det er nedskrevet i Almas Bog: »Og i deres lykkelige forhold afviste de således ikke nogen, der var nøgen eller sulten, tørstig eller syg eller som manglede pleje, og deres hu stod ikke til rigdom; derfor var de gavmilde mod alle, både gamle og unge, både trælle og frie, både mænd og kvinder, enten de var udenfor kirken eller i kirken, og der var ingen personsanseelse med hensyn til dem, der stod i trang« (Alma 1:30).
Kvinder og piger i mange dele af Kirken har ydet en kæmpestor indsats for at skaffe hygiejne- og rengøringsudstyr i titusindvis. Kirken har tilvejebragt udstyr, mad, vand og trøst.
Vi har doneret betydelige pengebeløb til Røde Kors og andre organisationer. Vi har givet millioner fra fasteofre og humanitære fonde. Jeg takker jer alle på vegne af jeres modtagere og på vegne af Kirken.
Nu siger jeg ikke, og jeg gentager eftertrykkeligt, at jeg ikke siger eller antyder, at det, der er sket, er Herrens straf. Mange gode mennesker, herunder nogle af vore trofaste sidste dages hellige, er blandt dem, der har lidt. Efter at have sagt dette, tøver jeg ikke med at sige, at denne gamle verden ikke er fremmed over for ulykker og katastrofer. De af os, som har læst og tror på skrifterne, er bekendt med profeternes advarsler om katastrofer, der er indtruffet, og som stadig vil indtræffe.
Der var den store oversvømmelse, da vandene dækkede jorden, og da, som Peter siger, kun »nogle få, nemlig otte sjæle, [blev] frelst« (1 Pet 3:20).
Hvis nogen har nogen form for tvivl angående de forfærdelige ting, der kan og vil påvirke menneskeheden, lad ham da læse det 24. kapitel i Matthæusevangeliet. Blandt meget andet siger Herren: »I skal høre krigslarm og rygter om krig …
For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv.
Alt dette er begyndelsen på veerne …
Ve dem, der skal føde, og dem, der giver bryst i de dage. …
For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme.
Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet« (Matt 24:6-8, 19, 21-22).
I Mormons Bog kan vi læse om den ufattelige ødelæggelse på den vestlige halvkugle på samme tid som Frelseren døde i Jerusalem. Jeg citerer atter:
»Og i det fire og tredivte år på den fjerde dag i den første måned rejste der sig en vældig storm, en sådan, som man aldrig før havde set magen til i hele landet.
Og der rasede også et voldsomt og forfærdeligt uvejr; og der var en forfærdelig torden, som rystede hele jorden, som om den skulle revne i mange stykker.
Og man så overalt skarpe lyn, som man aldrig før havde set i landet.
Og byen Zarahemla kom i brand.
Og byen Moroni sank i havets dyb, og dens indbyggere druknede.
Og jorden hævede sig over byen Moronihah, så at der blev et stort bjerg i stedet for byen …
… hele landets overflade blev forandret som følge af uvejret og hvirvelvindene, tordenen og lynilden og de forfærdelige jordskælv i hele landet.
Og landevejene blev brudt op, og de jævne veje ødelagdes og mange jævne steder blev ujævne.
Og mange store og betydende byer sank i jorden, mange brændte medens andre rystedes, så bygningerne faldt sammen, og indbyggerne omkom, og stederne blev ladt øde« (3 Nephi 8:5-10, 12-14).
Det må have været en forfærdelig katastrofe.
Pesten eller den sorte død i det 14. århundrede tog millioner af liv. Andre udbredte smitsomme sygdomme, som fx kopper, har medført usigelig lidelse og død gennem århundreder.
I år 79 e.Kr. blev den store by Pompeji tilintetgjort, da Vesuv gik i udbrud.
Chicago blev hærget af en frygtelig brand. Flodbølger har oversvømmet dele af Hawaii. Jordskælvet i San Francisco i 1906 ødelagde byen og tog omkring 3.000 liv. Orkanen, der ramte Galveston i Texas i 1900, dræbte 8.000. Og for nylig, som I ved, var der den forfærdelige tsunami i det sydøstlige Asien, hvor tusinder af liv gik tabt, og hvor der stadig er brug for nødhjælp.
Hvor ærefrygtindgydende er ikke åbenbaringens ord i Lære og Pagter afsnit 88 angående de katastrofer, der skulle ramme efter ældsternes vidnesbyrd. Herren siger:
»Thi efter jeres vidnesbyrd kommer jordskælvenes vidnesbyrd, der skal fremkalde stønnen i jordens midte, og mennesker skal falde til jorden og ikke være i stand til at stå.
Og ligeledes kommer der vidnesbyrd ved tordenens røst, lynets røst, stormens røst og ved havets bølgers røst, når havet går over sine bredder.
Alle ting skal være i bevægelse, og menneskenes hjerter skal i sandhed forsmægte; thi der skal komme frygt over alle mennesker« (L&P 88:89-91).
Beskrivelserne af tsunamien og de nylige orkaner er interessante med henblik på sproget i denne åbenbaring, der lyder: »Og ved havets bølgers røst, når havet går over sine bredder.«
Menneskenes umenneskelighed over for andre mennesker i fortidens og nutidens konflikter har medført og fører stadig til unævnelige lidelser. I Dafur-regionen i Sudan er titusinder blevet slået ihjel og et godt stykke over en million er blevet hjemløse.
Det, vi har oplevet hidtil, er alt sammen forudsagt, og enden på det er ikke i syne. Ligesom der har været katastrofer før i tiden, forventer vi flere i fremtiden. Hvad gør vi?
Nogen har sagt, at det ikke regnede, da Noa byggede arken. Men han byggede den, og regnen kom.
Herren har sagt: »Er I beredt, behøver I ikke at frygte« (L&P 38:30).
Den primære forberedelse er også beskrevet i Lære og Pagter, hvori der står: »Derfor skal I stå på hellige steder og ikke lade jer rokke, til Herrens dag kommer« (L&P 87:8).
Vi synger:
Når så jorden ryster, skælver,
byd vor frygt at vorde djærv.
Og når dom tilintetgører,
hold os fri på Zions bjerg.
(»Led os, o du vor Jehova«, Salmer og sange, nr. 36).
Vi kan leve således, at vi kan påkalde os Herrens beskyttelse og vejledning. Dette er en førsteprioritet. Vi kan ikke forvente hans hjælp, hvis vi ikke er villige til at holde hans bud. I Kirken har vi beviser nok på straffedomme for ulydighed i både eksemplet med det jaredittiske og det nephittiske folk. De gik begge fra storhed til fuldstændig ødelæggelse på grund af ugudelighed.
Vi ved selvfølgelig, at det regner over retfærdige så vel som uretfærdige (se Matt 5:45). Men selvom de retfærdige dør, er de ikke fortabt, men frelses gennem Forløserens forsoning. Paulus skrev til romerne: »… for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren« (Rom 14:8).
Vi kan give agt på advarsler. Vi har fået at vide, at mange har bekymret sig om New Orleans’ sårbarhed. Vi har fået at vide af seismologerne, at Salt Lake-dalen er et muligt jordskælvsområde. Det er hovedårsagen til, at vi så omfattende renoverer Tabernaklet på Tempelpladsen. Denne historiske og bemærkelsesværdige bygning skal kunne modstå jordens rystelser.
Vi har opført kornsiloer og magasiner og fyldt dem med livsfornødenheder med henblik på det tilfælde, at en katastrofe skulle indtræffe. Men det bedste forrådshus er familiens forrådskammer. Herren har med ordene fra en åbenbaring sagt: »Organiser jer, bered alt, hvad der er nødvendigt« (L&P 109:8).
Vores folk er i 75 år blevet rådet og opmuntret til at gøre sådanne forberedelser, som vil sikre overlevelse, hvis en katastrofe skulle indtræffe.
Vi kan lægge vand, grundlæggende fødevarer, medicin og varmt tøj til side. Vi bør også lægge lidt penge til side til dårlige tider.
Det jeg lige har sagt, skal ikke få jer til at styrte ned til købmanden eller noget i den retning. Jeg siger ikke noget, der ikke er blevet sagt meget længe.
Lad os aldrig glemme Faraos drøm om de velnærede køer og de magre, de gode aks og de afsvedne aks, hvis betydning blev fortolket af Josef som værende syv gode år og syv hungerår (se 1 Mos 41:1-36).
Jeg tror, mine kære brødre, at Herren vil velsigne os og våge over os og hjælpe os, hvis vi vandrer i lydighed mod hans lys, hans evangelium og hans bud. Han er vor Fader og vor Gud, og vi er hans børn, og vi må på enhver måde fortjene hans kærlighed og omsorg. Det er min ydmyge bøn, at vi må gøre dette. I Jesu Kristi navn. Amen.