2005
Redskaber i Guds hånd
November 2005


Redskaber i Guds hånd

Jeres indflydelse til det gode er uvurderlig og ubeskrivelig.

Præsident Hinckley har på vegne af Det Første Præsidentskab bemyndiget mig til at udtrykke vores påskønnelse for alle, som på nogen måde har hjulpet med at redde liv og ejendom i forbindelse med de katastrofer, som har fundet og stadigt finder sted i vores land.

Mine kære søstre, jeg føler mig ydmyg over det store ansvar og privilegium, det er at tale til Guds døtre i mange lande. Vi er blevet oplyst og opløftet af præsident Hinckleys korte videopræsentation. Vi er taknemmelige for, at præsident Hinckley og præsident Monson er her i aften. Vi styrkes af deres støtte og indflydelse. Søster Parkin, søster Hughes og søster Pingree har inspireret os. Koret har rørt vores hjerte. Når jeg ser jeres ansigt, kan jeg mærke jeres godhed. Jeg vil rose hver af jer for det, I dagligt gør i retfærdighed. Selvom det, I gør, måske kun er kendt af få, så er det optegnet i livets bog, Lammets bog,1 som en dag vil blive åbnet for at vidne om jeres opofrende tjeneste, hengivenhed og gerninger som »redskaber i Guds hånd til at udføre dette store værk.«2

Ældste Neal A. Maxwell sagde: »Vi ved så lidt … om årsagerne til opdelingen af pligter mellem kvinder og mænd, lige så vel som mellem moderskab og præstedømme. De blev guddommeligt bestemt i en anden tid og et andet sted. Vi er vant til at fokusere på Guds mænd, fordi de har præstedømmet og ledelsesansvaret. Men parallelt med den linje af myndighed, er der en strøm af retskaffen indflydelse, der afspejler bemærkelsesværdige Guds kvinder, som har eksisteret i enhver tidsalder og enhver uddeling, vores egen inklusive. Storhed måles ikke i den spalteplads, der beskriver dem, hverken i dagblade eller i skrifterne. Derfor er fortællingen om Guds kvinder indtil videre en ufortalt historie i historien.«3

Nogle af jer søstre føler jer måske utilstrækkelige, fordi I ikke når at gøre alt det, I ønsker at gøre. Moderskab og forældrerollen er meget udfordrende. I har også kirkekaldelser, som I udfører så godt og samvittighedsfuldt. Desuden må mange af jer ud over alt dette arbejde for at sørge for jeres familie. Mit hjerte rækker ud mod enkerne og de enlige kvinder med børn, som løfter et stort forældreansvar. Generelt udfører I ædle søstre et langt bedre job med at samle alle trådene og få det hele til at køre, end I aner. Må jeg foreslå, at I tager jeres udfordringer en dag ad gangen. Gør jeres bedste. Se på alting i evighedens perspektiv. Hvis I vil gøre det, vil livet ofte vise sig anderledes.

Jeg tror, at alle I søstre ønsker at være lykkelige og finde den fred, som Frelseren lovede. Jeg tror, at mange af jer virkelig forsøger at holde trit med alle jeres ansvar. Jeg ønsker ikke at støde nogen. Jeg vil helst ikke bringe emnet op, men jeg føler, at det bør siges. Nogle gange bærer vi rundt på gamle sorger og ulykkelige følelser alt for længe. Vi bruger for meget energi på at dvæle ved noget, der er sket og ikke kan ændres. Vi kæmper med at lægge det bag os og slippe smerten. Hvis vi med tiden kan tilgive, hvad det end er, der har forvoldt smerten, vil vi kunne trække »på en livgivende kilde af trøst« igennem forsoningen, og tilgivelsens »sødmefulde fred« vil blive vores.4 Nogle sår er så smertefulde og dybe, at heling kun kommer gennem hjælp fra en højere magt og håb om en retfærdig dom og genoprettelse i næste liv. Søstre, I kan trække fra den højere kraft og modtage dyrebar trøst og sød fred.

Jeg frygter, at I søstre overhovedet ikke indser udstrækningen af jeres gode indflydelse i jeres familie, i Kirken og i samfundet. Jeres gode indflydelse er uvurderlig og ubeskrivelig. Præsident Brigham Young sagde: »Søstrene i vores kvindelige hjælpeforeninger har gjort meget godt. Kan I nævne alt det gode, som mødrene og døtrene i Israel er i stand til at gøre? Nej, det er umuligt. Og det gode de vil gøre, vil følge dem i al evighed.«5 Jeg tror oprigtigt på, at I er redskaber i Guds hånd i jeres mange roller, især den som mor.

I arbejdet med riget er mænd og kvinder lige vigtige. Gud betror kvinder at bære og opfostre hans børn. Intet andet arbejde er vigtigere. Moderskabet er en meget vigtig rolle for kvinder. Hellige velsignelser og retfærdig indflydelse er tilflydt i mit eget og min families liv fra min elskede hustru, hendes mor, min egen mor, bedstemødre, mine dyrebare døtre og børnebørn. Det værdsatte forhold til hver eneste kvinde i mit liv trodser enhver beskrivelse. Dette gælder især for min evige ledsager, Ruth.

Vi ønsker, at I enlige søstre skal kende til vores store kærlighed til jer. I kan være stærke redskaber i Guds hånd til fremme af dette store værk. I er påskønnet og tiltrængte. Andre kvinder er måske ikke mødre, selvom de er gift. Kvinder i begge disse omstændigheder, vær forvisset om, at Herren elsker jer og ikke har glemt jer. I kan gøre noget for en anden person, som ingen anden, der er født på denne jord, kan gøre. Det kan være, at I er i stand til at gøre noget for en anden kvindes barn, som hun ikke selv er i stand til at gøre. Jeg tror, at der i dette og i det tilkommende liv vil komme nogle kompenserende velsignelser til søstre i disse omstændigheder. Disse velsignelser og en trøstende fred vil komme til jer, hvis I elsker Gud »af hele [jeres] hjerte, og af hele [jeres] sjæl og af hele [jeres] styrke og af hele [jeres] sind, og [jeres] næste som [jer] selv.«6 I kan stadig få stor succes med, hvad end I gør, som redskaber i Guds hånd til fremme af dette store værk.

Kvinder har en stærk indflydelse på, hvad der sker i verden af godt eller dårligt. Til en vis grad styrer hustruer og mødre den tilstrømning af velsignelser, som kommer i deres hjem. Hvis I støtter jeres mænds kaldelser i præstedømmet og tilskynder jeres sønner til at deltage i deres præstedømmeaktiviteter, vil jeres hjem blive rigt velsignet. I bør også opfordre jeres børn til at hjælpe andre, som er i nød. I al den tid vi har været gift, har vores hjem været velsignet på grund af min hustrus engagement i Hjælpeforeningen. Hun var i en årrække præsidentinde for Hjælpeforeningen først i både menigheden og så i staven. Når hun passede sine pligter og tog til sine møder, blev vores hjem velsignet med den søde ånd af tjeneste, som hun tog med hjem.

Som vi har hørt i aften, er I medlemmer af den største organisation for kvinder i verden. Og som præsident Hinckley lige har fortalt os på videoen, sagde profeten Joseph Smith: »Denne organisation vil få instruktioner gennem den orden, som Gud har indstiftet – gennem dem, som er udpeget til at lede – og jeg giver jer nu nøglen i Guds navn, og denne forening skal glædes, og kundskab og intelligens vil tilflyde jer fra nu af – dette er begyndelsen på en bedre tid for denne forening.«7 Der er kommet flere muligheder for kvinder efter profeten Joseph Smith på deres vegne åbnede med den nøgle end før, helt tilbage til menneskehedens begyndelse på jorden.8

Fra begyndelsen har kvinder i Kirken været redskaber i Guds hånd. Da templet i Kirtland blev bygget, støttede kvinderne arbejderne, som Heber C. Kimball skrev:

»Vore kvinder var engageret i at spinde og strikke for at klæde dem, som arbejdede på bygningen, og kun Herren kender til den fattigdom, trængsel og pinsel, vi stod igennem for at fuldføre disse ting. Min hustru sled hele sommeren for at yde sin hjælp med færdiggørelsen. Hun havde 100 pund uld, som hun med hjælp af en pige spandt for at skaffe tøj til dem, der var involveret i tempelbyggeriet, og selvom hun havde det privilegium, at hun måtte beholde halvdelen af ulden selv, som belønning for hendes arbejde, beholdt hun end ikke så meget som til et par strømper, men gav det til dem, der arbejdede på Herrens hus. Hun spandt og vævede og fik stoffet appreteret og klippet og lavet til tøj, som blev givet til dem, som arbejdede på templet; næsten alle søstrene i Kirtland arbejdede med at strikke, sy, spinde osv. med det formål at fremme Herrens arbejde.«9

Polly Angell, hustru til Kirkens arkitekt, sagde, at profeten havde sagt til dem: »Søstre, I er altid til hånde. Søstrene er altid først og forrest i alle gode gerninger. Maria var først [ved graven for at se den opstandne Herre]; og søstrene er nu de første til at arbejde på den indvendige del af templet.«10

I søstre har guddommelige egenskaber såsom følsomhed over for og kærlighed til skønne og inspirerende ting. Dette er gaver, som I bruger til at gøre vores liv mere behageligt. Når I søstre forbereder jer og underviser, lægger I ofte en pæn dug og blomster på bordet – som er et smukt udtryk for jeres omsorgsfulde og samvittighedsfulde natur. Når brødrene, derimod, underviser, pynter de ikke bordet med så meget som en visnet mælkebøtte! Til tider er I dog for hårde ved jer selv. I tror, at hvis det, I yder, ikke er helt perfekt, er det ikke acceptabelt. Men jeg siger jer, at hvis I har gjort jeres bedste, som I oftest gør, så vil jeres ydmyge bidrag, hvad det end er, være acceptabelt og behageligt for Herren.

I disse tider gør besøgslærerinder meget godt. For tolv år siden blev Suzy kaldet til at være Doras besøgslærerinde. Dora, som var enke uden børn, havde en vanskelig personlighed og var nærmest eneboer. Da Suzy til at begynde med besøgte Dora, blev hun mødt på dørtrinnet, men aldrig inviteret indenfor. Adskillige måneder senere medbragte Suzy en lille ting til Dora, men Dora ville ikke tage imod den. Da Suzy spurgte hvorfor, svarede hun: »Fordi så vil du have noget til gengæld.« Suzy forsikrede hende: »Alt, jeg ønsker, er dit venskab.« Derefter gik det lettere med besøgene. Gradvist fandt Suzy måder, hvorpå hun kunne gøre noget for Dora, samt lytte når der var behov for det. Hun fortalte hende også om alle de dejlige mennesker i menigheden, lektionerne og konferencerne for at få hende til at føle sig som en del af menigheden. Da Doras helbred begyndte at blive værre, besøgte Suzy hende dagligt, og de blev gode venner. Da Dora døde, var Suzy i stand til at lovprise en kvinde, som andre kaldte »utilnærmelig«, som en »bemærkelsesværdig kvinde« og en »påskønnet ven.«11 Hun kendte hende som få andre, fordi hun havde tjent som besøgslærerinde.

Hjælpeforeningen er et søsterfællesskab og et sted, hvor kvinder vejledes i at opbygge deres tro og udføre gode gerninger. Som præsident Hinckley ofte har sagt, har vi alle brug for venner. Venskab fylder os med varme og kærlighed. Det er ikke kun forbeholdt den unge eller den gamle, den rige eller den fattige, den ukendte eller den berømte. Uanset vore omstændigheder har vi alle brug for en, som vil lytte til os i forståelse, klappe os på ryggen, når vi har brug for opmuntring, og nære ønsket i os om at blive bedre og gøre bedre. Hjælpeforeningen er skabt til at være en sådan ring af venskab fyldt til bristepunktet med forstående hjerter, som fremkalder kærlighed og fuldendelse, fordi det frem for alt er et søsterfællesskab.

Dette hjælpeforeningsmøde bliver sendt til adskillige lande over hele kloden. Det er godt at tænke på de søstre, som samles på forskellige steder for at høre de samme budskaber og at være sammen som venner. En søster fra Etiopien var til sådant et møde i Fredericksburg i Virginia og sagde: »Vi satte os ned som venner, mødre og døtre, men rejste os som søstre.«12

En søstermissionær, som tjener i Thailand, skrev om at sidde sammen med søstre i Bangkok ved transmissionen sidste år. Hun sagde:»Jeg følte en styrke fra denne lille gruppe thailandske kvinder, som gjorde deres bedste for at modtage råd fra kvinder i Salt Lake, som de aldrig havde mødt.«13 Er det ikke specielt at mærke dette bånd af søsterfællesskab, som spænder over have og floder i mange lande, når vi er samlet til dette møde! Profeten Joseph Smith åbnede i sandhed med nøglen, da han mødtes med en lille gruppe kvinder i Nauvoo for at organisere Hjælpeforeningen i 1842!

Her til sidst vil jeg gerne sige et par ord til jer yngre søstre. I har en vigtig rolle i dette store søsterfællesskab. De fleste af jer er blevet udrustet med et vidnesbyrd om Jesu Kristi genoprettede evangelium. Med det vidnesbyrd og med ungdommens styrke, indflydelse og intelligens kan I modtage de velsignelser, som kommer ved at påtage sig ansvaret for at være »redskaber i Guds hånd til at udføre dette store værk.«

En ung søster fortalte for nylig om hendes følelser for Hjælpeforeningen. Hun fortalte, at hun var opvokset i en menighed, hvor søstrene udviste stor interesse for hende, selv da hun var i Unge Piger, så hun var spændt, da det blev tid for hende til at komme i Hjælpeforeningen, og det var de også. Hun bemærkede den »store spændvidde af personligheder, baggrund og alder i Hjælpeforeningen,« og sagde: »Nu har jeg … en gruppe af venner, som spænder fra teenagers til tipoldemødre og alt der imellem.«14

Der ligger en stor fremtid foran jer unge søstre. Den bliver måske ikke helt, som I har planlagt, men den kan være vidunderlig fyldestgørende, og I kan udrette meget godt. At være i selskab med modne, erfarne og retskafne søstre er for jer unge søstre både en mulighed og en velsignelse.

Præsident Hinckleys elskede kone, Marjorie Pay Hinckley, udtrykte det så godt, da hun sagde: »Vi er sammen om dette. Vi har brug for hinanden. Ja, vi behøver hinanden. Vi, der er ældre har brug for jer, der er unge. Og forhåbentlig har I unge brug for nogle af os, som er ældre. Det er en sociologisk kendsgerning, at kvinder har brug for kvinder. Vi har brug for dybe, overbevisende og trofaste venskaber med hinanden. Disse venskaber er en nødvendig del af livets opretholdelse. Vi har brug for at forny vores tro hver dag. Vi har brug for stå sammen og hjælpe med at opbygge riget, så det vil rulle frem og fylde hele jorden.«15

Kære søstre, vore elskede medarbejdere i riget, hvis navne er optegnet i livets bog, Lammets bog,16 må I fortsat gå fremad. Gå fremad i tro og ydmyghed. Lad ikke Satan eller noget af hans forførende, onde kraft få indflydelse på jer. Giv ikke modstanderen nogen anledning,17 og lad ham heller ikke mindske jeres gudgivne og enestående følsomhed over for Herrens ånd. Må Ånden altid lede jer til hellige følelser i al jeres tanke og gerning, når I rækker ud mod andre i kærlighed og nåde, det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se Åb 21:27.

  2. Alma 26:3.

  3. »Guds kvinder«, Den danske Stjerne, oktober 1978, s. 15.

  4. Se »My Journey to Forgiving«, Ensign, feb. 1997, s. 43.

  5. Discourses of Brigham Young, udv. John A. Widtsoe, 1954, s. 216.

  6. Luk 10:27.

  7. Referat fra Hjælpeforeningens møde, 28. april 1842, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges arkiver, s. 40.

  8. Se George Albert Smith, »Address to Members of the Relief Society«, Relief Society Magazine, dec. 1945, s. 717.

  9. »History of Joseph Smith«, Times and Seasons, 15. apr. 1845, s. 867.

  10. Citat fra Edward W. Tullidge, Women of Mormondom, 1877, s. 76.

  11. Breve i Hjælpeforeningens kontors besiddelse.

  12. Breve i Hjælpeforeningens kontors besiddelse.

  13. Breve i Hjælpeforeningens kontors besiddelse.

  14. Breve i Hjælpeforeningens kontors besiddelse.

  15. I Virginia H. Pearce, red., Glimpses into the Life and Heart of Marjorie Pay Hinckley, 1999, s. 254-255.

  16. Se Fil 4:3.

  17. Se 1 Tim 5:14.