Søg mod højere grund
Vi står med et valg. Vi kan stole på vores egen styrke, eller vi kan søge mod højere grund og komme til Kristus.
Den 26. december 2004 udløstes et kraftigt jordskælv ud for Indonesiens kyst. Det skabte en dødbringende flodbølge, som dræbte over 200.000 mennesker. Det var en forfærdelig tragedie. På en dag blev millioners tilværelse ændret for evigt.
Men der var en gruppe, som, selvom deres landsby blev ødelagt, ikke mistede en eneste person.
Hvad var grunden?
De vidste, at en flodbølge var på vej.
Moken-folket bor i landsbyer på nogle øer ud for Thailands og Burmas (Myanmar) kyst. De er fiskere, og deres liv afhænger af havet. I hundreder, ja, måske tusinder af år har deres forfædre studeret havet, og de har videregivet deres viden fra far til søn.
Især var de omhyggelige med at fortælle én ting: Hvad man skal gøre, når havet trækker sig tilbage. Når det sker, vil »Laboon« – en bølge, der spiser mennesker – i henhold til deres traditioner ankomme kort efter.
Da landsbyens ældster så det frygtede tegn, råbte de til alle, at de skulle løbe til højere grund.
Ikke alle lyttede.
En ældre fisker sagde: »Ingen af børnene troede på mig.« Faktisk kaldte hans egen datter ham for løgner. Men den gamle fisker gav ikke efter, før alle havde forladt landsbyen og var klatret op til højere grund.1
Moken-folket var heldige ved at have nogen med overbevisning, som advarede dem om det, der fulgte. Landsbybeboerne var heldige, fordi de lyttede. Havde de ikke gjort det, kunne de være døde.
Profeten Nephi skrev om den store ulykke på hans tid, ødelæggelsen af Jerusalem. »Og ligesom en slægt nu er blevet ødelagt blandt jøderne på grund af ugudelighed, således er de blevet ødelagt fra slægt til slægt ifølge deres ugudelighed; og der blev aldrig nogen af dem udryddet, uden at det jo blev dem forudsagt ved Herrens profeter.«2
Siden Adams dage har Herren talt til sine profeter, og selv om hans budskaber varierer i henhold til tidens specifikke behov, så er der et fast og aldrig ændrende tema: Gå bort fra ugudelighed og søg mod højere grund.
Når folket giver agt på profeternes ord, velsigner Herren dem. Men når de ser bort fra hans ord, følger ofte sorg og lidelser. Igen og igen fortæller Mormons Bog denne store lektie. På dens sider læser vi om de fordums indbyggere på det amerikanske kontinent, som på grund af deres retfærdighed blev velsignet af Herren og fik fremgang. Alligevel blev denne fremgang ofte til en forbandelse, fordi det fik dem til at forhærde »deres hjerter og glemme Herren, deres Gud.«3
Der er noget ved fremgang, som får det værste frem i nogle mennesker. I Helamans Bog lærer vi om en gruppe nephiter, som oplevede store tab og nedslagtning. Om dem læser vi: »Og det var på grund af hjertets stolthed og deres store rigdomme, ja, det var fordi de undertrykte de fattige, nægtede at give de sultne mad og de nøgne klæder, slog deres ydmyge brødre på kinden, bespottede det hellige [og] fornægtede profetiens og åbenbaringens ånd.«4
Denne sorg ville ikke have ramt dem, »hvis det ikke havde været for den ugudelighed.«5 Havde de blot givet agt på profeternes ord på deres tid og søgt mod højere grund, ville deres liv have været dramatisk anderledes.
De naturlige konsekvenser for dem, der forlader Herrens vej, er, at de er overladt til deres egen styrke.6 Selv om vi midt i vores succes kan mene, at vores egen styrke er tilstrækkelig, så opdager de, der stoler på en arm af kød, hurtigt, hvor svag og utilstrækkelig den virkelig er.7
Salomo adlød fx i begyndelsen Herren og ærede hans lov. På grund af det havde han fremgang og blev velsignet ikke blot med visdom, men også med rigdom og ære. Hvis han fortsatte i retfærdighed, lovede Herren, at »lade [hans] kongetrone i Israel bestå til evig tid.«8
Men selv efter himmelske besøg, selv efter at have modtaget større velsignelser end andre, vendte Salomo sig fra Herren. Derfor erklærede Herren, at hans rige skulle rives fra ham og gives til hans tjener.9
Navnet på den tjener var Jeroboam. Jeroboam var en flittig mand fra Efraims stamme, som Salomo havde forfremmet til at lede en del af hans arbejdere.10
En dag, mens Jeroboam var på rejse, kom en profet og profeterede, at Herren ville rive kongeriget fra Salomo og give ti af Israels tolv stammer til Jeroboam.
Herren lovede Jeroboam gennem sin profet, at hvis han ville gøre det rette, »vil jeg være med dig, og jeg vil bygge dig et hus, der står fast, som det jeg byggede for David, og jeg vil give dig Israel.«11
Herren valgte Jeroboam og lovede ham store velsignelser, hvis blot han ville adlyde befalingerne og søge mod højere grund. Efter Salomos død blev profetens ord opfyldt, og ti af Israels tolv stammer fulgte Jeroboam.
Efter at have modtaget en sådan gunst, adlød den nye konge så Herren?
Desværre gjorde han det ikke. Han opsatte guldkalve og opfordrede sit folk til at tilbede dem. Han skabte sit eget »præsteskab« ved at vælge enhver, han ønskede, og indviede dem som offerhøjspræster.12 Kongen var kort sagt på trods af de store velsignelser, han havde modtaget fra Herren, langt værre end alle, der kom før ham.13 Blandt senere generationer var Jeroboam den standard, som onde konger i Israel blev målt med.
På grund af denne ugudelighed vendte Herren sig fra Jeroboam. Herren erklærede som følge af kongens ugudelighed, at kongen og hele hans familie skulle tilintetgøres, indtil ikke en var tilbage. Profetien blev senere helt bogstaveligt opfyldt. Jeroboams efterkommere forsvandt fra jorden.14
Salomo og Jeroboam er eksempler på den tragiske cyklus, der så ofte illustreres i Mormons Bog. Når folket er retfærdigt, giver Herren dem fremgang. Fremgang fører ofte til stolthed, som fører til synd. Synd fører til ugudelighed og til hjerter, der bliver forhærdede over for det, der hører Ånden til. I sidste ende fører denne vej til fortvivlelse og sorg.
Dette mønster gentages ikke kun i enkeltpersoners tilværelse, men også i byer, lande og tilmed i verden. Konsekvenserne af at ignorere Herren og hans profeter er sikre og ofte ledsaget af stor sorg og fortrydelse. I vore dage har Herren advaret om, at ugudelighed i sidste ende fører til »hungersnød, plager, jordskælv og himlens torden«, indtil »jordens indbyggere [skal] erfare en almægtig Guds vrede, fortørnelse og tugtende hånd.«15
Men det er vigtigt at forstå, at mange fine og gode mennesker påvirkes af menneskeskabte og naturlige katastrofer. De første hellige i denne uddeling blev forfulgt og fordrevet fra deres hjem. Nogle mistede livet. Men måske fordi de havde udholdt så meget, udviklede de en indre styrke, der var en nødvendig forberedelse til det værk, der ventede dem forude.
Det samme sker også i vore dage.
Eftersom vi ikke er immune for katastrofer, må vi lære af dem.
Selv om skrifterne viser konsekvenserne af ulydighed, viser de også, hvad der kan ske, når mennesker lytter til Herren og giver agt på hans råd.
Da den ugudelige by Nineve hørte profeten Jonas’ advarende røst, anråbte de Herren, omvendte sig og blev reddet fra tilintetgørelse.16
Eftersom folket på Enoks tid var ondt, befalede Herren Enok at åbne sin mund og advare folket om at vende sig fra deres ugudelighed for at tjene Herren, deres Gud.
Enok tilsidesatte sin frygt og gjorde, som han var blevet befalet. Han rejste omkring blandt folket, råbte med høj røst og vidnede imod deres gerninger. Skrifterne fortæller os, at »alle mennesker forargedes på ham.« De talte blandt sig selv om »noget mærkeligt i landet« og en »vild mand«, der var kommet iblandt dem.17
Selv om mange hadede Enok, så troede de ydmyge på hans ord. De holdt op med at synde og søgte mod højere grund, og »de blev velsignet på bjergene og på de høje steder og havde fremgang.«18 I deres tilfælde ledte fremgang til barmhjertighed og retskaffenhed i stedet for stolthed og synd. »Og Herren kaldte sit folk ZION, fordi de var af ét hjerte og ét sind og levede i retfærdighed, og der fandtes ingen fattige blandt dem.«19
Frelseren kom efter sin opstandelse til det amerikanske kontinent. Som følge af hans vidunderlige tjenestegerning blev folks hjerte mildnet. De holdt op med at synde og søgte mod højere grund. De værdsatte hans ord og søgte at følge hans eksempel.
De levede så retskaffent, at der ingen strid var blandt dem, og de var retfærdige over for hinanden. De gav frit af deres midler til hinanden, og de havde meget stor fremgang.
Om dette folk blev det sagt: »Der kunne i sandhed ikke findes noget lykkeligere folk blandt alle de folk, der var blevet skabt ved Guds hånd.«20
I vore dage kan vi stå med et lignende valg. Vi kan tåbeligt ignorere Guds profeter, stole på vores egen styrke og i sidste ende høste konsekvenserne. Eller vi kan klogt drage Herren nær og tage del i hans velsignelser.
Kong Benjamin beskrev begge veje og begge konsekvenser. Han sagde, at de, som forsager Herren, »overgives til en frygtelig ransagelse af deres egne synder og vederstyggeligheder, hvad der får dem til at gyse tilbage for Herrens åsyn til en tilstand af elendighed og evig pine.«21
Men de, som søger mod højere grund og holder Guds befalinger, bliver »velsignet i alle ting, både timelige og åndelige, og dersom de holder trofast ud til enden, bliver de modtaget i himlen for at bo hos Gud i evigvarende salighed.«22
Hvordan ved vi, hvilken retning vi går? Da Frelseren vandrede på jorden, blev han bedt om at nævne det største bud. Uden tøven sagde han: »›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹
Det er det største og det første bud.
Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹
På de to bud hviler hele loven og profeterne.«23
I disse vers viser Herren en tydelig måde, hvorpå vi kan vide, om vi er på rette vej. De, der søger mod højere grund, elsker Herren af hele deres hjerte. Vi ser i deres tilværelse udtryk for den kærlighed. De søger deres Gud i bøn og bønfalder om hans hellige Ånd. De er ydmyge og åbner deres hjerte for profeternes lærdomme. De ærer deres kaldelser og søger at tjene, snarere end at blive betjent. De står som vidner om Gud. De adlyder hans befalinger og bliver stærke i deres vidnesbyrd om sandheden.
De elsker også vor himmelske Faders børn, og deres tilværelse viser denne kærlighed. De viser omsorg for deres brødre og søstre. De styrker, tjener og støtter deres ægtefælle og børn. Med kærlighed og venlighed opbygger de deres omgivelser. De giver frit af deres midler til andre. De sørger med dem, der sørger, og trøster dem, der har trøst behov.24
Denne søgen mod højere grund er disciplens vej til Herren, Jesus Kristus. Det er en rejse, der til sidst vil føre os til ophøjelse med vores familie i Faderens og Sønnens nærhed. Derfor må vores søgen mod højere grund omfatte Herrens hus. Når vi kommer til Kristus og søger mod højere grund, vil vi ønske at tilbringe mere tid i hans templer, for templerne repræsenterer højere grund, hellig grund.
I alle aldre står vi med et valg. Vi kan stole på vores egen styrke, eller vi kan søge mod højere grund og komme til Kristus.
Hvert valg har en konsekvens.
Hver konsekvens en destination.
Jeg vidner om, at Jesus Kristus er vor Forløser, den levende Søn af den levende Gud. Himlene er åbne, og en kærlig, himmelsk Fader åbenbarer sit ord til menneskene. Evangeliet blev gengivet til jorden gennem profeten Joseph Smith. I vore dage har vi en profet, seer og åbenbarer, præsident Gordon B. Hinckley, som åbenbarer Guds ord til menneskeheden. Hans stemme lyder i harmoni med de profetiske stemmer fra fordums dage.
»Jeg opfordrer jer hver især,« har han sagt, »uanset hvor I som medlemmer af denne kirke er, til at rejse jer og med en sang i hjertet gå fremad, efterlev evangeliet, elsk Herren og opbyg riget. Sammen vil vi holde kursen og bevare troen, for den Almægtige er vores styrke.«25
Brødre og søstre, vi er kaldet til at søge mod højere grund.
Vi kan undgå den sorg og nød, der kommer som konsekvens af ulydighed.
Vi kan nyde fred, glæde og evigt liv, hvis vi vil give agt på profeternes ord, være opmærksomme på Helligåndens indflydelse og fylde vores hjerte med kærlighed til vor himmelske Fader og vore medmennesker.
Jeg efterlader mit vidnesbyrd om, at Herren vil velsigne alle, som drager ud på disciplens vej og søger mod højere grund. I Jesu Kristi navn. Amen.