Tilgivelse
På en eller anden måde udvirker tilgivelse, sammen med kærlighed og tolerance, mirakler, der ikke kan ske på nogen anden måde.
Mine kære brødre og søstre, jeg takker min Fader i himlen for, at han har forlænget mit liv, så jeg kan være en del af disse udfordrende tider. Jeg takker ham for muligheden for at tjene. Mit eneste ønske er at gøre alt, hvad jeg kan, for at fremme Herrens værk, ved at tjene hans trofaste folk og ved at leve i fred med mine medmennesker.
Jeg rejste for nylig verden rundt, mere end 40.000 km, og besøgte Alaska, Rusland, Korea, Taiwan, Hong Kong, Indien, Kenya og Nigeria, og det sidste sted indviede vi et nyt tempel. Derefter indviede vi templet i Newport Beach i Californien. Jeg har lige været i Samoa for at indvie endnu et tempel, 16.000 km mere. Jeg holder ikke af at rejse, men det er mit ønske at komme ud blandt vore medlemmer for at vise påskønnelse og give opmuntring og at bære vidnesbyrd om guddommeligheden af Herrens værk.
Jeg tænker ofte på et digt, jeg læste for længe siden. Det lyder således:
Lad mig bo i et hus langs den vej,
hvor mennesker hver dag haster forbi -
alle folk og typer med stor ståhej,
så gode og onde som dig og mig.
Håne dem ville jeg aldrig, nej,
ej heller kynisk forbande dem -
lad mig bo i et hus langs den vej,
og lad mig blot være menneskets ven
(Sam Walter Foss, »The House by the Side of the Road«, i James Dalton Morrison, red., Masterpieces of Religious Verse, 1948, s. 422).
Sådan har jeg det.
Alder gør noget ved en mand. Det er som om, den gør ham mere opmærksom på behovet for venlighed og godhed og overbærenhed. Han håber og beder til, at mennesket vil kunne leve sammen i fred uden krig og stridigheder, skænderi og konflikt. Han bliver i højere grad klar over betydningen af Forløserens store forsoning, over storheden af hans offer, og han fyldes af taknemmelighed for Guds Søn, som gav sit liv, for at vi kan leve.
I dag vil jeg gerne tale om tilgivelse. Jeg tror, det må være den største dyd på jorden og helt sikkert den mest nødvendige. Der er så meget ondskab og misbrug, intolerance og had. Der er så stor brug for omvendelse og tilgivelse. Det er det store princip, der fremhæves i skrifterne, både gamle og nutidige.
I hele den hellige skrift er der ingen smukkere historie om tilgivelse end den om den fortabte søn, som står i det femtende kapitel i Lukasevangeliet. Alle bør læse og overveje den af og til.
»Og da [den fortabte søn] havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød.
Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin,
og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.
Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel.
Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig.
Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.
Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn« (Luk 15:14-21).
Og faderen bestemte, at en stor fest skulle holdes, og da hans anden søn beklagede sig, sagde han til ham: »Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet« (v. 32).
Når der er sket en forseelse, og der er anger, efterfulgt af tilgivelse, så er overtræderen, der var fortabt, bogstaveligt talt fundet, og han, der var død, er blevet levende igen.
Hvor vidunderlige er ikke velsignelserne, der kommer af barmhjertighed og tilgivelse.
Marshallplanen efter 2. verdenskrig var med gaven på millioner af dollars med til at få Europa på fode igen.
I Japan så jeg efter samme krig store stålværker, og jeg fik at vide, at pengene dertil kom fra Amerika, Japans tidligere fjende. Hvor meget bedre er verden ikke stillet på grund af en gavmild nations tilgivelse af sine tidligere fjender.
I bjergprædikenen sagde Herren:
»I har hørt, at der er sagt: ›Øje for øje og tand for tand.‹
Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.
Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen.
Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.
Giv den, der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig.
I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹
Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer« (Matt 5:38-44).
Det er meget stærke ord.
Tror I virkelig, at I kunne følge dette påbud? Det er Herrens egne ord, og jeg synes, de gælder for os alle.
De skriftkyndige og farisæerne førte en kvinde frem for Jesus, der var blevet taget i utroskab, så de kunne lede ham i en fælde.
»Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren, [som om han ikke hørte dem].
Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: ›Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.‹
Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden.
Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.
Jesus rettede sig op og sagde til hende: ›Kvinde, hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?‹
Hun svarede: ›Nej, Herre, ingen.‹ Så sagde Jesus: ›Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere‹« (Joh 8:6-11).
Herren belærte os om at efterlade de nioghalvfems for at finde det fortabte får, så tilgivelse og genoprettelse kan opnås.
Esajas erklærede:
»Vask jer, rens jer! Fjern jeres onde gerninger fra mine øjne; hold op med at handle ondt;
lær at handle godt! Stræb efter ret, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag!
Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld« (Es 1:16-18).
Frelserens store, betingelsesløse kærlighed blev udtrykt, da han, før han led døden, udbrød: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23:34).
I vore dage har Herren sagt i en åbenbaring:
»Derfor siger jeg jer, at I skal tilgive hinanden; thi den, som ikke tilgiver sin broder hans synder, står fordømt for Herren; thi på ham hviler en større synd.
Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil, men af jer forlanges det, at I tilgiver alle mennesker« (L&P 64:9-10).
Herren har givet et storslået løfte: Han sagde: »Se, den, der omvender sig fra sine synder, ham er de forladt, og jeg, Herren, kommer dem ikke mere i hu« (L&P 58:42).
Der er så mange i vore dage, der ikke er villige til at tilgive og glemme. Børn og kvinder græder, fordi fædre og ægtemænd gang på gang nævner små fejl, som i virkeligheden er ligegyldige. Og der er også mange kvinder, som gør noget stort ud af hver eneste lille fornærmende ord eller gerning.
For et stykke tid siden klippede jeg en avisartikel ud af Desert Morning News, skrevet af Jay Evensen. Med hans tilladelse citerer jeg en del af den. Han skrev:
»Hvordan ville dine følelser være over for en teenager, der besluttede sig til at kaste en 9 kg tung frossen kalkun fra en hurtigkørende bil direkte ind i forruden på den bil, du kørte i? Hvordan ville du have det efter at have gennemgået en operation på seks timer, hvor der måtte bruges metalplader og andet udstyr til at stykke dit ansigt sammen, og så få at vide, at dit ansigt stadig skal have flere års behandling, før det bliver normalt igen – og at du bør føle dig heldig, fordi du ikke døde eller pådrog dig en varig hjerneskade?
Og hvordan ville du have det, når du fik at vide, at din overfaldsmand og hans venner kun havde den kalkun, fordi de havde stjålet et kreditkort og var taget på en meningsløs indkøbstur, bare for sjov? …
Det er den form for frygtelige forbrydelser, der får politikere valgt til et embede på løfter om en hård linje over for kriminalitet. Det er den slags, der får lovgivere til at stå på hovedet af hinanden i kampen om at blive den første med et lovforslag, der indfører hårdere straffe for anvendelsen af frosne fjerkræ i forbindelse med en forbrydelse.
New York Times citerede den offentlige anklager for at have sagt, at det er den form for forbrydelse, hvor ofrer føler, at ingen straf er hård nok. ›End ikke dødsstraf tilfredsstiller dem,‹ sagde han.
Dette gjorde det, der skete, så usædvanligt. Offeret, Victoria Ruvolo, en 44-årig tidligere leder af et inkassokontor, var mere interesseret i at redde sin 19-årige overfaldsmand, Ryan Cushings liv, end i at tage nogen form for hævn. Hun plagede anklagerne om oplysninger om ham, hans liv, hvordan han voksede op osv. Derefter insisterede hun på at tilbyde ham delvist tiltalefrafald for tilståelse. Cushing kunne afsone seks måneder i fængslet med en efterfølgende prøvetid på 5 år, hvis han erkendte sig skyldig i vold.
Var han blevet dømt for særlig grov vold – den anklage, der passede forbrydelsen bedst – kunne han have afsonet 25 års fængsel og til sidst blive sendt tilbage til samfundet som en midaldrende mand uden nogen færdigheder eller fremtidsudsigter.
Men dette er kun den halve historie. Resten af den, det, der skete den dag alt dette udspillede sig i retssalen, er den virkelig bemærkelsesværdige del.
Ifølge en redegørelse i New York Post, banede Cushing sig forsigtigt og prøvende vej til det sted, hvor Ruvolo sad i retslokalet og hviskede grådkvalt en undskyldning. ›Jeg er ked af det, jeg gjorde imod dig.‹
Ruvolo rejste sig, og offeret og hendes overfaldsmand omfavnede grædende hinanden. Hun strøg ham over håret og klappede ham på ryggen, mens han græd, og vidner deriblandt en journalist fra Times hørte hende sige: ›Det er ok. Jeg ønsker bare, at du får det bedste ud af dit liv, som du kan.‹ Ifølge beretningerne måtte hårdføre anklagere, og selv journalister, kæmpe for at holde tårerne tilbage« (»Forgiveness Has Power to Change Future«, Deseret Morning News, 21. aug. 2005, s. AA3).
Det er en vidunderlig historie, der er endnu mere vidunderlig, fordi den rent faktisk fandt sted i barske, gamle New York. Hvem kan andet end at beundre denne kvinde, som tilgav den unge mand, som kunne have slået hende ihjel?
Jeg ved, at det er et vanskeligt og følsomt emne, jeg taler om. Der er hærdede forbrydere, som det kan være nødvendigt at låse inde. Der er ubeskrivelige forbrydelser, så som overlagt drab og voldtægt, som retfærdiggør hårde straffe. Men der er nogle, som kunne reddes fra at tilbringe lange, meningsløse år i fængsel på grund af en tankeløs, dum handling. På en eller anden måde udvirker tilgivelse, sammen med kærlighed og tolerance, mirakler, der ikke kan ske på nogen anden måde.
Den store forsoning var den ypperste tilgivelsesgerning. Storheden i denne forsoning evner vi ikke fuldt ud at forstå. Jeg ved kun, at det skete, og at det skete for min og din skyld. Lidelsen var så stor, smerten så voldsom, at ingen af os kan fatte, at Frelseren gav sig selv i løsesum for hele menneskehedens synder.
Det er gennem ham, vi opnår tilgivelse. Det er gennem ham, det sikre løfte kommer om, at hele menneskeheden skænkes frelsens velsignelser med opstandelse fra de døde. Det er gennem ham og hans store, altomfattende offer, at vi, gennem lydighed, tilbydes muligheden for ophøjelse og evigt liv.
Må Gud hjælpe os til at blive som små børn, der udviser større tålmodighed, er mere tilgivende, mere villige til at gå den ekstra mil, til at vise omsorg og hjælpe dem, som har syndet, men har båret de frugter, som omvendelsen kræver, og til at glemme gammelt nag og ikke længere give næring dertil. Om dette beder jeg ydmygt i vor Forløsers hellige navn, ja, i Herren Jesu Kristi navn. Amen.