JEG ER PARAT TIL MIT MISSIONÆRINTERVIEW, PRÆSIDENT!
E n søndag, mens jeg virkede som missionspræsident i Vladivostok i Rusland, skete der noget ganske usædvanligt. Jeg var gået ind på mit kontor for at hente nogle materialer, da en ung mand på 13, Vladimir, blandt venner kaldet Vova, bankede på min dør. Vova er diakon i Vladivostok 1. Gren. Han bad om at få lov at tale med mig inde på kontoret. Han blev ledsaget af søster Olga Vujatjeslavna Drujagunova. Denne søster taler flydende engelsk, og drengen havde bedt hende om at fungere som tolk. Vova taler ikke engelsk, og jeg taler kun lidt russisk.
Vova havde været forældreløs. Han blev forladt ved fødslen, fordi han var født med hareskår. Hareskåret er siden blevet delvis udbedret, så han nu kun har et ar. Han var blevet adopteret af en dejlig kvinde, der behandlede ham som sin egen søn. Drengen er altid glad. Han smiler altid og har en dejlig udstrå-ling, når han omdeler nadveren. Han bærer diakonens kappe så værdigt som nogen dreng, jeg har truffet. Han bærer ofte et smukt og kort vidnesbyrd om evangeliets sandhed. Han er alt, hvad en diakon burde være.
Da vi mødtes, talte Vova på russisk, og Olga oversatte. Hun fortalte mig, at Vova var kommet for at udfylde sin ansøgning om at tjene som fuldtidsmissionær. Uden at trække på smilebåndet spurgte jeg: »Hvor gammel er han?«
Hun spurgte, og han svarede: »Næsten 14.«
Jeg bevarede fatningen og sagde: »Er han klar over, at han skal være 19, før han kan komme på mission?«
Hun svarede: »Det ved han godt, men han vil ikke være for sent ude med sin ansøgning.«
Jeg forsikrede dem om, at der stadig var lang tid til, at vi skulle sende hans missionsansøgning til Moskva og derfra videre til Salt Lake City. Hverken grenspræsidenten eller jeg ville glemme at minde ham om, når det var tid at indsende papirerne. Jeg gik hen til væggen, hvor jeg havde billeder af de 44 missionærer, som på det tidspunkt tjente i missionen i Vladivostok. Jeg fortalte Vova, at jeg var bange for, at papirerne ville blive sendt tilbage, hvis det så ud, som om jeg anbefalede en 13-årig dreng som fuldtidsmissionær.
Så sagde jeg, at siden han nu var på mit kontor, hvor jeg afholdt interviews med missionærerne, syntes jeg, at det var meget passende at stille ham de spørgsmål, som ville blive stillet, når han blev 19, bare for at se, om han på nuværende tidspunkt var værdig til at tjene på en mission. Jeg gennemgik alle værdighedsspørgsmålene, som om Vova havde været en af mine fuldtidsmissionærer, men jeg undlod taktfuldt dreng-pigespørgsmålene, fordi jeg mente, at de endnu ikke var et problem for ham. Desuden ville jeg ikke gøre søster Olga forlegen.
Vova besvarede alle spørgsmålene med de rigtige svar og med en visdom, der svarede til en dreng, der var dobbelt så gammel som han. Da jeg havde tænkt over det, gættede jeg på, at han nok havde spurgt en af ældsterne om, hvilke spørgsmål han kunne vente hos missionspræsidenten. Jeg sagde så til Vova, at han kunne vende tilbage hvert halve år, og så kunne vi gentage interviewprocessen.
Han spurgte så en smule bekymret, hvad han skulle sige for at lade mig vide, at han var parat til et nyt interview om seks måneder. Gennem søster Olga sagde jeg til ham, at det var på tide han fik sin første engelsklektion. Så sagde jeg langsomt: »Du skal sige sådan her: ›Jeg er parat til mit missionærinterview, præsident.‹«
Tre gange gentog han de vigtige ord, som han skulle lære.
Da jeg skulle til at afslutte interviewet, bad Vova Olga om at stille mig et sidste spørgsmål. »Præsident,« sagde han, »har du et råd til, hvordan jeg skal forberede mig til min mission?«
Det kom lidt bag på mig. Få af mine modne ældster havde visdom til at stille et så velvalgt spørgsmål. Jeg tænkte over det et øjeblik, og så sagde jeg, at han skulle gøre tre ting. For det første sagde jeg, at han skulle læse i skrifterne hver dag. For det andet foreslog jeg ham at bede til sin himmelske Fader hver morgen og aften. Og for det tredje sagde jeg, at han skulle lære engelsk.
Jeg må indrømme, at det sidste forslag var en smule egoistisk, for jeg tænkte på, hvor gerne jeg ville kunne tale med ham på engelsk og spørge ham om, hvad der rørte sig i hans hjerte. Jeg foreslog ham, at han skulle deltage i de engelskklasser, som missionærerne afholdt, men han sagde, at hans mor ikke ville lade ham gå ud, når det var mørkt. Vi blev enige om, at han skulle arbejde flittigt i sine engelsktimer i skolen hver dag.
Da jeg senere så diakonerne i forhallen efter kirketid, spurgte jeg Vova, om han ville gentage den sætning, som han skulle bruge til at bede om sit næste interview. Det gjorde han på bedste vis. Til min store overraskelse erfarede jeg så, at de andre diakoner i grenen også havde lært sig de magiske ord. Hver af dem sagde, mens han så direkte på mig: »Jeg er parat til mit missionærinterview, præsident!«
Hvor er eksemplets magt dog stor! Glæden ved at en er villig til at åbne munden og fortælle en anden om, hvad han havde lært, var noget jeg prøvede at få alle mine missionærer til at opleve! Disse russiske diakoner var på vej mod fuldkommenhed.
Da jeg sad ved mit skrivebord, tænkte jeg på, hvilke fremskridt der kunne ske inden for missioneringen i dette enorme land, Rusland, hvis der om fem års tid, når Vova fylder 19 og er parat til at udføre en mission, er 2000 andre russiske diakoner, der forbereder sig ligesom Vova. Svaret findes selvfølgelig i Alma 57. Der læser vi om en profet ved navn Helaman, som havde 2000 unge mænd, og han udrettede mirakler med disse troende og hengivne drenge, som var blevet undervist af deres mødre (se v. 21).
Tænk på, hvor velsignet den missionspræsident bliver, som får Vova som en af sine unge missionærer.