VERDENS NAVLE
De unge i Ecuador nyder at bo lige midt i det hele – som for eksempel vores klode. Evangeliet hjælper disse teenagere med at sætte Frelseren i centrum i deres liv.
Hvordan føles det mon at bo midt på kloden, hvor afstanden til nordpolen er lige så stor som afstanden til sydpolen, og hvor man kan stå med den ene fod på den nordlige halvkugle og den anden på den sydlige? Det må være let at få fornemmelsen af, at man befinder sig i centrum af det hele.
Men de unge sidste dages hellige, som bor nær ækvator i det sydamerikanske land Ecuador, ved, at verdens virkelige midtpunkt er Jesus Kristus. Og de står med begge fødder på Herrens side af stregen.
Stærk ungdom i Quito
Hovedstaden Quito har lidt af hvert – fra traditionel kolonistil til moderne skyskrabere. At finde vej gennem byens gader kan være lidt af en udfordring, ligesom det kan være at styre sikkert gennem livets fristelser. For mange teenagere er hæftet Til styrke for de unge blevet et vejkort.
»Jeg værdsætter især det afsnit i Til styrke for de unge , hvor der står, at vi skal klæde os sømmeligt,« siger María Alejandra Cabeza de Vaca på 12. »En dag gav skolen os lov til at klæde os, ligesom vi havde lyst til. Jeg havde det skidt, fordi nogle af mine veninder klædte sig meget usømmeligt. Jeg sagde til en af dem: ›I morgen tager jeg noget med, som du kan få gavn af.‹ Jeg gav hende et eksemplar af Til styrke for de unge . Hun læste det og sagde, at hun følte, at det var sandt, så nu ville hun ikke klæde sig usømmeligt mere. Det er godt at fortælle andre om det, vi har, så verden kan se det gode, som vi lærer.«
Alejandro Flores, 13, opdagede betydningen at handle efter det, man ved. »Sidste søndag,« siger han, »bad min bedstemor mig om at præsentere en familieaftenslektion om tøjstandarder ud fra Til styrke for de unge . Nogle af mine fætre og jeg havde det med at følge den verdslige mode, og jeg havde det ikke godt med at skulle præsentere lektionen. Men nu er mine fætre og jeg begyndt at klæde os bedre.« Hans lektion og eksempel hjalp hans fætre med at forberede sig til en vigtig begivenhed. »De skal døbes i næste uge!« siger han.
Christian Lizano på 14 mener, at et af de vigtigste emner i Til styrke for de unge er tjeneste. »Det burde være vores standard at yde tjeneste,« siger han, »selv noget så enkelt som at tilbyde andre vores plads i bussen. Små ting kan sige meget om Kirkens medlemmer.«
Da Ivanessa Romero på 15 opdagede, at hun var begyndt at følge sine venners eksempel og bande meget, var hun klar over, at hun måtte rette op på det. En dag sagde hun til dem: »Fra nu af opkræver jeg en cent, hver gang nogen siger et grimt ord.« På få dage havde hun opkrævet fire dollars! Hendes venner sagde: »Iva bliver millionær!« Ved hjælp af Til styrke for de unge opfordrede Ivanessa sine venner til at tale pænere. »De gør fremskridt,« siger hun. Samtidig har hun erfaret noget om eksemplets magt. »Jeg indså, at mine venner ser efter et godt eksempel. Hver eneste lille ting, vi siger eller gør, påvirker andre.«
Saríah Moya på 15 blev venner med en ung pige, som sagde, at hun og hendes familie var ateister. Men hun beundrede Saríahs standarder og hendes villighed til at holde fast ved dem trods kritik. De talte ofte om evangeliet; Saríah gav hende et eksemplar af Mormons Bog, de bad sammen, og Saríahs veninde gik med hende i kirke. »I går var hun med til en aktivitet i Unge Piger, og vi sang en salme,« fortæller Saríah. »Bagefter fortalte hun mig: ›Jeg tror på Gud.‹ Jeg blev klar over, at mit eksempel havde hjulpet en anden til at finde vor himmelske Fader.«
I løbet af de seneste par år er Luis Miguel Meza på 17 begyndt at føle, at han glider fra de venner, han har kendt siden første klasse. »De begyndte at ryge og drikke og presse mig til at gøre det samme,« siger han. »Jeg måtte være stærk, trods deres kritik.« Han bad og studerede omhyggeligt afsnittet i Til styrke for de unge om at vælge sine venner med omhu. »Som tiden gik fik jeg mulighed for at knytte venskaber med folk, som ikke drikker eller ryger og som respekterer mine standarder. Jeg ser stadig mine gamle venner, og vi hilser da på hinanden. Men fordi jeg har været villig til at yde et offer, har min himmelske Fader hjulpet mig.«
»Jeg havde det med at gøre det rette af ren og skær vane,« siger Raquel Alonzao på 17. »Jeg er opvokset i Kirken, og fordi jeg har lært at vælge det rette, gjorde jeg det bare. Men jeg gjorde det ikke af et oprigtigt hjerte. En dag følte jeg virkelig Herrens Ånd, mens jeg talte med min mor.« Hendes mor fortalte hende om de store ofre, hun havde måttet yde som ung for at være trofast mod evangeliet og udføre en mission, selv om hun derved trodsede sin far. »Hun sagde, at den eneste grund til, at hun er så lykkelig nu, er , at hun var klog nok til at klynge sig til Frelseren hele sit liv. I det øjeblik styrkedes mit vidnesbyrd mere end nogensinde. Jeg er Guds barn, og vor himmelske Fader elsker mig. Om så hele verden falder over mig, så vil han hjælpe mig.«
Bønnens magt i Otavalo
Livet i bjergdalen Otavalo er ikke lige så hektisk som i Quito. Mange sidste dages hellige i Otavalo væver og broderer smukke stoffer, som sælges i hele verden. Mange arbejder i hånden. De fleste mennesker her taler quichua derhjemme og spansk alle andre steder. Mange må spadsere en time eller mere frem og tilbage fra kirke. Selv om de unge går med uniform i skolen, går de stolt i deres traditionelle dragter i kirken.
Men selv om livet er fredeligere her, har livet også sine kampe. De unge mænd og piger har erfaret, at det kræver en stor indsats at holde sig tæt til Herren. Men ved at yde den indsats har de erfaret bønnens magt.
»Da min mor ikke havde noget arbejde,« siger Jéniffer Santacruz på 12, »bad jeg om, at hun måtte finde et job i en fart. Herren hørte min bøn, og i løbet af en dag eller to havde hun fundet et job.«
Den nok inderligste bøn, som Tamía Moreat på 13 har bedt, var, da hendes mor havde problemer med af føde. »Jeg bad,« sagde hun, »og vor himmelske Fader besvarede min bøn. Min mor fik kejsersnit. Min lillebror er i dag et år gammel, og han og min mor er sunde og raske.«
Inden Laura Cordova, 15, var ti år gammel, bad hun om at modtage et vidnesbyrd. »Jeg hørte andre sige, at Mormons Bog og Kirken var sande,« siger hun. »Så jeg bad for selv at få et svar. Og Herren gav mig et vidnesbyrd.«
Zasha Maldonado på 15 mindes, at hun blev skræmt af et frygteligt skybrud, som oversvømmede hendes hjem. Da familien desperat forsøgte at redde deres ejendele, sagde et af børnene, at de burde bede en bøn. »Vi knælede alle sammen i vandet og tryglede vor himmelske Fader om hjælp. Efter nogle minutter begyndte regnen at stoppe. Vor himmelske Fader havde besvaret vores bøn. For ham er intet umuligt.«
Bøn kan også være en hjælp på mindre dramatiske måder. Jesús Ruiz på 14 siger, at han ofte beder Herren om hjælp, mens han væver stoffer. »Nogle gange kan jeg ikke huske mønstret,« siger han, »og så beder jeg Herren om hjælp. Han hjælper altid.«
Det samme gælder hjemmearbejde fra skolen. »Når jeg har en prøve i skolen,« siger Armando Arellano på 16, »så beder jeg min himmelske Fader om at hjælpe mig med at huske det, jeg har lært. Han åbner mit sind og får mig til at huske det, jeg har læst.«
Yolanda Santillán på 17 siger, at hendes inderligste bøn var, at jeg »en dag ville kunne tage til templet med min familie og blive beseglet. Min himmelske Fader hørte de bønner. Jeg har været i templet! Nu kan vi være sammen for evigt.«
Det kan være en udfordring at efterleve de standarder, som gør det muligt at komme i templet. Men bøn hjalp David Tabi på 17 med at klare presset. »Mine klassekammerater ryger, drikker og gør al den slags,« siger han. »De indbyder mig altid til at være med. Jeg ignorerer dem bare. Jeg prøver at finde andre venner. Der er en fyr i min klasse, som også er medlem. Vi støtter hinanden.«
Venskaber i Guayaquil
Guayaquil er en travl havneby. Et smukt, nyt tempel skuer ud over en del af byen og skinner klart i nattemørket. Et andet strålende lys er det varme venskab, som man modtager fra de unge, når man kommer – det samme ægte venskab, som de udstrækker til alle, der har brug for opmuntring.
Da Gabriela Aguirre på 17 flyttede til Guayaquil, følte hun sig alene. »Jeg kendte ikke nogen her, og jeg var ked af det, fordi alle henne på skolen virkede så kølige. Men jeg fandt venner i kirken! Der er 14 unge piger, og vi holder sammen. Vi kommer også godt ud af det med de unge mænd. Mine sande venner er mine venner i kirken!«
»Når de unge mænd og unge piger i vores menighed mødes,« siger Tatiana Alarcón på 16 »har vi det dejligt, fordi vi er forenede. Vi er mere end venner – vi er som brødre og søstre. Vi tager os af hinanden.«
Og så rækker de hånden frem til andre, som har brug for venskab. For nylig besøgte de et plejehjem. »Jeg kunne virkelig fornemme Kristi rene kærlighed,« siger Tatiana. »Vi viste beboerne hengivenhed og sang for dem, og de var glade. De spurgte, hvornår vi kom igen.«
Til en fest, som de unge afholdt for fattige børn, »var børnene glade for de aktiviteter og gaver, som vi havde med,« siger Katherine España på 14.
»Vi elsker at samles til fester, aktiviteter og danseaftner,« siger Estefanía Gómez på 17. »Og vi samles også for at udføre Herrens værk. Biskoppen har kaldet mange af os som lokalmissionærer. Min søster er min makker, og vi går ud og opmuntrer nye medlemmer og mindre aktive medlemmer. Når missionærerne underviser en familie, som har en teenager, så beder de os om hjælp. Vi besøger dem, gør os til venner med dem og inviterer dem med til aktiviteter. På den måde har de unge nyomvendte allerede venner, når de kommer ind i kirken.«
I menigheder med færre unge gør de unge mænd og unge piger alligevel en indsats. »Jeg er den eneste aktive unge mand i min menighed,« siger José Olivares på 14. »Så sammen med en bror fra ældsternes kvorum går jeg ud og besøger de unge mænd, som ikke kommer.«
»Som diakonernes kvorumspræsident,« siger Jared Rivera på 13, »opfordrer jeg diakonerne til at tage andre med i kirke, for vi har alle brug for Herrens hjælp til at modstå fristelser. Vi mødes i kirken, inden nadvermødet begynder, og beder om, at nadveren må gå godt den dag. Og vi besøger de kvorumsmedlemmer, som ikke kommer i kirke. Vi ser, hvordan de har det.«
At gøre tjeneste ved nadverbordet er en vigtig måde at tjene sin menigheds medlemmer på, siger Alex Arancibia på 17. »Hver gang jeg knæler for at bede nadverbønnen, føler jeg mig godt tilpas, fordi jeg ved, at jeg hjælper andre med at forny deres pagter. Jeg har en følelse af, at Herren anerkender det, jeg gør. Når jeg tænker på mit søndagsansvar, hjælper det mig til at træffe de rette valg resten af ugen.«
Olmedo Roldán på 18 betragter missionering som en naturlig følge af venskab. »Et par dage efter at jeg var blevet døbt,« siger han, »læste jeg i Liahona om en ung mand, som hjalp fuldtidsmissionærerne, selv om han lige var blevet døbt. Så den følgende dag hjalp jeg også missionærerne! Og jeg nød det. Nu har biskoppen kaldet mig som lokalmissionær, og jeg forbereder mig til at udføre en fuldtidsmission. Det var takket være missionærerne, at vi fandt Kirken. Mange mennesker har brug for Kirken og søger efter den. Vi kan hjælpe dem med at finde den.«
»Jeg har ikke nogen kaldelse,« siger Olmedos lillesøster Grimaneza på 14, »men jeg hjælper til ved at gøre mig til venner med folk. Jeg var ny i Kirken for bare 14 måneder siden, og jeg ved, hvor vigtigt det er at have venner, som støtter en. Når der er en ny pige i kirken, sætter jeg mig ved siden af hende, lærer hende at kende og opfordrer hende til at blive ved med at lære nyt om evangeliet. Og jeg inviterer hende til at komme med mig til Unge Piger.«
Forberedt til at møde, hvad som helst der måtte komme
»Vi unge ønsker til tider at ændre verden,« siger 17-årige Diana Flores fra Quito. »Men jeg tror, at vi skal se nærmere på os selv og begynde ændringerne der.« Diana og andre unge i Ecuador er taknemlige for den måde, hvorpå evangeliet lærer dem at sætte Jesus Kristus og hans kirke som centrum i deres liv. »Vor himmelske Fader elsker os meget højt,« siger hun, »og han har givet os alle de redskaber, vi har brug for, såsom skrifterne, evangeliet, templet og vore familier. Vi ved, at vi er hans børn, og at vi er her for at udvikle os. Vi kan føle en indre fred i visheden om, at vi bliver beredt til at møde, hvad som helst der måtte komme.«
IKKE ALENE MERE
»I lang tid,« siger 17-årige Jhon Tobar fra Quito, »lod jeg mig lede rundt af mine venner, og jeg havde ikke noget godt forhold til mine forældre. Men jeg har erfaret, at hvis man mister sine forældres og sine søskendes tillid, så føler man sig helt alene. Jeg har lige haft et interview med min biskop her til morgen – min biskop er min far. Jeg kan nu sige, at jeg ikke har nogen bedre ven end min egen far. Jeg elsker ham højt. Han er mit bedste eksempel.«
BARE EN LILLE SAMMENKOMST?
»En aften havde jeg valget mellem en fest i kirken og en anden fest, hvor der ikke var nogen medlemmer af Kirken med,« siger 17-årige Estefanía Gómez fra Guayaquil. »Jeg besluttede, at jeg ikke gad gå med til festen i kirken. Da jeg ankom til den anden fest, var der masser af cigaretrøg, og alle drak. Jeg havde det virkelig dårligt – og jeg følte mig alene. Ham, som jeg prøver at have med mig altid, Helligånden, var blevet udenfor, fordi han ikke går ind på urene steder. Ti minutter senere ringede jeg til min bror og bad ham om at køre mig hen til den anden fest.
»Vi skal lære at gøre brug af de fester og venner, som vi har i kirken. Mange af vore venner er nok med til andre fester, og de siger, at det bare er en lille sammenkomst. Men det er ikke bare en sammenkomst. Det udvikler sig som regel til noget andet – og det duer ikke til noget!«