Jeg følte mig hjemme
Jeg voksede op i Rusland i en kærlig familie med et stærkt sammenhold. Mine forældre arbejdede hårdt, og jeg boede hos min farmor, Anastasija Vasiljevna Ustavsjtjikova. Hun rumsterede altid i køkkenet, fremstillede vidunderlige blomster til at sætte på hatte og læste. Hun læste alle mulige bøger, men jeg kan især huske, at hun læste i Bibelen. Hun fortalte mig om Gud og sagde, at hun elskede ham og glædede sig til at møde ham. Hun sagde, at hvis vi efterlevede Guds bud, kunne vi vende tilbage til ham og arve et af hans riger. Erindringen om det har varmet mit hjerte hele mit liv.
Mit liv før jeg blev medlem af Kirken er en historie med mange prøvelser og erfaringer. Men jeg nød altid at høre min farmors enkle, oprigtige bønner. Hun indledte dem med ordene »himmelske Fader«, og så fik jeg straks gåsehud.
I juni 1993 ankom jeg til min mors hjem i Skt. Petersborg, hvor en ven tilbød mig, at vi kunne studere engelsk sammen. Vi ringede til et nummer, vi havde fundet i avisen, og en ung kvinde svarede. Hun sagde, at vi kunne komme næste dag ved middagstid. Hun hed Tatjana. Da lektionen var forbi, inviterede vi hende ud på te eller kaffe. Vi blev meget overraskede, da vi hørte hende sige: »Jeg drikker hverken te eller kaffe.«
»Hvorfor ikke?«
»Jeg er mormon.«
»Hvad er en mormon?« spurgte jeg.
»Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hvis I er interesseret, kan I komme og besøge os på søndag kl. 11.«
Hun skrev adressen ned. Jeg var meget interesseret i at finde ud af, hvad det var for en kirke.
Ugen gik langsomt, men så blev det endelig søndag. Mødet blev afholdt på en musikskole. Der stod nogle unge mænd ved indgangen, og de smilede. Da de fandt ud af, at jeg var på besøg for første gang, førte de mig ind i kirkesalen. Der var mange mennesker til stede, men jeg følte mig lidt ved siden af. Men jeg syntes rigtig godt om indledningssalmen, og så skete der et mirakel. En mand gik frem i lokalet, og de første ord af hans bøn var »himmelske Fader«. Det var det, jeg havde søgt efter. Pludselig følte jeg mig hjemme. Jeg følte en indre fred.
Da mødet var forbi, kom to unge damer hen til mig.
»Mødes du allerede med missionærerne?« spurgte de.
»Nej.«
»Må vi fortælle dig om evangeliet?«
»Ja, selvfølgelig,« sagde jeg. »Det ville jeg være meget glad for.«
Under en af vore lektioner begyndte de at fortælle mig om tre riger. Jeg afbrød dem og sagde: »Lad mig fortælle jer, hvad min farmor fortalte mig, da jeg var lille?« Nu var det deres tur til at blive overrasket. Jo mere vi talte sammen, desto mere ønskede jeg at høre. Den 15. august spurgte mine missionærer, om jeg ville døbes.
»Ja.« Det var allerede mit store ønske.
Min dåb skulle finde sted i en sø den følgende søndag, den 22. august. Vejret havde været varmt og tørt. Men mandag den 16. august begyndte det at regne vedvarende, og temperaturen dalede drastisk. Fredag morgen vågnede jeg med halsbetændelse. Min hals føltes tilstoppet, og jeg havde feber. Jeg tænkte, at det nok gik over inden søndag.
Om lørdagen kom missionærerne for at interviewe mig. Ældste Parker, en ung og meget høj missionær, stillede mig spørgsmålene. Han lovede også at døbe mig. Jeg sagde ikke noget om min sygdom.
Dagen for min dåb oprandt. Da jeg vågnede, mærkede jeg, at jeg stadig havde ondt i halsen. I det øjeblik indså jeg for første gang, hvad Herren forventede af mig. Jeg sagde til mig selv: »Jeg vil gøre hvad som helst for ham. Jeg skal nok blive døbt. Alt ordner sig. Vandet er varmt, og min sygdom forsvinder, når jeg er blevet døbt.«
På vej ud til søen fortalte jeg søstrene, hvad der var i vejen med mig. De kiggede mig begge i munden og mumlede inde fra regnfrakkernes dyb: »Det ser alvorligt ud. Skal vi flytte dåben til et bassin?«
»Nej, nej.« Jeg havde besluttet mig for at gennemføre planen.
Alt var smukt, da vi nåede derud. Søen var spejlblank uden den mindste krusning på vandet. Der var små hundrede meter fra omklædningsrummet til vandet. Det havde regnet hele ugen, og der var mudret. Da jeg trådte ud af omklædningsrummet, fik jeg øje på ældste Parker, som i sit hvide tøj vandrede beslutsomt gennem mudderet ned til søen. Det var et gribende syn.
Vi stod i en rundkreds og sang en salme. Vi kunne se vores egen ånde, men vi lagde ikke længere mærke til vejret. Da jeg tog mit første skridt ud i vandet, vidste jeg, at jeg gjorde det rette. Det føltes varmt. Og da jeg kom op af vandet igen, var jeg glad og rask. Alle lo og græd. Jeg havde taget mit første skridt på vej hjemad. Vor himmelske Fader elsker os og giver os prøvelser, fordi han venter, at vi træffer de rette valg og ikke tvivler på det, der er godt.
Jeg vil huske den mirakuløse dag hele mit liv. Den lever i mit hjerte sammen med minderne om min farmor, som såede det frø, der spirede mange år efter hendes død.
Marina Petrova er medlem af Kortrijk Menighed i Antwerpen Stav i Belgien.