BUDSKAB FRA DET FØRSTE PRÆSIDENTSKAB

Fred ved vor Frelser

PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

Min hustru og jeg var for nogle år siden i en populær forlystelsespark. En af forlystelserne var en båd, som førte os hen til et lodret fald, der fremkaldte skrig hos passagererne i båden foran os, mens den styrtede ned af vandfaldet og gled hen og standsede i vandet længere nede. Men lige før det store dyk så jeg på væggen et lille skilt, som indeholdt en dybsindig tanke: »Man kan ikke løbe væk fra problemer; intet sted er så langt borte!«

Disse enkle ord har jeg ikke glemt. De vedrører ikke kun temaet for den forlystelse, men gælder også for vores rejse i livet.

Livet er erfaringens skole, en prøvetid. Vi lærer, når vi bærer vore lidelser og gennemlever vores hjertesorg.

Når vi tænker over det, vi alle kan blive udsat for – sygdom, ulykke, død og en mængde andre udfordringer – så kan vi som Job fordums sige: »Det er mennesket selv, der avler elendighed.«¹ Job var en »retsindig og retskaffen og gudfrygtig mand, der holdt sig fra det, der var ondt.«² Job, der var gudfrygtig i sin opførsel og ret velstillet, skulle klare en prøve, der kunne have ødelagt enhver. Berøvet sine ejendele, foragtet af sine venner, ramt af lidelser, knust over tabet af sin familie, lød opfordringen til ham: »Forband Gud, og dø!«³ Han modstod fristelsen og erklærede helt inde fra sin ædle sjæl: »Også nu har jeg mit vidne i himlen, min forsvarer i det højeste.«⁴ »Dog ved jeg, at min løser lever.«⁵ Job bevarede sin tro.

Man kan trygt regne med, at ingen person nogensinde har levet fuldstændig fri for lidelser og prøvelser, og der har heller aldrig været en periode i menneskehedens historie, som ikke havde sin fulde andel af uroligheder, forfald og elendighed.

Når livets vej tager en ubehagelig drejning, er man fristet til at spørge: »Hvorfor mig?« Selvanklage er almindelig, selv når vi ingen kontrol havde over vores problem. Nogle gange synes der intet lys at være for enden af tunnelen, intet daggry, der kan bryde nattens mørke. Vi føler os omgivet af smerterne fra knuste hjerter, skuffelserne fra knuste drømme og desperationen fra forsvundne håb. Vi tilslutter os den bibelske bøn: »Er der ikke balsam i Gilead …?«⁶ Vi føler os forladte, sønderknuste og alene.

Til alle, der er fortvivlede, lad mig da tilbyde den forsikring, der står i salmen: »Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel.«⁷

Når som helst vi har en tendens til at føle os nedslået af livets slag, så lad os huske, at andre har gået samme vej, har holdt ud og derefter har overvundet situationen.

Der synes at være en uendelig mængde problemer til os alle. Vi forventer ofte øjeblikkelige løsninger og glemmer, at den himmelske dyd, tålmodighed, ofte er nødvendig.

Lyder nogen af følgende udfordringer bekendte for jer:

Handicappede børn
En af vore kæres bortgang
Fyringsrunder
Forældelse af vore færdigheder
En søn eller datter på afveje
Mentale eller følelsesmæssige sygdomme
Ulykker
Skilsmisse
Misbrug
Uoverkommelig gæld

Listen er endeløs. I verden i dag er der nogle gange en tendens til at føle sig hægtet af – tilmed isoleret – fra Giveren af alle gode gaver. Vi bekymrer os over at skulle gå alene og spørger: »Hvordan kan vi klare det?« Det, der bringer den største trøst, er evangeliet.

Fra smertens seng, fra den tårevædede pude bliver vi løftet mod himlen af den guddommelige erklæring og det dyrebare løfte: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.«⁸

En sådan trøst er uvurderlig, mens vi følger livets vej med dens mange forgreninger og sving. Denne forsikring kommer sjældent med blinkende lys eller med høj røst. Åndens sprog er snarere blid, stille, opløftende for hjertet og beroligende for sjælen.

For at vi ikke skal tvivle på Herren i forbindelse med vore problemer, så lad os huske, at Guds visdom ikke er let for os dødelige at forstå, men den største lektie, vi kan lære, er, at når Gud taler, og et menneske adlyder, så vil det menneske altid have ret.

Tishbitten Elias’ oplevelse er et eksempel på denne sandhed. Midt i en forfærdelig hungersnød, tørke og fortvivlelsen over sult, lidelser og måske tilmed død, »kom Herrens ord til ham: ›Gå nu til Sarepta … og slå dig ned dér. Jeg har givet en enke dér befaling om at sørge for dig.‹«⁹

Profeten Elias tvivlede ikke på Herren. »Så gik han til Sarepta, og da han kom til indgangen til byen, gik der netop en enke og samlede brænde. Han kaldte på hende og sagde: ›Hent lidt vand til mig i en krukke, så jeg kan få noget at drikke.‹

Da hun gik for at hente det, kaldte han på hende og sagde: ›Tag også et brød med til mig!‹

Hun svarede: ›Så sandt Herren din Gud lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har kun en håndfuld mel i krukken og en smule olie i kanden. Nu er jeg ved at samle et par stykker brænde, og så går jeg hjem og bager brød til mig og min søn; når vi har spist det, kan vi lægge os til at dø.‹

Men Elias sagde til hende: ›Du skal ikke være bange! Gå hjem og gør, som du har sagt, men bag først et lille brød til mig, og kom herud med det; bagefter kan du lave noget til dig selv og din søn.

For dette siger Herren, Israels Gud: Krukken skal ikke blive tom for mel og kanden ikke mangle olie, før Herren lader det regne på jorden.‹«¹⁰

Hun tvivlede ikke på dette usandsynlige løfte. »Så gik hun bort og gjorde, som Elias havde sagt. Og både han og hun og hendes familie fik føden i lang tid.

Krukken blev ikke tom for mel, og kanden kom ikke til at mangle olie, efter det ord, Herren havde talt ved Elias.«¹¹

Lad os nu hurtigt bladre fremad i historiens sider til den særlige nat, hvor hyrderne var hos deres hjord og hørte dette hellige udsagn: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket:

I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.«¹²

Med barnets fødsel i Betlehem kom en stor gave – en magt større end våben, en rigdom mere varig end Cæsars mønt. Det profetiske løfte blev opfyldt; Kristus-barnet var født.

Den hellige optegnelse fortæller, at drengen »Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.«¹³ Senere nævner en enkel sætning, at »Jesus færdedes overalt og gjorde vel.«¹⁴

Ud af Nazaret og ned gennem tiden kommer hans fremragende eksempel, hans velkomne ord, hans guddommelige gerninger. De giver tålmodighed til at udholde trængsler, styrke til at bære sorg, mod til at se døden i øjnene og selvtillid til at klare livet. I denne verden med kaos, prøvelser og usikkerhed har vores behov for denne guddommelige vejledning aldrig været mere desperat.

Lektierne fra Nazaret, Kapernaum, Jerusalem og Galilæa overskrider afstande, tidens gang og vores begrænsede forståelse, når de giver sørgmodige hjerter lys og håb.

Forude lå Getsemane have og højen Golgata.

Den bibelske beretning lyder: »Da kom Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og han sagde til disciplene:

›Sæt jer her, mens jeg går derhen og beder.‹ Og han blev grebet af sorg og angst.

Da sagde han til dem: ›Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!‹

Og han gik lidt længere væk … og bad:«¹⁵

»›Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din.‹

Da viste en engel fra himlen sig for ham og styrkede ham.

I sin angst bad han endnu mere indtrængende, og hans sved blev som bloddråber, der faldt på jorden.«¹⁶

Hvilke lidelser, hvilket offer, hvilken angst han gennemgik for at sone for verdens synder!

Til vores gavn skrev digteren:

I ungdommens vår er jorden
som en dag med latter og sang.
Sjælen er glad og hjertet let,
hører ej mørke toners klang.
Ukendt for os i vårens dans,
skjult bag aftenhimlens glans
ligger en have, vi må se –
og den hedder Getsemane …

Vi går ad støvede veje
og følger vor Herres stemme.
Trods bristede drømme og håb
så må vi ham aldrig glemme.
Hvis vi vil tilbage til Gud,
lyder budet: Hold trofast ud.
Menneskets håb og livsbane
går gennem Getsemane.17

Verdens Frelsers mission på jorden nærmede sig hastigt sin ende. Forude lå Golgatas kors, forfærdelige gerninger udført af dem, som tørstede efter Guds Søns blod. Hans guddommelige svar er en enkel, men umådelig betydningsfuld bøn: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.«¹⁸

Afslutningen kom: »›Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.‹ Da han havde sagt det,«¹⁹ døde den store Forløser. Han blev begravet i en grav. Han opstod om morgenen den tredje dag. Han blev set af sine disciple. Ord, der stadig genlyder fra denne skelsættende begivenhed tværs gennem tidens gang og selv i dag bringer vores sjæl trøst, overbevisning, balsam, vished: »Han er ikke her; … han er opstået.«²⁰ Opstandelsen blev en realitet for alle.

For noget tid siden modtog jeg et trosfremmende brev fra Laurence M. Hilton. Lad mig læse op af brevets beretning om at overleve personlig tragedie med tro, uden at tvivle.

I 1892 drog Thomas og Sarah Hilton, Laurences bedsteforældre, til Samoa, hvor Thomas blev indsat som missionspræsident efter deres ankomst. De medbragte en nyfødt datter; de fik to sønner, mens de var på mission dér. Det var tragisk, men alle tre døde på Samoa, og i 1895 vendte bror og søster Hilton barnløse hjem fra deres mission.

David O. McKay var en ven af familien og var dybt rørt over deres tab. I 1921 drog ældste McKay, som på det tidspunkt var medlem af De Tolv Apostles Kvorum ud på en verdensomrejse for at besøge Kirkens medlemmer i mange lande og kom også til Samoa. Før ældste McKay rejste, havde han lovet søster Hilton, der nu var enke, at han personligt ville besøge hendes tre børns grave. Jeg læser det brev op, som ældste McKay skrev til hende fra Samoa:

»Kære søster Hilton

»Netop da den nedadgående sols stråler sidst på eftermiddagen rørte toppene af de høje kokospalmer, onsdag den 18. maj 1921, stod et selskab på fem med bøjede hoveder foran den lille Fagali’i Kirkegård … Vi var der, som du husker, på grund af et løfte, som jeg gav dig, før jeg rejste hjemmefra.

Gravene og stenene er velbevarede … Jeg gengiver her det, jeg skrev, mens jeg stod … uden for muren, der omgiver stedet.

Janette Hilton
Født: 10. sept. 1891
Død: 4. juni 1892
›Hvil i fred, kære Jennie‹

George Emmett Hilton
Født: 12. okt. 1894
Død: 19. okt. 1894
›Må din søvn være fredfyldt‹

Thomas Harold Hilton
Født: 21. sept. 1892
Død: 17. marts 1894
›Hvil her på bakken, hvil dig‹

Da jeg så på disse tre små grave, prøvede jeg at forestille mig, hvad du måtte gennemgå i dine unge år som mor her på Samoa. Da jeg gjorde dette, blev de små sten til monumenter, ikke blot over de små børn, der hviler under dem, men også over en mors tro og hengivenhed over for evige principper om sandheden og livet. Søster Hilton, dine tre små har i tavshed på en yderst overbevisende og effektiv måde fortsat din ædle missionsgerning, der begyndte for næsten 30 år siden, og de vil fortsætte lige så længe, som der er blide hænder, der sørger for deres sidste jordiske hvilested.

Kærlige hænder lukkede deres døde øjne,
kærlige hænder lagde deres legeme smukt til rette.
Indfødte hænder udsmykkede deres ydmyge grav.
Fremmede ærede dem, og fremmede sørgede over dem.

Tofa Soifua

David O. McKay«

Denne rørende beretning bringer det sørgende hjerte den »fred, som overgår al forstand.«²¹

Vor himmelske Fader lever. Herren Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. Han vejledte profeten Joseph Smith. Han vejleder sin profet i dag, præsident Gordon B. Hinckley. Om denne sandhed bærer jeg dette personlige vidnesbyrd.

Det er min bøn, at vi må udholde vores sorg, bære vore byrder og se vores frygt i øjnene – ligesom vor Frelser gjorde. Jeg ved, at han lever.

FORSLAG TIL SAMTALEEMNER FOR HJEMMELÆRERNE

Efter at have bedt og læst dette budskab, fremlægger du det på en måde, som får dem, du underviser, til at tage aktivt del i samtalen. Her er nogle eksempler:

Gennemgå artiklens liste over udfordringer. Lad familiens medlemmer føje punkter til. Læs så de første tre afsnit af artiklen højt og spørg: »Hvordan kan vi klare det?« Gennemgå sammen en eller flere af præsident Monsons skriftstedshenvisninger eller anekdoter for at finde svar på det spørgsmål.
Bed fire personer om at oplæse fortællerens, Herrens, Elias’ og enkens replikker i beretningen fra 1 Kong 17:8-16. Hvad siger præsident Monson, at vi kan lære af den historie? Fortæl om en oplevelse fra dit eget liv, hvor lydighed mod Gud indgød dig fred.
Læs sammen historien om familien Hilton og brevet fra ældste David O. McKay. Lad familiens medlemmer fortælle om situationer, hvor Frelseren har hjulpet dem til udholde trængsler og finde fred.