2010-2019
Afsluttende bemærkninger
Aprilkonferencen 2019


Afsluttende bemærkninger

Må vi hellige og genindvie vores tilværelse til at tjene Gud og hans børn – på begge sider af sløret.

Mine elskede brødre og søstre, nu hvor vi afslutter denne historiske konference, takker vi Herren for hans inspiration og beskyttelse. Talerne har vejledt og opløftet os.

Talerne blev ikke tildelt emner. De har hver især bedt om personlig åbenbaring som forberedelse til deres taler. For mig er det bemærkelsesværdigt, hvordan disse temaer synes at passe godt sammen. Søg, når I studerer dem, efter at lære, hvad Herren forsøger at lære jer gennem sine tjenere.

Musikken har været storslået. Vi er dybt taknemlige for de mange musikere, som har bidraget med deres talenter til at bringe Herrens Ånd til hvert møde. Og han har velsignet bønnerne og forsamlingen ved hvert møde. Konferencen har virkelig igen været en åndelig fest for os alle.

Vi håber og beder til, at hvert medlems hjem virkelig må blive en troens helligdom, hvor Herrens Ånd må bo. Trods strid overalt omkring os kan vores hjem blive et himmelsk sted, hvor studium, bøn og tro kan forenes med kærlighed. Vi kan virkelig blive Herrens disciple, som står fast ved og forsvarer ham, uanset hvor vi er.

Guds mål bør være vores mål. Han ønsker, at hans børn vælger at vende hjem til ham, forberedt, kvalificeret, begavet, beseglet og trofast over for pagter indgået i hellige templer.

Vi har nu 162 indviede templer. De første står som monumenter over vores elskede pionerers tro og visioner. Hvert tempel de opførte, var et resultat af deres store personlige ofre og indsats. De står alle som en strålende juvel i kronen på pionerernes præstationer.

Det er vores hellige ansvar at passe godt på dem. Derfor vil der med disse pionertempler snart komme en periode med fornyelse og genopfriskning, og for nogle, en større ombygning. Man vil stræbe efter at bevare hvert tempels enestående historiske karakter, hvor det er muligt, så man bevarer den inspirerende skønhed og det enestående håndværk fra generationer, som for længst er gået bort.

Detaljer omkring templet i St. George er allerede offentliggjort. Planer for renovering af templet i Salt Lake City, Tempelpladsen og nabopladsen i nærheden af Kirkens kontorbygning vil blive bekendtgjort fredag den 19. april 2019.

Templerne i Manti og Logan i Utah vil også blive renoveret i de kommende år. Når disse planer er udarbejdet, vil de også blive bekendtgjort.

Disse ombygninger kræver, at hvert tempel bliver lukket i en periode. Kirkens medlemmer kan fortsat nyde at komme og at tjene i templet i andre nærliggende templer. Når hvert projekt er færdigt, vil hvert af de historiske templer blive genindviet.

Brødre og søstre, vi betragter templerne som de helligste bygninger i Kirken. Når vi bekendtgør planer om at opføre et nyt tempel, bliver det en del af vores hellige historie. Nuvel, lyt omhyggeligt og ærbødigt. Hvis jeg bekendtgør et tempel et sted, der har særlig betydning for jer, må jeg da foreslå, at I blot bøjer hovedet i en stille takkebøn i jeres hjerte. Vi ønsker ikke, at glædesudbrud begrænser denne konferences eller Herrens hellige templers hellighed.

I dag glæder vi os ved at bekendtgøre opførelsen af flere templer, der skal bygges følgende steder:

Pago Pago i Amerikansk Samoa; Okinawa City i Okinawa; Neiafu i Tonga; Tooele Valley i Utah; Moses Lake i Washington; San Pedro Sula i Honduras; Antofagasta i Chile; Budapest i Ungarn.

Tak, kære brødre og søstre.

Når vi taler om vores templer, gamle som nye, må vi da hver især ved vores handlinger vise, at vi er sande disciple af Herren Jesus Kristus. Må vi rense vores liv gennem vores tro på og tillid til ham. Må vi anvende kraften i hans forsoning gennem vores omvendelse hver dag. Og må vi hellige og genindvie vores tilværelse til at tjene Gud og hans børn – på begge sider af sløret.

Jeg efterlader min kærlighed og velsignelse hos jer, og forsikrer jer om, at åbenbaring fortsætter i denne, Herrens kirke. Den vil fortsætte, indtil »Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt.«1

Således velsigner jeg jer og bærer mit vidnesbyrd om, at Gud lever! Jesus er Kristus! Dette er hans kirke. Vi er hans folk. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.