Guds umiddelbare godhed
Selvom vi tålmodigt venter på Herren, er der visse velsignelser, der kommer til os straks.
For flere år siden kom vores femårige søn til mig og sagde: »Far, jeg har fundet ud af noget. Jeg har fundet ud af, at snart for dig, er meget lang tid for mig.«
Når Herren eller hans tjenere siger sådan noget som: »Om ikke mange dage« eller »tiden er ikke langt borte«, kan det bogstaveligt betyde en livstid eller længere.1 Hans tid og ofte hans timing er forskellig fra vores. Tålmodighed er nøglen. Uden den kan vi hverken udvikle eller udvise tro på Gud, der fører til liv og frelse. Men mit budskab i dag er, at selv mens vi tålmodigt venter på Herren, så er der visse velsignelser, der kommer til os straks.
Da Alma og hans folk blev bragt i fangenskab af lamanitterne, bad de om udfrielse. De blev ikke udfriet straks, men mens de tålmodigt ventede på udfrielse, viste Herren dem sin godhed med visse umiddelbare velsignelser. Han blødgjorde straks lamanitternes hjerte, så de ikke slog dem ihjel. Han styrkede også Almas folk og lettede deres byrder.2 Da de endelig blev udfriet, rejste de til Zarahemla, hvor de berettede om deres oplevelse for en gruppe forbløffede tilhørere. Folket i Zarahemla forundredes, og »når de tænkte på Guds umiddelbare godhed og hans magt til at udfri Alma og hans brødre … af trældom, opløftede de deres røst og gav tak til Gud.«3
Guds umiddelbare godhed kommer til alle, der kalder på ham med oprigtig hensigt og hjertets faste forsæt. Dette omfatter dem, der råber i oprigtig desperation, når udfrielse virker så fjern, og lidelsen synes forlænget, tilmed intensiveret.
Sådan var det med en ung profet, der led under ekstrem lidelse i det fugtige fangehul, inden han til sidst råbte: »O Gud, hvor er du? … Hvor længe skal din hånd holdes tilbage …? … Ja, o Herre, hvor længe …?«4 Herren udfriede ikke straks Joseph som svar, men han skænkede straks fred.5
Gud giver også øjeblikkeligt håb om endelig udfrielse.6 Uanset hvad og uanset hvor er der altid et skinnende, smilende håb foran os i og gennem Kristus.7 Umiddelbart foran os.
Ydermere har han lovet: »Min troskab mod dig rokkes ikke.«8
Frem for alt er Guds kærlighed umiddelbar. Sammen med Paulus vidner jeg om, at intet kan »skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus.«9 Selv vores synder, selvom de kan skille os fra Ånden for en tid, kan de ikke skille os fra hans guddommelige faderlige kærlighed, der er konstant og umiddelbar.
Dette er nogle af de måder og metoder, hvorved han »straks velsigner [os]«.10 For at gøre disse principper aktuelle og nærværende, fortæller jeg jer om oplevelser, som to unge, hvis liv er et vidnesbyrd om Guds umiddelbare godhed, har haft.
Lige siden Emilies tidlige teenageår har hun kæmpet med stofmisbrug. Eksperimenteren førte til vane, og vane blev til sidst til afhængighed, der holdt hende fanget i årevis, uagtet lejlighedsvise perioder, hvor det gik godt. Emilie skjulte omhyggeligt sit problem, især efter hun blev hustru og mor.
Begyndelsen på hendes udfrielse føltes slet ikke som udfrielse. Det ene øjeblik gennemgik Emilie en rutinemæssig lægeundersøgelse, og det næste blev hun kørt i ambulance og indlagt på en afvænningsklinik. Hun begyndte at gå i panik, da hun tænkte på, at hun skulle adskilles fra sine børn, sin mand og sit hjem.
Den aften alene i et koldt, mørkt værelse krøb Emilie sammen på sin seng og hulkede. Emilies evne til at ræsonnere blev mindre, indtil hun til sidst, overvældet af angst, frygt og det trykkende mørke i værelset og i sin sjæl, troede, at hun faktisk ville dø den nat. Alene.
I den desperate tilstand fandt Emilie på en eller anden måde styrken til at rulle ud af sengen og ned på knæ. Uden at foregive noget, hvilket hun nogle gange tidligere havde gjort, når hun bad, overgav Emilie sig fuldstændigt til Herren, da hun desperat bønfaldt: »Kære Gud, jeg har brug for dig. Vil du ikke nok hjælpe mig? Jeg vil ikke være alene. Få mig gennem denne nat.«
Og straks, ligesom det skete med Peter i fordums dage, strakte Jesus sine hænder frem og greb hendes synkende sjæl.11 Der kom en vidunderlig ro, mod, forsikring og kærlighed over Emilie. Værelset var ikke længere koldt, Emilie vidste, at hun ikke var alene, og for første gang, siden hun var 14 år gammel, vidste hun, at alt ville gå i orden. Da hun »vågnede op til Gud«,12 faldt hun i søvn i fred. Og således ser vi, at »hvis I derfor vil omvende jer og ikke forhærde hjertet, skal den store forløsningsplan straks blive sat i værk for jer.«13
Emilies helbredelse og endelige udfrielse tog lang tid – måneder med behandling, træning og rådgivning, hvor hun blev støttet og til tider båret af hans godhed. Og den godhed blev hos hende, da hun tog i templet med sin mand og børn og sammen blev beseglet for evigt. Ligesom Zarahemlas folk takker Emilie nu, når hun tænker på Guds umiddelbare godhed og hans kraft til at udfri hende fra fangenskab.
Nu til en anden modig troendes liv. Den 27. december 2013 bød Alicia Schroeder glad sine kære venner Sean og Sharla Chilcote velkommen, da de uventet dukkede op ved hendes dør. Sean, der også var Alicias biskop, gav hende sin mobil, og sagde højtideligt: »Alicia, vi elsker dig. Du bliver nødt til at tage dette opkald.«
Alicias mand Mario var i telefonen. Han var i et fjerntliggende område med nogle af deres børn på en længe ventet snescootertur. Der var sket en forfærdelig ulykke. Mario var blevet alvorligt skadet, og deres 10-årige søn Kaleb var gået bort. Da Mario grådkvalt fortalte Alicia om Kalebs død, blev hun overvældet af et chok og en rædsel, kun få af os vil opleve. Hun faldt sammen. Lammet af ubeskrivelig smerte kunne Alicia hverken bevæge sig eller tale.
Biskop og søster Chilcote samlede hende straks op og holdt om hende. De græd og sørgede dybt sammen i noget tid. Så tilbød biskop Chilcote at give Alicia en velsignelse.
Det, der skete herefter, er uforståeligt, medmindre man har en vis forståelse af Jesu Kristi forsoning og Guds umiddelbare godhed. Biskop Chilcote lagde blidt sine hænder på Alicias hoved, og med en bævende stemme begyndte han at tale. Alicia hørte to ting, som var det Gud selv, der talte. Først hørte hun sit navn, Alicia Susan Schroeder. Derefter hørte hun biskoppen nedkalde den almægtige Guds myndighed. I det øjeblik – alene ved ytringen af sit navn og Guds kraft – blev Alicia fyldt med en ubeskrivelig fred, kærlighed, trøst og på en eller anden måde glæde. Og den har hun stadig.
Selvfølgelig savner Alicia, Mario og deres familie stadig Kaleb og sørger over ham. Det er hårdt! Hver gang jeg taler med Alicia, får hun tårer i øjnene, når hun fortæller, hvor meget hun elsker og savner sin lille dreng. Og hendes øjne forbliver våde, når hun fortæller, hvordan den store Udfrier har opretholdt hende gennem hele hendes prøvelse, begyndende med hans umiddelbare godhed i hendes dybeste fortvivlelse og nu i håbet om deres glædelige gensyn »om ikke mange dage«.
Jeg ved, at nogle gange skaber oplevelser i livet forvirring og uro, der kan gøre det vanskeligt at få eller genkende eller bevare den form for lindring, der kom til Emilie og Alicia. Jeg har gennemgået sådanne tider. Jeg bærer vidnesbyrd om, at i sådanne tider er selve bevarelsen af os en kærlig og kraftfuld tilkendegivelse af Guds umiddelbare godhed. Husk, at det gamle Israel til sidst blev udfriet »af den selv samme Gud, som havde bevaret dem«14 dag for dag.
Jeg vidner om, at Jesus Kristus er den store Udfrier, og i hans navn lover jeg, at når I vender jer til ham med oprigtig hensigt og hjertets faste forsæt, vil han udfri jer fra alt, der truer med at formindske eller ødelægge jeres liv eller glæde. Den udfrielse kan tage længere, end I ønsker – måske en livstid eller længere. Så for at give jer trøst, mod og håb, for at støtte og styrke jer indtil dagen for den endelige udfrielse anbefaler jeg jer at benytte og vidner om Guds umiddelbare godhed i Jesu Kristi navn. Amen.