Svar på bønner
Faderen interesserer sig for os, kender vores behov og vil hjælpe os på fuldkommen vis.
En vigtig og trøstende lære i Jesu Kristi evangelium er, at vor himmelske Fader har en fuldkommen kærlighed til sine børn. Takket være denne fuldkomne kærlighed velsigner han os ikke blot i overensstemmelse med vores ønsker og behov, men også i overensstemmelse med sin uendelige visdom. Som profeten Nefi ganske enkelt udtrykte det: »Jeg ved, at [Gud] elsker sine børn«.1
Et aspekt ved denne fuldkomne kærlighed er vor himmelske Faders medvirken i detaljerne i vores liv, selv når vi måske ikke er bevidste om det eller forstår det. Vi søger Faderens guddommelige vejledning og hjælp gennem inderlig, oprigtig bøn. Når vi ærer vores pagter og stræber efter at blive mere som vor Frelser, er vi berettigede til en konstant2 strøm af guddommelig vejledning ved Helligåndens indflydelse og inspiration.
Skrifterne lærer os: »Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det«,3 og han »kender alt, for alt er nærværende for [hans] øjne«.4
Profeten Mormon er et eksempel på det. Han oplevede ikke resultaterne af sit arbejde. Dog forstod han, at Herren omhyggeligt vejledte ham. Da Mormon følte sig inspireret til at medtage Nefis små plader i sin optegnelse, skrev han: »Og jeg gør dette med et víst formål; for således er det blevet hvisket til mig ved tilskyndelsen fra Herrens Ånd, som er i mig. Og se, jeg kender ikke alt, men Herren kender alt det, der skal komme, derfor tilskynder han mig til at handle efter sin vilje.«5 Skønt Mormon ikke kendte til det fremtidige tab af de 116 manuskriptsider, gjorde Herren og forberedte en måde at klare den forhindring på, længe før den opstod.
Faderen interesserer sig for os, kender vores behov og vil hjælpe os på fuldkommen vis. Somme tider får vi den hjælp øjeblikkeligt eller i det mindste kort tid efter, vi har bedt om guddommelig hjælp. Somme tider besvares vores mest oprigtige og værdige ønsker ikke på den måde, vi håber på, men vi bliver klar over, at Gud har større velsignelser i vente. Og somme tider bliver vores retfærdige ønsker ikke skænket i dette liv. Jeg vil gennem tre forskellige beretninger illustrere, hvordan vor himmelske Fader kan besvare vores oprigtige bønner til sig.
Vores yngste søn blev kaldet til at tjene som missionær i Paris-missionen i Frankrig. Som forberedelse til at tjene tog vi med ham ud for at købe de sædvanlige skjorter, jakkesæt, slips, sokker og en overfrakke. Desværre var den overfrakke, han ønskede, ikke umiddelbart på lager i den størrelse, han skulle bruge. Men ekspedienten sagde, at frakken ville komme om et par uger og ville blive leveret til missionærskolen i Provo, før vores søn tog af sted til Frankrig. Vi betalte for frakken og skænkede den ikke mere en tanke.
Vores søn ankom til missionærskolen i juni, og overfrakken blev leveret blot få dage før hans planlagte afgang i august. Han prøvede ikke frakken, men pakkede den hurtigt ned i sin bagage sammen med sit tøj og andre ting.
Da vinteren nærmede sig i Paris, hvor vores søn tjente, skrev han til os, at han havde taget overfrakken frem og prøvet den, men havde fundet ud af, at den var alt for lille. Vi var derfor nødt til at sætte ekstra penge ind på hans bankkonto, så han kunne købe en anden frakke i Paris, hvilket han gjorde. Med en vis irritation skrev jeg til ham og bad ham om at give den første frakke væk, eftersom han ikke kunne bruge den.
Vi fik senere denne e-mail fra ham: »Det er meget, meget koldt her … Det er som om vinden går lige igennem os, selv om min nye frakke er alletiders og ret tung … Jeg gav min gamle til [en anden missionær i vores lejlighed], som sagde, at han havde bedt om en måde at få en bedre frakke på. Han blev omvendt for nogle år siden, og han har kun sin mor … og den missionær, der døbte ham, som støtter ham på hans mission, så frakken var et svar på en bøn, så det gjorde mig meget glad.«6
Vor himmelske Fader vidste, at denne missionær, som tjente i Frankrig omkring 10.000 km væk hjemmefra, ville få et presserende behov for en ny overfrakke til en kold vinter i Paris, men at denne missionær ikke ville have penge til at købe en. Vor himmelske Fader vidste også, at vores søn ville modtage tøjet fra forretningen i Provo i Utah, en overfrakke der ville være alt for lille. Han vidste, at disse to missionærer skulle tjene sammen i Paris, og at frakken ville blive et svar på en ydmyg og oprigtig bøn fra en missionær, der havde et aktuelt behov.
Frelseren sagde:
»Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.
Men på jer er selv alle hovedhår talt.
Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«7
I andre situationer, når vi ikke får vores værdige ønsker på den måde, vi havde håbet på, kan det i sidste ende rent faktisk være til vores gavn. Fx hadede og misundte Jakobs sønner deres bror Josef i en sådan grad, at de planlagde at myrde ham. I stedet solgte de ham som slave til Egypten.8 Hvis et menneske nogen sinde måtte have følt, at hans bønner ikke blev besvaret på den måde, han havde håbet, kan det have været Josef. I virkeligheden resulterede hans tilsyneladende ulykke i store velsignelser til ham og reddede hans familie fra sult. Senere, efter at være blevet en betroet leder i Egypten, sagde han med stor tro og visdom til sine brødre:
»Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse.
Der har nu været hungersnød i landet i to år, og der vil gå fem år til uden pløjning og høst.
Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal.
Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud.«9
Mens vores ældste søn studerede, fik han et meget eftertragtet studiejob på deltid, der havde potentiale til at føre til et fantastisk, fast job efter afgangseksamen. Han arbejdede hårdt i sit studiejob i fire år, blev yderst kvalificeret og nød anseelse blandt sine kolleger og ledere. Ved slutningen af hans sidste år, næsten som om himlen havde arrangeret det hele (i det mindste efter vores søns hoved), blev den faste stilling slået op, og han var spidskandidat, hvor alt pegede på, at han rent faktisk ville få jobbet.
Men han blev ikke ansat. Ingen af os forstod det. Han havde forberedt sig godt, gjort det godt til interviewet, var den bedst kvalificerede kandidat og havde bedt med stort håb og høje forventninger! Han blev fortvivlet og var knust, og hele episoden fik os alle til at klø os i nakken. Hvorfor havde Gud ladt ham i stikken i hans retfærdige ønske?
Det var først adskillige år senere, svaret blev meget tydeligt. Hvis han havde fået drømmejobbet efter sin eksamen, ville han være gået glip af en afgørende, skelsættende mulighed, der nu har vist sig at blive til evig gavn og velsignelse for ham. Gud kendte enden fra begyndelsen (som han altid gør), og i dette tilfælde var svaret på mange retfærdige bønner nej til fordel for et langt bedre resultat.
Og somme tider får vi ikke i dette liv svaret på bønner, som vi så retfærdigt, desperat og oprigtigt søger.
Søster Patricia Parkinson blev født med et normalt syn, men som syvårig begyndte hun at blive blind. Som niårig begyndte Pat at gå på Utah-skolerne for døve og blinde i Ogden i Utah, omkring 150 km fra sit hjem, hvilket nødvendiggjorde, at hun flyttede ind på skolen, der igen medførte al den hjemve, en niårig overhovedet kunne opleve.
Som 11-årig havde hun fuldstændig mistet synet. Pat flyttede hjem igen som 15-årig for at gå på den lokale high school. Hun læste videre på college og bestod med en bachelorgrad i kommunikationsforstyrrelser og psykologi, og efter en brav kamp med universitetets tvivlende optagelsesmedarbejdere, kom hun ind på et kandidatstudium og færdiggjorde en kandidatgrad i talepædagogik. Pat arbejder nu med 53 folkeskoleelever og leder fire talepædagoger i sit skoledistrikt. Hun har eget hus og egen bil, som venner og familiemedlemmer kører, når hun har brug for transport.
Pat skulle som 10-årig have endnu en operation for at gøre noget ved hendes svigtende syn. Hendes forældre havde altid nøjagtigt fortalt hende, hvad der skulle ske i forbindelse med hendes lægebehandling, men af en eller anden grund fortalte de hende ikke om lige denne operation. Da hendes forældre så fortalte hende om den planlagte operation, blev Pat med sin mors ord »helt ulykkelig«. Pat løb ind i det andet værelse, men kom senere tilbage og sagde med en vis indignation til sine forældre: »Nu skal jeg sige jer noget. Jeg ved det, Gud ved det, og I kan lige så godt også få det at vide. Jeg kommer til at være blind resten af mit liv!«
For mange år siden tog Pat til Californien for at besøge noget familie, som boede der. Mens hun stod udenfor med sin treårige nevø, sagde han til hende: »Faster Pat, hvorfor beder du ikke bare vor himmelske Fader om at give dig nye øjne? For hvis du spørger vor himmelske Fader, vil han give dig, lige hvad du ønsker dig. Du skal bare spørge ham.«
Pat sagde, at spørgsmålet kom bag på hende, men hun svarede: »Altså, nogle gange arbejder vor himmelske Fader ikke på den måde. Nogle gange har han brug for at lære dig noget, og derfor giver han dig ikke alt, hvad du ønsker dig. Nogle gange må man vente. Vor himmelske Fader og Frelseren ved bedst, hvad der er godt for os, og hvad vi har brug for. Derfor vil de ikke give dig alt, hvad du ønsker dig, i det øjeblik, du ønsker dig det.«
Jeg har kendt Pat i mange år og fortalte hende for nylig, at jeg beundrede hende for, at hun altid er positiv og glad. Hun svarede: »Jamen, du har ikke været hjemme hos mig, vel? Jeg har mine stunder. Jeg har haft temmelig alvorlige perioder med depression, og jeg har grædt en masse.« Men hun tilføjede: »Siden dengang jeg begyndte at miste mit syn, det var lidt mærkeligt, men jeg vidste, at min himmelske Fader og Frelseren var med min familie og mig. Vi håndterede det efter bedste evne, og efter min opfattelse håndterede vi det på den rigtige måde. Jeg er endt med at blive en ganske succesrig person, og generelt har jeg været en glad person. Jeg husker det som, at hans hånd har været med i alt. Til dem, der spørger mig, om jeg er vred, fordi jeg er blind, svarer jeg: ›Hvem skulle jeg være vred på? Min himmelske Fader er i dette sammen med mig, jeg er ikke alene. Han er med mig hele tiden.‹«
I dette tilfælde bliver Pats ønske om at få sit syn tilbage ikke opfyldt i dette liv. Men hendes motto, som hun lærte af sin far, er: »Også dette får en ende.«10
Præsident Henry B. Eyring har sagt: »Faderen [er] i dette øjeblik … opmærksom på jer, jeres følelser og de åndelige og timelige behov, der er blandt alle omkring jer.«11 Denne storslåede og trøstende sandhed kan findes i de tre beretninger, jeg har fortalt.
Søskende, somme tider besvares vores bønner hurtigt med det resultat, vi håber på. Andre gange besvares vores bønner ikke på den måde, vi havde håbet på, og dog lærer vi med tiden, at Gud havde forberedt større velsignelser til os, end vi oprindeligt havde forventet. Og somme tider opfylder Gud ikke vores retfærdige ønsker i dette liv.12 Som ældste Neal A. Maxwell sagde: »Tro omfatter også tillid til Guds timing.«13
Vi har en forsikring om, at vor himmelske Fader på sin egen måde og i sin egen tid vil velsigne os og tage hånd om alle vores bekymringer, uretfærdigheder og skuffelser.
Lad mig citere kong Benjamin: »Og endvidere ønsker jeg af jer, at I skal tænke på den velsignede og lykkelige tilstand for dem, der holder Guds befalinger. For se, de er velsignede i alt, både timeligt og åndeligt; og hvis de holder trofast ud til enden, bliver de modtaget i himlen, så de derved kan bo hos Gud i en tilstand af aldrig ophørende lykke. O husk, husk, at dette er sandt, for Gud Herren har talt det.«14
Jeg ved, at Gud hører vores bønner.15 Jeg ved, at han som en alvidende, kærlig Fader besvarer vores bønner med fuldkommenhed i overensstemmelse med sin uendelige visdom og på måder, der i sidste ende vil være til gavn og velsignelse for os. Det vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.