2010-2019
Vi har stor grund til at fryde os
tidligere næste

Vi har stor grund til at fryde os

Når I udviser kærlighed, våger over og tjener andre på små og enkle måder, tager I aktivt del i arbejdet med frelse.

Da min svigerfar gik bort, samledes vores familie for at tage imod dem, der kom for at kondolere. Imens jeg talte med familie og venner i løbet af aftenen, lagde jeg mærke til, at vores 10-årige barnebarn, Porter, ofte stod i nærheden af min svigermor – hans »olde«. Nogle gange stod han bag hende og holdt øje med hende. Ved et enkelt tilfælde lagde jeg mærke til, at de stod arm i arm. Jeg så ham ae hendes hænder, give hende små knus og stå ved hendes side.

I flere dage efter denne oplevelse kunne jeg ikke slippe det, jeg havde set. Jeg blev tilskyndet til at sende Porter en lille hilsen, hvori jeg fortalte ham, hvad jeg havde lagt mærke til. Jeg mailede ham og fortalte, hvad jeg havde set og følt. Jeg mindede Porter om de pagter, han havde indgået ved sin dåb og citerede Almas ord i Mosija kapitel 18:8-11:

» … og se, eftersom I nu nærer ønske om at komme ind i Guds fold og at blive kaldt hans folk og er villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette;

ja, og er villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst, og at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor I måtte befinde jer, ja, indtil døden … så I må få evigt liv

… hvis dette er jeres hjertes ønske, hvad har I da imod at blive døbt i Herrens navn som et vidnesbyrd for ham om, at I har indgået en pagt med ham om, at I vil tjene ham og holde hans befalinger, så han kan udøse sin Ånd mere rigeligt over jer.«1

Jeg forklarede Porter, at Alma havde undervist om, at de, der gerne ville døbes, måtte være villige til at tjene Herren ved at tjene andre – resten af deres liv! Jeg sagde: »Jeg ved ikke, om du er klar over det, men den måde, du viste kærlighed og omsorg for olde, var at holde dine pagter. Vi holder vore pagter hver eneste dag, når vi er venlige, udviser kærlighed og tager os af hinanden. Du skal bare vide, at jeg er stolt af dig, fordi du er en pagtsholder! Når du holder dine dåbspagter, bliver du forberedt til at blive ordineret til præstedømmet. Denne yderligere pagt vil give dig flere muligheder for at velsigne og tjene andre og forberede dig på de pagter, du vil indgå i templet. Tak, fordi du er sådan et godt eksempel for mig! Tak, fordi du viste mig, hvordan en pagtsholder ser ud!«

Porter svarede tilbage: »Bedstemor, tak for din besked. Jeg vidste ikke, at jeg holdt pagterne, da jeg hele tiden gav olde knus, men jeg følte mig varm i hjertet og havde en dejlig følelse. Jeg ved, at det var Helligånden, der var i mit hjerte.«

Jeg følte mig også varm i hjertet, da jeg indså, at Porter havde knyttet overholdelsen af sine pagter sammen med løftet om, at vi »altid må have hans Ånd hos [os]«2 – et løfte, der er blevet gjort mulig gennem modtagelsen af Helligåndsgaven.

Søstre, når jeg har talt med jer rundt om i verden, har jeg lagt mærke til, at mange af jer er ligesom Porter. I står i al stilfærdighed som Guds vidner, sørger med dem, der sørger, og trøster dem, der står i behov for trøst, uden at opdage, at I holder jeres pagter – de pagter, som I indgik i dåbens vande og i templet. Når I udviser kærlighed, våger over og tjener andre på små og enkle måder, tager I aktivt del i arbejdet med frelse, Guds værk om »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket«.3

Som »døtre i [Herrens] rige«4 har vi indgået hellige pagter. Vi går på det, som Nefi kaldte for den »snævre og trange sti, der fører til evigt liv«.5 Vi befinder os alle på forskellige steder på stien. Men vi kan arbejde sammen om at hjælpe hinanden med at »trænge [os] frem med standhaftighed i Kristus og have et fuldkomment klart håb og en kærlighed til Gud og til alle mennesker«.6

Jeanne tjener som vejleder i Unge Piger. For flere måneder siden hørte hun om en kommende aktivitet for de unge i menigheden: En vandretur til et sted kaldet Malans Peak. Hun blev meget begejstret, fordi hun for nylig havde sat sig et mål om netop at tage den vandretur.

Da hun nåede frem til det sted, hvor stien begyndte, mødte hun sin gode ven Ashley. Hun tog Jeanne under armen og tilbød at gå turen med hende, idet hun sagde: »Jeg går med dig.« Ashley, som på det tidspunkt var 16 år, havde nogle fysiske udfordringer, der gjorde det svært for hende at kunne vandre særligt hurtigt. Hun og Jeanne gik langsomt og lagde mærke til vor himmelske Faders skaberværk: Klipperne på bjergets top over dem og blomsterne omkring dem. Jeanne sagde senere: »Der gik ikke lang tid, før jeg glemte mit mål om at vandre til toppen, for det blev hurtigt til et andet slags eventyr – et eventyr om at finde alt det smukke langs stien. Der var mange ting, som jeg nok ville være gået glip af, hvis jeg kun havde vandret for at nå målet, Malans Peak.«

Efterhånden som Jeanne og Ashley fortsatte vandreturen, langt bag de andre, stødte Emma til, en anden ung pige i menigheden, som havde besluttet sig for at vente på dem og gå sammen med dem. Emma bidrog til deres glæde. Hun lærte dem en sang og ydede ekstra støtte og opmuntring. Jeanne mindedes: »Vi sad og holdt nogle pauser, vi sang, vi talte sammen, og vi grinte. Jeg lærte Ashley og Emma at kende på en måde, som jeg ellers ikke ville have gjort. Den aften handlede det ikke om bjerget – det handlede om meget, meget mere. Det handlede om at hjælpe hinanden langs stien, et skridt ad gangen.«

Mens Jeanne, Ashley og Emma vandrede, sang, holdt pauser og grinte sammen, tænkte de sikkert ikke: »Vi holder vore pagter lige nu.« Men de holdt deres pagter. De tjente hinanden med kærlighed, barmhjertighed og beslutsomhed. De styrkede hinandens tro, da de opmuntrede og tjente hinanden.

Ældste Russell M. Nelson har sagt: »Når vi erkender, at vi er børn af pagten, ved vi, hvem vi er, og hvad Gud forventer af os. Hans lov er skrevet i vores hjerte.«7

Maria Kuzina er en af Guds pagtsdøtre, som ved, hvem hun er, og hvad Gud forventer af hende. Da hun bød mig velkommen i sit hjem i Omsk i Rusland, gik jeg ud fra, at jeg var der for at tjene hende, men jeg opdagede snart, at jeg var der for at lære af hende. Som omvendt til Kirken efterlever Maria anvisningen, der findes i Lukas 22: »Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«8 Hun tror på ordene fra vores levende profet, præsident Thomas S. Monson, som sagde:

»Det er nu, at medlemmer og missionærer skal gå sammen for at arbejde sammen, for at arbejde i Herrens vingård for at bringe sjæle til ham …

når vi handler i tro, vil Herren vise os, hvordan vi styrker hans kirke i de menigheder, hvor vi bor. Han vil være med os og vil være en aktiv partner i vores missioneringsindsats

… udøv jeres tro … når I under bøn overvejer, hvem blandt jeres familie, jeres venner, jeres naboer og jeres bekendte, som I gerne vil invitere hjem for at møde missionærerne, så de kan høre budskabet om genoprettelsen.«9

Maria følger dette råd ved at våge over og tjene de søstre, som hun er blevet bedt om at undervise som besøgslærer, og rækker også ud over denne opgave. Hun har mange venner, som er mindre aktive eller som endnu ikke har hørt budskabet om Jesu Kristi gengivne evangelium. Hver dag udøver hun sin tro og beder om at vide, hvem der trænger til hendes hjælp, og så handler hun på de tilskyndelser, hun modtager. Hun foretager telefonopringninger, udtrykker sin kærlighed og fortæller sine venner: »Vi har brug for jer.« Hun holder familieaften i sin lejlighed hver uge og inviterer naboer, medlemmer og missionærerne til at komme – også til spisning. Hun inviterer dem til at komme i kirke, kigger efter dem og sidder sammen med dem, når de kommer.

Maria forstår ældste Jeffrey R. Hollands seneste påmindelse om, at »en invitation, der kommer fra vores kærlighed til andre og til Herren Jesus Kristus … vil aldrig blive set som fornærmende eller dømmende.«10 Hun har en liste over dem, der siger, at de er blevet fornærmede, og hun tjener dem fortsat. Fordi de ved, at hun elsker dem, kan hun sige til dem: »Vær ikke fornærmet. Det er jo fjollet!«

Maria er en Jesu Kristi discipel, der holder sine pagter. Selvom hun ikke har en præstedømmebærer i sit hjem, føler hun Guds kraft hver dag ved at opfylde sine tempelpagter, idet hun trænger sig frem på stien, holder ud til enden og hjælper andre til at tage del i arbejdet med frelse undervejs.

Da jeg fortalte jer om disse oplevelser, så I da jer selv i arbejdet med frelse? Brug et øjeblik, hvor I tænker på en anden af Guds døtre, som trænger til opmuntring for at komme tilbage på pagtens sti, eller som har brug for en lille smule hjælp til at blive på stien. Spørg jeres Fader i himlen om hende. Hun er hans datter. Han kender hende ved navn. Han kender også jer, og han vil fortælle jer, hvad hun har brug for. Vær tålmodig og fortsæt i tro og bøn på hendes vegne, og reagér på de tilskyndelser, I modtager. Når I handler på disse tilskyndelser, vil Ånden bekræfte, at jeres ofre er acceptable for Herren.

»Søster Eliza R. Snow … [anerkendte] taknemligt søstrenes indsats for at styrke hinanden … Hun fortalte dem, at selv om Kirken ikke førte optegnelser over ethvert bidrag, de ydede for at hjælpe de nødlidende, fører Herren en fuldkommen optegnelse over deres frelsende arbejde …

›Profeten Joseph Smith har sagt, at denne forening blev organiseret for at frelse sjæle. Hvad har søstrene gjort for at vinde dem tilbage, der er kommet på afveje? – For at varme de hjerter, der er blevet kolde over for evangeliet? – Der føres endnu en bog over jeres tro, jeres venlighed, jeres gode gerninger og [jeres] ord. Der føres endnu en optegnelse. Intet går upåagtet hen.‹«11

I Mormons Bog taler Ammon om den store årsag, vi har til at fryde os. Han siger: »Og se, jeg spørger: Hvilke store velsignelser har [Gud] skænket os? Kan I sige det?«

I sin begejstring afventer Ammon ikke et svar. Han siger: »Se, jeg svarer for jer … dette er den velsignelse, der er blevet skænket os, at vi er blevet gjort til redskaber i Guds hænder til at udføre denne store gerning.«12

Vi er pagtsdøtre i Herrens rige, og vi har muligheden for at være redskaber i hans hænder. Når vi hver dag tager del i arbejdet med frelse på små og enkle måder – ved at våge over, styrke og undervise hinanden – vil vi kunne tilslutte os Ammon, som erklærede:

»Men se, min glæde er fuldkommen, ja, mit hjerte er fyldt til randen af glæde, og jeg vil fryde mig i min Gud.

Ja, jeg ved, at jeg intet er; hvad min egen styrke angår, er jeg svag; derfor vil jeg ikke prale af mig selv, men jeg vil prale af min Gud, for med hans styrke kan jeg gøre alt.«13

Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.