Gør krav på velsignelserne ved jeres pagter

Linda S. Reeves

Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Billede

Når vi fornyer og ærer vore pagter, bliver vore byrder lettet, og vi kan til stadighed blive renset og styrket.

Søstre, hvor er det vidunderligt at være sammen med jer igen.

Jeg mødte for nylig en kvinde, der forberedte sig til at blive døbt. Den pågældende søndag ankom hun til kirkebygningen efter at have gået tre kilometer i dybt mudder. Hun gik straks ind på badeværelset, tog sit mudrede tøj af, vaskede sig ren og tog sit rene søndagstøj på. Ved hjælpeforeningsmødet fortalte hun om sin omvendelse. Jeg blev rørt over hendes overvældende ønske om at blive vasket ren gennem omvendelse og Frelserens sonoffer og hendes villighed til at opgive sit »gamle liv« for at indgå hellige pagter med vor Fader i himlen. Hun var gået fra sin kæreste, havde overvundet afhængighed for at efterleve visdomsordet, hun var holdt op med at arbejde om søndagen og havde mistet gode venner, da hun fortalte, at hun havde planer om at blive døbt. Hun var så ivrig efter at aflægge alle sine synder, så hun kunne blive vasket ren og føle Frelserens forløsende kærlighed. Den morgen blev jeg inspireret af hendes ønske om at blive både fysisk og åndelig ren.

Vi ved, at mange af jer har ydet lignende ofre, når I har følt Helligånden vidne og har ønsket at omvende jer, blive døbt og blive gjort ren. Der er måske ikke noget andet tidspunkt, hvor vi føler Frelserens guddommelige kærlighed i sådan en overflod, som vi gør, når vi omvender os og mærker hans kærlige arme, der er rakt ud mod os for at omfavne os og forsikre os om hans kærlighed og accept.

Da jeg for nogle søndage siden lyttede til nadverbønnen, blev jeg rørt over den måde, hvorpå præsten udtalte hvert ord med stor følelse. Senere ringede jeg til den præst for at takke ham for at have gjort nadveren til en stor, åndelig oplevelse for mig og forsamlingen. Han var ikke hjemme, men hans mor svarede, »Åh, han bliver så glad for at høre, at du ringede! Det var første gang, at han skulle bede nadverbønnen, og vi har forberedt os sammen, talt om betydningen af nadveren og af at forny vore dåbspagter med Frelseren på værdig måde.« Hvor jeg dog elsker denne skønne mor for at undervise sin søn om kraften i dåbspagterne og hvordan han kan hjælpe menighedens medlemmer til at føle den kraft.

En anden mor, som jeg kender, har siddet alene i kirken en række år sammen med sine fire små børn. Hun har sjældent været i stand til at koncentrere sig om Frelseren under nadveren, derfor har hun lagt en plan. Nu prøver hun at afsætte tid hver lørdag til at gennemgå ugen og tænke over sine pagter, og hvad hun skal omvende sig fra. »Så,« siger hun, »er jeg klar til at tage nadveren, forny mine pagter og føle forsoningens rensende kraft, uanset hvordan situationen er med mine børn.«

Hvorfor lægger Frelseren så stor vægt på nadveren, kære søstre? Hvilken betydning spiller denne ugentlige fornyelse af vore dåbspagter i vores tilværelse? Anerkender vi Frelserens evne til fuldstændigt at rense os hver uge, når vi værdigt og med omtanke tager del i nadveren? Præsident Boyd K. Packer har sagt: »Det er Jesu Kristi evangeliums og forsoningens løfte: … at [vi] ved slutningen af vores liv kan gå igennem sløret omvendt fra [vore] synder og vasket rene i Kristi blod.«¹

Vores præsidentskab føler stor glæde, når vore søstre og deres familie indgår og holder pagter, men vores hjerte smerter for dem af jer, der oplever stor modgang i jeres liv på grund af kære, der bryder pagter. Profeten Jakob, Nefis bror, blev af Herren bedt om at tale til sine brødre om de retskafne kvinder og børn på sin tid. Jeg vidner om, at hans ord er blevet bevaret til netop vor tid. Han taler til os, som var det Frelseren selv, der talte. Jakob var »tynget af meget … omsorg«, da han for ægtemænd og fædre vidnede:

»Det bedrøver mig også, at jeg må tale med så megen ligefremhed … foran jeres hustruer og jeres børn, hvoraf manges følelser er overordentlig sarte og dydige og fintmærkende …

Deres hjertes hulken stiger op til Gud … mangt et hjerte [er dødt], gennemboret af dybe sår.«²

Til de kvinder og børn, der dengang og i vor tid holder pagterne, lover Jakob:

»Se hen til Gud med fasthed i sindet, og bed til ham med stor tro, så vil han trøste jer i jeres trængsler …

Løft hovedet og modtag Guds behagelige ord og tag for jer af hans kærlighed.«³

Søstre, jeg vidner om styrken og kraften i bøn, når vi udtrykker vores dybeste smerte og ønsker til vor himmelske Fader, og de svar, vi modtager, når vi »tager for os« af skrifterne og de levende profeters ord.

For knap tre år siden ødelagde en sønderlemmende brand det indvendige af det elskede, historiske tabernakel i Provo i Utah. Tabet blev anset som en stor tragedie af både samfundet og Kirkens medlemmer. Mange spurgte undrende: »Hvorfor lod Herren dette ske? Han kunne da have forhindret ilden eller stoppet dens ødelæggelse.«

Ved generalkonferencen i oktober 2011, ti måneder senere, lød der et gisp fra tilhørerne, da præsident Thomas S. Monson bekendtgjorde, at det næsten ødelagte tabernakel skulle laves om til et helligt tempel – et Herrens hus! Pludselig kunne vi se, hvad Herren hele tiden havde vidst! Han forårsagede ikke ilden, men han lod ilden hærge det indvendige af bygningen. Han så tabernaklet som et storslået tempel – et permanent hjem til indgåelse af hellige og evige pagter.⁴

Mine kære søstre, Herren tillader os at blive prøvet og udfordret, nogle gange til vores yderste grænse. Vi har set kære – og måske selv oplevet det – der billedligt talt blev brændt ned til grunden, og har undret os over, hvorfor en kærlig og omsorgsfuld himmelsk Fader lader sådanne ting ske. Men han efterlader os ikke i asken, han står med åbne arme og opfordrer os ivrigt til at komme til sig. Han bygger os om til storslåede templer, hvor hans Ånd kan dvæle for evigt.

I Lære og Pagter 58:3–4 fortæller Herren os:

»I kan med jeres naturlige øjne ikke i øjeblikket se Guds forehavende med hensyn til det, som skal komme herefter og den herlighed, der skal følge efter megen modgang.

For efter megen modgang kommer velsignelserne. Derfor skal den dag komme, da I skal blive kronet med megen herlighed.«

Søstre, jeg vidner om, at Herren har en plan for os hver især. Intet af det, der sker, kommer som et chok eller en overraskelse for ham. Han er alvidende og altid kærlig. Han er ivrig efter at hjælpe os, trøste os og lette vore smerter, når vi sætter vores lid til forsoningens kraft og ærer vore pagter. De prøvelser og udfordringer, som vi kommer ud for, kan måske være lige netop det, der hjælper os til at komme til ham og holde fast i vore pagter, så vi kan vende tilbage til hans nærhed og modtage alt det, som Faderen har.

Det forgangne år har jeg haft brug for og ønsket at føle Herrens kærlighed i større grad, modtage personlig åbenbaring, forstå mine tempelpagter bedre og få lettet mine byrder. Når jeg har bedt specifikt om disse velsignelser, har jeg følt Ånden tilskynde mig til at tage i templet og lytte nøje til hvert enkelt ord i de velsignelser, der bliver udtalt over mig. Jeg vidner om, at når jeg har lyttet mere opmærksomt og har prøvet at udøve tro, så har Herren været barmhjertig mod mig og har gjort mine byrder lette. Han har hjulpet mig til at føle større fred omkring bønner, der endnu ikke er blevet besvaret. Vi binder Herren til sine løfter, når vi holder vore pagter og udøver vores tro.⁵ Kom til templet, kære søstre, og gør krav på jeres velsignelser!

Jeg vil også gerne berøre noget andet, der kan give os selvtillid og tro. Vi har til tider, som kvinder, en tendens til at være kritiske over for os selv. Når dette sker, skal vi søge Ånden og spørge: »Er det det, som Herren ønsker, at jeg tænker om mig selv, eller prøver Satan at få mig ned med nakken?« Husk, at vor himmelske Faders kærlighed er fuldkommen og uendelig.⁶ Han ønsker at opbygge os, ikke nedbryde os.

Som medlemmer af Kirken føler vi nogle gange, at vi skal være del af en »perfekt SDH-familie« for at blive accepteret af Herren. Vi føler os ofte mindreværdige eller som udskud i riget, når vi ikke kan genkende os selv i det billede. Kære søstre, når alt kommer til alt, så vil det, der betyder noget for vor himmelske Fader være, hvor omhyggeligt vi har holdt vore pagter, og i hvor høj grad vi har prøvet at følge vor Frelser, Jesu Kristi, eksempel.

Jeg vidner om, at Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. På grund af hans sonoffer kan vi hver uge blive vasket rene, når vi værdigt tager del i hans nadver. Når vi fornyer og ærer vore pagter, bliver vore byrder lettet, og vi kan til stadighed blive renset og styrket, så vi, når livet her er forbi, kan blive regnet som værdige til at modtage ophøjelse og evigt liv. Jeg vidner om disse ting i vor elskede Frelsers, Jesu Kristi navn. Amen