Fremskynd Herrens spilleplan!
Ældste S. Gifford Nielsen
De Halvfjerds
Vi må hver især udarbejde og gennemføre vores egen personlige spilleplan med begejstring for at tjene side om side med fuldtidsmissionærerne.
For adskillige år siden skulle jeg tale med hustruen til en af biskopperne i vores stav, så jeg ringede til deres hjem. Deres lille søn tog telefonen. Jeg sagde: »Goddag. Er din mor hjemme?«
Hans svar var: »Ja, det er hun. Jeg får fat i hende. Hvem er det?«
Jeg svarede: »Sig til hende, det er præsident Nielsen.«
Der blev en kort pause, og så hørte jeg en meget spændt stemme sige: »Moar, præsident Hinckley er i telefonen!«
Jeg kan ikke forestille mig, hvad hun må have tænkt. Det må have været hendes længste tur til telefonen nogensinde. Tanken strejfede mig: »Skal jeg?« Det gjorde jeg ikke, men vi grinte ad det. Nu, hvor jeg tænker over det, må hun have været meget skuffet over bare at skulle tale med mig.
Hvad ville I gøre, hvis Herrens profet virkelig ringede til jer? Det har han faktisk gjort! Præsident Thomas S. Monson har igen til formiddag kaldet os hver især til et meget vigtigt arbejde. Han har sagt: »Det er nu, at medlemmer og missionærer skal gå sammen og arbejde sammen i Herrens vingård for at bringe sjæle til ham« (»Tro i arbejdet med frelse«, Verdensomspændende oplæringsmøde for ledere, juni 2013; lds.org/broadcasts).
Har vi hørt efter?
Over hele verden ses der i stave, distrikter og missioner et nyt niveau af energi, mens Frelserens erklæring til Joseph Smith i 1832 bliver opfyldt: »Jeg vil fremskynde mit værk, når tiden er inde« (L&P 88:73).
Brødre og søstre, tiden er inde nu! Jeg kan mærke det, og det er jeg sikker på, at I også kan.
Jeg ville gerne omsætte min begejstring for min tro på Jesus Kristus til handling. Da jeg spillede amerikansk fodbold, tænkte jeg i form af spilleplaner. Der var ingen tvivl om, at vores hold ville klare sig godt, hvis vi var forberedte med den rigtige strategi. For nylig talte jeg med Brigham Young-universitetets legendariske træner LaVell Edwards om vores taktik, og han sagde: »Jeg var ligeglad med, hvilken taktik du brugte, bare vi scorede et touchdown!« Som en af hans quarterbacks troede jeg, at det var langt mere indviklet end det, men måske er hans enkle filosofi årsagen til, at han har fået opkaldt et stadion efter sig.
Eftersom vi alle er på Herrens hold, har vi da hver især vores egen plan for at opnå sejr? Er vi klar til at spille? Hvis vi som medlemmer virkelig elsker vores familie, venner og kolleger, ønsker vi så ikke at bære vores vidnesbyrd om det gengivne evangelium for dem?
Ved seminaret for nye missionspræsidenter i juni fik en ny rekord på 173 præsidenter med hustruer de sidste instruktioner, før de begyndte på deres nye tjeneste. Alle 15 medlemmer af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum talte til denne særlige gruppe.
Ældste L. Tom Perry kom med de afsluttende bemærkninger: »Dette er den mest bemærkelsesværdige tid i Kirkens historie. Den er på lige fod med tidligere, store begivenheder i historien som det første syn, gaven ved Mormons Bog, evangeliets gengivelse samt alt det, der bygger på den grundvold, hvorpå vi kan gå fremad og fortælle om vor himmelske Faders rige« (»Afsluttende bemærkninger«, tale holdt ved Seminar for New Mission Presidents, 26. juni 2013, s. 1, Kirkens historiske bibliotek, Salt Lake City).
Vi er nødt til at involvere os som aldrig før for at komme op på siden af vore lederes begejstring og vore fuldtidsmissionærers forpligtelse. Værket kommer ikke til at gå fremad, som Herren har tænkt det, uden os! Som præsident Henry B. Eyring har sagt: »Uanset alder, evne, kirkekaldelser eller sted er vi som ét kaldet til værket med at hjælpe ham i hans høst af sjæle« (»Vi er ét«, Liahona, maj 2013, s. 62).
Må jeg fortælle jer om en spilleplan, jeg har følt mig tilskyndet til at iværksætte efter at have bedt, læst kapitel 13 i Forkynd mit evangelium og tænkt over tidligere oplevelser? Jeg opfordrer jer til at overveje disse tre punkter, når I tænker over jeres egen plan.
Bed for det første specifikt om at bringe en eller anden nærmere til Frelseren og hans evangelium hver dag. Det kan I gøre ved at betragte alle mennesker som Guds sønner og døtre, der hjælper hinanden på rejsen hjemad. Tænk på de nye venner, I får.
Bed dernæst for de missionærer, der tjener i jeres område, og deres undersøgere ved navn hver dag. Den eneste måde at gøre det på er ved at hilse på dem, se på deres skilt, kalde dem ved navn og spørge dem, hvem de underviser. Ældste Russell M. Nelson kom med en klog kommentar: »Indtil I kender en persons navn og ansigt, kan Herren ikke hjælpe jer til at kende hans eller hendes hjerte.«
Jeg var til dåb for en vidunderlig søster, som bar sit vidnesbyrd. Jeg vil altid huske hende for at sige: »Aldrig før har så mange mennesker bedt for mig, og aldrig før har jeg følt så megen kærlighed! Jeg ved, at dette værk er sandt!«
For det tredje så invitér en ven til en aktivitet i hjemmet eller et andet sted. Uanset, hvor I tager hen, eller hvad I gør, så overvej, hvem der kunne have glæde af aktiviteten og lyt derpå til Ånden, når han vejleder jer.
Frelseren har lært mig en diskret lektie i min personlige læring om evangeliet, som jeg mener passer smukt sammen med »at fremskynde«. Når jeg bliver følelsesmæssigt berørt af noget, kommer det til udtryk i det, jeg skriver, og jeg slutter ofte af med et udråbstegn, som pr. definition »er ment som et udråb, en ordre eller et ønske« (Politikens Nudansk Ordbog, 1. bogklubudgave, 1. oplag, 1999, »udråbstegn«).
Min interesse blev vakt, da skriftsteder om »indsamlingen«, der sluttede med dette skilletegn, begyndte at dukke op, som fx i Almas inderlige bøn: »O, gid jeg var en engel og kunne få mit hjertes ønske opfyldt, at jeg kunne drage ud og tale som Guds basun med en røst, der kunne få jorden til at ryste, og råbe omvendelse til hvert eneste folk!« (Alma 29:1).
I min søgen har jeg fundet 65 skriftsteder, der udtrykker stærke følelser for missionering, bl.a. disse:
»Hvor stor er ikke hans glæde over den sjæl, der omvender sig! …
Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!
Og se, hvis jeres glæde skal være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig ind i min Faders rige, hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!« (L&P 18:13, 15–16).
Min opmærksomhed på disse fantastiske vers spillede en vigtig rolle i min første opgave som områdehalvfjerdser. Jeg var lidt nervøs over at være ledsager til en apostel, ældste Quentin L. Cook, ved en stavskonference. Da jeg gik ind på stavspræsidentens kontor til det indledende møde den weekend, lagde jeg mærke til et par udtrådte, bronzerede sko på hylden bag skrivebordet vedhæftet et skriftsted, der sluttede med et udråbstegn. Da jeg læste det, følte jeg, at Herren kendte til mit studium og havde besvaret mine bønner, og at han præcist vidste, hvad der skulle til for at berolige mit ængstelige hjerte.
Jeg bad stavspræsidenten om at fortælle mig historien bag disse sko.
Han sagde:
»Disse sko har tilhørt en ung omvendt til Kirken, som kom fra trange kår, alligevel var han besluttet på at tjene på en vellykket mission, og det gjorde han i Guatemala. Jeg mødtes med ham, da han kom hjem, for at give ham en værdig afløsning, og jeg lagde mærke til hans helt udtrådte sko. Denne unge mand havde givet alt til Herren uden ret meget støtte, om nogen overhovedet, fra sin familie.
Han så, at jeg stirrede på hans sko og spurgte: ›Præsident, er der noget galt?‹
Jeg svarede: ›Nej, ældste, alting er i orden! Må jeg få dine sko?‹
Stavspræsidenten fortsatte: »Min respekt for og kærlighed til denne hjemvendte missionær var overvældende! Jeg ønskede at forevige oplevelsen, så jeg fik hans sko bronzeret. Når jeg kommer ind på dette kontor, minder de mig om den indsats, vi alle må yde uanset vore omstændigheder. Verset kom fra Esajas: ›Hvor herligt lyder budbringerens fodtrin hen over bjergene! Han forkynder fred, han bringer godt budskab og forkynder frelse. Han siger til Zion: ›Din Gud er konge[!]‹ (Es 52:7).«
Mine kære søskende, den gode biskops hustru har måske undret sig over, hvorfor profeten ringede til hende. Jeg vidner om, at hun og vi ikke mere behøver at undre os – UDRÅBSTEGN!
Jeg ved, at vi hver især må udarbejde og gennemføre vores egen personlige plan for at tjene med begejstring side om side med fuldtidsmissionærerne – UDRÅBSTEGN!
Jeg tilslutter mig profeten Joseph Smiths vidnesbyrd: »Og nu, efter de mange vidnesbyrd, som er blevet givet om ham, er dette det sidste vidnesbyrd, som vi giver om ham: At han lever!« (L&P 76:22). I Jesu Kristi hellige navn. Amen.