2010-2019
Generalkonference: Styrk troen og vidnesbyrdet
Oktober 2013


Generalkonference: Styrk troen og vidnesbyrdet

Hvor har vi dog brug for generalkonferencen! Under konferencer styrkes vores tro, og vores vidnesbyrd udvikles.

Tak, præsident Monson, for din belæring om og dit eksempel på kristuslignende tjeneste og for at give os alle opgaven med at være missionær. Du er altid i vore bønner.

I vores uddeling har Frelseren Jesus Kristus henvist til de helliges forsamling som »min generalkonference«.1

Uanset hvor vi er i denne verden, uanset hvordan vi får disse taler, vidner jeg om, at vi er samlet til hans konference. Jeg vidner også om, at vi skal høre hans ord, for han har sagt: »Hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme.«2

Konferencer har altid været en del af Jesu Kristi sande kirke. Adam samlede sine efterkommere og profeterede om det, der skulle komme. Moses samlede israelitterne og belærte dem om de befalinger, han havde modtaget. Frelseren underviste menneskeskarer, der var forsamlet både i det hellige land og på det amerikanske kontinent. Peter samlede de troende i Jerusalem. Den første generalkonference i disse de sidste dage blev afholdt blot to måneder efter Kirkens organisering, og konferencer fortsætter den dag i dag.

Disse konferencer er altid under Herrens ledelse, vejledt af hans Ånd.3 Vi får som talere ikke tildelt et bestemt emne. Gennem uger og måneder, ofte med søvnløse nætter, venter vi på Herren. Gennem faste, bøn, studium og at grunde får vi det budskab, som han ønsker, vi skal give.

Nogle spørger måske: »Hvorfor kommer inspirationen ikke lettere og hurtigere?« Herren forklarede Oliver Cowdery: »Du må gennemtænke det i dit sind; dernæst må du spørge mig, om det er rigtigt.«4 Konferencebudskaberne kommer til os efter bønsom forberedelse ved Helligånden.

Dette princip er sandt for alle medlemmer af Kirken, når vi forbereder os på at deltage i menigheds-, stavs- og generalkonferencer. Vi gennemtænker i vores sind det, som vi har brug for og ønsker fra vor himmelske Fader, og vi beder for at forstå og anvende det, vi belæres om. Når tiden for konference nærmer sig, ofrer vi andre aktiviteter og »lægger denne verdens ting til side [for at] søge dem, der hører en bedre til«.5 Så samler vi vores familie for at høre Herrens ord, på samme måde som kong Benjamins folk.6

Børn og unge elsker at være med. Vi begår en alvorlig fejltagelse, hvis vi antager, at konferencen er over deres intellekt og åndelige følsomhed. Jeg lover Kirkens unge medlemmer, at hvis I vil lytte, vil I føle Ånden vælde frem i jer. Herren vil fortælle jer, hvad han ønsker, I skal gøre med jeres liv.

Ved konferencer kan vi modtage Herrens ord, bestemt nøjagtigt til os. Et medlem har vidnet om følgende: »Da jeg lyttede til din tale, blev jeg lamslået … Din tale var en personlig åbenbaring direkte fra Herren til min familie. Jeg har aldrig oplevet en så stærk tilkendegivelse fra Ånden i mit liv som i det øjeblik, hvor Helligånden talte direkte til mig.«

En anden sagde: »Jeg har aldrig før følt så indgående, at en tale var til mig.«

Dette er muligt, fordi Helligånden overfører Herrens ord til vores hjerte på en måde, så vi kan forstå.7 Når jeg tager noter i løbet af en konference, skriver jeg ikke altid præcis det ned, som taleren siger. Jeg noterer den personlige vejledning, som Ånden giver mig.

Det, der siges, er ikke så vigtigt, som det vi hører, og det vi føler.8 Det er derfor, vi gør noget ud af at opleve konferencen i omgivelser, hvor Åndens stille sagte stemme tydeligt kan høres, føles og forstås.

Hvor har vi dog brug for generalkonferencen! Under konferencer styrkes vores tro, og vores vidnesbyrd udvikles. Og når vi vender om, styrker vi hinanden, så vi står stærkere blandt disse sidste dages brændende pile.9

I de seneste årtier er Kirken i det store og hele blevet skånet for de frygtelige misforståelser og forfølgelser, som de tidlige hellige oplevede. Sådan vil det ikke altid være. Verden fjerner sig hurtigere og længere væk fra Herren end nogensinde. Modstanderen er blevet sluppet løs på jorden. Vi ser, hører, læser, studerer og fortæller om profeternes ord for at blive advaret og beskyttet. Fx blev »Familien: En proklamation til verden« udsendt, længe før vi oplevede de udfordringer, familien nu står overfor. »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd« blev udarbejdet forud for det tidspunkt, hvor vi har haft mest brug for den.

Vi kender måske ikke alle årsagerne til, at profeterne og konferencetalerne taler til os om visse emner ved konferencer, men det gør Herren. Præsident Harold B. Lee har sagt: »Den eneste sikkerhed, vi har som medlemmer af denne kirke, er at … give agt på de ord og befalinger, som Herren fremsætter gennem sin profet. Der vil være noget, som kræver tålmodighed og tro. Måske synes I ikke om det, som kommer fra Kirkens ledelse. Det er måske imod jeres [personlige] synspunkter. Det er måske imod jeres sociale synspunkter. Det griber måske ind i en del af jeres sociale liv. Men hvis I lytter til det, som om det kom fra Herrens egen mund, med tålmodighed og tro, så bliver I lovet, at ›helvedes porte ikke [skal] få overhånd over jer … og Gud Herren vil sprede mørkets magter foran jer og få himlene til at bæve til jeres gavn og sit navns ære‹ (L&P 21:6).«10

Hvordan kunne præsident Lee vide, hvad vi skulle opleve i vor tid? Han vidste det, fordi han var profet, seer og åbenbarer. Og hvis vi lytter til og adlyder profeterne nu, herunder dem, der skal tale ved denne konference, vil vi blive styrket og beskyttet.

De største velsignelser ved generalkonferencen får vi, når konferencen er overstået. Husk den fremgangsmåde, der hyppigt står i skrifterne: Vi samles for at høre Herrens ord, og vi tager hjem for at efterleve dem.

Da kong Benjamin havde undervist sit folk, »lod han mængden gå, og de vendte hver især efter slægtskab tilbage til deres eget hus«.11 På sin tid sagde kong Limhi det samme.12 Efter at have undervist og betjent folket ved templet i Overflod bad Frelseren folket om følgende: »Gå derfor til jeres hjem, og grund over det, som jeg har sagt, og bed Faderen i mit navn om, at I må forstå, og bered jeres sind til morgendagen, så kommer jeg til jer igen.«13

Vi tager imod Frelserens opfordring, når vi overvejer og beder for at forstå det, vi er blevet belært om og derpå bevæger os fremad og gør hans vilje. Husk præsident Spencer W. Kimballs ord: »Jeg har gjort op med mig selv, at når jeg tager hjem fra denne generalkonference … er der mange, mange områder i mit liv, som jeg kan fuldkommengøre. Jeg har i tankerne lavet en liste over dem, og jeg regner med at gå i gang, lige så snart vi er færdige med konferencen.«14 Præsident Monson har for nylig sagt: »Jeg opfordrer jer til at læse talerne … og til at overveje de budskaber, de indeholder. Jeg har personligt erfaret, at jeg opnår endnu mere fra disse inspirerede taler, når jeg studerer dem nøje.«15

Udover at opfordre os til personligt skriftstudium og skriftstudium med familien ønsker vor himmelske Fader, at vi regelmæssigt studerer og anvender det, vi har lært under konferencen. Jeg vidner om, at de, der sætter deres lid til Herren og giver agt på dette råd i tro, vil opnå stor styrke til velsignelse for dem selv og deres familie og kommende generationer.

Vor himmelske Fader har sørget for muligheden. Ved denne konference kan 97 procent af Kirken høre disse budskaber på deres eget sprog. Millioner af medlemmer i 197 lande ser denne konference på 95 sprog. Om blot to eller tre dage begynder budskaberne at dukke op på LDS.org på engelsk, og i løbet af en uge findes de på 52 sprog. Nu får vi de trykte kirketidsskrifter inden for tre uger fra generalkonferencen. Vi behøver ikke længere vente i månedsvis på, at talerne kommer med posten. På en computer, telefon eller anden elektronisk anordning kan vi læse, lytte til, se og formidle profeternes belæringer. Når som helst og hvor som helst kan vi udvide vores kundskab, styrke vores tro og vidnesbyrd, beskytte vores familie og lede dem sikkert hjem.

Denne konferences budskaber bliver også flettet ind i de unges læsematerialer på nettet. Forældre, I kan selv få adgang til de unges læsematerialer på lds.org. Find ud af, hvad jeres børn lærer, og gør det til genstand for jeres eget studium, familiesamtaler, familieaften, familieråd og for personlige interview med hvert eneste af jeres børn om det, de hver især har brug for at lære.

Jeg opfordrer alle medlemmer til at anvende materialerne på Kirkens hjemmesider og app til mobiltelefoner. De forbedres konstant, så de er lettere at bruge og mere relevante for os. På lds.org kan I finde hjælpemidler til at studere evangeliet, styrke jeres hjem og familie og tjene i jeres kaldelse. I kan også finde jeres forfædre, som har brug for tempelordinancer, samt hjælpekilder til at støtte jer i arbejdet med frelse, deriblandt at fortælle andre om evangeliet. Forældre kan føre an i at forberede deres børn til dåb, præstedømmet og en fuldtidsmission og templet. De kan hjælpe os til at gå på tempelordinancernes og pagternes lige og snævre sti og gøre os egnede til det evige livs velsignelser.

Ved den seneste aprilkonference talte jeg ved præstedømmemødet om min far, der lavede en tegning af en ridder i rustning for at belære mig om at tage Guds fulde rustning på samt den åndelige beskyttelse, den giver.

Da mødet var forbi, fortalte en far sin familie, hvad han havde lært. Inspireret af det søgte deres unge søn Jason på lds.org for selv at høre budskabet. Et par dage senere mødte han op til familieaften for at give sine søskende lektionen. Her er han.

Billede
Jason

Et enkelt konferencebudskab, inspireret af Herren, modtaget af et barn, blev givet til en familie på en personlig og stærk måde. Jeg elsker hans brynje af retfærdighed. Jeg elsker hans skjold af tro, der hindrer modstanderens brændende pile. Dette er velsignelserne ved en konference.

Mine brødre og søstre, jeg bærer mit særlige vidnesbyrd om, at Herren Jesus Kristus lever og er denne kirkes overhoved. Dette er hans generalkonference. Jeg lover jer i hans navn, at hvis I beder med et oprigtigt ønske om at høre jeres himmelske Faders røst i denne konferences budskaber, vil I opdage, at han har talt til jer for at hjælpe jer, styrke jer og lede jer hjem til sin nærhed. I Jesu Kristi navn. Amen.