Svar fra Kirkens ledere
Hvordan kan jeg blive vejledt af Helligånden?
Når vi søger Helligånden, vil han være en troværdig, pålidelig og elsket ledsager.
Fra en tale holdt ved et seminar for nye missionsledere den 24. juni 2023.
Da vi blev bekræftet som medlemmer af Kirken efter dåben, modtog vi en dåbs- og bekræftelsesattest. Men hvilken gavn gør den attest ved at hænge på en væg eller ved at blive sat ind i en scrapbog, hvis vi ikke bruger den gave, vi har fået?
Vi er nødt til kompetent at søge og stole på Helligånden.
Sådan søger man Ånden
At søge Helligånden indebærer mere end blot at blive bekræftet som medlem af Kirken. Det er naivt at tro, at bare fordi vi har modtaget Helligåndsgaven og en medfølgende attest, så er det eneste, vi behøver at gøre, at sige: »Okay. Jeg er klar. Giv mig en åbenbaring!«
Åndeligt arbejde
Personlige, hengivne handlinger er en afgørende del af at søge Helligånden. Det åndelige arbejde med at søge Ånden omfatter:
-
At bede inderligt til Faderen med tro på Jesus Kristus. Når vi udtrykker vores taknemlighed til Gud i vores bønner, bliver vi bedre i stand til at se hans barmhjertighed i vores liv.
-
Konsekvent og fokuseret skriftstudium. At mætte sig med Kristi ord, som de findes i skrifterne, stimulerer personlig åbenbaring.
-
At holde Guds befalinger, fordi »Helligåndsgaven er retten til at have Helligåndens stadige ledsagelse, når vi er værdige«.
-
Værdighed Det betyder, at vi gør vores bedste for at holde Guds bud og ikke bortrationaliserer syndig adfærd. Når vi snubler, omvender vi os. Hvis vi ikke gør det, begrænser vi Helligåndens evne til at sige andet til os end: »Du er nødt til at omvende dig!« Det er usandsynligt, at vi modtager nogen anden åbenbaring, før vi gør det.
-
At ære de pagter, vi har indgået med Gud. En del af at ære vores pagter er samvittighedsfuldt at forberede os til og værdigt deltage i nadveren hver uge.
Lær Ånden at kende
Trods et solidt fundament af åndeligt arbejde har vi stadig brug for at lære at genkende Helligåndens røst.
Helligånden kommunikerer på forskellige måder til forskellige mennesker på forskellige tidspunkter. Helligåndens røst er ikke høj eller støjende, men mild og stille som en hvisken. Den kan være forbløffende enkel og almindelig. Den kan være gennemtrængende eller brændende. Den påvirker både sindet og hjertet. Den bringer fred, glæde og håb – ikke frygt, ængstelse eller bekymring. Den er oplysende og dejlig, ikke rodet.
Ofte modtager jeg åbenbaringer i form af korte, kortfattede, bydende anvisninger, såsom »Gå«, »Gør« eller »Tal!« Eller det kan komme som ideer, normalt kombineret med et skub til at handle på disse ideer. En sådan viden og forståelse kan formidles uden ord. Det er sjældent, at åbenbaring kommer med tydelige forklaringer på, hvorfor vi bør gøre noget.
At søge Ånden indebærer at fjerne forstyrrelser. For at modtage personlig åbenbaring må vi gå væk fra verdens støj. Vi modtager ikke åbenbaring, når vi er vrede, ophidsede eller frustrerede eller blot optaget af andet. Nej, vi skaber et miljø, der fremmer følelser og genkendelse af Ånden.
Stol på Ånden
Når vi engang har søgt og er blevet velsignet af Ånden i vores liv, er vi da færdige? Selvfølgelig ikke. Målet er at stole på Ånden, når vi udfører Frelserens værk.
At stole på Ånden betyder virkelig, at vi handler i tro og stoler på, at Gud vil lede og vejlede os, og at Helligånden vil forstørre vores indsats.
At lære at stole på Helligånden betyder, at vi sætter vores lid til Jesus Kristus og tror på ham. Vi bør stole på Ånden snarere end vores egne talenter og ambitioner. Helligånden vil forstørre vores indsats til at blive til langt mere, end vi selv ville kunne gøre.
At handle i tro og sætte vores lid til Jesus Kristus betyder ikke, at vi bliver lammet, hvis vi ikke føler en bekræftende tilskyndelse.
Hvordan ved jeg, om det er Ånden eller mine egne tanker?
Et af de mest almindelige spørgsmål er: »Hvordan ved jeg, om den tanke, jeg har, er min egen, eller om den kommer fra Helligånden?« Det er et rimeligt spørgsmål. Men måske er et bedre spørgsmål at stille os selv: »Bør jeg handle på denne særlige tanke?«
Profeten Mormon gav nogle kriterier for at afgøre, hvorvidt vi bør handle på en bestemt tanke: Den fremmer tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus; den fremmer kærlighed og tjeneste mod andre; og den tilskynder til at gøre godt. Hvis tanken opfylder disse kriterier, betyder det så virkelig noget, om den blev plantet direkte af Helligånden i netop det øjeblik, eller om tanken opstod takket være et helt livs oplevelser og tidligere beslutninger? I virkeligheden gør det ikke.
At lære at søge og stole på Ånden er en færdighed for livet, ikke bare en midlertidig måde at komme igennem en mission eller en krise på. Når vi søger Helligånden, vil han være en troværdig, pålidelig og elsket ledsager.