Jul om foråret
Et år fandt vores familie ud af, at jul og påske bedst forstås sammen.
Illustrationer: Simona Love
Vores families bedste jul nogensinde fandt ikke sted juledag. Den fandt sted i påsken.
En jul havde været overskygget af bekymring for vores søn Tanner, der kæmpede på hospitalet med en livstruende sygdom. Han lå i medicinsk induceret koma i 10 uger. Han sov bogstaveligt talt igennem julen.
Heldigvis genvandt Tanner langsomt sine kræfter og var i stand til at komme hjem om foråret. Da påsken nærmede sig, talte vi om Tanners manglende jul. Hans søstre og bror besluttede, at han fortjente en erstatningsjul. Vi tænkte på, hvor sjovt det ville være at gøre påsken til en dobbelt helligdag.
For at blive klar til forårets julefejring fandt vi en æske med julelys frem, fremskaffede et lille juletræ og købte og pakkede små julegaver ind til hinanden.
Aftenen før påske, vores »juleaften«, klædte vi os ud i gamle badekåber og hjemmelavede kostumer til et familiekrybbespil. Vi læste fra skrifterne om englen, der viste sig for Maria og Josef, deres rejse til Betlehem og deres søgen efter et sted at sove, men de kunne ikke få plads på herberget.
Vi læste også om hyrderne, der vogtede deres hjorde om natten, Herrens engel, der viste sig for dem, og et kor bestående af en himmelsk hærskare, der sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« (Luk 2:14). I vores krybbespil besøgte hyrder stalden, hvor vores børn var klædt ud som husdyr (det år var der også en giraf i vores stald!)
Vores familiejulefest sluttede ikke der. Da det var påske, fortsatte vi med at læse om, hvordan Jesusbarnet voksede, besøgte og underviste lærde i templet, udførte mirakler, tjente sit folk og mødtes med sine apostle i et øvre værelse i Jerusalem, hvor han introducerede nadveren.
Vi læste ærbødigt beretningen om Jesus, der trådte ind i Getsemane have for at påbegynde sin store forsoning – at lide, bløde og dø for os. Så læste vi om, hvordan han opstod på den tredje dag. Han overvandt døden – sin egen og vores død. Vi blev mindet om, at takket være ham er alt muligt.
Påskemorgen stod vi ekstra tidligt op. Vi glædede os over skæret fra de klare, farverige julelys som kontrast til mørket før daggry. Vi åbnede begejstret vores gaver og spiste vores sædvanlige julemorgenmad. Imens den opstigende sol oplyste verden udenfor, gik vi på jagt efter påskeæg og fejrede opstandelsens under. I kirken modtog vi nadveren, som bragte realiteten af Frelserens forsoning frem i nuet.
For hver af os fik denne »julede påske« os til mere tydeligt at se, at jul og påske bedst forstås sammen. Julen, fordi den er fyldt med løfter, og påsken, fordi den er sprængfyldt med indfriede løfter.
Vi ser med glæde tilbage på denne oplevelse, for vi nåede kun at have Tanner hos os en jul mere, inden hans jordiske mission sluttede. I dag ser vi fremad med tillid til, at vores adskillelse fra Tanner kun varer en stund, fordi vi ved juletid glæder os over, at »et barn er født« (Es 9:6), og ved påsketid husker vi – og for altid vil huske – at »han er opstået« (se Matt 28:6).