1 Og det skete i det selv samme år, se, at Nefi overgav dommersædet til en mand, hvis navn var Cezoram.

2 For eftersom deres love og regeringsførelse blev fastlagt ved folkets stemme, og de, som valgte det onde, var mere talrige end de, som valgte det gode, var de derfor ved at blive modne til udryddelse, for lovene var blevet forvansket.

3 Ja, og det var ikke alt, de var et stivnakket folk i en sådan grad, at de ikke kunne regeres ved loven eller retfærdighed, uden at det ville føre til deres undergang.

4 Og det skete, at Nefi var blevet træt på grund af deres ugudelighed, og han opgav dommersædet og påtog sig at prædike Guds ord resten af sine dage, og det gjorde også hans bror Lehi resten af sine dage.

5 For de huskede de ord, som deres far Helaman talte til dem. Og disse er de ord, han talte:

6 Se, mine sønner, jeg ønsker af jer, at I skal huske at holde Guds befalinger; og jeg ønsker, at I skal kundgøre disse ord for folket. Se, jeg har givet jer navn efter vore første forældre, som kom ud af Jerusalems land; og dette har jeg gjort, for at I, når I erindrer jeres navne, må erindre dem, og at I, når I erindrer dem, må erindre deres gerninger, og at I, når I erindrer deres gerninger, må vide, hvordan det er sagt og også skrevet, at de var gode.

7 Derfor ønsker jeg, mine sønner, at I skal gøre det, der er godt, så der må blive sagt om jer og også skrevet, ligesom der er blevet sagt og skrevet om dem.

8 Og se, mine sønner, se, jeg har noget mere at ønske af jer, hvilket ønske er, at I ikke skal gøre dette, for at I kan prale, men at I skal gøre dette for at samle jer en skat i himlen, ja, én som er evig, og som ikke svinder bort, ja, så I må få den dyrebare gave, som evigt liv er, og som vi har grund til at tro er blevet givet vore fædre.

9 O husk, husk, mine sønner, de ord, som kong Benjamin talte til sit folk; ja, husk, at der ikke findes nogen anden vej eller noget andet middel, hvorved mennesket kan blive frelst end ved Jesu Kristi forsonende blod, han, der skal komme; ja, husk, at han kommer for at forløse verden.

10 Og husk også de ord, som Amulek talte til Ze’ezrom i byen Ammoniha, for han sagde til ham, at Herren visselig skulle komme for at forløse sit folk, men at han ikke skulle komme for at forløse dem i deres synder, men for at forløse dem fra deres synder.

11 Og han er blevet givet magt fra Faderen til at forløse dem fra deres synder på grund af omvendelse, derfor har han sendt sine engle ud for at kundgøre tidenderne om betingelserne for den omvendelse, der bringer mennesker til Forløserens kraft, til deres sjæls frelse.

12 Og se, mine sønner, husk, husk, at det er på klippen, vor forløser, som er Kristus, Guds Søn, at I skal bygge jeres grundvold, så når Djævelen udsender sine mægtige vinde, ja, sine pile i hvirvelvinden, ja, når alle hans hagl og hans mægtige uvejr skal ramme jer, at det ingen magt skal få over jer til at drage jer ned i elendighedens og den uendelige jammers kløft på grund af den klippe, som I er bygget på, som er en sikker grundvold, en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde.

13 Og det skete, at dette var de ord, som Helaman lærte sine sønner; ja, han lærte dem meget, som ikke er skrevet, og også meget som er skrevet.

14 Og de huskede hans ord, og derfor gik de ud, idet de holdt Guds befalinger, for at undervise i Guds ord blandt hele Nefis folk, begyndende i byen Overflod,

15 og derfra til byen Gid, og fra byen Gid til byen Mulek,

16 ja, fra den ene by til den anden, indtil de havde været ude hos hele Nefis folk, som var i landet mod syd, og derfra ind i Zarahemlas land blandt lamanitterne.

17 Og det skete, at de prædikede med stor kraft, således at de beskæmmede mange af dem, der havde skilt sig ud, og som var gået over fra nefitterne, således at de kom frem og bekendte deres synder og blev døbt til omvendelse og straks vendte tilbage til nefitterne for at forsøge at gøre den uret, som de havde begået, god igen.

18 Og det skete, at Nefi og Lehi prædikede for lamanitterne med så stor magt og myndighed, for de var blevet givet magt og myndighed, så de kunne tale, og det blev også givet dem, hvad de skulle sige –

19 derfor talte de til lamanitternes store forbavselse, så de blev overbevist, således at otte tusinde af de lamanitter, som var i Zarahemlas land og rundt omkring, blev døbt til omvendelse og blev overbevist om ugudeligheden af deres fædres overleveringer.

20 Og det skete, at Nefi og Lehi fortsatte derfra til Nefis land.

21 Og det skete, at de blev pågrebet af en af lamanitternes hære og kastet i fængsel; ja, i det selv samme fængsel, hvori Ammon og hans brødre blev kastet af Limhis tjenere.

22 Og efter at de havde været fængslet i mange dage uden at få mad, se, da gik de ind i fængslet for at hente dem, så de kunne slå dem ihjel.

23 Og det skete, at Nefi og Lehi blev omgivet som af ild, således at de ikke turde lægge hånd på dem af frygt for, at de skulle blive forbrændt. Alligevel blev Nefi og Lehi ikke forbrændt; og det var, som stod de midt i ilden uden at blive forbrændt.

24 Og da de så, at de var omgivet af en ildsøjle, og at den ikke brændte dem, fattede deres hjerte mod.

25 For de så, at lamanitterne ikke turde lægge hånd på dem, ej heller turde de komme i nærheden af dem, men stod, som om de var blevet stumme af forbløffelse.

26 Og det skete, at Nefi og Lehi trådte frem og begyndte at tale til dem og sagde: Frygt ikke, for se, det er Gud, der har vist jer denne forunderlige foreteelse, hvorved det er blevet vist jer, at I ikke kan lægge hånd på os for at slå os ihjel.

27 Og se, da de havde sagt disse ord, rystede jorden overordentlig kraftigt, og fængslets mure rystede, som var de ved at styrte til jorden, men se, de faldt ikke. Og se, de, der var i fængslet, var lamanitter og nefitter, som havde skilt sig ud.

28 Og det skete, at de blev overskygget af en sky af mørke, og en forfærdelig, højtidelig frygt kom over dem.

29 Og det skete, at der lød en røst, som var den oven over skyen af mørke, og den sagde: Omvend jer, omvend jer, og forsøg ikke mere at slå mine tjenere ihjel, som jeg har sendt til jer for at kundgøre gode tidender.

30 Og det skete, at da de hørte denne røst og fattede, at det ikke var en tordenrøst, ej heller var det en røst som en tumultagtig larm, men se, det var en stille røst af fuldkommen mildhed, som havde det været en hvisken, og den gennemborede dem helt ind til selve sjælen –

31 og til trods for røstens mildhed, se, så rystede jorden overordentlig kraftigt, og fængslets mure vaklede igen, som var det ved at styrte til jorden, og se, den sky af mørke, som havde overskygget dem, spredtes ikke –

32 og se, røsten lød igen og sagde: Omvend jer, omvend jer, for Himmeriget er for hånden, og forsøg ikke mere at slå mine tjenere ihjel. Og det skete, at jorden atter rystede og murene vaklede.

33 Og røsten lød også igen for tredje gang og talte forunderlige ord til dem, som ikke kan udtrykkes af mennesket; og murene vaklede igen, og jorden rystede, som var den ved at sønderdeles.

34 Og det skete, at lamanitterne ikke kunne flygte på grund af den sky af mørke, som overskyggede dem; ja, og de var også ubevægelige på grund af den frygt, som kom over dem.

35 Se, der var blandt dem én, som var nefit af fødsel, og som engang havde hørt til Guds kirke, men havde skilt sig ud fra den.

36 Og det skete, at han vendte sig om, og se, han så Nefis og Lehis ansigt gennem skyen af mørke, og se, de strålede overordentlig stærkt, ligesom engles ansigter. Og han så, at de løftede deres blik mod himlen, og de så ud, som om de talte eller opløftede deres røst til et eller andet væsen, som de så.

37 Og det skete, at denne mand råbte til mængden, for at få dem til at vende sig om og se. Og se, der blev givet dem kraft, så de vendte sig om og så, og de så Nefis og Lehis ansigt.

38 Og de sagde til manden: Se, hvad betyder alt dette, og hvem er det, som disse mænd taler med?

39 Se, mandens navn var Aminadab. Og Aminadab sagde til dem: De taler med Guds engle.

40 Og det skete, at lamanitterne sagde til ham: Hvad skal vi gøre, for at denne sky af mørke kan blive fjernet, så den ikke overskygger os?

41 Og Aminadab sagde til dem: I må omvende jer og anråbe røsten, lige indtil I får tro på Kristus, som blev forkyndt for jer af Alma og Amulek og Ze’ezrom; og når I gør dette, skal skyen af mørke blive fjernet, så den ikke overskygger jer.

42 Og det skete, at de alle begyndte at anråbe røsten fra ham, der havde rystet jorden, ja, de råbte, indtil skyen af mørke blev spredt.

43 Og det skete, at da de kastede blikket omkring og så, at skyen af mørke var spredt, så den ikke overskyggede dem, se, da så de, at de var omgivet, ja, hver enkelt sjæl, af en ildsøjle.

44 Og Nefi og Lehi stod midt blandt dem, ja, de var omgivet; ja, det var som stod de midt i en flammende ild, dog gjorde den dem ingen skade, ej heller greb den fat i fængslets mure; og de blev fyldt af den glæde, der er uudsigelig og fuld af herlighed.

45 Og se, Guds hellige Ånd kom ned fra himlen og ind i deres hjerte, og de blev fyldt, som var det med ild, og de kunne tale forunderlige ord.

46 Og det skete, at der lød en røst til dem, ja, en behagelig røst, som var det en hvisken, som sagde:

47 Fred, fred være med jer på grund af jeres tro på min Højtelskede, som var til fra verdens grundlæggelse.

48 Og se, da de hørte dette, kastede de blikket opad som for at se, hvorfra røsten kom, og se, de så himlene åbne, og engle kom ned fra himlen og betjente dem.

49 Og der var omkring tre hundrede sjæle, som så og hørte dette; og det blev dem budt at gå ud og ikke være forundret, ej heller skulle de tvivle.

50 Og det skete, at de gik ud og forkyndte for folket, idet de i alle egnene rundt omkring kundgjorde alt det, som de havde hørt og set, således at størstedelen af lamanitterne blev overbevist af dem på grund af de store beviser, som de havde modtaget.

51 Og så mange, som blev overbevist, nedlagde deres krigsvåben og aflagde også deres had og deres fædres overlevering.

52 Og det skete, at de gav nefitterne deres ejendomslande tilbage.