1 Og se, det skete, at Almas sønner drog ud blandt folket for at forkynde ordet for dem. Og Alma selv kunne heller ikke holde sig i ro, og han drog også ud.

2 Se, vi skal ikke sige mere angående deres forkyndelse, bortset fra at de prædikede ordet og sandheden i overensstemmelse med profetiens og åbenbarelsens ånd; og de prædikede efter Guds hellige orden, hvorved de var kaldet.

3 Og nu vender jeg tilbage til en beretning om krigene mellem nefitterne og lamanitterne i det attende år af dommernes regeringstid.

4 For se, det skete, at zoramitterne blev lamanitter; i begyndelsen af det attende år så det nefitiske folk derfor, at lamanitterne var ved at falde over dem, derfor traf de forberedelser til krig, ja, de samlede deres hære i Jershons land.

5 Og det skete, at lamanitterne kom med deres tusinder; og de kom ind i Antionums land, som er zoramitternes land; og en mand ved navn Zerahemna var deres leder.

6 Og se, eftersom amalekitterne var af en mere ugudelig og morderisk indstilling end lamanitterne var af og i sig selv, udpegede Zerahemna derfor øverste anførere over lamanitterne, og de var alle amalekitter og zoramitter.

7 Se, dette gjorde han, så han kunne bevare deres had til nefitterne, så han kunne bringe dem til underkastelse for at fuldføre sine forehavender.

8 For se, hans forehavender var at ophidse lamanitterne til vrede mod nefitterne; dette gjorde han for at kunne tilrane sig stor magt over dem og også for at kunne få magt over nefitterne ved at bringe dem i trældom.

9 Og se, nefitternes forehavende var at tage vare på deres jorder og deres huse og deres hustruer og deres børn, så de kunne bevare dem mod deres fjenders hænder, og også så de kunne bevare deres rettigheder og deres privilegier, ja, og også deres frihed, så de kunne tilbede Gud efter deres ønsker.

10 For de vidste, at hvis de faldt i lamanitternes hænder, så ville hver den, der tilbad Gud i ånd og i sandhed, den sande og levende Gud, blive slået ihjel af lamanitterne.

11 Ja, de kendte også lamanitternes umådelige had til deres brødre, som var folket Anti-Nefi-Lehi, som blev kaldt Ammons folk – og de ville ikke gribe til våben, ja, de havde indgået en pagt, og de ville ikke bryde den – hvis de faldt i lamanitternes hænder, ville de derfor blive udryddet.

12 Og nefitterne ville ikke tillade, at de blev udryddet, derfor gav de dem lande som deres arvelod.

13 Og Ammons folk gav nefitterne en stor del af deres gods til at forsørge deres hær med; og således blev nefitterne nødt til at stå alene mod lamanitterne, der var en blanding af Lamans og Lemuels og Ismaels sønner og alle dem, der havde skilt sig ud fra nefitterne, og som var amalekitter og zoramitter og efterkommerne af Noas præster.

14 Se, disse efterkommere var næsten lige så talrige som nefitterne var; og således blev nefitterne nødt til at stride mod deres brødre, endog til blodsudgydelse.

15 Og det skete, at da lamanitternes hære havde samlet sig i Antionums land, se, da var nefitternes hære rede til at møde dem i Jershons land.

16 Se, nefitternes leder, eller den mand, der var blevet udpeget til at være øverste anfører over nefitterne – se, den øverste anfører overtog kommandoen over alle nefitternes hære – og hans navn var Moroni.

17 Og Moroni tog hele kommandoen og ledelsen af deres krige. Og han var kun femogtyve år gammel, da han blev udpeget til øverste anfører over nefitternes hære.

18 Og det skete, at han mødte lamanitterne på grænsen til Jershon, og hans folk var bevæbnede med sværd og med sabler og alle slags krigsvåben.

19 Og da lamanitternes hære så, at Nefis folk, eller at Moroni havde beredt sit folk med brynjer og med armskjolde, ja, og også med skjolde til at beskytte hovedet med, og de var også klædt i tykke klæder –

20 se, Zerahemnas hær var ikke beredt med noget sådant; de havde kun deres sværd og deres sabler, deres buer og deres pile, deres sten og deres slynger; og de var nøgne bortset fra et skind, der var bundet om lænderne på dem; ja, alle var nøgne bortset fra zoramitterne og amalekitterne,

21 men de var ikke bevæbnet med brynjer, ej heller skjolde – derfor blev de overordentlig bange for nefitternes hære på grund af deres bevæbning, på trods af at antallet af dem var så meget større end nefitterne.

22 Se, nu skete det, at de ikke turde gå imod nefitterne på grænsen til Jershon, derfor drog de ud af Antionums land og ud i ødemarken og rejste omkring i ødemarken bort til floden Sidons udspring, så de kunne gå ind i Mantis land og tage landet i besiddelse, for de mente ikke, at Moronis hære vidste, hvor de var draget hen.

23 Men det skete, at så snart de var draget ud i ødemarken, sendte Moroni spioner ud i ødemarken for at holde øje med deres hær; og Moroni, som kendte Almas profetier, sendte også visse mænd til ham, for han ønskede af ham, at han skulle adspørge Herren om, hvor nefitternes hære skulle drage hen for at forsvare sig mod lamanitterne.

24 Og det skete, at Herrens ord kom til Alma, og Alma fortalte Moronis sendebud, at lamanitternes hære marcherede omkring i ødemarken, for at de kunne komme over i Mantis land, for at de kunne begynde et angreb på den svagere del af folket. Og disse sendebud drog af sted og afleverede budskabet til Moroni.

25 Se, efter at have efterladt en del af sin hær i Jershons land, for at en del af lamanitterne ikke på en eller anden måde skulle komme ind i det land og tage byen i besiddelse, tog Moroni den øvrige del af sin hær og marcherede over til Mantis land.

26 Og han lod alle folk i den del af landet samle sig for at kæmpe mod lamanitterne for at forsvare deres jorder og deres land, deres rettigheder og deres friheder; derfor var de rede til det tidspunkt, da lamanitterne kom.

27 Og det skete, at Moroni lod sin hær skjule sig i den dal, som lå i nærheden af bredden af floden Sidon, og som lå vest for floden Sidon i ødemarken.

28 Og Moroni anbragte spioner rundt omkring, for at han kunne vide, hvornår lamanitternes hær kom.

29 Og se, da Moroni kendte lamanitternes hensigt, at det var deres hensigt at udrydde deres brødre eller at underlægge sig dem og bringe dem i trældom, så de kunne oprette et rige for sig selv over hele landet,

30 og han, som også vidste, at det var nefitternes eneste ønske at bevare deres jorder og deres frihed og deres kirke, han mente derfor ikke, at det var nogen synd, at han skulle forsvare dem ved list, derfor fandt han gennem sine spioner ud af, hvilken vej lamanitterne ville tage.

31 Derfor delte han sin hær og førte en del over i dalen og skjulte dem mod øst og mod syd ved højen Ripla,

32 og resten skjulte han i den vestlige dal, vest for floden Sidon, og på den måde ned til grænsen til landet Manti.

33 Og efter således at have opstillet sin hær efter sit ønske, var han rede til at møde dem.

34 Og det skete, at lamanitterne kom op nord for højen, hvor en del af Moronis hær var skjult.

35 Og da lamanitterne havde passeret højen Ripla og kom ind i dalen og begyndte at krydse floden Sidon, blev den hær, der var skjult syd for højen, og som blev ført af en mand, hvis navn var Lehi, og han førte sin hær frem og omringede lamanitterne bagfra mod øst.

36 Og det skete, at lamanitterne, da de så nefitterne falde over dem bagfra, vendte omkring og begyndte at stride med Lehis hær.

37 Og dødens værk begyndte på begge sider, men det var mest frygteligt på lamanitternes side, fordi deres nøgenhed blev udsat for nefitternes svære slag med deres sværd og deres sabler, hvilket medførte døden ved næsten hvert eneste slag,

38 mens der på den anden side kun nu og da faldt en mand blandt nefitterne for deres sværd og på grund af blodtab, for de var beskyttet på de vigtigste dele af kroppen, eller de vigtigste dele af kroppen var beskyttet mod lamanitternes slag med deres brynjer og deres armskjolde og deres hjelme; og således fortsatte nefitterne dødens værk blandt lamanitterne.

39 Og det skete, at lamanitterne blev rædselsslagne på grund af den store udryddelse blandt dem, endog så meget at de begyndte at flygte hen imod floden Sidon.

40 Og de blev forfulgt af Lehi og hans mænd; og de blev af Lehi drevet ud i Sidons vande, og de krydsede Sidons vande. Og Lehi holdt sine hære tilbage på bredden af floden Sidon, for at de ikke skulle krydse den.

41 Og det skete, at Moroni og hans hær mødte lamanitterne i dalen på den anden side af floden Sidon og begyndte at falde over dem og slå dem ihjel.

42 Og lamanitterne flygtede igen for dem hen imod Mantis land, og de blev igen mødt af Moronis hære.

43 Se, i dette tilfælde kæmpede lamanitterne overordentlig hårdt; ja, aldrig havde man set lamanitterne kæmpe med sådan overordentlig stor styrke og stort mod, nej, end ikke fra begyndelsen.

44 Og de blev ansporet af zoramitterne og amalekitterne, som var deres øverste anførere og ledere, og af Zerahemna, som var deres øverste anfører eller deres øverste leder og hærfører; ja, de kæmpede som drager, og mange af nefitterne blev slået ihjel ved deres hænder, ja, for de huggede mange af deres hjelme midt over, og de gennemborede mange af deres brynjer, og de huggede mange af deres arme af; og således huggede lamanitterne løs i deres rasende vrede.

45 Alligevel var nefitterne ansporet af en bedre sag, for de kæmpede ikke for et monarki, ej heller magt, men de kæmpede for deres hjem og deres friheder, deres hustruer og deres børn og deres alt, ja, for deres gudsdyrkelse og deres kirke.

46 Og de gjorde det, som de følte var den pligt, som de skyldte deres Gud; for Herren havde sagt til dem og også til deres fædre: For så vidt som I ikke er skyldige i den første krænkelse, ej heller den anden, skal I ikke lade jer slå ihjel ved jeres fjenders hænder.

47 Og videre har Herren sagt: I skal forsvare jeres familier, endog til blodsudgydelse. Derfor, af denne årsag, stred nefitterne mod lamanitterne for at forsvare sig selv og deres familier og deres jorder, deres land og deres rettigheder og deres religion.

48 Og det skete, at da Moronis mænd så lamanitternes heftighed og vrede, var de lige ved at vige og flygte for dem. Og Moroni, der fornemmede deres hensigt, sendte bud og ansporede deres hjerte med disse tanker – ja, tankerne om deres jorder, deres frihed, ja, deres frihed fra trældom.

49 Og det skete, at de vendte sig mod lamanitterne, og med én røst anråbte de Herren deres Gud for deres frihed og deres udfrielse af trældom.

50 Og de begyndte at stå imod lamanitterne med kraft; og i den selv samme time, da de anråbte Herren for deres frihed, begyndte lamanitterne at flygte for dem; og de flygtede helt til Sidons vande.

51 Se, lamanitterne var de mest talrige, ja, flere end dobbelt så mange som nefitterne; alligevel blev de drevet tilbage, således at de var samlet i én skare i dalen på bredden af floden Sidon.

52 Derfor var de omringet af Moronis hære, ja, endog på begge sider af floden, for se, mod øst var Lehis mænd.

53 Da nu Zerahemna så Lehis mænd øst for floden Sidon og Moronis hære vest for floden Sidon, og at de var omringet af nefitterne, blev de slået af skræk.

54 Se, da Moroni så deres skræk, befalede han sine mænd, at de skulle holde inde med at udgyde deres blod.