Nefis Første Bog 5
    Footnotes
    Theme

    Kapitel 5

    Sarija beklager sig over for Lehi – Begge fryder sig ved deres sønners tilbagevenden – De bringer slagtofre – Bronzepladerne indeholder Moses’ og de andre profeters skrivelser – Pladerne viser, at Lehi er en efterkommer af Josef – Lehi profeterer om sine efterkommere og pladernes bevarelse. Omkring 600-592 f.Kr.

    1 Og det skete, at efter at vi var kommet ned i ørkenen til vor far, se, da blev han fyldt af glæde, og også min mor, aSarija, blev overordentlig glad, for hun havde virkelig sørget på grund af os.

    2 For hun havde troet, at vi var omkommet i ørkenen; og hun havde også beklaget sig over for min far og fortalt ham, at han var en synsk mand, idet hun sagde: Se, du har ført os ud af vort arveland, og mine sønner er ikke til mere, og vi omkommer i ørkenen.

    3 Og med et sådant sprog havde min mor beklaget sig over for min far.

    4 Og det var sket, at min far talte til hende og sagde: Jeg ved, at jeg er en asynsk mand, for hvis jeg ikke i et bsyn havde set det, der hører Gud til, ville jeg ikke have kendt Guds godhed, men ville være blevet ved Jerusalem og være omkommet sammen med mine brødre.

    5 Men se, jeg har fået et aforjættet land, hvilket jeg fryder mig ved, ja, og jeg bved, at Herren vil udfri mine sønner af Labans hænder og igen bringe dem ned til os i ørkenen.

    6 Og med et sådant sprog trøstede min far, Lehi, min mor, Sarija, angående os, mens vi rejste i ørkenen op til Jerusalems land for at få fat i optegnelsen om jøderne.

    7 Og da vi var kommet tilbage til min fars telt, se, da blev deres glæde fuldkommen, og min mor blev trøstet.

    8 Og hun talte og sagde: Nu ved jeg med vished, at Herren har abefalet min mand at flygte ud i ørkenen, ja, og jeg ved også med vished, at Herren har beskyttet mine sønner og udfriet dem af Labans hænder og har givet dem magt, hvormed de kan budføre det, som Herren har befalet dem. Og med et sådant sprog talte hun.

    9 Og det skete, at de frydede sig overordentligt og bragte aslagtoffer og brændofre til Herren; og de gav btak til Israels Gud.

    10 Og efter at de havde givet tak til Israels Gud, tog min far, Lehi, de optegnelser, der var indgraveret på abronzepladerne, og han granskede dem fra begyndelsen.

    11 Og han så, at de indeholdt de fem amosebøger, som gav en beretning om verdens skabelse og også om Adam og Eva, der var vore første forældre,

    12 og også en aoptegnelse om jøderne fra begyndelsen, helt op til indledningen af Sidkijas, Judas konges, regeringstid,

    13 og også de hellige profeters profetier fra begyndelsen, helt op til indledningen af aSidkijas regeringstid, og også mange profetier, der var blevet talt ved bJeremias’ mund.

    14 Og det skete, at min far, Lehi, også fandt en optegnelse over sine fædres slægt på abronzepladerne, derfor vidste han, at han var efterkommer af bJosef, ja, den samme Josef, som var søn af cJakob, og som blev dsolgt til Egypten, og som blev ebevaret ved Herrens hånd, så han kunne bevare sin far Jakob og hele hans hus mod at omkomme på grund af hungersnød.

    15 Og de blev også aført ud af fangenskab og ud af Egyptens land af den selv samme Gud, som havde bevaret dem.

    16 Og således fandt min far, Lehi, ud af, hvordan hans slægtslinje var. Og Laban var også efterkommer af aJosef, hvorfor han og hans fædre havde ført optegnelserne.

    17 Og se, da min far så alt dette, blev han fyldt af Ånden og begyndte at profetere angående sine efterkommere,

    18 at disse bronzeplader skulle komme ud til alle folkeslag, stammer, tungemål og folk, der var hans efterkommere.

    19 For se, han sagde, at disse bronzeplader aaldrig skulle forgå; ej heller skulle de blive sløret mere af tiden. Og han profeterede meget angående sine efterkommere.

    20 Og det skete, at jeg og min far hidtil havde holdt de befalinger, hvormed Herren havde befalet os.

    21 Og vi var kommet i besiddelse af de optegnelser, som Herren havde befalet os, og havde gransket dem og opdaget, at de var ønskværdige, ja, endog af stor aværdi for os i og med, at vi kunne bbevare Herrens befalinger for vore børn.

    22 Derfor anså Herren det for víst, at vi skulle tage dem med os, mens vi rejste i ørkenen mod det forjættede land.