George Albert Smiths liv og tjenestegerning

En dag i sit virke som præsident for Kirken modtog George Albert Smith et fotografi sammen med et brev, hvori der stod: »Jeg sender dig dette billede, fordi det er en illustration på den mand, vi mener, du er.« Det var et billede af præsident Smith, der snakker med en mor og hendes fire børn. Netop den dag var præsident Smith styrtet af sted for at nå et tog, da en mor stoppede ham i håb om, at hendes børn ville få mulighed for at give hånden til Guds profet. En tilskuer fangede øjeblikket på et billede.

Brevet fortsatte: »Grunden til, at vi skatter dette billede så højt, er, at selv om du havde travlt og på trods af, at du blev skyndet ind i bilen og derpå hen til det ventende tog, så tog du stadig tid til at trykke hvert eneste barn i denne familie i hånden.«¹

Venlige gerninger som denne var karakteristiske for George Albert Smiths liv og tjenestegerning. Hvad enten det var at yde kærlighed og opmuntring til nogen, der kæmpede med sin tro, eller at organisere en enorm velfærdsindsats for at brødføde tusinder af mennesker, levede George Albert Smith ifølge Frelserens befaling: »Du skal elske din næste som dig selv« (Mark 12:31).

De tidlige år, 1870-1890

George Albert Smith blev født den 4. april 1870 som søn af John Henry og Sarah Farr Smith i et beskedent hjem i Salt Lake City. Familien Smith havde en stor arv af tjeneste i Guds rige. George Alberts far tjente senere i De Tolv Apostles Kvorum og i Det Første Præsidentskab. Hans farfar og navnebror, George A. Smith, var profeten Joseph Smiths fætter og var blandt de første sidste dages hellige pionerer, der trådte ind i Salt Lake-dalen i 1847. George A. Smith var også apostel samt rådgiver til præsident Brigham Young. George Alberts oldefar John Smith tjente som Kirkens patriark og som den første stavspræsident i Salt Lake City. Og hans morfar, Lorin Farr, var den første borgmester i Ogden i Utah, og den første stavspræsident i den by.

George Albert Smith elskede og beundrede sine forældre. Han gav sin far æren for at lære ham at række ud til de trængende,², og han berømmede sin mor for de ofre, hun ydede for at opdrage sin familie i evangeliet. »Selv om vi var meget fattige,« mindes han, »og min far var på mission, da jeg var fem år, husker jeg aldrig at have hørt min mor klage, og jeg så hende aldrig udgyde tårer på grund af forholdene omkring hende. Hun kunne få en dollar til at række længere, end nogen andre jeg har kendt …

Da far var væk hjemmefra på mission, tog mor hans plads, og hun var virkelig husets overhoved i hans fravær. Vi passede vore bønner og velsignede maden, og i sygdomstilfælde tilkaldte hun ældsterne, for hun havde stor tro på evangeliets ordinancer. Hun har altid været en omhyggelig tiendebetaler, og så vidt jeg har kunnet se, er der i hendes sind aldrig trængt en tanke ind om, at der måske skulle være en fejl, og at ›Mormonismen‹ ikke skulle være sand. Hun troede på det af hele sin sjæl.«³

George Albert Smith mindedes især sin mor, der lærte ham at bede og stole på Guds svar: »Når jeg tænker på min mors indflydelse, da jeg var en lille dreng, føler jeg ærbødighed og bevæges til tårer … Jeg husker det, som var det i går, da hun tog min hånd, og vi gik op ad trapperne til første sal. Der knælede jeg foran hende og holdt hendes hånd, mens hun lærte mig at bede. Jeg takker Gud for disse mødre, der i deres hjerte har evangeliets ånd og et ønske om at velsigne. Jeg kunne gentage den bøn nu, og det er ganske mange år siden, jeg lærte den. Den gav mig en vished om, at jeg havde en himmelsk Fader og lod mig vide, at han hørte og besvarede bønner. Da jeg blev ældre, boede vi stadig i et toetages træhus, og når vinden blæste hårdt, gyngede det som om, at det ville vælte. Nogle gange var jeg for bange til at kunne sove. Min seng var i et lille værelse, der lå for sig selv, og mange nætter er jeg klatret ud af den og har knælet ned og bedt min himmelske Fader om at passe på huset, bevare det, så det ikke blev slået i stykker, og bagefter kravlet tilbage i min lille seng, lige så sikker på, at jeg ville være beskyttet mod ondt, som hvis jeg havde holdt min himmelske Fader i hånden.«⁴

Da George Albert Smith så tilbage på sin barndom, sagde han:

»Mine forældre boede under meget beskedne forhold, men jeg priser min Skaber og takker ham af hele mit hjerte for at have sendt mig ned i deres hjem.

… Da jeg var dreng, lærte jeg, at dette er Herrens værk. Jeg lærte, at der fandtes profeter, der levede på jorden. Jeg lærte, at den Almægtiges inspiration ville påvirke dem, der levede således, at de kunne nyde godt af den.

… Jeg er taknemlig for min fødselsret, taknemlig for forældre, der underviste mig i Jesu Kristi evangelium og viste eksemplet i deres hjem.«⁵

Den unge George Albert Smith var kendt som en glad, spøgefuld dreng. Venner påskønnede hans muntre natur, og han nød at underholde dem med harmonika, banjo og guitar samt et repertoire af sjove sange. Men han havde også oplevelser, der hjalp ham til udvikle en stærk fornemmelse for ansvarlighed, som var bemærkelsesværdig for hans unge alder. Da George Albert Smith var 12 år gammel, gik han på Brigham Young Academy, hvor han fik et råd, der skulle få en varig indflydelse på hans tilværelse. Han mindedes senere:

»Jeg var så heldig, at en del af min undervisning foregik under dr. Karl G. Maeser, en fremragende underviser, som var grundlægger af vores kirkes fortræffelige skoler … Jeg kan ikke huske meget af det, der blev sagt i det år, jeg var der, men der er én ting, som jeg sikkert aldrig glemmer. Jeg har gentaget det mange gange … Dr. Maeser rejste sig en dag og sagde:

›Ikke alene vil I blive holdt ansvarlige for de ting, I gør, men I vil også blive holdt ansvarlige for de tanker, I har.‹

Som en dreng, der ikke havde opøvet vanen med at kontrollere sine tanker ret meget, var det en stor udfordring, og det bekymrede mig. Det ramte mig faktisk hårdt. Omtrent en uge eller ti dage senere slog det mig pludselig, hvad han havde ment. Jeg kunne se idéen i det. Med ét kom denne udlægning til mig af det, han havde sagt: Selvfølgelig vil du blive holdt ansvarlig for dine tanker, for når dit jordiske liv er forbi, vil det have udgjort summen af dine tanker. Den ene bemærkning har været en stor velsignelse for mig hele mit liv, den har i mange situationer hjulpet mig til at undgå upassende tanker, fordi jeg har indset, at jeg vil være et resultat af mine tanker, når mit livs møje er endt.«⁶

Den unge George Albert påtog sig store ansvar i hjemmet i 1882, da hans far, som havde tjent i De Tolvs Kvorum i to år, blev kaldet som præsident for Den Europæiske Mission. John Henrys fravær krævede, at George Albert hjalp med at forsørge familien. Da han var 13, ansøgte han om at arbejde i en kirkeejet produktionsfabrik og varehus i Salt Lake City, men lederen sagde, at de ikke havde råd til at ansætte nogen. George Albert svarede, at han ikke bad om at få løn, kun at arbejde. Han tilføjede: »Jeg ved, at hvis jeg er noget værd, får jeg betaling.«⁷ Hans positive holdning gav bonus i form af en stilling som fabriksarbejder for $2,50 om ugen, og hans stærke arbejdsmoral hjalp ham snart til forfremmelse til bedre stillinger i fabrikken.

Da han var 18, fandt han arbejde i en landmålingsekspedition for jernbanen. Mens han arbejdede med det, skadede solens blændende lys på ørkensandet hans øjne. Det forårsagede en varig skade på George Alberts syn, som gjorde det vanskeligt for ham at læse og forvoldte ham ubehag resten af livet.

Missionsmarken og ægteskab, 1891-1894

I september 1891 kaldte præsident Wilford Woodruff George Albert Smith til at tjene på en kortvarig mission i det sydlige Utah. Hans særlige opgave var at arbejde med Kirkens unge i området. I de næste fire måneder hjalp han og hans kammerat med at oprette ungdomsorganisationer i stave og menigheder, talte ved utallige møder og opmuntrede de unge til at efterleve Kirkens standarder.

Ved sin hjemkomst fra sin mission fortsatte George Albert med at gøre kur til sin barndomskæreste, Lucy Woodruff, barnebarn til præsident Wilford Woodruff. De var vokset op som naboer, og Lucy havde lagt mærke til, at George Alberts karaktertræk udviklede sig. Hun skrev sin beundring for ham i sin dagbog: »I aften trækker jeg mig tilbage med et taknemligt hjerte over for Gud … og beder til, at han må give mig styrke til i højere grad at fortjene den kærlighed fra en, som jeg fuldt og fast tror på er en af de fineste unge mænd, der nogensinde har levet på jorden. Hans godhed og venlighed får mine tårer til at presse sig på.«⁸

Men Lucy havde selv mange beundrere, og nogle af dem var meget velstående og tilbød hende overdådige gaver. George Albert tiltrak derimod Lucy på grund af hans hengivenhed for Herren. Han skrev til hende: »Hvis du er interesseret i at gifte dig med en for pengenes skyld, bliver det ikke mig, for jeg har for længe siden besluttet, at jeg ikke vil vie mit liv eller min tid til at tjene penge, men derimod at tjene Herren og hjælpe hans børn i denne verden.«⁹ Lucy foretog sit valg, og den 25. maj 1892 blev hun og George Albert viet i templet i Manti i Utah. George Alberts far udførte ceremonien. Den dag gav Lucy sin mand en lille medaljon med et billede af sig selv indeni. Han opbevarede medaljonen på sin kæde til lommeuret, hvor det hang nær hans hjerte, og bar det næsten hver dag resten af sit liv.¹⁰

De nygifte havde mindre end en måned sammen, før George Albert tog af sted på endnu en mission, denne gang på en forkyndende opgave i de sydlige stater i USA. Selv om de vidste, at hans afrejse var umiddelbart forestående – kaldet var kommet tre uger, før de blev viet – var adskillelsen stadig vanskelig. De blev begge ovenud lykkelige, da Lucy fire måneder senere blev kaldet til at tjene ved sin mands side på missionskontoret, hvor ældste Smith for nylig havde fået til opgave at tjene som missionssekretær.

Præsidenten for Sydstaternes Mission var J. Golden Kimball, der samtidig tjente som halvfjerdser. To gange i løbet af ældste Smiths tjenesteperiode måtte præsident Kimball forlade missionen for at varetage vigtige sager hjemme i Salt Lake City – første gang kort efter ældste Smith blev missionssekretær og igen omkring et år senere. I begge tilfælde overlod præsident Kimball det enorme ansvar at lede og administrere missionen til ældste Smith og kom med støtte og råd via utallige breve. Alt i alt tjente ældste Smith som fungerende præsident for missionen i omtrent et år og fire måneder. Det bekymrede præsident Kimball at være væk så længe, men han havde tillid til sin unge assistent. Han skrev i et brev til ældste Smith: »Jeg tror, at min evne til at skelne og min intelligens, hvor begrænset den end måtte være, gør mig i stand til at værdsætte din retskaffenhed og værd, hvilket jeg forsikrer dig for, at jeg gør.«¹¹ I et andet brev skrev han: »Lad altid denne tanke være fremherskende: at jeg værdsætter din indsats, tjenstiver og gode ånd.«¹²

Præsident Kimball havde mange muligheder for at være vidne til ældste Smiths tjenstiver og gode ånd. Ved en lejlighed rejste de sammen og var blevet inviteret til at tilbringe natten i et lille bjælkehus. George Albert Smith mindedes senere:

»Ved midnatstid blev vi vækket af et forfærdeligt skrigeri og råben udefra. Stygt sprog fyldte vore ører, da vi satte os op i sengen for at gøre os bekendt med situationen. Det var en måneklar nat, og vi kunne se en masse mennesker udenfor. Præsident Kimball sprang op og begyndte at trække i tøjet. Mændene hamrede på døren og beordrede med det værste sprog mormonerne til at komme ud, og at de ville skyde dem. Præsident Kimball spurgte mig, om jeg ikke skulle op og i tøjet, og jeg sagde nej, jeg ville blive i sengen, jeg var sikker på, at Herren ville tage hånd om os. I løbet af få sekunder var rummet fyldt med skud. Pøbelen havde tilsyneladende delt sig i fire grupper og skød ind ad husets hjørner. Splinter fløj om ørerne på os i alle retninger. Der var et øjebliks stilhed, og så blev der affyret en ny salve skud, og flere splinter fløj omkring. Jeg følte overhovedet ingen frygt. Jeg var meget rolig, som jeg lå der og var udsat for en af de mest forfærdelige begivenheder i mit liv, men jeg var sikker på … at Herren ville beskytte mig, og det gjorde han.

Tilsyneladende mistede flokken modet og forsvandt. Da vi åbnede døren næste morgen, lå der et stort bundt tunge valnøddekæppe, som pøbelen i Syden plejede at bruge til at banke missionærerne med.«¹³

År senere fortalte George Albert Smith om denne oplevelse til sine børnebørn for at lære dem om tillid til Herren. »Jeg ønsker at indprente i jer,« sagde han, »at Herren tager hånd om jer i farefulde stunder, hvis I giver ham muligheden.«¹⁴

Familielivet

George Albert og Lucy blev afløst fra deres mission i juni 1894. Få måneder efter deres hjemkomst til Salt Lake City, fik Lucy en velsignelse af sin farfar, præsident Wilford Woodruff, som lovede hende, at hun skulle føde børn. Den 19. november 1895 fødte hun en datter, som de kaldte Emily, og fire år senere endnu en datter, Edith. Deres sidste barn, George Albert jun. blev født i 1905.

George Albert Smith var en hengiven far, der blev forgudet af sine børn. Edith skrev om ham: »For mig havde min far alle de egenskaber, der gør en far elsket af sin datter. Han indfriede alle mine forventninger til en fars rolle.« Hvad der gjorde særligt indtryk på børnene var den måde, hvorpå George Albert behandlede sin elskede hustru. »Fars hengivenhed og hensynsfuldhed over for mor var smuk,« skrev Edith. »Han gik aldrig glip af en mulighed for at vise sin påskønnelse af hende. Alt, hvad de gjorde, gjorde de sammen, efter veltilrettelagte planer og samarbejde. Hun var dyrebar for ham … Skønt vi alle beundrede mor, er jeg sikker på, at hans betænksomhed og ømhed over for hende, gjorde hende endnu mere elsket hos os børn.«¹⁵

Som far prøvede George Albert Smith oprigtigt at hjælpe sine børn med at opleve den glæde, han følte ved at efterleve evangeliet. En juledag, efter gaverne var blevet åbnet, spurgte han sine små døtre, hvordan de ville have det med at forære noget af deres legetøj væk til børn, der ikke havde fået nogen julegaver. Eftersom de netop havde fået nyt legetøj, blev pigerne enige om, at de kunne forære noget af deres gamle legetøj væk til de trængende børn.

»Kunne I ikke godt tænke jer også at forære dem noget af det nye?« foreslog George Albert blidt.

Døtrene tøvede, men til sidst blev de enige om at give afkald på et eller to stykker nyt legetøj. George Albert tog derpå pigerne med til det hjem, han havde i tankerne, og de afleverede gaverne. Denne oplevelse var så opløftende, at da de gik, sagde en af pigerne opstemt: »Lad os gå hjem og hente resten af legetøjet til dem.«¹⁶

De Tolv Apostles Kvorum, 1903-1945

Tirsdag den 6. oktober 1903 havde George Albert Smith en travl dag på arbejdet og kunne ikke overvære generalkonferencens møder den dag. På det tidspunkt, da han forlod kontoret, var konferencens eftermiddagsmøde næsten slut, så han begyndte at tage hjemad med planer om at tage børnene med til et marked.

Da han kom hjem, blev han overrasket over at finde en flok besøgende, hvor en trådte frem og ønskede ham varmt tillykke.

»Hvad drejer alt det her sig om?« spurgte han.

»Ved du ikke det?« svarede hun.

»Hvad ved jeg ikke?«

»Jamen, du er blevet opretholdt som medlem af De Tolv Apostles Kvorum!« udbrød gæsten.

»Det kan ikke være rigtigt,« sagde George Albert. »Det må være en fejl.«

»Jeg hørte det selv,« svarede hun.

»Det må have været en anden Smith,« sagde han. »Det er ikke blevet nævnt med ét ord over for mig, og jeg kan ikke tro, det er sandt.«

Forvirret vendte gæsten tilbage til Tabernaklet for at finde ud af, om hun tog fejl. Der fik hun at vide, at hun havde ret – George Albert Smith var det seneste medlem af De Tolv Apostles Kvorum.¹⁷

Hans datter Emily mindedes senere den scene hjemme hos dem: »Det virkede som om, at hele Tabernaklet strømmede hen over græsplænen og ind i vores hus og græd og kyssede mor. De sagde alle sammen, at far var apostel, og vi tænkte, at det værste, der overhovedet kunne hænde én, måtte være at blive apostel.«

Selv efter, at nyheden var blevet bekræftet, besluttede George Albert, at han stadig ville tage sine døtre med til marked som lovet, »selv om han ikke så meget af det,« husker Emily. »Han tilbragte al tiden med ryggen mod muren og talte med mennesker.«¹⁸

To dage senere, den 8. oktober 1903, blev George Albert Smith ordineret til apostel i et af de øvre værelser i templet i Salt Lake City af præsident Joseph F. Smith. Efter ordinationen blev han opfordret til at fortælle om sine følelser til de tilstedeværende medlemmer af De Tolvs Kvorum. »Jeg føler mig svag og mangler dømmekraft i sammenligning med mere modne mænd,« sagde han, »men mit hjerte er ret, og jeg ønsker oprigtigt fortsat fremgang i Herrens værk … Jeg har et levende vidnesbyrd om dette værks guddommelighed. Jeg ved, at evangeliet er kommet til jorden under ledelse og vejledning af Herren selv, og at de, der er udvalgt til at præsidere, virkelig var og er hans tjenere. Jeg ønsker og beder til, at jeg må leve rent og ydmygt, så jeg kan være berettiget til Åndens tilskyndelser og formaninger til at vejlede mig resten af livet.«¹⁹

George Albert Smith tjente i De Tolv Apostles Kvorum i næsten 42 år, herunder 2 år som præsident for kvorummet. I den tid udførte han mange opgaver og velsignede mennesker rundt om i verden på utallige måder.

Fortæller om evangeliet og skaber Kirken venner

Ældste Smith var et naturtalent med hensyn til at få mennesker til at føle sig godt tilpas og gøre fjender til venner. En lokal forretningsmand, som ikke var medlem af Kirken, sagde om ham til hans begravelse: »Han var en mand, der var let at lære at kende. Han var en mand, man bare gerne ville kende. Hans venlige smil, hans hjertelige håndtryk og varmen i hans hilsen fik én til dybt i sit hjerte, at føle oprigtigheden i hans venskab til én og til hans medmennesker.«²⁰

Dette talent var værdifuldt på et tidspunkt, hvor Kirken stadig var meget ukendt rundt om i verden, og som mange var mistænksomme overfor. Da han engang udførte en opgave i West Virginia, fandt han ud af, at lokale embedsmænd havde truet med at arrestere enhver, der blev taget i at forkynde mormonismen. Ældste Smith mødtes med byrådssekretæren, hr. Engle, i et forsøg på at ændre den politik. Han skrev senere i sin dagbog: »Da jeg mødte hr. Engle, var han til at begynde med meget stejl i sin optræden og informerede mig studst om, at vi ikke ville blive tålt i den by … Jeg fortalte ham, at jeg mente, at han var fejlinformeret og ville gerne sætte mig ned med ham og få en lille snak … Vi tilbragte nogen tid med at tale om mormonismen. Han var tøet væsentligt op, før jeg forlod ham, og han trykkede min hånd og gav mig sit kort. Jeg gik derfra med en følelse af at have fjernet nogle fordomme.«²¹ Tre dage senere aflagde ældste Smith ham endnu et besøg og efterlod denne gang en Mormons Bog hos ham.²²

Ældste Smith så altid efter muligheder for at tale med mennesker om Kirken. Når som helst hans opgaver krævede, at han rejste, tog han Mormons Bøger, kirketidsskrifter og anden kirkelitteratur med sig, som han håbede at kunne forære væk. Eftersom Mormons Bog bærer et stærkt vidnesbyrd om Jesus Kristus, anså ældste Smith den for en ideel julegave og sendte ofte eksemplarer til venner af andre trosretninger og selv til prominente mennesker, han aldrig havde mødt.²³ I et brev, der fulgte med en sådan julegave, skrev han: »Om nogle få dage fejrer den kristne verden Frelserens fødsel, og det er sædvane i denne tid at huske vore venner. Jeg stoler derfor på, at De vil modtage en Mormons Bog af mig … I den tro, at De bliver glad for at få den i Deres bibliotek, sender jeg den til Dem som en julegave.«

Han modtog følgende svar: »Bogen får sin plads på vore hylder og bliver læst fra første til sidste side med fordomsfri grundighed. Den kan ikke undgå at udvide synspunkter og øge tolerancen hos alle, der læser den tankefuldt.«²⁴

Engagement i lokalsamfundet

Ældste Smith opmuntrede kirkemedlemmer til at engagere sig i deres lokalsamfund og anvende deres indflydelse til at forbedre forholdene i verden. Selv engagerede han sig i adskillige borgerorganisationer trods sin krævende kaldelse som generalautoritet. Han blev valgt til formand for International Irrigation Congress (Det internationale selskab for kunstvanding) og Dry Farming Congress (Selskab for tørt landbrug), og han blev valgt i seks perioder som næstformand i National Society of the Sons of the American Revolution (Foreningen for mandlige efterkommere af deltagere i den amerikanske uafhængighedskrig). Som en stærk tilhænger af luftfart som en mere effektiv måde for generalautoriteter at udføre deres rejseopgaver på, virkede ældste Smith i bestyrelsen for Western Air Lines. Han var også aktivt involveret i Boy Scouts of America (USA’s drengespejdere), og i 1934 fik han tildelt Sølvbøffelen, spejdernes højeste anerkendelse. I årene efter første verdenskrig tjente han som formand for Utahs armenske og syriske hjælpekampagne og som statens repræsentant ved International Housing Convention (International genhusningsorganisation), hvis formål det var at finde husly for krigens hjemløse.²⁵

Før sit kald som apostel havde George Albert været aktiv i politik og deltog oprigtigt i kampagner for sager og kandidater, som han følte ville forbedre samfundet. Da han først var blevet generalautoritet, aftog hans engagement i politik, men han talte stadig godt for sager, som han troede på. Fx hjalp han i 1923 med at introducere en lov i staten Utahs lovgivende forsamling, der førte til opførelsen af et sanatorium for tuberkulosepatienter.²⁶

Ældste Smiths medfølelse for andre var især tydelig i hans tjeneste som formand for Society for the Aid of the Sightless (Foreningen for hjælp til blinde), et embede han besad fra 1933 til 1949. Som én, der selv led af synsnedsættelse, havde ældste Smith en særlig sympati for de blinde. Han tilså udgivelsen af Mormons Bog med blindeskrift, og han indførte et program, der kunne hjælpe blinde mennesker, med at lære at læse braille og tilpasse sig deres handicap på andre måder. Hans indsats gjorde ham elsket af dem, han tjente. Et medlem af Foreningen for hjælp til blinde udtrykte sin påskønnelse gennem et digt, som blev præsenteret for ældste Smith på hans 70-års fødselsdag:

Når livet slår hårdt med stormfulde hænder,
og bitre tårer falder,
når den venneløse vinter isner min sjæl,
og tomme ekkoer kalder –
da drejer jeg med ivrigt håb,
skønt udmattet og haltende, mine skridt
for at finde et forstående hjerte,
hvor der brænder en varmende ild –
et hjerte, hvor mild visdom dvæler,
medfølende og venlig,
hvis tro på Gud og mennesket har lært
en lignende tro på de blinde …

Skønt hans milde og kærlige ansigt
vi ikke kan se i det fjerne,
ser vi den nådefulde visdom
fra hans forstående hjerte.
Vi føler en fred i hans sjæl,
og finder da en fred i vores indre.
Vi hører hans tavse bøn, der siger,
vi ikke vandrer alene.
Hans tro på os giver styrke,
når vi trasker ad usynlige stier,
med vores sjæl opløftet af en mand,
der i partnerskab med sin Gud forbli’r.27

Personlig sygdom og andre prøvelser

I størstedelen af sit liv havde George Albert ikke noget specielt godt helbred. Selv om han nød at svømme, ride og andre fysiske aktiviteter, havde han et skrøbeligt og ofte svageligt legeme. Udover sine kroniske øjenproblemer led ældste Smith af mave- og rygsmerter, konstant træthed, hjerteproblemer og mange andre lidelser livet igennem. Stress og pres fra hans mange ansvar krævede også sin pris, og til at begynde med var han uvillig til at sænke sit høje tempo for at skåne helbredet. Som følge heraf kæmpede han fra 1909 til 1912 mod en så alvorlig sygdom, at den holdt ham sengeliggende og forhindrede ham i at udføre sine pligter i De Tolvs Kvorum. Det var en tid fuld af prøvelser for ældste Smith, som desperat ønskede at genoptage sin tjeneste. Faderens død i 1911 og et alvorligt anfald af influenza hos hans hustru gjorde ældste Smiths helbredelse endnu vanskeligere.

År senere fortalte han følgende oplevelse, som han havde i denne periode:

»For en del år siden var jeg alvorligt syg. Faktisk tror jeg, at alle undtagen min hustru havde opgivet mig … Jeg blev så svag, at jeg knapt kunne bevæge mig. Det var en tidskrævende og udmattende anstrengelse blot at vende mig i sengen.

En dag mistede jeg under disse omstændigheder bevidstheden og oplevede, at jeg befandt mig på den anden side af sløret. Jeg fandt mig selv stående med ryggen til en stor, smuk sø og så hen mod en stor skov. Der var ingen mennesker at se, og der var ingen båd på søen eller noget andet at se, som kunne antyde, hvordan jeg var kommet dertil. Jeg var klar over, eller syntes at være klar over, at jeg havde afsluttet min gerning i dødeligheden og var kommet hjem …

Jeg gik i gang med at undersøge omgivelserne, og i skoven fandt jeg en sti, som syntes næsten ubenyttet og overgroet med græs. Jeg fulgte denne sti, og efter jeg havde gået nogen tid og var kommet et godt stykke vej gennem skoven, så jeg en mand komme gående imod mig. Jeg kunne se, at han var en meget stor mand, og jeg satte farten op, fordi jeg genkendte ham som min bedstefar (George A. Smith). Da han levede, vejede han over 135 kg, så I kan forstå, at han var en stor mand. Jeg husker, hvor lykkelig jeg var over at se ham. Jeg var blevet opkaldt efter ham, og jeg havde altid været stolt af det.

Da bedstefar var en meter eller to fra mig, standsede han. Det var som en indbydelse til mig om også at standse. Og så – og det vil jeg gerne have, at I drenge og piger og unge aldrig glemmer – så han meget alvorligt på mig og sagde:

›Jeg ønsker at vide, hvad du har gjort ved mit navn?‹

Alt, hvad jeg nogensinde havde gjort passerede revy for mig som en række billeder på et lærred – alt, hvad jeg havde foretaget mig. Meget hurtigt nåede dette livagtige tilbageblik tilbage til det øjeblik, hvor jeg stod der. Hele mit liv var passeret forbi mig. Jeg smilede og så på min bedstefar og sagde:

›Jeg har aldrig gjort noget med dit navn, som du behøver at skamme dig over.‹

Han trådte frem og tog mig i sine arme, og idet han gjorde det, blev jeg igen bevidst om mine jordiske omgivelser. Min pude var så våd, som var der blevet hældt vand på den – våd af taknemlighedstårer over, at jeg kunne svare uden at skamme mig.

Jeg har mange gange tænkt på dette, og jeg ønsker at fortælle jer, at jeg siden dengang mere end nogensinde før har prøvet at tage vare på det navn. Derfor ønsker jeg at sige til jer drenge og piger, til jer unge mænd og piger, til Kirkens unge og overalt i verden: Ær jeres far og mor. Ær det navn, I bærer.«²⁸

Endelig begyndte ældste Smith at genvinde sin styrke, og han kom ud af sin prøvelse med en fornyet taknemlighed for sit vidnesbyrd om sandheden. Han fortalte under en efterfølgende generalkonference de hellige: »Jeg har i de seneste år levet i dødsskyggens dal og har været så nær den anden side, at jeg er overbevist om, at jeg ikke uden en særlig velsignelse fra min himmelske Fader kunne være blevet her. Men ikke et eneste øjeblik var mit vidnesbyrd om, at min himmelske Fader havde velsignet mig, sløret. Jo nærmere jeg kom på den anden side, des større blev min overbevisning om, at evangeliet er sandt. Nu, hvor mit liv er blevet sparet, glæder jeg mig over, at jeg ved, at evangeliet er sandt, og af hele min sjæl takker jeg min himmelske Fader for, at han har åbenbaret det for mig.«²⁹

Forskellige fysiske sygdomme og anden modgang ramte fortsat ældste Smith de følgende år. Han fik sin måske største prøvelse i årene 1932 til 1937, hvor hans hustru fik lede- og nervegigt. Hun led store smerter og krævede fra 1937 næsten konstant pleje. Så tog et hjerteanfald i april 1937 næsten livet af hende og gjorde hende endnu svagere end før.

Skønt ældste Smith hele tiden bekymrede sig om Lucy, fortsatte han med at udføre sine pligter, så godt han kunne. Den 5. november 1937 talte han ved en vens begravelse, og da han satte sig efter sin tale, gav én ham en seddel, hvor der stod, at han straks skulle komme hjem. Han skrev senere i sin dagbog: »Jeg forlod straks kirkebygningen, men min elskede hustru havde taget sit sidste åndedrag, før jeg nåede hjem. Hun gik bort, mens jeg talte ved begravelsen. Jeg er blevet frataget en hengiven medhjælper og bliver ensom uden hende.«

Lucy og George Albert havde været gift i lidt over 45 år ved hendes død. Hun blev 68 år. Selv om ældste Smith inderligt savnede sin hustru, vidste han, at adskillelsen kun var midlertidig, og denne viden bragte ham styrke. »Skønt min familie er i dyb sorg,« skrev han »trøstes vi ved forvisningen om en genforening med mor, hvis vi forbliver trofaste. Hun har været en hengiven, hjælpsom og hensynsfuld hustru og mor. Hun har i seks år lidt på den ene eller den anden måde, og jeg er sikker på, at hun er lykkelig sammen med sin mor og andre, hun holder af, på den anden side … Herren er yderst god og har fjernet alle de dårlige følelser om hendes død, hvilket jeg er overordentlig taknemlig for.³⁰

Præsident for Den Europæiske Mission

I 1919 kaldte præsident Heber J. Grant, der for nylig var blevet opretholdt som præsident for Kirken, ældste Smith til at præsidere over Den Europæiske Mission. I en generalkonferencetale blot dage før sin afrejse sagde ældste Smith:

»Jeg vil gerne sige til jer, mine brødre og søstre, at jeg betragter det som en ære – nej, mere end en ære, jeg betragter det som en meget stor velsignelse – at Herren har oprejst mig fra den svage tilstand, jeg befandt mig i for kort tid siden, og har bragt mig i en sådan helbredstilstand, at brødrene har følt, at det er muligt for mig at udføre en mission i et fremmed land …

På onsdag forventer jeg at tage toget til kysten og derpå krydse havet til det område, hvortil jeg er blevet kaldet. Jeg takker Gud for muligheden for at tage af sted. Jeg er taknemlig for, at kundskaben om denne sandhed er kommet ind i min sjæl.«³¹

På det tidspunkt var Europa stadig ved at komme på fode efter første verdenskrig, som var sluttet blot få måneder før. På grund af krigen var antallet af missionærer i Europa meget lavt, og en af ældste Smiths opgaver var at øge det antal. Den stramme økonomi i efterkrigstidens Europa gjorde imidlertid, at regeringerne var uvillige til at udstede de nødvendige visa. For at gøre tingene værre var der stadig store misforståelser af og fordomme mod de sidste dages hellige. For at forbedre Kirkens image mødtes ældste Smith med adskillige regeringsembedsmænd og andre prominente personer. Som forklaring på formålet med missionærerne i Europa og over hele verden sagde han ofte: »Bevar alt det gode, I har, bevar alt det, Gud har givet jer, og som beriger jeres liv, og lad derpå os dele noget med jer, der supplerer jeres lykke og øger jeres tilfredshed.«³² Ifølge en af de missionærer, der tjente under ham, »vandt han ved sin myndige, venlige måde deres agtelse og venskab og sikrede sig tilladelser vedrørende missionærerne, som tidligere havde været nægtet dem«.³³

Ved slutningen af hans tjeneste i 1921 havde ældste Smith haft held til at øge antallet af missionærer i Europa og ændre nogle misopfattelser om de sidste dages hellige. Han havde også skaffet Kirken venner, og han bevarede kontakten til dem via brev i mange år fremover.

Bevarelse af kirkehistoriske steder

Ældste Smith elskede at fortælle andre om Kirken og de store begivenheder i dens historie. Gennem hele sit virke gjorde han meget for at bidrage med at bevare dens historie ved at skabe monumenter og på anden måde markere steder af interesse for Kirkens historie. Som en af hans medbrødre skrev: »Han troede på, at ved at drage den yngre generations opmærksomhed mod deres forfædres bedrifter, ville han yde en vigtig tjeneste.«³⁴

Som ung apostel tog han til Palmyra i New York og forhandlede købet af Joseph Smith seniors gård i Kirkens navn. Mens han var i New York, besøgte han også en mand ved navn Pliny Sexton, som ejede Cumorahøjen, det sted hvor Joseph Smith fik guldpladerne. Hr. Sexton var uvillig til at sælge stedet til Kirken, men han og ældste Smith blev ikke desto mindre venner. Delvis takket være det gode forhold, ældste Smith bevarede med hr. Sexton, blev Kirken til sidst i stand til at købe grunden og indvie et monument der.

I 1930, hundredåret for Kirkens organisering, hjalp ældste Smith med at grundlægge Utah Pioneer Trails and Landmarks Association (Utahs forening for pionerruten og mindesmærker) og blev valgt som foreningens første formand. I løbet af de næste 20 år placerede denne organisation over 100 monumenter og mindesten, hvoraf mange var et minde om pionerernes rute til Salt Lake-dalen. Ældste Smith ledte indvielsen af de fleste af disse monumenter.³⁵

Som forklaring på Kirkens interesse i historiske steder, skrev han: »Det har været skik at bygge monumenter til ære for mennesker, for at mindet om dem kan blive bevaret. Store begivenheder er også blevet permanent grundfæstet i menneskers sind ved at bygge monumenter … Der er mange forhold af interesse, der glemmes, og mennesker har følt, at det var ønskeligt at markere dem på en særlig måde, så de, der følger efter, bliver gjort opmærksomme på de vigtige begivenheder.«³⁶

Som én, hvis farfar havde vandret til Utah sammen med pionererne, følte ældste Smith en dyb respekt for disse tidlige kirkemedlemmer, som havde ofret så meget for deres tro. I en tale til Hjælpeforeningen fortalte han følgende oplevelse, som han havde, mens han fulgte håndkærrepionerernes rute:

»Vi kom til den del af ruten, hvor så mange liv var gået tabt i Martins håndkærrekompagni. Vi fandt så tæt ved, som vi kunne, det sted, hvor de havde slået lejr. Efterkommerne fra det kompagni var der for at bistå med anbringelsen af et mindesmærke. Dernæst kom vi til Rock Creek. Der havde vi året før anbragt et midlertidigt mindesmærke. På netop det tidspunkt af året voksede der smukke, vilde blomster overalt, der var overdådigt med vilde iris, og deltagerne i selskabet plukkede nogle af disse blomster og lagde dem forsigtigt på en dynge sten, der var blevet stablet op året før … Her var 15 medlemmer af denne kirke blevet begravet i én grav efter at være omkommet af sult og kulde.

I ved, at der er tidspunkter og steder, hvor vi synes at komme nærmere vor himmelske Fader. Da vi sad rundt om bålet i den lille dal i Rock Creek, hvor Willies håndkærrekompagni var gået katastrofen i møde – vi, der var efterkommere af pionererne, af dem, der havde krydset sletterne i sommerheden og vinterkulden – blev der fortalt om vore forfædres oplevelser … Det var en dejlig stund. Historien gentog sig for vores skyld.

… Det forekom mig, at vi var i selve deres nærvær, som havde givet alt, så vi kunne få evangeliets velsignelser. Det syntes som om, at vi følte Herrens nærvær.

Da vi gik derfra, efter vi havde udgydt vore tårer – for jeg tvivler på, at der var et tørt øje i gruppen på 30-40 mennesker – havde den påvirkning, der kom som følge af dette lille møde, rørt vores hjerte, og en af de gode søstre greb mig i armen og sagde: ›Bror Smith, jeg vil blive en bedre kvinde fra nu af.‹ Denne kvinde … er en af de bedste kvinder, men jeg tror, at hun blev rørt over, ligesom de fleste af os sandsynligvis blev, at vi på visse punkter følte, at vi ikke havde levet op til det ideal, der burde have været i vores sjæl. De mennesker, der var begravede der havde ikke blot ofret tid, men de havde givet livet selv som bevis på deres tro på guddommeligheden i dette værk …

Hvis medlemmerne i denne organisation (Hjælpeforeningen) er ligeså trofaste, som de, der ligger begravet på sletterne, og som mødte deres problemer med tro på Herren, øger I jeres bedrifter, og en kærlig Faders gunst vil tilflyde jer og jeres.«³⁷

Kirkens præsident, 1945-1951

Tidligt om morgenen den 15. maj 1945, mens ældste Smith kørte i tog i det østlige USA, blev han vækket af en jernbanefunktionær med en besked: Præsident Heber J. Grant, der var Kirkens præsident på det tidspunkt, var gået bort. Ældste Smith skiftede tog så hurtigt, han kunne, og vendte tilbage til Salt Lake City. Blot nogle få dage senere blev George Albert Smith, som seniormedlem af De Tolv Apostles Kvorum, indsat som den ottende præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Under sin første generalkonferencetale som Kirkens præsident sagde han til de hellige, som netop havde opretholdt ham: »Jeg spekulerer på, om nogen anden her føler sig så svag og ydmyg, som den mand, der står foran jer.«³⁸ Han udtrykte lignende følelser over for sin familie: »Jeg har ikke ønsket denne kaldelse. Jeg har ikke følt mig i stand til at udfylde den. Men den er kommet til mig, og jeg vil udfylde den efter allerbedste evne. Jeg ønsker, at I alle skal vide, uanset hvad I laver i Kirken, fra hjemmelærer til at præsidere over en stav, at hvis I yder efter allerbedste evne, er jeres kaldelse lige så vigtig som min.«³⁹

Der var mange, som følte, at præsident Smiths talenter passede perfekt til hans kaldelse. En af generalautoriteterne gav udtryk for denne tillid kort efter præsident Smiths opretholdelse: »Det siges ofte, at Herren har opfostret en særlig mand til at udføre en særlig mission … Jeg skal ikke kunne sige, hvilken særlig mission præsident George Albert Smith har foran sig. Men jeg ved dog dette, at der på dette særlige tidspunkt i verdenshistorien aldrig har været så meget brug for kærlighed mellem brødrene, som der er i dag. Endvidere ved jeg dette, at jeg ikke er bekendt med noget menneske, der elsker den menneskelige familie samlet og enkeltvis dybere, end præsident George Albert Smith gør.«⁴⁰

Hjælp til de trængende i kølvandet på anden verdenskrig

Anden verdenskrig sluttede blot måneder efter George Albert Smith blev Kirkens præsident. Krigen havde medført tusinder af hjemløse og fattige i Europa, og præsident Smith iværksatte hurtigt Kirkens velfærdsressourcer for at tilvejebringe hjælp. Præsident Gordon B. Hinckley sagde senere om denne indsats: »Jeg var en af dem, der arbejdede flere nætter på Welfare Square her i Salt Lake City med at laste varer på togvogne, som transporterede fødevarer til den havn, hvorfra de blev sejlet over havet. Da templet i Schweiz skulle indvies (i 1955), kom mange af de tyske hellige til templet, og jeg hørte nogle af dem, med tårer løbende ned ad kinderne, udtrykke stor taknemlighed for de fødevarer, der havde reddet deres liv.«⁴¹

Præsident Smith vidste også, at der var store åndelige behov blandt verdens mennesker i kølvandet på en så ødelæggende krig. Han tog derfor skridt til at reorganisere missioner i lande, hvor krigen havde afbrudt missioneringen, og han opmuntrede de hellige til at efterleve fredens evangelium i deres eget liv. »Det bedste bevis for taknemlighed på dette tidspunkt,« sagde han kort efter krigens afslutning, »er at gøre alt, hvad vi kan for at bringe lykke til denne triste verden, for vi er alle vor Faders børn, og vi er alle forpligtede til at gøre denne verden til et lykkeligere sted, fordi vi har levet i den.

Lad os vise venlighed og hensynsfuldhed over for alle, der har brug for det, og ikke glemme dem i nød, og i en tid, hvor vi glæder os over fred, lad os da ikke glemme dem, der har måttet afgive deres kære som en del af fredens pris …

Jeg beder til, at mennesker må vende sig til Gud og være lydige mod hans veje og derved redde verden fra yderligere kampe og ødelæggelse. Jeg beder til, at den fred, der kun kan komme fra vor himmelske Fader, må bo i hjertet og i hjemmet hos alle dem, der sørger.«⁴²

Større muligheder for at fortælle om evangeliet

Præsident Smith fortsatte med at fortælle andre om evangeliet ved enhver lejlighed, og disse muligheder blev større i hans nye kaldelse. I maj 1946 blev præsident Smith den første af Kirkens præsidenter, der besøgte de hellige i Mexico. Udover at mødes med kirkemedlemmer og tale ved en større konference mødtes præsident Smith også med adskillige højtstående embedsmænd i Mexico og talte med dem om det gengivne evangelium. Under et besøg med den mexicanske præsident Manuel Camacho forklarede præsident Smith og hans selskab: »Vi kommer med et særligt budskab til Dem og Deres folk. Vi er her for at fortælle Dem om Deres forfædre og om Jesu Kristi gengivne evangelium … Vi har en bog, der … fortæller om en stor profet, som sammen med sin familie og andre forlod Jerusalem 600 år før Kristus, og kom til … dette storslåede land Amerika, for dem kendt som ›et forjættet land, et land, der er mere udsøgt end alle andre lande‹. Denne Mormons Bog fortæller os også om Jesu Kristi besøg på dette fastland, og at han organiserede sin kirke og valgte sine tolv disciple.«

Præsident Camacho, der udtrykte respekt og beundring for de sidste dages hellige, der boede i hans land, blev meget interesseret i Mormons Bog og spurgte: »Er det muligt, at jeg kan få en Mormons Bog? Jeg har aldrig før hørt om den.« Præsident Smith gav ham derpå en læderindbunden bog på spansk med en liste over skriftsteder af særlig interesse forrest i den. Præsident Camacho sagde: »Jeg vil læse hele bogen, for det er af stor interesse for mig og mit folk.«⁴³

Festligholdelse af hundredåret for pionerernes ankomst

Et af højdepunkterne i George Albert Smiths seks år som Kirkens præsident kom i 1947, da Kirken fejrede hundredåret for pionerernes ankomst i Salt Lake-dalen. Præsident Smith tilså festligholdelsen, som tiltrak sig national opmærksomhed og kulminerede med indvielsen af monumentet This Is the Place (Dette er stedet) i Salt Lake City, nær det sted, hvor pionererne i sin tid trådte ind i dalen. Siden 1930 havde præsident Smith været involveret i at planlægge et mindesmærke til ære for pionerernes bedrifter og tro. Han var imidlertid omhyggelig med at sikre sig, at monumentet også ærede tidligere opdagelsesrejsende, missionærer fra andre trosretninger og betydningsfulde indianske ledere fra den tidsperiode.

Ved indvielsen af monumentet This Is the Place (Dette er stedet) bemærkede George Q. Morris, der dengang var præsident for Øststaternes Mission, en ånd af velvilje, som han tilskrev præsident Smiths indsats: »Præsident Smiths bidrag til broderskab og tolerance afspejledes i indvielsesceremonien … Selve monumentet var udformet som skulpturer – så vidt muligt i personportrætter – til ære for de mennesker, der skabte historie i det vestlige USA forud for mormonpionererne, uanset race eller religion. Da programmet for indvielseshøjtideligheden blev forberedt, var det præsident Smiths ønske, at alle større religiøse grupper skulle være repræsenteret foruden repræsentanter for staten, amtet og byen. En katolsk præst, en protestantisk biskop, en jødisk rabbi og repræsentanter for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige var prominente talere. En gæst fra det østlige USA kom med denne bemærkning efter programmet: ›I dag har jeg oplevet en åndelig genfødsel. Det, jeg har været vidne til, kunne ikke være sket noget andet sted i verden. Den ånd af tolerance, der kom til udtryk i dag, var storslået.‹«⁴⁴

Selv om det 18 meter høje monument var imponerende, fortalte præsident Smith, at den bedste måde at ære pionererne på var at følge deres eksempel på tro og hengivenhed. I bønnen ved indvielsen af monumentet sagde han: »Vor Fader, du som er i himlen … vi står denne morgen foran dig på denne tyste bjergskråning og ser på et storslået monument, der er blevet rejst til ære for dine sønner og døtre og deres hengivenhed … Vi beder, at vi må være velsignede med den samme ånd, der kendetegnede de trofaste, der troede på dig og din elskede Søn, som kom til denne dal, fordi de ønskede at bo her og tilbede dig. Vi beder til, at den samme ånd af tilbedelse og taknemlighed må fortsætte i vores hjerte.«⁴⁵

Betragtninger over livet i en alder af 80

Trods sin fremskredne alder var præsident Smith i det meste af sin tid som præsident i stand til at udfylde sine ansvar uden de fysiske sygdomme, der havde begrænset ham førhen. I en artikel, der blev udgivet i april 1950, tæt på hans 80-års fødselsdag, så præsident Smith tilbage på sit liv og bemærkede, hvordan Gud havde hjulpet og velsignet ham:

»I disse firs år har jeg rejst over en million kilometer rundt i verden til fordel for Jesu Kristi evangelium. Jeg har opholdt mig under mange himmelstrøg, i mange lande og i mange nationer, og lige siden min barndom har folk været venlige og hjælpsomme over for mig, medlemmer såvel som ikke-medlemmer af Kirken. Hvorhen jeg end er taget, har jeg fundet ædle mænd og kvinder …

Når jeg tænker på, hvor svagelig og skrøbelig jeg er, at være kaldet til at lede denne storslåede kirke, bliver jeg klar over, hvor meget hjælp jeg har brug for. Jeg anerkender med taknemlighed min himmelske Faders hjælp og den opmuntring og det samvær med mange af de bedste mænd og kvinder i mit liv, som kan findes overalt i denne verden, både ude og hjemme.«

Han fortsatte med at udtrykke kærlighed for det folk, han havde tjent i så mange år:

»Det er bestemt en velsignelse at kunne forbindes med sådanne mennesker, og fra mit hjertes inderste benytter jeg denne lejlighed til at takke jer alle for jeres venlighed mod mig, og jeg benytter også lejligheden til at sige til jer alle: I aner ikke, hvor meget jeg elsker jer. Ord kan ikke udtrykke det. Og jeg ønsker at føle sådan for enhver af min himmelske Faders sønner og døtre.

Jeg har levet længe i sammenligning med gennemsnittet for mennesker, og jeg har haft et lykkeligt liv. Det varer ikke mange år i henhold til begivenhedernes naturlige gang, før jeg bliver kaldt over på den anden side. Jeg ser frem til det tidspunkt med forventningens glæde. Og efter firs år på jorden, hvor jeg har rejst i mange dele af verden, omgåedes mange storslåede og gode mænd og kvinder, vidner jeg for jer om, at jeg i dag ved, mere end jeg nogensinde før har vidst, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at Joseph Smith var den levende Guds profet, og at den kirke, han organiserede under ledelse af vor himmelske Fader, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige … virker i kraft og myndighed under det samme præstedømme, der blev overdraget Joseph Smith og Oliver Cowdery af Peter, Jakob og Johannes. Jeg ved dette, lige så vel som jeg ved, at jeg lever, og jeg er klar over, at når jeg bærer vidnesbyrd til jer, er det en meget alvorlig sag, og at jeg skal stå til regnskab over for min himmelske Fader for dette og for alt andet, jeg har undervist om i hans navn … Med kærlighed og venlighed i mit hjerte til alle bærer jeg dette vidnesbyrd i vor Herre Jesu Kristi navn.«⁴⁶

Et år senere, på sin 81. fødselsdag, den 4. april 1951, gik George Albert Smith stille bort i sit hjem med sin søn og døtre ved sin side.

Enkle gerninger af kærlig tjeneste

George Albert Smith udførte meget i løbet af sine 81 år – i Kirken, i sit lokalsamfund og over hele verden. Men de, der kendte ham personligt, huskede ham bedst for hans mange enkle, ydmyge gerninger i venlighed og kærlighed. Præsident David O. McKay, som ledte præsident Smiths begravelse, sagde om ham: »Han var i sandhed en ædel sjæl og lykkeligst, når han gjorde andre lykkelige.«⁴⁷

Ældste John A. Widtsoe, medlem af De Tolv Apostles Kvorum, fortalte om en oplevelse, han havde, mens han prøvede at løse et betydningsfuldt, vanskeligt problem:

»Jeg sad temmelig træt på kontoret efter dagens arbejde … Jeg var udmattet. Netop da bankede det på døren, og ind trådte George Albert Smith. Han sagde: ›Jeg er på vej hjem efter arbejde. Jeg tænkte på dig og de problemer, du skal løse. Jeg kom ind for at trøste dig og velsigne dig.‹

Sådan var George Albert Smith … Jeg glemmer det aldrig. Vi talte sammen i nogen tid; vi skiltes, og han gik hjem. Mit hjerte var løftet. Jeg var ikke længere udmattet.

Ser I, kærlighed … er ikke blot et ord eller en følelse indeni. For at være værdig til at kunne kaldes kærlig, skal det udmønte sig i handling. Det gjorde præsident Smith ved den lejlighed. Han gav af sin tid og sin styrke til mig.«⁴⁸

Ældste Matthew Cowley, også medlem af De Tolvs Kvorum og en nær ven til præsident Smith, hyldede ham ved begravelsen på denne måde:

»Alle i nød, alle ramt af sygdom eller anden modgang, hvem som helst der kom i nærheden af denne Guds søn, trak på hans dyd og styrke. At være i hans nærvær var at blive helbredt, om ikke fysisk, da i sandhed åndeligt …

Gud tiltrækker de gudfrygtige, og jeg er sikker på, at den korteste rejse, denne Guds mand nogensinde har foretaget, har været den rejse, han netop har taget. Gud er kærlighed. George Albert Smith er kærlighed. Han er gudfrygtig. Gud har taget ham til sig

… Vi kan ikke ære et sådant liv i ord. De er ikke tilstrækkelige. Der er kun én måde at ære hans dyd på, hans milde karakter, hans storslåede, kærlige egenskaber, og det er med vore gerninger …

Lad os alle være lidt mere tilgivende, lidt kærligere i vores omgang med hinanden, lidt mere hensynsfulde over for hinanden, lidt mere overbærende over for hinandens følelser.«⁴⁹

På George Albert Smiths gravsten står følgende inskription. Den giver en rammende sammenfatning over hans kærlige tjeneste i livet:

»Han forstod og udbredte Kristi lærdomme og havde et usæd-vanligt godt resultat med at omsætte dem til praksis. Han var venlig, tålmodig, klog, tolerant og forstående. Han færdedes overalt og gjorde vel. Han elskede Utah og USA, men var ikke snæversynet. Han havde uforbeholden tro på behovet for og kraften i kærlighed. Han havde grænseløs hengivenhed for sin kirke og sin familie og tjente dem lidenskabeligt. Dog var hans kærlighed ikke begrænset, den omfattede alle mennesker, uanset race, tro eller religion. Til og om dem sagde han hyppigt: ›Vi er alle vor Faders børn.‹«

Missionærer i Sydstaternes Mission. Som nygifte tjente Lucy (nr. 3 fra venstre) og George Albert Smith (siddende ved siden af hende) sammen i missionshjemmet.

De Tolv Apostles Kvorum i 1921. Stående fra venstre mod højre: Joseph Fielding Smith, James E. Talmage, Stephen L. Richards, Richard R. Lyman, Melvin J. Ballard og John A. Widtsoe. Siddende fra venstre mod højre: Rudger Clawson, Reed Smoot, George Albert Smith, George F. Richards, Orson F. Whitney og David O. McKay.

Ældste George Albert Smith tilså udgivelsen af Mormons Bog med blindeskrift.

Monumentet på Cumorahøjen, hvor englen Moroni afleverede guldpladerne til Joseph Smith.

Præsident Smith og hans rådgivere, J. Reuben Clark jun., (til venstre) og David O. McKay (til højre).

Monumentet This Is the Place (Dette er stedet) til minde om pionerernes ankomst i Salt Lake-dalen blev indviet af præsident Smith i 1947.

Præsident Smith på sit kontor.

John Henry og Sarah Farr Smiths børn. George Albert står yderst til venstre.