Kapitel 11

Åbenbaring fra Gud til hans børn

Vor himmelske Fader vejleder os personligt og som kirke gennem Helligånden.

Fra George Albert Smiths liv

For at undervise i vigtigheden af åbenbaring til at lede Kirken fortalte George Albert Smith om en oplevelse, han havde på en flyvetur fra Los Angeles i Californien og til Salt Lake City i Utah:

»Nær Milford i Utah fløj vi pludselig ind i en af de værste tåger, jeg nogensinde har set. Jeg prøvede at se ud af flyvinduet, men kunne ingenting se gennem tågen. Man kunne overhovedet ingenting se i nogen retning uden for flyet.

Jeg vidste, at vi nærmede os bjergene med en hastighed på cirka fem kilometer i minuttet, og at vi var nødt til at flyve over dem for at komme ind i Salt Lake-dalen. Jeg var bekymret og spurgte mig selv: ›Hvordan kan piloten finde vej, når han ikke kan se en hånd frem for sig?‹ Han havde sit kompas, men flyet kunne drive ud af kurs. Han havde instrumenter, der angav afstanden over havets overflade, men han kunne på ingen måde vide, hvor højt over terrænets overflade vi var. Jeg tænkte, at han måske fløj højt nok til at være fri af bjergene mellem os og Salt Lake-dalen og ville prøve at finde landingsbanen ved hjælp af landingslysene, hvis vi kom tæt nok på, men jeg fik kuldegysninger, da jeg tænkte på faren ved at komme ud af kurs og overse lysene i lufthavnen.

Ængsteligt gik jeg op til det sted, hvor piloten og andenpiloten sad, for at se, hvordan de vidste, hvor vi skulle hen. Jeg anede ikke, om vi var 30 meter, 300 meter eller 3000 meter over terrænets overflade, og jeg vidste ikke, hvordan de kunne vide det, bortset fra omtrentligt. Jeg lagde mærke til, at piloten havde et lille apparat ved sit øre, ligesom en receptionist i et firma plejer at tage imod opkald med. Jeg forhørte mig hos andenpiloten om, hvordan de kunne vide, om vi fløj i den rigtige retning, eller vidste, om vi var ude af kurs. Han svarede: ›Når vi ikke kan se, bliver vi vejledt af radiosignalet.‹

›Og hvad er det så?‹ spurgte jeg. Han forklarede, at signalet kan sammenlignes med en elektrisk motorvej mellem to punkter, og i vores tilfælde var punkterne Milford og Salt Lake City. Han sagde, at apparatet ved pilotens øre fungerede sådan, at når flyet fulgte signalet, lød der konstant en lav, snurrende tone, men hvis flyet kom til højre eller venstre for signalet, ændrede lyden sig, og piloten blev advaret med en klikken ligesom i en telegrafbesked. Hvis han … vendte tilbage til signalet eller motorvejen, ind på den sikre vej, ophørte denne klikken, og den snurrende lyd fortsatte. Hvis vi fortsatte inden for signalet, ville vi ankomme sikkert til vores destination.

Jeg vendte meget fortrøstningsfuldt tilbage til mit sæde over at vide, at vi på trods af at være indhyllet i tåge og mørke og hverken kunne se eller føle, hvor vi var, fik piloten hele tiden underretning om, at vi var på rette vej, og han vidste, at vi snart ville ankomme til vores destination. Få minutter senere kunne jeg mærke flyet lægge an til landing. Vi var kommet over bjergtoppene og nærmede os lufthavnen. Da vi var næsten nede, kunne vi se de kraftige lys på banen, som angav landingsstedet, og flyet rørte jorden med sin dyrebare last så blidt som en måge, der lander på vandet, stoppede langsomt op, og vi trådte ud af flyet og ned på jorden, glade over at være hjemme igen …

Jeg har mange gange tænkt på den lektie, jeg lærte på flyet, og har anvendt den som et eksempel på Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige …

Herren har ikke blot givet os de råd, der allerede står i skrifterne som vejledning for os, men han har placeret en leder i denne kirke, en af sine sønner, der er udvalgt, ordineret og indsat til at være præsident. Han er vores pilot, og han bliver vejledt af en røst, der gør ham i stand til at lede os hen, hvor vi bør gå. Hvis vi er kloge, lader vi ikke vores dom gå mod hans, men vi vil glæde os over at kunne ære ham i hans stilling, så længe Herren opretholder ham.«

Præsident Smith anvendte også sin oplevelse på flyet til at undervise om, at vi hver især kan modtage åbenbaring som vejledning i vores eget liv, hvis vi er værdige:

»Hvis vi lever, som vi ved, vi bør, har vi ret til den stille, sagte røsts hvisken, som advarer om farer og fortæller, at dette er en sikker vej, den skal I følge … Hvis vi har fejlet i vores opførsel, vil røsten hviske til os: ›Vend tilbage, du har begået en fejl, du har ignoreret din himmelske Faders råd.‹ Vend om fra din fejlslagne vej, mens tid er, for hvis du kommer for langt væk fra den rette vej, hører du ikke røsten, og du risikerer at blive håbløst fortabt …

Mit råd til jer er at få Guds ånd og beholde den, og den eneste måde, hvorpå vi kan fastholde den, er, når I holder jer tæt til ham ved at holde hans befalinger … Lyt til den stille, sagte røst, som altid vil lede jer ad den vej, der er ensbetydende med evig lykke, hvis I er værdige til det«¹ (se forslag nr. 1 på s. 114).

George Albert Smiths lærdomme

Gud giver sig til kende for sine børn i vor tid, lige som han har gjort det i fordums tider.

Sikke et privilegium at leve i en tid i verden, hvor vi ved, at Gud lever, hvor vi ved, at Jesus Kristus er verdens Frelser og vor Forløser, og hvor vi ved, at Herren fortsat giver sig tilkende for dem af sine børn, der har forberedt sig på at modtage hans velsignelser! Jeg ser på disse mange menneskers ansigter denne morgen (ved et generalkonferencemøde), hvoraf de fleste nyder godt af den Almægtiges inspiration, og når de beder, beder de til deres Fader i himlen og ved, at deres bønner besvares med velsignelser på deres hoved … Vi ved, der er en Gud i himlen, at han er vor Fader, at han virkelig interesserer sig for vore anliggender, og det har han gjort lige siden verdens begyndelse, da hans første børn kom til jorden.²

Forskellen mellem denne storslåede kirke og alle andre kirker har siden begyndelsen været, at vi tror på guddommelig åbenbaring. Vi tror, at vor Fader taler til mennesket i dag, som han har gjort det lige siden Adams dage. Vi tror på og vi ved – hvilket er mere end ren og skær tro – at vor Fader har skabt denne verden til frelse for menneskenes børn.³

Det er ikke kun, fordi vi har tro på disse bøger (Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle), at vi anses for et ejendommeligt folk, men også fordi vi har en sikker tro på, at vor Fader i himlen har talt i vor tid. Faktisk ved vi, at der er kommunikation med himlene. Vi tror, at Jahve har de samme følelser over for os, den samme indflydelse på os, som han havde over for og på sine børn, der boede i denne verden i fordums tider.

For den ikke-troende er medlemmer af Jesu Kristi Kirke i alle verdens tidsaldre blevet anset for et ejendommeligt folk. Når Herren har talt gennem sine tjenere, har der på forskellige tidspunkter været mange mennesker på jorden, der har sagt: »Jeg tror ikke på åbenbaring.« Denne tid er ikke nogen undtagelse for reglen. De tusinder, ja, millioner af vor Faders børn, der lever på jorden, gentager blot historien fra fordums tid, når de benægter, at Gud atter har åbenbaret sin vilje til menneskenes børn og siger, at de ikke har brug for yderligere åbenbaring.⁴

Vi tror ikke, at himlene er lukkede over vores hoved, men at den samme Fader, som elskede og værnede om Israels børn, elsker og værner om os. Vi tror, at vi står i lige så stort behov for vor himmelske Faders bistand med at lede vores liv, som de gjorde. Vi ved, at på den dag og tid, vi lever i, er forseglingen blevet brudt, og Gud har atter talt fra himlene⁵ (se forslag nr. 2 på s. 114).

Herren vejleder sit folk ved åbenbaring til Kirkens præsident.

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev organiseret ved direkte befaling fra vor himmelske Fader. Denne kirke blev grundlagt på åbenbaringens klippe, og den er blevet vejledt ved åbenbaring.⁶

I disse tider er det usædvanligt at tilhøre en kirke, i hvilken dens medlemmer tror, at Herren taler gennem deres ledere. Når vi får instruktioner fra denne kirkes præsident, tror vi, at han fortæller os det, Herren ønsker, vi skal gøre. For os er det mere end blot et menneskes råd. Det tror vi på, og det får os til at granske vores sjæl, og vi tilskyndes til at forny vores beslutning om at blive det, Gud ønsker, vi skal være.⁷

Vi har haft vildledte sjæle, der i deres uvidenhed har sat sig op mod Kirkens præsidents råd og ikke har fornemmet, at de faktisk har sat sig op mod Herren, og de er faldet ned i mørke og sorg, og medmindre de omvender sig, får de ikke en plads i det celestiale rige.

Lad os huske, at Kirkens præsident er blevet officielt udpeget som Kirkens pilot her i jordelivet til at repræsentere himlens og jordens Mester.⁸

Når mennesker, som de sommetider har gjort for at opnå succes, er kommet til en eller flere personer og har sagt: »»Jeg har haft en drøm, og det er det, Herren ønsker, vi skal gøre,« kan I vide, at de ikke kommer fra Herrens side. Drømme, syn og åbenbaringer fra Gud til menneskenes børn er altid kommet gennem hans forskriftsmæssigt udvalgte tjener. I kan have drømme og tilkendegivelser til trøst eller tilfredsstillelse for jer selv, men I får dem ikke på Kirkens vegne … Vi behøver ikke at lade os bedrage.⁹

Min sjæl fyldes denne dag med taknemlighed over at vide, at vi virkelig har en pilot, efterhånden som vi fortsætter vores medlemskab i Kirken, der kender vejen, og hvis vi følger hans vejledning … vil vi ikke møde de åndelige ulykker, som verden møder, men vi vil gå omkring og gøre godt, velsigne menneskeheden og glæde os i vores omgang med dem, vi elsker¹⁰ (se forslag nr. 3 på s. 114).

Vi er berettigede til personlig inspiration fra Helligånden, hvis vi adlyder befalingerne.

Jeg har tiltro til jer, mine brødre og søstre … I er berettigede til den samme kundskab som han, der præsiderer over Kirken. I er berettigede til den samme inspiration, der flyder til dem, som Gud har ladet ordinere til sine ledere. I har ret til Åndens inspiration og til en kundskab om, at Gud er jeres Fader, og når jeg siger »I«, taler jeg om alle dem, der har adlydt vor Faders befalinger og har taget del i Herrens Ånds milde indflydelse i Kristi kirke … Vi har hver især ret til Herrens inspiration i forhold til den måde, hvorpå vi lever et retskaffent liv.¹¹

Tag hen hvor I vil, I finder ikke nogen anden lignende gruppe, hvor hver især har tro på Gud; og hvis vi skulle spørge jer alle, hvor mange der har et vidnesbyrd, ikke en tro fordi nogle andre har sagt det, men hvor mange af jer der har en overbevisning om, at dette er Guds værk, at Jesus er Kristus, at vi lever et evigt liv, at Joseph Smith er den levende Guds profet, ville I svare, at I har dette vidnesbyrd, der holder jer oppe og styrker jer og giver jer tilfredshed, mens I går fremad i verden …

Da jeg var dreng, lærte jeg, at dette er Herrens værk. Jeg lærte, at der fandtes profeter, der levede på jorden. Jeg lærte, at den Almægtiges inspiration ville påvirke dem, der levede, så de kunne nyde godt af den, så vi ikke er afhængige af en eller to eller et halvt dusin personer. Der er tusindvis af medlemmer i denne kirke, der ved – det er ikke et spørgsmål om indbildning overhovedet – at Gud lever, og at Jesus er Kristus, og at vi er Guds børn.¹²

I er ikke afhængige af historien alene, ej heller af noget menneskes lærdomme, for at vide, at dette er Herrens værk, for I har det brændt ind i jeres sjæl ved Helligåndsgaven. Der er ingen tvivl i jeres sind om jeres ophav, ej heller om det sted, I tager hen, når dette liv er slut, hvis I er trofaste mod den tillid, der ligger i jer.¹³

Der er ingen anden, der kan give os et vidnesbyrd. Overbevisningen kommer fra vor himmelske Fader.¹⁴

Jeg står her i dag og er dybt taknemlig for den kundskab, der er kommet til mig. Jeg er taknemlig for, at jeg ikke er afhængig af noget menneske angående det vidnesbyrd, jeg er i besiddelse af. Naturligvis er jeg taknemlig for den opmuntring, jeg får fra andre, der besidder lys og sandhed, og som giver opmuntring ved deres retskafne liv, men jeg er ikke afhængig af nogen af dem med hensyn til kundskaben om, at Gud lever, at Jesus Kristus er menneskehedens Forløser, og at Joseph Smith er Herrens profet. Dette ved jeg for mig selv.

… Jeg fryder mig over at vidne om, at jeg ved, evangeliet er sandt, og jeg takker med hele min sjæl min himmelske Fader for, at han har åbenbaret det for mig.¹⁵

Af alle de velsignelser, der er kommet til mig i livet, er den dyrebareste kundskaben om, at Gud lever, og at dette er hans værk, fordi de omfatter alle andre velsignelser, som jeg kan håbe at nyde i dette liv eller i det kommende¹⁶ (se forslag nr. 4 på s. 114).

Helligånden er en sikker vejledning ad jordelivets vej.

Fællesskabet med Guds Ånd … er en sikker vejledning ad jordelivets vej og en sikker forberedelse til et hjem i hans celestiale rige.¹⁷

Vi læser i Job, at der er en ånd i mennesket, den Almægtiges ånd, som giver ham indsigt (se Job 32:8). Hvis vi holder Guds befalinger, er vi berettigede til den inspiration, og hvis vi lever, som Guds sønner bør leve, får vi en sådan inspiration, og ingen kan forhindre det, og følgen er vores egen fysiske og mentale og dydige udvikling i jordelivet og fortsatte udvikling i evighedens tidsaldre.¹⁸

Herrens ånds følgeskab er en modgift mod udmattelse … mod frygt og alt det, der sommetider overvælder os i livet.¹⁹

Da Frelserens disciple var sammen med ham, beundrede de ham uden at vide, hvor storslået han i virkeligheden var, og først da Helligånden kom over dem, først da de var blevet døbt med ild, kunne de trodse problemerne og udholde de forfølgelser, der gjorde livet næsten uudholdeligt. Da den Almægtiges inspiration gav dem indsigt, vidste de, at de levede et evigt liv, og hvis de forblev trofaste, vidste de, at når de nedlagde deres legeme ved døden, ville de blive oprejst fra graven til herlighed og udødelighed.

Det var en følge af Guds Ånds inspiration, der kom over dem, den Almægtiges inspiration, som gav dem indsigt …

Jeg beder til, at den Ånd, der holder os på vejen for sandhed og retskaffenhed, må forblive hos os, og jeg beder til, at det ønske, der kommer ved vor himmelske Faders inspiration, må vejlede os på denne livets vej.²⁰

Gid vi må erfare, når livets møje er fuldendt, at vi har lyttet til den stille, sagte røsts hvisken, som altid leder os ad retskaffenhedens vej, og vide, at det har betydet for os, at døren er blevet åbnet til det celestiale rige, for os selv og for vore kære, så vi kan gå videre fremad gennem tidsaldrene … i evig lykke²¹ (se forslag nr. 5 på s. 115).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Overvej, hvordan præsident Smiths analogi gælder for vores rejse gennem jordelivet, mens du læser »Fra George Albert Smiths liv« (s. 107-109). Hvad kunne tågen, radiosignalet og klikkelyden symbolisere? Hvordan har Herren advaret dig om fare og hjulpet dig med at blive på vejen til evigt liv?
På s. 109-110 erklærer præsident Smith, at åbenbaring er lige så nødvendig i dag som på Bibelens tid. Hvad ville du svare én, som siger, at åbenbaringerne i skrifterne er tilstrækkelige til vor tid? Hvilke oplevelser har lært dig, at vor himmelske Fader »virkelig interesserer sig for vore anliggender«?
Studér det delafsnit, der begynder på s. 110. Hvordan har du erfaret, at profetens råd kommer fra Herren og er »mere end blot et menneskes råd«? (s. 110). Hvordan kan personlig åbenbaring hjælpe dig med at acceptere og anvende åbenbaring givet gennem profeten?
Tænk over, hvordan du fik et vidnesbyrd om evangeliet, mens du studerer det delafsnit, der begynder på s. 111. Hvordan hjalp andres vidnesbyrd dig? Hvad gjorde du for selv at nå til en erkendelse af sandheden?
Kig i det sidste delafsnit i lærdomme (s. 113-114) efter ord og sætninger, der beskriver, hvordan Helligånden kan hjælpe os. Overvej, hvad du kan gøre for oftere at være værdig til Helligåndens følgeskab i din tilværelse.

Skriftstedshenvisninger: Joh 15:26; 1 Ne 10:17-19; 2 Ne 32:5; Moro 10:3-5; L&P 1:38; 42:61; 76:5-10; TA 1:9

Til underviseren: »Du skal ikke blive bekymret, hvis eleverne er tavse i nogle sekunder efter, at du har stillet et spørgsmål. Du må ikke besvare dit eget spørgsmål. Giv eleverne tid til at tænke over svarene. Lange pauser med tavshed kan dog være tegn på, at de ikke forstår spørgsmålet, og at du skal stille det på en anden måde« (Undervisning, den største kaldelse,s. 69).

George Albert Smith og hans hustru, Lucy. Præsident Smith brugte en oplevelse, han havde på et fly, til at undervise om vigtigheden af åbenbaring.

»Vi har hver især ret til Herrens inspiration i forhold til den måde, hvorpå vi lever et retskaffent liv.«