Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 22: Opdrag børn i lys og sandhed


Kapitel 22

Opdrag børn i lys og sandhed

Herren har givet forældre ansvaret for at undervise deres børn i evangeliet gennem ord og ved eksemplet.

Fra George Albert Smiths liv

Tæt på afslutningen af præsident George Albert Smiths liv tænkte han tilbage på sine forældres opdragelse og lærdomme:

»Jeg blev født i et beskedent hjem … Mine forældre boede under meget beskedne forhold, men jeg priser min Skaber og takker ham af hele mit hjerte for at have sendt mig ned i deres hjem.

Jeg voksede op i Salt Lake City. Da jeg var otte år gammel, blev jeg døbt i City Creek. Jeg blev bekræftet som medlem af Kirken ved et fastemøde i 17. menighed, og jeg lærte som dreng, at dette er Herrens værk. Jeg lærte, at der fandtes profeter, der levede på jorden. Jeg lærte, at den Almægtiges inspiration ville påvirke dem, der levede, så de kunne nyde godt af den …

Jeg kender ikke til noget menneske i hele verden, der har større grund til at være taknemlig end jeg. Jeg er taknemlig for min fødselsret, taknemlig for forældre, der underviste mig i Jesu Kristi evangelium og var et eksempel i deres hjem. Hvis jeg har gjort noget, jeg ikke burde have gjort i mit liv, kan jeg ikke have lært det i min mors hjem. Med en børnerig familie krævede det en vis portion tålmodighed af min mor, men hun var altid tålmodig med os. Der fandtes altid mildhed, venlighed og kærlighed.«1

I sit eget hjem prøvede George Albert Smith at følge sine forældres eksempel ved at undervise med tålmodighed og kærlighed. Hans datter Edith mindedes en oplevelse fra sin ungdom:

Han rådede os konstant om vores opførsel og fremhævede ærlighed og retfærdighed. Jeg husker en dag, hvor billetkontrolløren på vej hjem fra min klavertime ikke fik taget pengene til min billet … På en eller anden måde overså han mig, og jeg nåede mit bestemmelsessted med min mønt i hånden og var helt ærligt ret opstemt over, at jeg havde kørt gratis.

 Jeg løb glad hen til far for at fortælle ham om mit held. Han lyttede tålmodigt til min historie. Jeg var begyndt at tro, at jeg havde gjort det godt … Jeg var sikker på, at kontrolløren ikke vidste, at jeg ikke havde betalt for turen, og derfor var alt vel.

Da jeg var færdig med min historie, sagde far: ›Men søde skat, selv om kontrolløren ikke ved det, ved du og jeg og vor himmelske Fader det. Så vi er stadig tre, der skal forvisses om, at du betaler fuld pris for den modtagne ydelse.‹«

Edith gik tilbage til gadehjørnet og betalte sin billet, da sporvognen vendte tilbage. Hun udtrykte senere taknemlighed for den måde, hendes far havde håndteret situationen på: »Jeg er virkelig taknemlig for en far, der var klog nok til venligt at påpege fejlen for mig, for var det ikke blevet bemærket, kunne jeg have tænkt, at det var i orden, og jeg havde måske forsøgt mig med noget lignende en anden gang«2 (se forslag nr. 1 på s. 233).

George Albert Smiths lærdomme

Forældre har hovedansvaret for at undervise deres børn i evangeliet.

En af de største og rigeste af alle jeres velsignelser vil være den, der kommer, hvis I underviser og opdrager disse udvalgte ånder, som vor himmelske Fader sender ned på jorden i disse sidste dage, som I bør … Overlad ikke opdragelsen af jeres børn til de offentlige skoler. Overlad ikke deres opdragelse til Primary, til Søndagsskolen eller til Kirkens ungdomsorganisationer. De hjælper jer og udgør et godt bidrag, men husk, at Gud selv har sagt, at hvis forældre ikke underviser deres børn i tro på Gud, omvendelse, dåb og håndspålæggelse, når de er otte år gamle, pålægges synden deres hoved (se L&P 68:25-28). Det er ikke en trussel, mine brødre og søstre, det er den slags venlige og kærlige råd fra vor himmelske Fader, som ved alt og forstår og er klar over, hvad det betyder, når børn får lov at vokse op uden den opdragelse.3

Det, jeg skal til at sige, er jeg overordentlig ivrig efter skal fæstne sig i hver forælder i Zion, og det er, at selv om Herren har sørget for alle disse vidunderlige uddannelsesinstitutioner, selv om videnskaben har bidraget så meget til vores komfort og været en velsignelse for os, selv om Kirken har beredt steder, hvortil vi kan sende vore børn for at blive undervist i Kristi evangelium, letter det hverken jer eller mig for det ansvar eller den forpligtelse, der ligger på os fra vor himmelske Fader om at undervise vore egne børn … Det er ikke tilstrækkeligt, at mine børn undervises i tro, omvendelse, dåb og håndspålæggelse for Helligåndsgaven i organisationerne. Min Fader i himlen har befalet, at jeg selv skal gøre det.4

Ingen anden kan udføre den del, som Gud har givet os som forældre. Vi har påtaget os en forpligtelse, når vi har været med til at bringe børn ind i verden. Vi kan ikke placere det ansvar på nogen organisation. Det er vores … Først og fremmest påhviler forpligtelsen jer og mig ved ikke blot at råde og vejlede, men ved at oplære, være et eksempel, tilbringe tilstrækkeligt med tid sammen vore kære, disse drenge og piger, så de ikke ledes ud på … forbudne stier.5

Kald jeres familie sammen omkring jer, og hvis I førhen har fejlet med at give dem en forståelse for livets formål og en kundskab om vor Herres evangelium, så gør det nu, for jeg siger jer som Herrens tjener, at de har brug for det nu, og de får brug for det fremover6 (se forslag nr. 2 på s. 233).

Andre interesser må ikke gøre, at vi taber vores pligt om undervisning af vore børn af syne.

Vi får i Lukas at vide, at der kommer en tid, hvor mennesker kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser (se Luk 8:14). Jeg tænker … selv nu på mænd og kvinder, som jeg elsker, hvor selve deres åndelighed kvæles af netop disse ting, og modstanderen fører dem langs denne lette vej med fornøjelse, og de forsømmer deres pligt som forældre og som medlemmer af Jesu Kristi Kirke.

… Lad os nu ikke midt i forvirringen, spændingen og alle livets fornøjeligheder … tabe den pligt af syne, som vi skylder disse drenge og piger, som er skabt i Guds billede. Han er Fader til deres ånd, og han vil holde os ansvarlige for den undervisning, de modtager. Jeg håber og beder til, at vi vil undervise dem således, at vi fra ham får denne velsignelse, når enden kommer: »Godt, du gode og tro tjener … gå ind til din herres glæde!«, og således at vi kan have vore kære hos os for evigt.7

Jeg kunne godt tænke mig at fortælle jer en historie. For en del år siden boede der i Indiana to drenge, nogle unge fyre, som arbejdede på hver deres gård – gårde, der lå 8-10 kilometer fra hinanden. De arbejdede hårdt hver dag og udførte deres pligter, malkning af køer og så videre. Den ene dreng gik en dag hen til sin far, da han var 13-14 år gammel, og sagde: »Far, jeg vil gerne ind til byen. Jeg vil gerne se de klare lys. Jeg tænkte på, om jeg ikke kunne tage tidligt derind en aften, hvis jeg arbejdede hårdt og fik mit arbejde gjort?« Faderen sagde: »Det kan du ikke, for du kan ikke nå at gøre dit arbejde.« »Hvis jeg er villig til at stå op ved daggry og arbejde hele dagen, kan jeg så ikke få lov at tage ind til byen? Det er ikke så langt at gå, og jeg kunne være der i en time eller to og så komme tidligt hjem.« Faderen sagde: »Jo, selvfølgelig, hvis du udfører alle dine pligter, så kan du tage af sted.» Fædre, forstå dette. Resultatet var, at han tog derind. Han kom ind til byen, da det næsten var mørkt. Forretninger og banker var lukket. En masse billard- og spillesteder var åbne. Alle ordentlige mennesker var indenfor, de fleste af dem i eget hjem. Al rakket var på gaderne eller inde på disse steder. De så denne unge dreng komme, og de samlede ham op. Der gik ikke lang tid, før de havde vist ham noget af det, ingen dreng burde se. Det blev hans oplevelse. Det gav ham smag for noget, der ikke var godt for ham.

Den anden dreng gik ligeledes hen til sin far. Han sagde: »Far, jeg vil gerne ind til byen på et eller andet tidspunkt. Kunne jeg ikke få lov at tage ind og se noget af det, jeg aldrig har set? Jeg er nødt til at tage af sted før mørkets frembrud for at kunne se noget.« »Min dreng,« svarede faderen, »jeg synes, du er i din ret til at komme ind til byen, og jeg synes, du har ret til, at din far tager med dig. Du vælger en dag, og jeg hjælper dig med dine pligter, så vi kan tage tidligt nok af sted til, at du kan møde nogle af mine bekendte.«

Jeg taler om samme område – de to gårde lå ikke langt fra hinanden. I løbet af en uge havde han valgt en dag. De udførte deres pligter og tog ind til byen. De ankom lidt før kl. 16. De kom, før bankerne var lukket. Drengen havde sit pæne tøj på. Faderen tog ham med ind i banken og præsenterede ham for bankens leder, som gav ham hånden og sagde: »Når du kommer til byen, så kig ind og hils på os.«

Faderen tog ham med til forretninger, hvor han havde ærinder, og hvor folk hilste venligt på ham. Da de kom hjem sammen, efter de havde set en forestilling, havde denne dreng stiftet bekendtskab med nogle af lokalsamfundets fineste mænd. Resultatet var, at da han blev ældre og tog ind til byen, færdedes han blandt fremragende mennesker8 (se forslag nr. 3 på s. 234).

Jeg vil gerne sige … at I ikke kan tilbringe jeres tid bedre, at I ikke kan anvende jeres tid på nogen mere fordelagtig måde end at opdrage jeres drenge og piger til at være værdige til vor himmelske Faders velsignelser.9

En forælders eksempel kan lede et barn til sikkerhed, retskaffenhed og lykke.

Lad os være et eksempel på retskaffenhed over for vore børn, bede familiebøn og velsigne maden. Lad vore børn se, at vi som mand og hustru er kærlige over for hinanden. Benyt jer af lejligheden som mand og hustru, mens tid er, til at velsigne hinanden med jeres kærlighed, med jeres venlighed og jeres hjælpsomhed på enhver måde. Benyt jer af lejligheden, mens tid er, til at undervise jeres sønner og døtre om, hvordan de skal leve lykkeligt … Lad vores hjem være et tilflugtssted med fred, håb og kærlighed.10

For blot et par dage siden så jeg et brev fra en mand, der sandsynligvis havde levet halvdelen af sit liv. Han skrev til sin far: »Din hensynsfuldhed over for dine kære, din undervisning af mig, det eksempel, du har været for mig, har været en inspiration for mig til at gøre det, Herren har ønsket af mig. Jeg har følt, at ved at følge i dine fodspor, kunne jeg være tryg.« Det var en vís far, det var en velsignet far, som i sin søns sind kunne indpode en sådan tillid … Takket være sin fars opførsel – han gav i hvert fald i brevet sin far æren for det – takket være hans eksempel i hjemmet, er sønnen i dag en af denne kirkes faste støtter. Han kan leve i denne verden og holde Herrens befalinger. Hans iver efter at gøre godt var inspireret af det hjem, han boede i. Han oplevede ikke selviskhed i hjemmet, kun uselviskhed. Forældrene var ikke ivrige efter at få alt, hvad de kunne, og på selvisk vis beholde det, men de gik omkring og så efter dem, der havde brug for dem, og opmuntrede og velsignede dem. Al verdens tale kunne ikke have lagt dét i denne mands hjerte, som han har i dag, kun det eksempel som hans forældre var, dem som boede i det hjem, hvor han boede.

Jeg tvivler ikke på, at der findes hundredvis af mænd og kvinder, måske tusindvis af dem, i de samfund vi lever i og i denne verden, som siger det samme om deres fædres og mødres lærdomme. Men jeg frygter for, at der er nogle af os, som påvirkes af verdens skikke og er besatte af tanken om, at vi skal følge mængden, uanset hvad de tror eller gør. I det tilfælde er vores eksempel ikke en velsignelse men kan ødelægge vore børns lykke.11

Lad os bære vidnesbyrd gennem vore daglige handlinger så vel som i vores omgangsform, at vi tror, at dette er vor Faders værk, og uudsigelig glæde vil fylde os, og de børn, der vokser op i vores hjem, får større tro og ydmyghed. De lærer mere og mere og får magt til at afværge modstanderens pile, som rettes mod dem, og i stedet for den lidelse, som har ramt menneskenes børn på grund af syndighed, er der trøst, fred og lykke, og … mænd og kvinder, der kommer til at bebo denne jord, får karakterstyrke til at modstå det onde i livet12 (se forslag nr. 4 på s. 234).

Ved at elske og undervise vore unge kan vi beskytte dem mod ondt.

Sidste dages hellige, lær jeres børn at overholde de moralske regler. Omgiv dem med kærlighedens arme, så de overhovedet ikke har noget som helst ønske om at tage del i de fristelser til at gøre ondt, der omgiver dem på alle sider …

Hvilket privilegium er det ikke for forældre at kunne sætte sig ned i deres hjem, omgivet af en familie med rene drenge og piger, som de har fået af vor himmelske Fader, som er ophav til deres ånd! Hvilken glæde det er at kunne omgås dem og sammen nyde vor himmelske Faders velsignelser og glæde sig over Åndens ledsagelse og at have opdraget dem på en sådan måde i deres tidlige år, at de har bevaret renheden i deres tilværelse, mens de udviklede sig til voksne!

Mine brødre og søstre, jeg bønfalder jer om, at I med større alvor, med større omtanke, større tålmodighed end nogensinde før, beskytter den opvoksende generation fra de faldgruber, som modstanderen har lagt foran dem. Mange af vore film, radioprogrammer, blade, bøger og så videre er upassende … og medmindre vi modvirker disse tings påvirkning med sund lære og miljø og bibringer de unge de fordele, der kommer af at kende gode mænd og kvinders tilværelse og underviser dem i profeternes dyder og betydningen af Jesu Kristi evangelium, kan nogle af dem, vi elsker, glide fra os …

Lad os lære vore børn at være rene i deres tilværelse, at være retsindige. Undervis jeres drenge i at beskytte deres søstres og deres pigebekendtskabers dyd. Undervis jeres døtre i at beskytte de drenges dyd, som de omgås med … Lad os fokusere på at opdrage vore drenge og piger under Guds Ånds indflydelse, så modstanderen ikke får nogen magt til at lede dem på afveje13 (se forslag nr. 5 og 6 på s. 234).

Studium af evangeliet som familie hjælper os til at holde vore børn tæt til os.

I vores hjem, brødre og søstre, er det vores privilegium, er det vores pligt at kalde vores familie sammen for at glæde os, styrke og støtte hinanden og blive undervist i de hellige skrifters sandheder. I ethvert hjem bør børn opmuntres til at læse Herrens ord, som det er blevet åbenbaret os i alle uddelinger. Vi bør læse Bibelen, Mormons Bog, Lære og Pagter og Den Kostelige Perle; ikke kun læse dem i vores hjem, men også forklare dem for vore børn, så de kan forstå … Guds handlemåde med jordens folkeslag.

Lad os se, om ikke vi kan gøre dette mere i fremtiden, end vi førhen har gjort. Lad os forpligte os selv til det princip og den praksis med at samle vores familie omkring os i vores eget hjem. Lad os hver især spørge os selv: »Har jeg gjort min pligt i hjemmet med hensyn til at undervise i evangeliet, sådan som det er blevet åbenbaret gennem Herrens profeter? Har jeg holdt mine børn tæt til mig og gjort hjemmet til et rart sted og et ærbødigt, kærligt og forstående sted med hengivenhed?«

Hvis vi ikke har det, lad os da omvende os fra vores forsømmelse og trække vores familie hen omkring os og undervise dem i sandheden …

»Har jeg sat mit hus i orden?« Det bør være spørgsmålet i enhvers hjerte. Ikke: Har min nabo gjort det? Men: Har jeggjort, hvad Herren har forlangt af mig?14

Vore børn er den mest dyrebare gave, som vor Fader skænker os. Hvis vi kan føre deres fødder ind på frelsens sti, er der evig glæde i vente for os og for dem …

En måde, hvorpå vi kan holde dem tættere til os, er, at vi samles oftere i vores hjem. Kirken har bedt om, at der reserveres mindst en aften hjemme hver uge, hvor alle i familien kan samles og nyde hinandens selskab, nyde familiehyggens enkle glæder og tale med hinanden om det, der er af stor og varig værdi.

… I 1915 skrev Det Første Præsidentskab om dette til »stavspræsidenter, biskopper og forældre i Zion«, og jeg citerer fra det, de sagde dengang:

»Vi råder og opfordrer til, at man indfører ›Familieaften‹ i hele Kirken. Det er en tid, hvor fædre og mødre kan samle deres drenge og piger omkring sig og lære dem Herrens ord … Denne ›Familieaften‹ bør være viet til bøn, salmesang, sange, musik, skriftlæsning, familieemner og særlig undervisning i evangeliets principper og livets etiske problemer, såvel som børns forpligtelser og ansvar over for deres forældre, hjemmet, Kirken, samfundet og nationen.«

Og det var den lovede velsignelse til dem, der ville gøre det, der blev bedt om:

»Hvis de hellige vil adlyde dette råd, lover vi, at de vil få store velsignelser. Kærligheden i hjemmet og lydigheden mod forældrene øges. Troen fremmes i hjertet hos Israels ungdom, og de opnår kraft til at bekæmpe de onde påvirkninger og fristelser, som omgiver dem.«

Disse principper og løfter gælder stadig for os.15

Hvis familieaften blot kunne findes blandt de sidste dages hellige, hvis vi en aften om ugen kunne være sammen med vore egne under Herrens Ånds indflydelse, ved vores egen arne omgivet af dem, Herren har givet os og i særdeleshed fortalt os, at vi bør instruere, hvor mange lykkelige hjem, ville der ikke være, hvor der i dag findes sorg, splid og lidelse …

Når vi lukker verden og ting udefra ude, og vi i bønnens og taksigelsens kraft giver vore sønner og døtre disse righoldige sandheder, som Herren har betroet os af hensyn til vores og deres velfærd, følger en oprigtig udvikling af tro. Jeg håber, at det vil være muligt for os at vende tilbage, hvis vi er afveget fra dette råd. Lad os samle vore børn omkring os, og lad vores hjem være et sted, hvor Herrens Ånd dvæler. Hvis vi gør vores del, kan vi med sikkerhed vide, at vor himmelske Fader gør sin16 (se forslag nr. 7 på s. 234).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

  1. Tænk over beretningen på s. 223-225. Hvorfor tror du, det lykkedes så godt for George Albert Smith at undervise sin datter Edith? Tænk over en gang, hvor du som ung blev undervist af en forælder i noget, som har påvirket dit liv. Hvorfor var den lektie så effektiv?

  2. Studér det første delafsnit i lærdomme (s. 225-226) og L&P 93:37-40. Hvorfor tror du, at Herren har givet forældre ansvaret for at undervise deres børn i evangeliet frem for andre organisationer? Hvordan kan Kirkens organisationer hjælpe forældre i dette ansvar? Hvordan kan en større kreds af slægtninge være en hjælp? Hvis du ikke selv har børn, kan du overveje, hvordan du kan udøve en retskaffen indflydelse på Kirkens unge, som kan støtte forældrene.

  3. Gennemgå beretningen på s. 227-228. Hvilken gavn har børn af, at deres forældre tilbringer tid med dem? Hvilke af »livets bekymringer og … nydelser« (s. 226) kan få os til at forsømme vores ansvar overfor vores familie? Hvad kan vi gøre for at overvinde disse forstyrrelser?

  4. Læs det delafsnit, der begynder på s. 228. Tænk over din holdning til »verdens skikke« og hvordan denne holdning kan påvirke dine børn. Hvilke »daglige gerninger« bærer et særligt stærkt vidnesbyrd om vores tro over for vore børn?

  5. Hvilke fristelser står børn og unge overfor i jeres lokalsamfund? Studér det delafsnit, der begynder på s. 230, og se efter ting forældre, bedsteforældre og andre kan benytte sig af for at hjælpe de unge til at modstå fristelse.

  6. Præsident Smith rådede til, at vi bør »fokusere på« eller specialisere os i at opdrage vore børn under Åndens indflydelse (se s. 231). Hvad betyder det for dig? Hvad kan forældre gøre for at specialisere sig i at opdrage deres børn i retskaffenhed?

  7. s. 231-232 gennemgår præsident Smith nogle af de løfter, der gives familier, der regelmæssigt afholder familieaften. Hvordan er disse løfter blevet opfyldt i jeres familie? Hvilket råd ville du give en familie, der aldrig har afholdt familieaften før, men gerne vil begynde?

Skriftstedshenvisninger: Ordsp 22:6; Es 54:13; En 1:1-3; Mosi 4:14-15; Alma 56:45-48; L&P 68:25-31; se også »Familien: En proklamation til verden«, Stjernen, jan. 1996, s. 101.

Til underviseren: »Vær forsigtig med ikke at afslutte gode samtaler for hurtigt for at forsøge at nå alt det, som du har forberedt. Selv om det er vigtigt at gennemgå alt materialet, er det vigtigere at hjælpe eleverne med at mærke Åndens påvirkning, afklare deres spørgsmål, øge deres forståelse for evangeliet og styrke deres beslutning om at holde befalingerne« (Undervisning, den største kaldelse, s. 64).

Noter

  1. »After Eighty Years«, Improvement Era, apr. 1950, s. 263.

  2. Edith Smith Elliott, »No Wonder We Love Him«, Relief Society Magazine, juni 1953, s. 367.

  3. »To the Relief Society«, Relief Society Magazine, dec. 1932, s. 708-709.

  4. I Conference Report, apr. 1926, s. 145.

  5. I Conference Report, apr. 1933, s. 72.

  6. I Conference Report, apr. 1937, s. 36.

  7. I Conference Report, apr. 1926, s. 146-147.

  8. »President Smith Gives Scouting Address«, Deseret News, 22. feb. 1947, kirketillæg, s. 8.

  9. I Conference Report, okt. 1948, s. 181.

  10. I Conference Report, okt. 1941, s. 101.

  11. I Conference Report, apr. 1937, s. 35.

  12. I Conference Report, apr. 1913, s. 29.

  13. I Conference Report, okt. 1932, s. 24-25.

  14. »The Family Hour«, Improvement Era, apr. 1948, s. 248.

  15. »The Family Hour«, s. 201.

  16. I Conference Report, apr. 1926, s. 145-146.

George Albert Smiths hustru, Lucy, og deres døtre, Edith (til venstre) og Emily (til højre).

»I kan ikke tilbringe jeres tid bedre, I kan ikke anvende jeres tid på nogen mere fordelagtig måde end at opdrage jeres drenge og piger til at være værdige til vor himmelske Faders velsignelser.«

»Hvis familieaften blot kunne findes blandt de sidste dages hellige … hvor mange lykkelige hjem, ville der ikke være?«