Kapitel 14

Sådan fortæller man bedst om evangeliet

Vore bestræbelser på at fortælle om evangeliet virker bedst, når vi elsker vore brødre og søstre og har Helligåndens ledsagelse.

Fra George Albert Smiths liv

I sine utrættelige bestræbelser på at fortælle andre om evangeliet fulgte George Albert Smith denne sætning fra sin personlige trosbekendelse: »Jeg vil ikke forsøge at tvinge folk til at leve op til mine idealer, men hellere elske dem til at gøre det, der er rigtigt.«¹ Han følte, at den bedste måde at fortælle om evangeliet på var at se efter de gode dyder i mennesker med en anden tro, og derpå frimodigt men venligt tilbyde at supplere med Jesu Kristi gengivne evangeliums sandheder. Han fortalte følgende oplevelse, som han havde, mens han præsiderede i Den Europæiske Mission:

»En dag kørte jeg i tog. Min rejsefælle i kupeen var en presbyteriansk præst, en meget sympatisk, nydelig herre, og da han gav mig mulighed for det, fortalte jeg ham, jeg var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Han blev forbavset, og han så forbløffet på mig. Han sagde: ›Skammer du dig ikke over at tilhøre en sådan gruppe?‹

Jeg smilede til ham og sagde: ›Min bror, jeg ville skamme mig over ikke at tilhøre den gruppe, når jeg ved det, jeg ved.‹ Derpå gav det mig den mulighed, jeg ønskede, for at tale med ham og forklare ham noget af det, vi tror på …

Her var en god mand, som ikke havde noget begreb om, hvad vi prøvede at gøre. Vi var der ikke for at udsætte ham for sorg eller lidelse, men for at prøve at hjælpe ham. Og da vi talte sammen om det, sagde jeg til ham: ›Du har en fejlagtig opfattelse af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges formål i dette land. Jeg er her som en af dens repræsentanter, og hvis du blot vil lade mig fortælle nogle få ting, tror jeg, du tænker bedre om os.‹ Jeg sagde: ›For det første beder vi alle jer fine mennesker herovre om at bevare alle de herlige sandheder, I har fået i jeres kirker, som I har taget til jer fra jeres skrifter, bevar det alt sammen, bevar al den gode undervisning, som I har fået i jeres uddannelsesinstitutioner, al den kundskab og sandhed, I har opnået fra alle kilder, bevar … alt, hvad der er godt i jeres væsen, som I har opnået takket være jeres kærlige hjem. Bevar al den kærlighed og skønhed, der findes i jeres hjerte, af at have levet i et så smukt og vidunderligt land … Det er alt sammen en del af Jesu Kristi evangelium. Lad os dernæst sætte os ned sammen og fortælle jer om det, I endnu ikke har fået i jeres tilværelse, som har beriget vores tilværelse og gør os lykkelige. Vi tilbyder jer det uden at forlange penge eller betaling. Alt, hvad vi beder jer om, er at høre, hvad vi har at sige, og hvis det tiltaler jer, da tag frit imod det …‹

Det er holdningen hos Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige«² (se forslag nr. 1 på s. 148).

George Albert Smiths lærdomme

Missionering virker bedst, når vi gør det med kærlighed og mildhed, ikke med tvang eller kritik.

Vor himmelske Fader … har sendt os, sine repræsentanter, ud i verden, ikke for at presse eller tvinge, men for at opfordre. »Kom så og følg mig« er, hvad Frelseren har sagt, »og jeg vil give jer hvile«. Det er det, evangeliet lærer os, og det er vores tjenestegerning.³

Det er ikke denne kirkes hensigt at komme med udtalelser, der ville såre de menneskers følelser, der ikke forstår tingene. Kirken er ikke den, der går omkring og kritiserer og finder fejl hos andre, men i en ånd af kærlighed og mildhed samt med et ønske om at være hjælpsom frembærer dens repræsentanter evangeliets budskab til jordens nationer.⁴

I alle … kirker findes der gode mænd og gode kvinder. Det er det gode i disse forskellige trossamfund, der holder dem sammen. Jeg har haft det privilegium at have været sammen med mennesker i mange af verdens egne og hjemme hos mange af disse mennesker fra verdens forskellige trossamfund, både kristne og jødiske. Jeg har været sammen med mange muslimer, jeg har været sammen med dem, der tror på Kongfuzi, og jeg kunne nævne en hel del andre. Jeg har mødt vidunderlige mennesker i alle disse organisationer, og jeg har det kolossale ansvar, hvor end jeg tager hen blandt dem, at jeg ikke skal fornærme dem, ikke såre deres følelser og ikke kritisere dem, fordi de ikke forstår sandheden.

Som repræsentanter for Kirken har vi ansvaret for at gå ud blandt dem med kærlighed, som Herrens tjenere, som repræsentanter for himlens og jordens Mester. Det værdsætter de måske ikke helt. De tager det måske ilde op som indbildskhed og værende urimeligt, men det ændrer ikke min holdning. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dem ulykkelige, hvis jeg kan undgå det. Jeg vil gerne gøre dem lykkelige, især når jeg tænker på de storslåede muligheder, jeg har fået, takket være mit medlemskab af denne velsignede kirke.⁵

Vores tjenestegerning drejer sig om kærlighed og mildhed, og vi ønsker at gøre godt mod alle og at hjælpe alle med at forstå livets og frelsens plan, som Herren har åbenbaret i disse sidste dage.⁶

Vi kan ikke tvinge disse unge, vore venner eller bekendte ind i himlens rige ved at skænde på dem og finde fejl hos dem, men jeg vil fortælle jer, at vi kan elske dem hen i retning af vor Fader i himlen, og lidt efter lidt måske også føre dem derhen.

Det er vores privilegium. Kærlighed er den storslåede kraft, hvormed denne verden påvirkes.⁷

Lad os, der ved, os, der har et vidnesbyrd, gå fremad dag for dag og med kærlighed og oprigtig mildhed gå ud blandt disse mænd og kvinder, hvad enten de er medlemmer af Kirken eller ej, og finde en måde, hvorpå vi kan røre deres hjerte og føre dem ind på den vej, der vil sikre dem kundskab om sandheden.⁸

Hvor jeg dog beder til, at vi som Herrens tjenere må have kærlighed til menneskeheden, tålmodighed med dem, der farer vild, så vi med mildhed og kærlighed går fremad og underviser i vor Herres evangeliums enkle principper til velsignelse for hver en sjæl, vi kommer i kontakt med⁹ (se forslag nr. 2 på s. 148).

Vi behøver ikke at skamme os over at fortælle om det, vi ved, er sandt.

Jeg føler sommetider, at vi ikke i tilstrækkelig grad fornemmer betydningen af evangeliet, at vi ikke underviser med den oprigtighed, det kræver.¹⁰

Dette Jesu Kristi evangelium er Guds kraft til frelse, som apostlen Paulus forkyndte (se Rom 1:16). Det er Forløserens værk. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan opnå den højeste grad af ophøjelse, som menneskehedens Frelser har til hensigt, at de, der følger ham, skal glæde sig ved. Det siger jeg ikke af ren egoisme, jeg siger det af næstekærlighed til vor Faders børn, der tilhører andre kirker. Jeg siger det med kærlighed til hans sønner og døtre, som ikke forstår, men han har befalet, at vi siger dette. Det er hans vilje, at alle mennesker bør vide det.¹¹

Jeg ved, at Gud lever. Jeg ved, at Jesus er Kristus. Jeg ved, at Joseph Smith var Herrens profet. Jeg har aldrig befundet mig nogen steder, hvor jeg har skammet mig over at vidne om disse sandheder. Jeg ved ikke, hvorfor nogen skulle skamme sig over at kende sandheden, fordi andre ikke kender den, især når det angår det evangelium, som er Guds kraft til frelse.¹²

Hvis vi kender sandheden, skal vi ikke føle, at vi praler ved at fortælle om den. Vi bør ikke betragte det som egoistisk, hvis vi til andre af vor himmelske Faders børn kan sige: »Dette ved jeg, og du kan også vide det, hvis du ønsker det.«

Det er skønheden ved Jesu Kristi evangelium. Det er ikke for nogle få, men enhver sjæl, der fødes ind i denne verden, kan få det at vide … I dag findes der dem, der ved, at Gud lever, og der er tusinder af andre, der kunne vide det, hvis de ville … Disse mennesker er ikke afhængige af os for at vide det, men de er afhængige af, at vi underviser dem i, hvordan de får det at vide.¹³

Jeg ved, at vor himmelske Fader har talt i disse dage og på dette tidspunkt i verden, at hans evangelium findes på jorden, og selv om jeg ikke ville tvinge nogen sjæl til at tage imod det, beder jeg til, at vi må have kraft, visdom og styrke til at række ud til de af vore medmennesker, som ikke kender sandheden. Lad os gøre vores pligt og drage dem ind i Mesterens fold, så de sammen med os kan vide, at han lever¹⁴ (se forslag nr. 3 på s. 148).

Vi stræber efter at føje mere til den lykke og godhed, som Guds børn allerede er i besiddelse af.

Når mennesker har spurgt mig: »Hvad er der med den organisation, du tilhører? Hvad er det, I er så bekymrede over, siden I sender missionærer ud over hele verden?« Jeg har sommetider svaret: »Vi ønsker, at I alle skal være lykkelige. Vi ønsker, at I alle må fryde jer, ligesom vi fryder os.«¹⁵

Tusinder og atter tusinder af missionærer … er taget ud i verden, og i kærlighed og mildhed er de gået fra dør til dør og har til vor himmelske Faders børn sagt:

»Må vi tale med jer, lad os forklare jer noget, som vi er sikre på vil gøre jer lykkelige, ligesom det har gjort os lykkelige!«

Det er historien bag missioneringen i den kirke, som vi er medlem af.¹⁶

Jeg husker engang, hvor en mand sagde til mig, efter vi havde talt sammen et stykke tid: »Altså, så vidt jeg kan se, så er din kirke lige så god som enhver anden kirke.« Jeg går ud fra, at han troede, at han gav os et stort kompliment, men jeg sagde til ham: »Hvis den kirke, jeg repræsenterer her, ikke er vigtigere for menneskenes børn end enhver anden kirke, så har jeg misforstået min pligt her. Vi er ikke kommet for at fratage jer den sandhed og dyd, I besidder. Vi er ikke kommet for at finde fejl hos jer eller for at kritisere jer … Hold fast i alt det gode, I har, og lad os bringe jer mere godt, så I kan blive lykkeligere, og så I kan berede jer til at indtræde i vor himmelske Faders nærhed« (se forslag nr. 4 på s. 149).

… På den tid, hvor Frelseren var på jorden, i tidens midte, fandtes der andre kirker. Der var utallige trosretninger, og de troede, at de tjente Herren. De store synagoger i Judæa var fyldt med mænd, der troede, de havde præstedømmets myndighed. De havde fulgt Abrahams og Moses’ lærdomme, ifølge deres overbevisning. De forkyndte vedvarende Frelserens komme til verden. De havde opmuntret mænd og kvinder til retfærdige gerninger. De havde bygget et tempel og tilbedelseshuse. De havde rejst monumenter over de profeter, der havde båret vidnesbyrd om Guds eksistens, hvoraf nogle var blevet slået ihjel og havde beseglet deres vidnesbyrd med deres blod. Det var sådanne mennesker, Frelseren kom til … Der var meget godt i dem. Der var mange gode mænd og kvinder blandt dem. Der fandtes meget retfærdighed blandt det folk. Frelseren kom ikke for at fratage dem nogen af disse gode ting. Da han kom til dem, var det ikke for at fordømme dem, men det var for at kalde dem til omvendelse, det var for at få dem til at vende sig bort fra deres fejl og opmuntre dem til at holde fast i al den sandhed, de besad.

… Når vi forkynder for den menneskelige familie, sådan som vi gør, at mennesket er faldet fra evangeliet, forkynder vi ikke noget, der ikke tidligere er sket i verden. Når vi siger, at gode mænd og kvinder er blevet ledt til at gøre og tro noget, der ikke er rigtigt, siger vi det ikke med fordømmelse, vi taler ikke med et ønske om at såre, men vi taler med et ønske om, at mennesker stopper op længe nok til en selvransagelse for at se, hvor de er på vej hen, og hvad der bliver deres endelige skæbne.¹⁷

Åh! Måtte vi være i stand til at give menneskeheden en indsigt i vore følelser, så de kan forstå, at vi ikke ønsker at indskrænke deres muligheder, men at de må fornemme, at vores hjerte rækker ud til dem i kærlighed og mildhed, uden noget som helst ønske om at såre nogen. Vores mission i verden er at frelse sjæle, at velsigne dem og sætte dem i en position, hvor de kan komme tilbage til vor Faders nærhed, kronet med herlighed, udødelighed og evigt liv.¹⁸

Hvis vi underviser med Helligånden, bærer han vidnesbyrd om sandheden til dem, vi underviser.

Missionærer er af denne kirke blevet sendt ud til verdens fire hjørner, og de har forkyndt Jesu Kristi evangelium. Mange har ingen uddannelse fået i verdens store universiteter. Deres uddannelse er i det store og hele begrænset til livets praktiske erfaringer, men de har fået det, der er mere virkningsfuldt til inspiration af den menneskelige familie, hvilket er Helligåndens ledsagelse.¹⁹

Når jeg rejser rundt omkring i missionsmarken, ser jeg udviklingen hos disse fine, unge mænd og kvinder, der tjener uselvisk, og indser, at de ikke blot lærer det lands sprog, som de tjener i, men de ved, at de har en gave fra Herren om at udbrede en sandhed, som mennesker måske ikke opnår på nogen anden måde.²⁰

Mange af jer eller jeres forfædre har hørt om evangeliet, som Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har undervist i det … Nogle har hørt det på gaden, hvor der stod en ydmyg missionær og underviste i det, Herren havde kaldet ham til at undervise i.

Der var noget, der rørte tilhørernes hjerte. Jeg har haft oplevelser i missionsmarken. Jeg har set folk stå og lytte til en ydmyg missionær, der forklarede livets formål og talte til folkene og opmuntrede dem til at omvende sig fra deres synder, og jeg har sommetider hørt folkene sige: »Jeg har aldrig før haft en sådan følelse, som jeg har nu, mens jeg hører denne mand tale.«²¹

Uanset hvor talentfulde vi er, eller hvor veltalende vi er, er det vor Faders Ånd, der når hjertet og viderebringer overbevisningen om dette værks guddommelighed.²²

Dette er Herrens værk. Mennesker kunne ikke med succes have bragt det frem, sådan som det er blevet gjort ved de enkle midler, vi har anvendt. Et almindeligt menneske kunne ikke have bibragt jeres sjæl den kundskab, som I besidder. Ej heller kan vi som mennesker inspirere mennesker i verden med en forsikring om, at Gud lever, og at dette er hans kirke, men hvis vi gør vores del, vil vor himmelske Fader velsigne vores indsats.²³

Lad os arbejde dag efter dag, så vor himmelske Fader kan velsigne os. Hvis vi har hans hellige Ånd, vil de mennesker, vi er i kontakt med, føle det, for den gennemtrænger den atmosfære, vi lever i, og de vil tage del i den og suge den til sig.²⁴

Der er kun forholdsvis få, der har taget imod evangeliet, som det er blevet åbenbaret i de sidste dage, men der er millioner af vor Faders børn, der ønsker at kende hans vilje, og når sandheden bliver bragt til dem og Åndens overbevisende indflydelse bærer vidnesbyrd til dem om sandheden, vil de fryde sig over at tage imod den²⁵ (se forslag nr. 5 på s. 149).

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Find yderligere hjælp på s. v-vii.

Læs de to sidste afsnit i »Fra George Albert Smiths liv« (s. 141-142). Tænk på én, du kender, som ikke er medlem af Kirken. Hvilke kvaliteter beundrer du hos denne person? Hvilke af evangeliets sandheder tror han eller hun allerede på? Hvilke yderligere evangeliske sandheder ville især være nyttige for ham eller hende? Hvordan påvirker det måden, vi fortæller folk om evangeliet på, når vi tænker således om dem?
Tænk på engang, hvor du for bestandig er blevet påvirket af den kærlighed, en person viste dig, mens du læser det første delafsnit i lærdomme (s. 142-143). Hvorfor er det så vigtigt at undgå at være kritisk over for dem, hvis tro adskiller sig fra vores?
Læs det delafsnit, der begynder på s. 144. Hvad vil det sige at fortælle om evangeliet med »oprigtighed«? Hvordan kan vi fortælle vores vidnesbyrd om det gengivne evangelium uden at lyde pralende eller egoistiske?
Hvad tror du, præsident Smith mente, da han sagde: »Hvis den kirke, jeg repræsenterer her, ikke er vigtigere for menneskenes børn end enhver anden kirke, så har jeg misforstået min pligt her«? (s. 145). Hvad tilbyder Jesu Kristi Kirke, som kan tilføjes til den lykke, en person allerede har i sit liv?
Tænk på en oplevelse, du har haft, hvor du har fortalt én om evangeliet, mens du læser det sidste delafsnit i lærdomme (s. 146-148). Hvad gjorde det til en god oplevelse? Hvad kan du gøre for at blive bedre til at fortælle om evangeliet?

Skriftstedshenvisninger: Joh 13:34-35; 2 Tim 1:7-8; 2 Ne 33:1; Alma 20:26-27; L&P 50:13-22

Til underviseren: Overvej at dele deltagerne op i små grupper på tre til fem personer. Vælg en leder i hver gruppe. Giv grupperne forskellige delafsnit. Bed dem som gruppe om at læse deres delafsnit og drøfte de tilhørende spørgsmål i slutningen af kapitlet. Bed derpå deltagerne om at fortælle hele klassen det, de har lært i deres gruppe (se Undervisning, den største kaldelse,s. 181-182).

»Vi ønsker at gøre godt mod alle og at hjælpe alle med at forstå livets og frelsens plan, som Herren har åbenbaret i disse sidste dage.«

»Lad os arbejde dag efter dag, så vor himmelske Fader kan velsigne os. Hvis vi har hans hellige Ånd, vil de mennesker, vi er i kontakt med, føle det.«