ReddetEFTER MINDATTERS SELVMORD
Forfatteren bor i Utah i USA.
Da min datter tog sit eget liv, havde jeg ikke anden familie at vende mig til efter hjælp i denne prøvelse – end min menighedsfamilie.
Fotoillustrationer: David STOKER; MODELFOTO
En af mine venner spurgte for nylig om noget, der overraskede mig. Af alle de spørgsmål man står tilbage med, når en af ens kære tager sit eget liv, så havde hun blot et. Det lød: »Hvordan hjalp Kirken dig, efter din 15-årige datter begik selvmord?«
Min umiddelbare tanke var: »Det gjorde den ikke. Jeg skubbede alle væk og gik i hi i mit hjem og led i absolut ensomhed.«
Men da jeg havde tænkt over det i nogle få dage, indså jeg, at jeg var helt galt afmarcheret. Jeg er ikke i tvivl om, at den ubeskrivelige rædsel, jeg oplevede, slørede mit perspektiv.
På hospitalet, hvor de tog min datter Natalie til, (selvom hun allerede var død) var jeg i chok. Jeg var helt lamslået, fysisk og psykisk. Der skete ting omkring mig, som jeg kunne se, men ikke mærke – politiet stillede spørgsmål, venner græd og sundhedspersonalet informerede. Det hele var en tåge og alligevel helt klart.
Jeg husker, at jeg så min tidligere biskop og hans kone. En af mine kolleger havde ringet til dem. Det var kun nogle få måneder tidligere, at min datter Natalie og jeg var flyttet fra deres menighed. Min biskop og hans hustru var vores nære og gode venner.
Biskoppens kone, der også hedder Natalie, sagde, at jeg skulle være hos dem. Det næste, jeg ved af, var, at jeg sad i deres bil på vej tilbage til mit gamle nabolag. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, og alligevel var jeg opmærksom på, at det næsten var næste dag, da jeg fik en præstedømmevelsignelse af biskoppen og en ven.
Jeg ved, at jeg må være blevet inddraget i begravelsesforberedelserne, men jeg var ikke bevidst om, hvad der skete. Jeg tog tøj på, når jeg fik at vide, at jeg skulle tage tøj på. Jeg steg ind i en bil, når jeg fik at vide, at vi skulle et sted hen. Jeg følte mig som en robot, der fulgte enkle kommandoer. Det var alt, jeg var i stand til at gøre. Overraskende nok havde jeg ikke fældet en tåre.
Begravelsen for min datter var smuk. Der var megen latter iblandet tårer, og Ånden var meget stærkt til stede. Min ældste datter, Victoria, rejste til Utah fra en anden stat. Hun skrev en sang og optrådte med den ved begravelsen.
Jeg blev aldrig kontaktet omkring udgifterne til begravelsen, jeg fik blot at vide, at det blev ordnet. Indenfor få uger var den til fulde blevet betalt af donationer fra Kirkens medlemmer.
På det tidspunkt boede jeg stadig hos min tidligere biskops familie. Medlemmer fra min gamle menighed ledte efter en ny bolig til mig. Der blev en sød lille kælderlejlighed ledig, og inden jeg vidste af det, havde jeg underskrevet lejekontrakten. Det skete ikke på min foranledning. Det skete takket være et netværk af kirkemedlemmer, der talte min kære ven Natalie, biskoppens kone.
Menighedens medlemmer hjalp med at flytte mine ting og fik mig og min anden datter på plads. De to første måneders husleje var blevet betalt på forskud – igen af donationer fra Kirkens medlemmer. Jeg havde stadig ingen tidsfornemmelse, og jeg var stadig følelsesmæssigt lammet i en vis grad, men jeg begyndte at kunne føle noget igen.
Omkring en måned efter min datters død begyndte det at gå op for mig, hvad der var sket. Det føltes som en tung, tyk sort røg, der sev ind først og blev efterfulgt af altopslugende bølger, indtil jeg var omringet af totalt mørke. Sorg kan i sin mest rå form være blændende.
Natalie døde på Thanksgiving Day. Nu var det jul. Mit tab føltes kun større i helligdagene. Jeg græd ustandseligt i dagevis, og smerten føltes kvælende. Minutterne føltes som timer. Timerne føltes som dage. Dage føltes som år.
Som fraskilt kvinde havde jeg ikke en mand, der kunne tjene pengene. Havde jeg haft det, havde jeg måske bare krøllet mig sammen og låst mig inde i skabet og var blevet der. Men jeg havde ikke den luksus. Jeg måtte tage mig sammen og fungere. Jeg var nødt til at finde et arbejde. Jeg havde et arbejde, da den Thanksgiving Day indtraf, men midt i alt kaosset havde jeg glemt alt om mit arbejde. Jeg kunne være vendt tilbage til det, men min Natalie elskede at være der, og tanken om at skulle tilbage uden hende var ubærlig.
Den første uge i januar fik jeg et lavtlønsjob. Jeg prøvede at opføre mig, som om alt var normalt. Min krop var i gang, men det føltes, som om min sjæl var død. Ingen vidste, at jeg bare var en hul skal. Det var kun på vej til og fra arbejde, at jeg kunne give slip.
Jeg begyndte at komme i min nye menighed lidt ad gangen. Jeg vidste, at spurgte nogen mig om, hvordan jeg havde det, ville jeg bryde sammen. Jeg ville desperat gerne i kirke, men jeg ville ikke tale med nogen og slet ikke se nogen i øjnene. Jeg ønskede bare, at jeg kunne være usynlig. Mere end alt andet ønskede jeg bare at kunne rive den altfortærende smerte ud af brystet.
Jeg har ingen anelse om, hvad søstrene i Hjælpeforeningen tænkte om mig, og jeg brød mig ikke om det. Jeg var alt for optaget af bare at trække vejret! Jeg er sikker på, at jeg gav indtryk af, at jeg bare ville være alene, for der var ingen, der generede mig. De gav mig dog indimellem et varmt smil, som jeg fandt lidt beroligende – bare lige nok til, at jeg ikke løb mod den nærmeste udgang, hvilket jeg konstant tænkte på.
Tiden læger alle sår. Den visker ikke tingene bort, men lader langsomt såret vokse sammen.
Den skæbnesvangre Thanksgiving Day var i 2011, og det tog mig nogle år at se, hvor stor en hjælp mine brødre og søstre i Kirken havde været. Jeg havde det, som om jeg var blevet båret ud fra slagmarken efter at være blevet alvorligt såret. Jeg blev plejet og sørget for, indtil jeg var rask og igen kunne stå på egne ben.
Jeg har været genstand for utallige velsignelser på et utal af måder. Mit vidnesbyrd er vokset helt kolossalt. Jeg ved nu, hvordan det føles at blive omsluttet i vor Frelsers kærlige arme.
Som svar på min vens spørgsmål: »Hvordan hjalp Kirken dig igennem denne prøvelse?« Siger jeg: »De hjalp mig ikke. De reddede mig.«