2017
Frelseren: Den ideelle læge
September 2017


Sidste dages hellige røster

Frelseren: Den ideelle læge

Billede
physician meeting with patient

Illustration: Joshua Dennis

Som læge havde jeg engang en patient, der kom til mig, efter en rutinemæssig blodprøve havde vist noget unormalt. I dagene mellem hendes prøver og besøg havde hun søgt på internettet for at finde ud af, hvad resultaterne kunne betyde. Da vi mødtes, var hun oprevet og bekymret. Jeg forsøgte at forklare resultaterne, men hun var stadig oprevet.

»Du skal ikke bekymre dig om, hvad der kan gå galt,« sagde jeg til hende. »Det er mit arbejde! Det er derfor, jeg er her. Jeg har studeret længe for at vide, hvad vi skal gøre ved dette. Vi kommer igennem det her sammen, og hvis du følger mine råd, så får du det bedre. Stol på mig og lad mig tage mig af de lægelige bekymringer. Så kan du bruge dine kræfter på at få det bedre.«

Det beroligede hende. Vi planlagde at tage nogle flere prøver, og jeg lovede, at vi var sammen om dette.

Nogle måneder senere oplevede jeg en del uro i mit privatliv. Arbejdspresset, en baby på vej og en forestående flytning var noget overvældende. Jeg var frustreret, nervøs og bange.

Jeg bad oprigtigt om mine bekymringer, synder og frustrationer. Mens jeg bad, vidnede Ånden om, hvor vigtig Frelseren er for mit liv. Det var, som om han sagde til mig:

»Du skal ikke bekymre dig om, hvad der kan gå galt. Det er mit arbejde! Det er derfor, jeg er her. Jeg har lidt alt for at vide, hvad vi skal gøre ved dette. Hav tro på mig og så kommer vi igennem det her sammen. Hvis du følger mine råd, får du det godt igen. Stol på mig og lad mig tage mig af de åndelige bekymringer. Så kan du bruge dine kræfter på at gøre dit bedste.«

Da jeg indså det, aftog min bekymring, skyldfølelse og frustration. Tro på ham fjernede de uproduktive følelser, der blokerede min fremgang. Jeg kunne koncentrere mig om det, jeg havde kontrol over. Jeg kunne efterleve evangeliet og vende mig til Frelseren med mine udfordringer.

På samme måde som en læge kan vejlede os til at blive raske, kan Frelseren, som er den ideelle og fuldkomne læge, fjerne byrden af skam, bekymring, skyld, ja tilmed frustration og ængstelse og vise os vejen til åndelig helbredelse. Det er hans arbejde, og han udfører det fuldkomment.