Sidste dages hellige røster
Vi så vores barn dø
Illustration: Allen Garns
Efter den første ultralydsscanning sagde lægen, at der var risiko for, at vores barn led af Downs syndrom. Det havde min mand og jeg ikke forventet at høre, og mit syn på fremtiden ændrede sig straks.
Gennem hele graviditeten havde jeg været fyldt med spørgsmål og bekymringer om, hvad jeg kunne forvente. Men vi forberedte os nøje på, at vores baby skulle komme. Da dagen endelig kom, følte jeg, at det var noget smukt og særligt, der skulle fødes.
Vi gav vores dreng navnet Santiago, og kort tid efter han var blevet født, fandt vi ikke alene ud af, at han havde Downs syndrom, men også flere andre alvorlige fysiske udfordringer, der påvirkede hans hjerte, lever og lunger. Lægerne og sygeplejerskerne lagde ham straks i respirator og koblede ham til en hjerte-lunge maskine. Som dagene gik på hospitalet, begyndte min mand og jeg at drøfte, hvordan vi skulle tage os af Santiago samtidigt med hans brødre. Det var da, jeg indså, hvor meget vi havde brug for vor himmelske Fader.
Vores lille »Santi« fik det godt nok til at kunne komme ud af respiratoren. Da han selv begyndte at trække vejret, var det, som om han sagde: »Mor, jeg skal nok blive stor og stærk.« Han knugede vores fingre i sin lille hånd. Han var stærk, men hans hjerte kunne ikke stå mål. Hans hjerte holdt op med at slå, og kort tid efter vendte han tilbage til sin himmelske Fader.
Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle igennem noget som det. At vente på, at ens barn kommer med så stor forventning, det at man lægger så mange planer for ham, for så at se ham opgive livet er en af de mest smertefulde ting, en far og en mor kan gå igennem.
Min mand og jeg tog til templet efter Santiagos død. Vi følte os trøstet, da vi trådte ind. Jeg vidste, at jeg en dag ville lære mit barn at kende og nyde ham som hans mor. Jeg er taknemlig for templer og evige familier. Nu er det op til os at leve på en måde, der gør, at vi engang kan være sammen med vores lille Santiago igen.