Cayo og Anthony

Paris i Frankrig

Billede

anthony and cayo walking together

Cayo Sopi og Anthony Linat har været venner, siden de var børn. Cayo, der er medlem af Kirken, håbede altid på, at Anthony også ville blive det.

Leslie Nilsson, fotograf

Cayo:

Jeg mødte Anthony for længe siden. Vi var lige flyttet til området. Jeg begyndte på denne nye skole og fik nye venner. Anthony var en af dem. Vi var måske seks eller syv år gamle. Det er sjovt at tænke på, nu hvor jeg er 26.

Vi spillede et spil, der hedder Pog. Det er noget, vi spiller i Frankrig, jeg ved ikke, om man spiller det andre steder. Mens vi spillede, prøvede Anthony at snuppe en eller to af mine brikker. Og pludselig var vi oppe og slås. Vores lærer var nødt til at skille os ad. Efter det tror jeg nok, at vi satte mere pris på hinanden. Vi begyndte at lave ting sammen – spillede videospil, stod på skateboard og cyklede. Lidt efter lidt brugte vi mere og mere tid sammen.

Min mor har altid ønsket, at vores familie bad sammen. Det var noget, vi gjorde hjemme hos os. Det samme gjaldt med at læse i skrifterne. Disse ting lå rodfæstet i os. En aften overnattede jeg hos Anthony. Da jeg bad min aftenbøn, så Anthony det og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg svarede, jeg kan bare huske, at vi var på hans værelse, og vi talte om bøn.

Anthony kom nogle få gange hjem til os, og han så os studere skrifterne og bede bordbøn og familiebøn. Han så, at vi sang salmer sammen. Jeg inviterede ham med i kirke en gang eller to. Jeg må have udledt af hans reaktion, at han ikke var alt for vild med den tanke. Jeg sagde til mig selv: »Det er vel det, og det er lidt ærgerligt, men vi fortsætter bare med at være venner.«

Anthony:

Til at begynde med var jeg lidt afstandtagende over for Kirken. Jeg forstod ikke ret meget, og jeg var bange for at tale med Cayo om, at hans familie bad familiebøn. Så jeg tog først ikke imod invitationen. Men lidt efter lidt føltes det godt. Jeg kunne mærke, at Cayos familie adskilte sig fra andre familier.

Cayo:

Med tiden trak andre ting i os. Vi mistede kontakten med hinanden adskillige gange i årenes løb, men vi blev ved med at støde ind i hinanden. Da vi blev teenagere, blev vi nære venner igen.

Anthony:

Jeg kunne se, at Cayo var anderledes end mine andre venner. Vi laver alle sammen dumme ting, når vi vokser op, men Cayo hjalp mig med at vælge en god vej.

Cayo:

Anthony begyndte at tage med min familie i kirke. Så udviklede tingene sig naturligt, missionærerne brugte en masse tid på os, og Anthony blev ret godt bekendt med Kirken. Han vidste, hvad bøn var, han kendte salmerne, han vidste det hele – han var bare ikke medlem.

Anthony:

Fra jeg var 8 til 18 tænkte jeg meget over at blive døbt. Men det tog mig lang tid, fordi jeg havde meget, jeg måtte ændre i mit liv, selvom jeg prøvede at leve efter gode principper.

Da jeg var 18, mødte jeg missionærerne hjemme hos Cayo. Missionærerne gav mig de lektioner, der forberedte mig på dåb. De hjalp mig, og deres budskab rørte mit hjerte. Under den tid blev min mor og lillesøster præsenteret for missionærerne. De blev døbt få måneder, inden jeg blev. Jeg blev døbt den 10. marts 2007.

Cayo:

Det tog den tid, det tog, mere end 10 år, men han blev endelig døbt.

Det er interessant at se, hvordan Herren gør tingene. Derefter tog jeg på mission i Frankrig, og vi skrev sammen. Nu skal vi skilles igen, for Anthony er lige blevet politimand, og han skal arbejde to til fem år i Guyana, men jeg er sikker på, at vi holder kontakten.

Anthony:

Siden jeg blev medlem af Kirken, har jeg gjort, hvad der kræves for at blive på den snævre sti og for at dele evangeliet med dem omkring mig. Det er ganske enkelt, men evangeliet kan være svært for andre at acceptere og efterleve. Som medlemmer af Kirken adskiller vi os virkelig fra andre.

Andre i min familie havde svært ved at se, hvorfor min mor, søster og jeg gjorde os klar til kirke hver søndag. Jeg trækker i mit jakkesæt og tager hjemmefra kl. 8.30 for at være i kirke kl. 9, og jeg er der ofte til 3 om eftermiddagen på grund af min kaldelse. Jeg kan godt lidt at besøge de andre medlemmer og finde ud af, hvad der sker i deres liv. Jeg elsker at omgås andre medlemmer, det er enestående. Det er vigtigt at have mennesker omkring, der er medlemmer, at vi er enige og føler, at vi styrker hinanden.

Cayo:

Jeg tror, at Herren gør alt, han kan, for at vi vitterligt, dybt og oprigtigt kan ændre os. At blive sidste dages hellig og en Kristi discipel er ikke blot et spørgsmål om at tilegne sig visse holdninger, det er at bevidne en grundlæggende ændring i en selv. Jeg så den ændring i Anthony.

Anthony:

Det gør mig tryg at vide, at jeg har en himmelsk Fader. Det er også trygt for mig at vide, at han sendte sin Søn, Jesus Kristus, for at dø for os – for mig.

Jeg ved i hvert fald, at det er sandt. Jeg ved også, at skrifterne er sande. Mormons Bog er sand. Det er jeg overbevist om. Kirken er sand. Vi har en sand profet, Thomas S. Monson. De tolv apostle er virkelig kaldet af Gud.

Det er noget, jeg ikke forstod før, og jeg tror, at jeg selv i dag ikke helt forstår det. Det er meget stærkt og en meget speciel følelse.