Herrens stridsmænd
Forfatteren bor i Mexico City i Mexico.
Jeg var nødt til at vælge enten at tage sagen i egen hånd eller overlade det til Herren og fokusere på at tjene som missionær.
Camouflagebillede fra Getty Images; fotografi af soldat: Krista Rossow/Getty Images
For mange år siden tjente jeg som fuldtidsmissionær i Monterrey Nord-missionen i Mexico. Det oplevede jeg som et stort privilegium.
Da jeg tog på mission, var der en uløst sag, jeg rejste fra. Jeg havde stadig ikke modtaget de papirer, der fritog mig fra militærtjeneste. Det var et ekstremt vigtigt dokument. Det betød, at en ung mand havde aftjent sin værnepligt og havde ret til at arbejde og studere. Det er en officiel anerkendelse af ham som borger i Mexico.
Som tiden nærmede sig for, at det dokument dukkede op, begyndte jeg at bekymre mig. Jeg skrev til mine forældre og bad dem om at se om, de kunne hente min militærbog. Da jeg modtog deres næste brev, blev jeg endnu mere bekymret. De skrev, at de allerede havde fået at vide, at den kun kunne udleveres til den person, den tilhørte.
Jeg fik en akut trang til at bede til Herren og spørge ham, hvad jeg skulle gøre. Svaret, som ikke kom lige med det samme, var, at jeg skulle forklare sagen for min missionspræsident. Under min samtale med ham drøftede vi to alternativer. Det ene var, at jeg ganske enkelt kunne sætte min lid til Herren. Det andet var at troppe op personligt og hente den. Afgørelsen var min.
Jeg var ikke sikker på, hvad jeg skulle gøre. Jeg betroede mig til min kammerat, og vi fandt styrke, da vi læste dette skriftsted: »Ved I ikke, at I er i Guds hænder? Ved I ikke, at han har al magt, og at jorden på hans store befaling skal blive rullet sammen som en skriftrulle?« (Morm 5:23). Skriftstedet spredte den sky af forvirring, der havde hængt over mig. Fra det øjeblik jeg læste det, vidste jeg, at det var min pligt at lægge alle mine kræfter i at være missionær. Mit problem lå i Herrens hænder.
Lidt senere modtog jeg endnu et brev fra mine forældre. Min far skrev:
»Sønnike, jeg tog tilbage til Forsvarsministeriet endnu en gang for at finde en at tale med, som kunne hjælpe os med at løse dit problem. Da jeg havde talt med en hel masse mennesker, blev jeg henvist til et bestemt sted. Der ankom jeg temmelig mismodig og desperat. Det første jeg så var en stor dør, der stod vidåben og blev bevogtet af to imponerende soldater. Jeg samlede mod til mig og gik ind og fandt det kontor, jeg var blevet henvist til. Da jeg bankede på, følte jeg mig nervøs, men jeg følte også, at jeg blev vejledt af Herrens Ånd.
Da jeg kom ind, så jeg en officer sidde bag et skrivebord. Han havde en masse medaljer på brystet, og væggene på kontoret var dækket af farvestrålende diplomer. Han gav et fast håndtryk og spurgte højtideligt: ›Hvad er formålet med Deres besøg?‹
›Jeg har en søn, der tjener som missionær,‹ svarede jeg. ›Derfor kan han ikke selv komme og hente sin militærbog. Jeg er kommet for at se, om jeg må hente den for ham.‹
›Nej, det kan De ikke. Den kan kun udleveres til den person, den tilhører,‹ fastslog officeren.
I det øjeblik oplyste Herren mit sind med sin Ånd, og jeg sagde: ›Sir, De har mange soldater under deres befaling, som skal stå til ansvar for Dem for opfyldelsen af deres pligter. På samme måde passer min søn sin pligt til forkynde Herrens evangelium på dette tidspunkt. I dette øjeblik er han Herrens stridsmand.‹
Med dette rejste officeren sig fra sit sæde og sagde: ›Har De nogen legitimation? Hvad hedder Deres søn?‹
Da jeg havde svaret på hans spørgsmål, kaldte han på en sekretær og sagde: ›Hent papirerne for denne unge missionær.‹
Han underskrev dem, forseglede dem og rakte mig dem. Det krævede ikke mere. Jeg gav ham hånden fast og taknemligt. Søn, dine papirer er nu i orden, og du må vise din taknemlighed til Herren ved at tjene ham som en sand stridsmand.«
Da jeg havde fået det brev, takkede jeg Herren for hans store magt til komme mig til hjælp, for det svar han gav som svar på mine bønner og for, at han havde oplyst min far. Jeg beder om, at vi alle må sætte vores fulde lid til Herren og aldrig glemme hans løfte: »Bed, og der skal gives jer; søg, og I skal finde; bank på, og der skal lukkes op for jer. For enhver, der beder, får; og den, der søger, finder; og for den, der banker på, skal der lukkes op« (3 Ne 14:7-8).