Sidste dages hellige røster
Kristuslignende moderlighed
Illustration: Carolyn Vibbert
Jeg fejede saltstænger, morgenmadsprodukter, popcorn og chips sammen i en dynge.
»Nej! Det var ikke mig, der spiste noget af det her,« sagde jeg, mens jeg smed det i skraldespanden.
Min mand, der sad ved bordet, sagde stille: »Det er en mors utaknemlige opgave.«
Jeg rettede mig op. »Hvabehar?,« sagde jeg.
Han talte lidt højere og tydeligere ind imellem, han tog en bid af sin morgenmad: »Det er det, mødre gør. De bruger livet på at rydde op efter noget, som de ikke har rodet til – akkurat som Frelseren gjorde.«
Den observation var ret tankevækkende for mig. Jeg burde have været tilfreds med at betragte det at feje krummer sammen som mere kristuslignende, end jeg havde troet. Så jeg følte mig skyldig. Jeg følte mig ubekvem ved sammenligningen. Hvor mange gange havde jeg ikke enten til min mand eller bare for mig selv nævnt alle de ting, jeg havde gjort for mine børn, i håb om anerkendelse eller taknemlighed? Det virkede ikke forkert at ønske, at mine børn var mere taknemlige, men i et øjebliks klarhed indså jeg, at mit ønske handlede mere om mig, der ville have ros eller kompensation, end det handlede om at lære dem taknemlighed. Men Frelseren krævede aldrig anerkendelse. Han bad ikke om den, og han ønskede den ikke.
Jeg kan huske samtaler med mine teenagebørn, hvor de opremsede alle de ting, de havde gjort for mig i et forsøg på at komme udenom arbejdsopgaver.
Jeg svarede almindeligvis: »Hvis I gerne vil sammenligne arbejdslister, så kan vi godt det, men I taber, så se at komme i gang!«
Da indså jeg, at mine motiver sjældent var rene nok til den sammenligning, min mand havde lavet. Frelseren førte ikke lister, så han kunne sammenligne, hvad han har gjort med det, jeg har gjort. Jeg ville til hver en tid tabe.
Jeg stod stadig med kosten i hånden, da jeg vågnede op til en ny forståelse af at være moderlig – at være moderlig som han ville have været. Uden at søge ros, anerkendelse, et knus eller selv et tak. Jeg ville feje krummerne sammen med kærlighed, for det var det, han ville gøre.
Alt, han gjorde, var af lydighed mod sin Fader. Det handlede aldrig om ham. Herren reparerer altid det, der er gået i stykker og rydder op efter vores rod, med fuldkommen kærlighed til sin Fader og os. Nu vil jeg stræbe efter at undervise og tage mig af mine børn med den reneste kærlighed, jeg kan mobilisere. Først da vil jeg føle, at jeg virkelig udøver kristuslignende moderlighed.