Vores hjem, vores familie
På rekordtid
Forfatteren boede i Californien i USA, da dette skete.
Det ville kræve noget af et mirakel, for at jeg kunne komme hjem til min datters dåb.
Foto fra Getty Images
Min datter var lige blevet otte år, og hun glædede sig til, at jeg skulle døbe hende. Hendes bedsteforældre kom også til den særlige begivenhed, hvilket blot fik hende til at glæde sig endnu mere. Men efterhånden som den store dag nærmede sig, så det ikke ud til, at jeg kunne være med til hendes dåb.
Mit job som pilot i flyvevåbnet og assisterende operationsofficer i eskadrillen var sjældent kedeligt, men tempoet blev langt mere intenst, da mine operationsofficer tog af sted til en anden opgave. Den ene opgave væltede ind efter den anden. For at få det påkrævede antal flybesætninger var jeg tvunget til at indstille øvelser, droppe nogle af eskadrillens opgaver og aflyse ferie, der havde været planlagt i månedsvis.
Besætningen var beordret af sted på en 21-dages tur, og der var ikke store chancer for, at de kom tidligere tilbage. Så da min operationsofficer og en anden assistent vendte tilbage, var det svært at retfærdiggøre, at jeg blev hjemme til en familiebegivenhed. Hvordan kunne jeg blive tilbage, når jeg havde krævet så store ofre af så mange andre?
Jeg følte mig splittet. Jeg havde altid prøvet at lade min familie komme før min karriere, men det var ikke en almindelig situation, og jeg havde også en pligt til at tjene mit land. Min operationsofficer var ikke medlem af Kirken, men han forstod, hvor vigtig denne begivenhed var for min familie og overlod beslutningen til mig. Efter megen bøn og drøftelse i familien gjorde jeg det, jeg følte var rigtigt og satte mig på skemaet til den næste operation hjemmefra.
Da min besætning var blevet varslet om, at vores mission begyndte mandag morgen, så det ikke ud, som om der var nogen chance for, at jeg kunne være tilbage til min datters dåb om lørdagen. Vi skulle flyve hen til et sted for at hente noget fragt, derpå til en base, hvor vi skulle hvile, inden vi fløj igen. Bagefter skulle vi flyve til et andet sted og hvile og derpå aflevere fragt på et meget afsides sted, og på tilbageturen skulle vi stoppe for at hvile igen og vende hjem for at hente mere fragt og flyve tilbage igen. Det tog normalt mindst 7 dage at fuldføre denne rundflyvning en gang, men jeg vidste, at min familie bad for, at jeg kunne nå tilbage. Deres tro og bønner hjalp mig til at have tro, og det stod hurtigt klart, at dette her ikke blev en typisk mission.
I stedet for at gøre stop i en eller to dage skulle vores mission tanke op igen i luften og fortsætte nonstop til vores første internationale destination. Og efter den mindst mulige lovpåkrævede hviletid skulle vi flyve en anden mission ud og tilbage til det fjerntliggende afleveringssted. Det gik ualmindeligt godt med at aflaste og genoptanke på vores bestemmelsessted, og efter endnu en minimums hviletid blev vi kaldt direkte til vores hjemmebase. Vi ville være hjemme en dags tid!
Jeg var henrykt over at fortælle min familie, at jeg næsten var hjemme. Men så fortalte min kone mig, at dåbsmødet lige var blevet rykket fra kl. 17 til kl. 14 på grund af en stavsaktivitet for de unge. Jeg ringede til vores flyfragtmanager og forklarede situationen. Efter en kort tænkepause svarede han, at der var tilstrækkeligt med flybesætninger til at rykke vores næste opgave til kl. 17 om lørdagen. Det tidspunkt, hvor dåben først skulle have været fundet sted.
Da vi fløj forbi bjergkæden tæt på mit hjem, så jeg, at der lå endnu en trosprøve forude, byens lys var pakket ind i en tæt tåge. Det var nok den værste sigtbarhed, jeg nogensinde havde skullet lande i. Vi lagde hurtigt en plan om at blive omdirigeret til en anden flyveplads, hvis det blev nødvendigt, gennemgik vores tjekliste og fløj ned for at se.
Da vi hastede ned mod landingsbanen 60 meter over jorden, var vi helt omsluttet af tåge. Da vi passerede 37 meter, så vi pludselig en oplyst landingsbane foran os, og få sekunder senere stod vi sikkert på jorden. Alle åndede lettet op.
Foto bragt med tilladelse af familien Bairett.
En hel række uventede begivenheder havde bevirket, at min besætning kunne foretage turen med mange stop til den anden side af jorden på rekordtid, og jeg fik en lille pause, der faldt sammen med min datters dåb. Med Herrens hjælp blev jeg i stand til at passe min pligt over for mit land, min eskadrille og vigtigst af alt min familie. Selvom livet var gået videre, hvis vi havde været nødt til at udskyde vores datters dåb, så lod vor himmelske Fader os vide, at han elsker os og hører vores bønner. Han gav min datter mindet om disse mirakuløse begivenheder som vidnesbyrd om, at han elsker hende, og min kone og jeg fik begge et stærkere vidnesbyrd om, at »hvad I end beder Faderen om i mit navn, som er ret, i tro på at I skal få det, se, det skal gives jer« (3 Ne 18:20).