Vejen til templet
Skønt medlemmerne har fulgt forskellige veje opdager de sidste dages hellige i Ukraine, at alle retfærdighedens veje fører til templet.
Den tidlige morgentur langs Kiltsevavejen i Kijev i Ukraine byder den rejsende på en relativt stille vej til templet i Kijev. Kun nogle få billygter skinner gennem morgendisen, mens køretøjer snor mellem vejens mange huller.
Lyset fra templet virker som et fyrtårn, hvis stråler viser dem, der har kurs mod templet, hvilken vej de skal køre.
Mens nogle har været velsignet med at følge denne fredfyldte vej til templet, siden det blev indviet i august 2010, kan andre skrive under på, at deres vej til templet ikke var helt så rolig.
Da daggryet bryder frem, og solen titter op over horisonten, strømmer biler og busser ud på Kiltsevavejen. Nu da den før så fredfyldte vej fyldes med køretøjer, bliver den til en larmende parkeringsplads.
Mange tempelbesøgende, som ved, at trafikken er en uundgåelig del af turen, holder sig på vejen og kører tålmodigt nogle få meter ad gangen, inden trafikken igen går i stå. Templet forbliver deres mål, men køreturen går langsomt.
Andre vælger alternative ruter. Bag templet er der en række grusveje og gyder. Vejen er ikke tydeligt angivet, og bilisterne kan let komme på afveje. Men hvis bilisten kigger op, kan vedkommende se templets spir, der igen fungerer som en ledestjerne og indbyder alle til at komme til templet.
De åndelige stier, som medlemmerne i Ukraine har taget for at nå frem til Herrens hus, minder en del om de veje, som omgiver templet.
Mens nogle unge medlemmer har været så velsignet at vokse op i Kirken og nu kan besøge templet i Kijev for at udføre ordinancer, har andre måttet køre gennem tæt åndelig trafik for at nå hertil.
Templet blev bekendtgjort i 1998 af præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) og stod færdigt i 2010. Igennem de 12 år holdt mange medlemmer i Kijev Stav i Ukraine sig på den smalle – og tilsyneladende langsomme – vej og ventede tålmodigt på, at templet skulle blive færdigt. Andre valgte en anden vej og mistede midlertidigt deres tempelmål af syne.
Skønt de åndelige veje, som medlemmer vælger for at nå til templet, er forskellige, så har trofaste medlemmer i Ukraine opdaget, at alle retfærdighedens veje fører dem tilbage til templet.
Den lige vej
Mange unge medlemmer i Østeuropa blev ført til evangeliet i en tidlig alder. Denne tidlige evangeliske kundskab har gjort det muligt for dem ikke alene at udvikle vidnesbyrd fra en ung alder, men også at træffe en fast beslutning om at blive gift i templet.
Både Nikolai Tjemezov og hans hustru, Asija, fra Kharkivs’kij Menighed blev præsenteret for evangeliet i deres ungdom – Nikolai som otteårig og Asija som teenager.
»Lige siden jeg blev døbt, har jeg vidst, at vor himmelske Faders plan var vejen til ophøjelse,« siger bror Tjemezov. »Kirkens lære om familiens guddommelige mission har altid betydet meget for mig.«
Søster Tjemezov erkendte også den evige families betydning i en ung alder. »Da jeg kom i Kirken som ung pige, lærte jeg, hvor vigtigt det er at indgå hellige tempelpagter,« siger hun. »Jeg har altid drømt om et tempelægteskab, og jeg har altid stræbt efter at være værdig til at blive gift i templet.«
Det unge par begyndte at gå ud med hinanden i 2009. Da kærligheden blomstrede, og de begyndte at tale om ægteskab, vidste de allerede begge, hvad deres næste skridt skulle være. »Da de bekendtgjorde, at templet i Kijev skulle indvies i august 2010, besluttede vi at blive beseglet der,« siger søster Tjemezova.
»Det var godt, at vi ikke skulle vente så længe,« tilføjer bror Tjemezov.
Parret blev beseglet i september 2010.
»Det var den dejligste dag i mit liv,« siger bror Tjemezov. »Jeg følte mig så velsignet ved at kunne tage min kære Asija i hånden og føre hende til Herrens hus. Jeg kan med sikkerhed sige, at den dag gik min drøm i opfyldelse – drømmen om at skabe en evig familie.«
Den lange vej
Omend vejen til evigt ægteskab har været lige så lige for Petr og Adalina Mikhailenko, der er medlemmer af Vijnohradars’kij Menighed, har den dog været meget længere. Familien Mikhailenko var en af de første familier, der sluttede sig til Kirken i Ukraine, da de blev døbt i 1993 – blot to år efter at den første gren blev oprettet i Kijev.
Men på trods af dette gjorde afstanden til det nærmeste tempel og andre faktorer, at parret ikke blev beseglet de første mange år. Men det afholdt dem ikke fra at holde fast ved hinanden og deres drøm om et evigt ægteskab.
»Jeg ventede tålmodigt på templet,« siger bror Mikhailenko. »Jeg har aldrig overvejet at forlade Kirken. Jeg har altid kendt den rette vej.«
Da præsident Thomas S. Monson indviede templet i august 2010, kunne parret ikke længere styre deres iver efter at blive beseglet til hinanden. »Vi ankom så tidligt, den dag vi skulle besegles, at templet slet ikke var åbent endnu,« siger søster Mikhailenko.
Parret var ikke alene. Mange andre medlemmer af menigheden kom også til templet den dag for at tage del i Mikhailenkos glæde.
»Beseglingen var vidunderlig,« siger søster Mikhailenko. »Man havde følelsen af, at man aldrig rigtig havde elsket sin mand, som man elskede ham i det øjeblik.«
Den kærlighed har holdt ved siden. »Der er en mærkbar forskel i vores forhold,« siger bror Mikhailenko. »Vi har været gift i mange år, men nu hersker der en helt anden følelse. Vi har lyst til at gøre mere for hinanden, og vi gør det med større kærlighed.«
Tilbage på stien
Andrej og Valentina Dudka fra Vijnohradars’kij Menighed blev præsenteret for evangeliet af en nabo i 2003. Da parret havde talt med missionærerne i flere uger, besluttede de at blive døbt.
Skønt familien Dudka var begejstrede over at høre om evangeliske sandheder såsom behovet for templer i de sidste dage og muligheden for at opnå en evig familie, gled de gradvis ind i inaktivitet. »Vi kunne bare ikke se nogen grund til at gå i kirke,« siger søster Dudka. »Vi lod ting komme i vejen – såsom at vi var for trætte, eller at der var en god udsendelse i tv, som vi gerne ville se.«
Familien Dudkas manglende aktivitet påvirkede deres lykke i en negativ retning. »Vi begyndte at se en forskel på livet i Kirken og livet ude i verden, da vi havde forladt Kirken,« siger bror Dudka. »Vi var ikke lykkelige.«
Da de havde været væk fra Kirken i små fire måneder, nåede søster Dudka sin grænse. »Da en bestemt søndag oprandt, sagde jeg: ›Hvis jeg ikke tager derhen i dag, overlever jeg ikke,‹« siger hun. »Jeg følte mig som et menneske, der ikke havde fået vand i flere dage. Jeg trængte til det vand.«
Da søster Dudka var vendt tilbage til fuld aktivitet, bad hun tålmodigt og opmuntrede sin mand til også at vende tilbage til Kirken. Omkring et halvt år efter, at hun var vendt tilbage, kom han også tilbage.
»Min hustrus bønner påvirkede mig,« siger bror Dudka. »Jeg indså, at som bærer af Det Melkisedekske Præstedømme havde jeg et ansvar for at være et aktivt medlem. Jeg erkendte, at jeg uden Gud ikke kunne udrette noget.«
Da familien Dudka var vendt tilbage til Kirken, gik deres tanker igen til templets frelsende ordinancer. Sammen med andre sidste dages hellige i Ukraine glædede parret sig, da det første spadestik blev taget til tempelbyggeriet i 2007.
»Da de begyndte at opføre templet, kiggede vi ofte forbi for at se, hvordan arbejdet skred frem,« siger bror Dudka.
»Jeg sprang i vejret, da jeg så dem lægge den første sten,« tilføjer søster Dudka.
Da englen Moroni blev anbragt på toppen af templet, blev der krammet og grædt blandt de hellige og især blandt Dudkas.
»Da de endelig var færdige med tempelbyggeriet, følte vi en stor lettelse over at vide, at vi var værdige til at komme derind,« siger bror Dudka.
Bror og søster Dudka siger, at deres besegling i templet har givet dem et stærkere, evigt perspektiv på livet. »Man forstår, at ens familie ikke længere bare er dig og din mand – nu er Herren også en del af det,« siger søster Dudka. »Nu ser vi på hinanden med evighedens øjne.«
Fra oven: Asija og Nikolai Tjemezov blev beseglet i templet i Kijev i Ukraine, tre dage efter at det var blevet indviet. Petr og Adalina Mikhailenko er taknemlige for, at deres barnebarn, Masja, kan se frem til at komme i templet i sit hjemland. Andrej og Valentina Dudka besøgte ofte tempelgrunden, mens byggeriet var i gang.
Foto: Marina Lukach
Øverst: Foto udlånt af familien Tjemezov; øvrige foto: Chad E. Phares