Evangeliske klassikere
Vi lærer af Mesteren
Marvin J. Ashton blev ordineret til apostel den 2. december 1971. Den følgende artikel er et uddrag af en tale, som han holdt på Brigham Young University den 5. juni 1988.
Så længe jeg kan mindes, har jeg næret en særlig kærlighed til Jesus Kristus. Han lærte os, at han var den levende Guds Søn. Jeg lærte, at han var min ven, min lærer og min styrke. I de senere år, hvor kaldelsen til og ansvaret for og æren af at bære et særligt vidnesbyrd om ham har meldt sig hos mig, har jeg stræbt efter at lære af hans liv og hans veje. Han er virkelig Mesterlæreren. Som en støtte i mit virke og ansvar slår jeg ofte op i det ottende kapitel i Johannesevangeliet i Det Nye Testamente og søger styrke, vejledning og eksempel. Tillad mig at tage jer med på en vandring gennem nogle af de vers for at styrke vores liv og vores forhold til Jesus. Disse linjer og ord hjælper mig med bedre at forstå ham, og det giver mig et ønske om at gøre og være mere som han …
[De skriftkloge og farisæerne] førte en kvinde, som var grebet i ægteskabsbrud frem for ham. Disse fjender … søgte at narre ham. De anbragte hende midt imellem sig som en udstillingsgenstand, som en synder, som noget urent. Han veg ikke bort fra hende … Hun var grebet i ægteskabsbrud – på fersk gerning. Der var ingen tvivl om hendes skyld. De lokkede ham i det, der syntes at være en umulig situation. Moseloven sagde, at hun skulle stenes. »Hvad siger du?« (Joh 8:5) spurgte de for at friste og narre ham og sætte ham i en umulig situation.
Uanset hvad han svarede, ville han blive anklaget for at have handlet og bedømt forkert. De fristede ham for at se, om de kunne få ham til at tabe besindelsen og glemme, hvem han var. Det ville være grusomt at stene hende. Det ville være forkert at ignorere hende … Han bøjede sig ned og skrev i støvet, som om han ikke ænsede dem (derved fangede han deres opmærksomhed og beredte alle inden for hørevidde på at blive undervist) … Og mens der var stille, spurgte de igen. Jeg kan høre deres snu spørgsmål: »Kom nu. Sig nu noget. Nu har vi dig. Er du bange for at svare?« Men Jesus havde styr på det …
Jesus rettede sig op i ydmyg og sagtmodig majestæt og sagde disse stærke ord: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende« (Joh 8:7). Et fuldkomment svar fra en fuldkommen person.
I vore ansvar, situationer og kaldelser i dag skal vi igen og igen mindes om dette. I al vores omgang med mennesker, lad da den, som er uden synd, være den første til at kritisere eller finde fejl eller nedgøre … Han bøjede sig ned og skrev i støvet. De hørte, hvad han sagde. De fornemmede styrken af hans tavshed, mens han ikke mælede et ord. Overbevist af deres egen samvittighed gik de bort på egen hånd, uden at blive jaget bort. De gik, en for en – ikke for at finde sten, men for at pleje deres åndelige sår.
Han stod alene tilbage med kvinden. Jeg er glad for, at det er nedfældet. Nogle af os har en tendens til at undgå at omgås dem, der er faldet … Han sagde: »Hvor blev de af? Var der ingen, der fordømte dig?« (Joh 8:10) … Jesus Kristus gav sig tid til at spørge og lytte. Åh, hvis vi dog bare kunne gøre det! Det ville gøre vores svar så lette, så meget bedre …
Kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud, besvarede Herrens spørgsmål om anklagerne ved at sige: »Nej, Herre, ingen«. Og så faldt denne stærke udtalelse: »Gå, og synd fra nu af ikke mere« (Joh 8:11). Mesteren underviste den dag, og han underviser også nu. Hans storslåede budskab lyder: Afsky synden, men elsk synderen. Jeg håber, at det kan give os styrke, selvsikkerhed og et tættere forhold til vor Frelser, Jesus Kristus. Jesus bifaldt ikke ægteskabsbrud. Han viste kvinden kærlighed, i stedet for at give hende en myndig irettesættelse. Hun og hendes anklagere havde brug for en lektion i kærlighed. Situationen krævede barmhjertighed og medfølelse. Hvor er det dog berigende at vide, at Jesus mente, at mennesket er større end alle sine synder. Er der noget at sige til, at han blev omtalt som »Den gode hyrde«? Han elskede alle sine får, uanset om de var vildfarne, sultne, hjælpeløse, frysende eller tabte.
I slutningen af denne storslåede undervisning, denne lektion i kærlighed og medfølelse, findes et betydningsfuldt vers.
»Atter talte Jesus og sagde: ›Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys‹« (Joh 8:12).
Lad os følge hans lys. Lad os ofte vende tilbage til disse ord. Jeg bærer vidnesbyrd om, at de er blevet bevaret til gavn for os alle.
Kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud, af Harry Anderson © Syvendedagsadventisterne, må ikke kopieres