Juletræet
Fra Harriet R. Uchtdorf, »›Der Weihnachtsbaum‹: Memories Linger of Small Tree«, Church News, 12. dec. 2009, s. 11.
Anden Verdenskrig var netop afsluttet, og de fleste mennesker i Tyskland havde kun lidt mad og få penge. Det var min fødselsdag nogle få uger før jul. Jeg forventede ikke at få nogle jule- eller fødselsdagsgaver, for jeg vidste udmærket – selv som lille pige – at vores forældre knoklede for at sørge for vores grundlæggende behov. I vores storby var sulten en fast gæst. Det var en mørk og trist tid.
På min fødselsdag lå der til min overraskelse og begejstring en gave – specielt til mig – på køkkenbordet. Det var den smukkeste gave, man kunne forestille sig: Et lillebitte Weihnachtsbaum – et juletræ, som var knap 30 cm højt og pyntet med fint, håndlavet julepynt af stanniol. Lyset fra vores dagligstue glitrede i stanniolen på den mest fortryllende måde. Da jeg kiggede nærmere på julepynten, opdagede jeg til min forbløffelse, at det var fyldt med små stykker karamelliseret sukker. Det var et mirakel. Hvor havde min mor fået det lille grantræ, stanniolen og det sjældne sukker fra?
Den dag i dag ved jeg ikke, hvordan hun udførte dette mirakel i en tid, hvor ingen af disse dyrebare ting var let tilgængelige. Det er forblevet et symbol på mine forældres inderlige kærlighed til mig, som et symbol på håb, kærlighed og julens sande betydning.
Vi har stadig et juletræ i vores hjem ved juletid, men i dag er det pyntet med elektriske lys og mange forskellige slags julepynt. Når vi er sammen med vore børn og børnebørn, varmer træets skønhed og det glitrende lys mit hjerte og vækker søde minder om en dejlig familiestund, som udsprang af et lille bitte træ med skinnende julepynt af stanniol.
Illustrationer: Taia Morley.