Den fred og glæde, som kommer af at vide, at Frelseren lever
Fra en tale holdt til studerende på Brigham Young University den 9. nov. 1976. Talen findes i sin fulde længde på engelsk på speeches.byu.edu.
Som en af de tolv apostle kan jeg sige, at medlemmer af De Tolv værdsætter det privilegium at undervise og vidne om vor elskede Frelser. Vi bærer med glæde vidnesbyrd om hans liv, hans tjenestegerning og hans jordiske virke.
Vi mindes Frelserens ydmyge fødsel ved denne højtid, selv om vi ved, at den ikke fandt sted i december. Herren er højst sandsynlig født i april. Både skrifterne og historiske kendsgerninger antyder, at tidspunktet var om foråret omkring den jødiske påske (se L&P 20:1).
Skrifterne forkynder, at hans mor, Maria, var trolovet med Josef (se Matt 1:18; Luk 1:27). Deres trolovelse har mindet om en moderne forlovelse, som senere følges af den faktiske vielse.
Lukas’ beretning nævner, at englen Gabriel viser sig for Maria, da hun erfarede sin jordiske mission:
»Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: ›Herren er med dig, du benådede …
Da sagde englen til hende: ›Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.
Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.
Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn‹« (Luk 1:28, 30-32).
Læg mærke til søn og Højeste. Vor himmelske Fader er den Højeste. Jesus er søn af den Højeste.
»Maria sagde til englen: ›Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.‹
Englen svarede hende: ›Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn‹« (Luk 1:34-35).
Inden Josef og Maria var sammen, ventede hun det hellige barn. Josef ønskede at beskytte Maria (se Matt 1:18-19, så hun kunne blive skånet for den straf, der blev tilmålt en kvinde, som var gravid uden for ægteskabet. Mens Josef tænkte på dette, viste englen Gabriel sig for ham og sagde:
»Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden.
Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder« (Matt 1:20-21).
Maria og Josef behøvede ikke at blive belært om den dybe betydning af navnet Jesus. Den hebraiske rod, som det er udledt af, er Jehoshua eller Jehosva, som betyder »Jahve er frelsen«,1 Så Gud Herren Jahves værk, han, som snart skulle kaldes Jesus, var at frelse. Han skulle være verdens Frelser.
I Mormons Bog læser vi en samtale mellem Nefi og en engel, som spurgte: »Forstår du Guds velvilje?«
Nefi svarede: »Jeg ved, at han elsker sine børn; alligevel forstår jeg ikke betydningen af alting.«
»Og han sagde til mig: Se, jomfruen, som du ser, er Guds Søns mor på kødets vis.
… jeg så, at hun blev bortrykket i Ånden, og efter at hun havde været bortrykket i Ånden en stund, talte englen til mig og sagde: Se!
Og jeg så og skuede igen jomfruen, der bar et barn i sine arme.
Og englen sagde til mig: Betragt Guds lam, ja, selve den evige Faders Søn!« (1 Ne 11:16-21).
Visdom fra Lukas
Vi får dyrebar viden fra den elskede og velkendte historie, som vi kender som juleevangeliet i Lukas, kapitel 2: »Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden« (Luk 2:1).
Det var en skatteregistrering, en folketælling og et mandtal – en registrering af alle borgere i romerriget. Kong Herodes havde befalet, at folket skulle tælles i den by, deres forfædre kom fra. Maria og Josef, som da boede i Nazaret, skulle rejse sydpå til Davids by, en afstand på omtrent 145 km. Måske rejste de endda endnu længere, hvis de skulle uden om den mellemliggende, fjendtligtsindede provins Samaria.
De rejste helt sikkert sammen med slægtninge, som også var på vej til deres forfædres by. Denne vanskelige rejse blev uden tvivl foretaget med deres dyr, såsom hunde og æsler. De har sandsynligt slået lejr udendørs flere nætter, fordi deres rejse har taget tre til fire dage. Da de nåede Betlehem, kom tiden for det hellige barns fødsel.
»… og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget« (Luk 2:7).
Dette vers er meget betydningsfuldt og beriges af kendskabet til et ord fra den oprindelige græske tekst til Det Nye Testamente og en forståelse af kulturen på stedet på den tid. Det ord, som ›herberg‹ er oversat fra, er kataluma.2 Det græske præfiks kata (eller cata) betyder ›ned‹ i tid eller sted. Når kata sættes sammen med luma, betyder ordet et sted, hvor folk bryder op eller holder pause fra deres rejse. I den græske udgave af Det Nye Testamente optræder ordet kataluma kun to andre steder, og der oversættes det ikke med ›herberg‹, men med ›rum‹ (Mark 14:14; Luk 22:11).
På det tidspunkt var et mellemøstligt herberg ikke som et moderne Betlehem Marriott Hotel. Dengang bød et herberg på logi for rejsende karavaner, som omfattede mennesker og deres dyr. Karavanerne overnattede i det, der dengang var kendt (og stadig er kendt) som karavanserai, eller en kan. Ordbogen definerer disse begreber som et herberg, der omgiver en gårdsplads i mellemøstlige lande, og hvor karavanerne stopper for natten.3
Et sådant anlæg var typisk rektangulært og bestod af en central gårdsplads til dyrene, omgivet af små båse, hvor mennesker sov. Disse båse hævede gæsterne lidt op over dyrene, og der var en åben indgang, så ejerne kunne holde øje med deres dyr. Joseph Smiths Oversættelse af Luk 2:7 antyder, at der ikke var plads til dem i ›herberget‹, hvilket siger os, at alle båsene i karavanseraiet var optaget.
Den tanke, at herbergets ejer var ugæstfri eller fjendtligt indstillet er formentlig forkert. Folk var uden tvivl ligeså gæstfri dengang, som de er det i dag. Dette må især have gjort sig gældende på et tidspunkt, hvor den normale befolkning i Jerusalem og det nærliggende Betlehem voksede voldsomt på grund af besøg fra de lokales slægtninge.
I en mellemøstlig karavanserai blev dyrene beskyttet for natten i en gårdsplads i det ene hjørne. Den gårdsplads har rummet æsler, hunde, får og muligvis kameler og okser, og der har været fyldt af dyreekskrementer og lugte.
Da alle rummene omkring gårdspladsen var optaget, har Josef måske besluttet, at sørge for Marias fødsel i karavanseraiets midterste gårdsplads, sammen med dyrene. Det er meget sandsynligt, at det var under disse beskedne forhold, at Guds Lam blev født.
To gange i Luk 2 omtales ›svøb‹. Hvad betyder vendingen »svøbte ham« (Luk 2:7)? Jeg fornemmer en betydning, der går dybere end blot en form for ble eller fødselstæppe. I den græske tekst til Det Nye Testamente anvendes kun et ord. Ordet er sparganoo, hvilket er et verbum, der betyder at pakke et nyfødt barn ind i et særligt stykke stof, som blev viklet fra side til side.4 Dette stof bar formentlig et familiesymbol. Den procedure gjorde sig især gældende ved en førstefødt søns fødsel.
Englen bekendtgjorde: »Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe« (Luk 2:12). Hans svøb har været let genkendeligt og karakteristisk.
Men hvad med krybben? I den engelske tekst anvendes ordet manger, som er et fransk ord for »at spise«. En krybbe er et trug eller en åben kasse i stalden, der indeholder foder til dyrene. Krybben, der var hævet over det snavsede gulv, var sikkert det reneste sted, man kunne finde. Et sådant trug blev vor Herres vugge!
Frelserens enestående ophav
Men vigtigere end Frelserens ydmyge fødested er hans enestående ophav. Flere skriftsteder stiller spørgsmålet: »Hvem kan fortælle om hans slægt?« (Es 53:8; ApG 8:33; Mosi 14:8; 15:10). Det betyder: »Hvem kan fortælle om hans slægtslinje?« I dag, 2000 år senere, forkynder vi, at Jesus Kristus blev født af en udødelig far og en jordisk mor. Han arvede fra sin udødelige Fader magten til at leve evigt. Fra sin jordiske mor arvede han den fysiske døds skæbne.
Jesus erkendte disse realiteter i den udstrækning, de påvirkede hans eget liv: »Ingen tager det fra mig,« sagde han, »men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre« (Joh 10:18).
Disse enestående karakteristika ved hans ophav var afgørende for hans mission, som gik ud på at sone for hele menneskehedens synder. Jesus blev således født til at dø og opstå igen til evigt liv (se 3 Ne 27:13-15). Han døde, for at vi kan leve igen. Han blev født, så alle mennesker kunne lindres fra dødens brod og leve hinsides graven (se 1 Kor 15:55; Mosi 16:7-8; Alma 22:14; Morm 7:5).
Hans forsoning fandt sted i Getsemane have, hvor han svedte store bloddråber (se Luk 22:44, og på Golgata, hvor hans legeme blev løftet op på korset over »hovedskalsbakken«, som tilkendegiver død (Mark 15:22; Matt 27:33; se også 3 Ne 27:14). Denne uendelige forsoning skulle sætte mennesket fri fra dødens uendelighed (se 2 Ne 9:7). Frelserens forsoning virkeliggjorde opstandelsen og muliggjorde evigt liv for alle. Hans forsoning blev den vigtigste handling i menneskets historie.
Dens betydning blev fremhævet af profeten Joseph Smith, som sagde: »De fundamentale principper og grundsætninger i vor religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«5
Denne udtalelse var den inspiration, som ledte Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum for nogle år siden, da vi nærmede os 2000-året for Frelserens fødsel. Vi 15 mænd, der er betroet med rigets nøgler, udfærdigede skriftlige vidnesbyrd. Vi gav dem titlen »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd«.6 Hver af de 15 apostle, som levede på det tidspunkt, satte sit navn på det vidnesbyrd.
Enhver, der har et vidnesbyrd om Herren, har det privilegium, i tro at kende til hans guddommelige ophav og vidne om, at Jesus er den levende Guds Søn. Et sandt vidnesbyrd omfatter den kendsgerning, at Faderen og Sønnen viste sig for profeten Joseph Smith, hvis fødselsdag vi fejrer den 23. december. Det vidnesbyrd omfatter den kendsgerning, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er sand og ledes af en levende Herre ved profeti og åbenbaring gennem bemyndigede administratorer, der modtager og handler efter vejledning fra ham.
Selv i de mest urolige tider giver denne kundskab os fred og glæde. »Vær derfor ved godt mod« sagde Mesteren, »og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer og vil stå jer bi; og I skal aflægge vidnesbyrd om mig, ja, Jesus Kristus, at jeg er den levende Guds Søn, at jeg var, at jeg er, og at jeg kommer« (L&P 68:6). Vi holder kærligt fast ved hans velsignede løfter.
Vores gave til ham
Dystre dage venter forude. Synden øges. Paulus forudså, at medlemmer af Kirken skulle udholde forfølgelse (se 2 Tim 3:1-13; L&P 112:24-26). Peter rådede os: »Hvis nogen lider som kristen, skal han ikke skamme sig, men gøre Gud ære med det navn« (1 Pet 4:16). Ligesom Jesus nedsteg under alt for at hæve sig over alt, forventer han, at vi skal følge hans eksempel. Når vi bærer samme åg som han, kan vi alle hæve os over vore udfordringer, uanset hvor vanskelige de måtte være (se Matt 11:29-30).
Når vi tænker på alt det, som Frelseren har gjort – og stadig gør – for os, hvad kan vi så gøre for ham? Den største gave, som vi kan give Herren ved juletid eller på noget andet tidspunkt, er at holde os selv uplettede af verden, så vi er værdige til at komme i hans hellige tempel. Og hans gave til os er freden ved at vide, at vi er beredt på at møde ham, når den tid er inde.
Fylden af Mesterens tjenestegerning ligger ude i fremtiden. Profetierne om hans genkomst er endnu ikke opfyldt. Ved juletid fokuserer vi naturligvis på hans fødsel. Og han vender tilbage til denne verden. Ved Jesu første komme foregik det næsten i det skjulte. Kun få dødelige kendte til hans fødsel. Ved hans genkomst skal hele menneskeheden kende til hans komme. Og så kommer han ikke som »en mand, der vandrer om på jorden« (L&P 49:22), men »Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den« (Es 40:5; se også L&P 101:23).
Som et særligt vidne om hans hellige navn vidner jeg om, at Jesus Kristus er den levende Guds guddommelige Søn. Han vil elske jer, opløfte jer og vise sig for jer, hvis I elsker ham og holder hans befalinger (se Joh 14:21). Ja, vise mænd og kvinder tilbeder ham stadig.
Udsnit af Kristus og den rige unge mand, af Heinrich Hofmann, gengivet med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co.; Udsigt over Betlehem, 1857, af Nikanor Grigor’evitj Tjernetsov, Pusjkin Museet i Moskva i Rusland, Bridgeman Art Library International
Vejen til Betlehem, af Joseph Brickey; illustration af karavanserai fra The World in the Hands, gravering af Charles Laplante, udgivet i 1878, Emile Antoine Bayard, privat samling, Ken Welsh, Bridgeman Art Library International
Kristus i Getsemane have, af William Henry Margetson, med tilladelse fra Kirkens historiske museum