Belønningen ved at genopbygge
Da jeg så ruinerne efter jordskælvet, blev jeg bedrøvet. Men så forstod jeg, at Gud elsker dem, der døde, såvel som dem, der overlevede.
Jeg bor i Shanghai i Kina og fik mulighed for at tage med en skolegruppe til Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina for at hjælpe til med at bygge huse til ofrene for jordskælvet, der hærgede området for nogle år siden. Vi arbejdede hårdt med at lægge mursten, skovle mørtel, skubbe trillebøre fyldt med mursten og flytte mursten ned langs »et samlebånd« af mennesker. Den anden dag havde jeg ondt i ryggen, og mine handsker var fuld af huller. Men rejsen var for mig en uforglemmelig oplevelse og styrkede mit vidnesbyrd om min egen og hver enkelt persons personlige værdi, en af Unge Pigers værdinormer.
I forbindelse med min store anstrengelse hver dag bemærkede jeg, at min tro på min egen værdi voksede. Jeg havde det godt med mig selv, for jeg gjorde noget for at forbedre forholdene for dem, der var mindre heldigt stillet end jeg selv.
Vi fik også mulighed for at besøge en skole i området. Da vi ankom, kom en flok søde, små børn løbende hen mod os. Da jeg så alle disse vidunderlige små børn, erkendte jeg også deres personlige værdi. De er alle Guds smukke børn, og jeg følte kraftigt, at han elsker og kender hver enkelt af dem.
Da min rejse var ved at være forbi, besøgte vi et feriested, hvor vi skulle spise frokost. Men da vi nåede frem, opdagede vi, at det var blevet lagt øde ved jordskælvet. Det var den værste ødelæggelse, jeg nogensinde har set. Jeg fik lyst til at græde. Bygningernes lofter og mure var styrtet sammen, træerne i området var væltet, og der var murbrokker overalt. Et enormt klippestykke var rullet ned ad bjergsiden og smadret ind i en af bygningerne, så loftet og væggene var styrtet sammen. Det lå en enkelt sko på et af dørtrinnene.
Mens jeg tænkte over det og over den kendsgerning, at mange mennesker var omkommet ved denne katastrofe, kæmpede jeg med at forstå, hvordan vor himmelske Fader kunne lade det ske. Elskede han dem ikke? Så tænkte jeg tilbage på det, vi havde drøftet i Unge Pigers klasse og blev klar over, at, jo, han elskede dem. Hen kendte og elskede dem hver især. De, der omkom den dag, var alle Guds børn. Til at begynde med gjorde den tanke mig endnu mere ked af det. Men så indså jeg, at de mennesker nu var i åndeverdenen, og at de kunne vende tilbage til vor himmelske Fader igen. Den tanke trøstede mig og fyldte mig med stor fred.
Jeg ved, at jeg er Guds barn og har stor personlig værdi. Vi er alle sammen børn af vor himmelske Fader, som kender os personligt. Han elsker os med en kærlighed, som er dybere og stærkere, end nogen af os kan forestille os. Den indsigt blev rodfæstet i mit hjerte, mens jeg arbejdede med og tjente dette folk, som havde lidt så frygteligt under jordskælvet i Sichuan.
Ashley Dyer (til højre) var med til at bygge huse til ofrene efter jordskælvet i Sichuan i Kina i 2008.
Fotos udlånt af Ashley Dyer