Rebecca Swain Williams: Trofast og urokkelig
Trods sin families modvilje mod Kirken forblev denne tidlige konvertit trofast og hengiven over for Herrens værk.
I juni 1834 skrev en ung mor, som var ved at blive gjort arveløs af sin far, et modigt og gribende brev om sin overbevisning om genoprettelsen. Selv om hun må have vidst, at sandsynligheden for at hun kunne ændre hans holdning var ringe, stod Rebecca Swain Williams alligevel fast trods de dystre konsekvenser. Hun erklærede over for sin far, Isaac, at Mormons Bog og Kirken var sand, nøjagtigt som profeten Joseph Smith havde sagt, og at hun havde hørt de tre vidner »forkynde ved et offentligt møde, at de så en hellig engel komme ned fra himlen og [medbringe] pladerne og lægge dem for øjnene af dem.«1
Rebeccas vidnesbyrd er gribende, ikke blot for den styrke, som det udviser, men også på grund af hendes urokkelige vidnesbyrd og ubøjelige vilje. På trods af sin fars afvisning og den kendsgerning, at hendes mand, Frederick G. Williams for en tid forlod Kirken, tillod Rebecca aldrig sin tro at vakle. Utrættelig og ubøjelig står Rebecca som et eksempel for os i dag på, hvordan vi kan forblive trofaste og urokkelige på trods af livets største udfordringer, selv når vore nærmeste fornægter vores tro og håner os.
Omvendelse til Kirken
Rebecca Swain, der blev født i Pennsylvania i USA i 1798, var den yngste af ti børn.2 Da hun var omkring ni år, flyttede hendes familie til Niagara nær grænsen mellem USA og Canada. De boede tæt nok på Fort Niagara, til at de kunne høre kanontorden, da fortet blev angrebet under krigen i 1812. Selv som lille pige udviste Rebecca frygtløshed. Engang da hun gik alene gennem skoven, stod hun pludselig ansigt til ansigt med en bjørn på stien. Hun havde en lille parasol i hånden, som hun åbnede og lukkede i ansigtet på bjørnen flere gange, og det fik den til at flygte.3
Da Rebecca var 17 år, sejlede hun over Lake Ontario for at besøge sin søster i Detroit. På rejsen traf hun skibets høje, mørkøjede kaptajn, Frederick Granger Williams. Deres hyppige møder forvandlede hurtigt forelskelse til kærlighed, og de to blev gift sent i 1815. Ægteparret Williams boede rundt omkring i Ohio, inden de endelig slog sig ned i Kirtland omkring 1828. Hendes mand begyndte at praktisere som læge og blev anerkendt for sin dygtighed, og Rebecca lærte at hjælpe ham med behandlingerne. Sammen fik de fire børn.
I efteråret 1830 ankom de første mormonmissionærer til Kirtland. Rebecca lyttede til dem med stor interesse og overværede alle missionærernes møder. Hun tog endda sine børn med. Frederick deltog, så ofte som hans lægepraksis tillod det. De to studerede, drøftede og lærte sammen, men Frederick var ikke helt så sikker i sin overbevisning. Rebecca var dog blevet overbevist om sandheden af evangeliet.
En levnedsskildrer, der skrev familiens historie, beskrev Rebecca som en slags Eva i Edens have: Hun var »den første til at se nødvendigheden« af at indtræde i den evangeliske pagts fulde fællesskab.4 Hun blev døbt i oktober 1830.
Frederick vaklede stadig. Nogle gange havde han lyst til at skubbe Kirken fra sig, men i sidste ende kunne han ikke, for han følte sig draget af dette nye, hellige skrift: Mormons Bog. Da Ånden virkede i ham, erkendte han evangeliets sandhed og fulgte Rebeccas eksempel og blev døbt.
Hengiven tjeneste
Da Kirken ret hurtigt indtog en central plads i Fredericks og Rebeccas liv, sås virkningen på familien øjeblikkeligt. Frederick blev ordineret til ældste straks efter sin dåb og bekræftelse. Allerede næste dag tog han med begejstring imod kaldelsen til i løbet af et par uger at udføre en mission sammen med Oliver Cowdery. De regnede med, at missionen skulle vare tre uger, men den endte med at strække sig over ti måneder og en rejse helt til Missouri. Hans lange fravær fra hjemmet var blot den første af mange sådanne perioder for Rebecca. Frederick var ofte hjemmefra, på grund af sin missionærindsats og sin kaldelse i Det Første Præsidentskab. Som så mange andre mormonkvinder tilbragte Rebecca lange måneder med at passe hjemmet og opdrage børnene uden hjælp fra sin mand.
Trods det hårde slid holdt Rebecca trofast ud og tjente villigt. Profeten Joseph Smith og hans familie boede hos familien Williams en tid, da de lige var flyttet til Kirtland. Rebecca viste sig trofast over for profeten og hans familie, som hun tog sig af i en svær tid. Engang omringede en pøbelskare huset og søgte efter Joseph. Rebecca forklædte Joseph med sin kyse og kappe. Joseph kunne så forlade huset og komme sikkert forbi pøblen.
I marts 1832 viste Rebecca sig igen som en uvurderlig hjælp for profeten, da en pøbel brød ind i John Johnsons hjem i Hiram i Ohio og brutalt overfaldt Joseph Smith og Sidney Rigdon. Efter at have pryglet Sidney bevidstløs og forsøgt at hælde gift i halsen på Joseph, rullede pøblen profeten i tjære og fjer. Da Emma Smith så sin mand, troede hun, at tjæren var blod og besvimede.5 Rebecca og Frederick tilbragte den nat med at skrabe tjære fra Josephs blødende og sårede krop og at tage sig af familien Smiths børn. Deres hjælp gjorde, at Joseph fandt styrke til at prædike næste morgen.
Forkyndelse med overbevisning
Et af Rebeccas mest inderlige håb var, at hendes familie, og især hendes far, ville tage imod det gengivne evangelium og modtage troens herlige velsignelser. Ligesom Lehi havde hun smagt Guds kærlighed og ønskede at dele oplevelsen med sine nærmeste (se 1 Ne 8:12). Med det i tankerne skrev Rebecca ivrigt til sin familie og fortalte om sin omvendelse og sit vidnesbyrd og den glæde, hun følte som medlem af Kirken.
Men Rebeccas konvertering gjorde hendes far rasende. I sit korte svarbrev forlangte han, at hun forlod Kirken. Men Rebecca lod sig ikke rokke. Hun svarede, som en familiehistoriker beskriver, at »hun var mere sikker end nogensinde før i sin overbevisning om sandheden af mormonlæren«, og hun skrev sit eget stærke vidnesbyrd.6 Til hendes store sorg skabte dette brev ikke det resultat, hun havde håbet på. Hendes far truede med at gøre hende arveløs og svor at afbryde al kommunikation med hende, hvis hun ikke forlod kirken.
Men Rebecca gav sig ikke, og hun fortsatte sin indsats for at forkynde evangeliet. I 1834 skrev hun endnu et brev – det eneste, der har overlevet – til sin far, hvori hun afslørede dybden af sin tro og den smerte, hun følte ved, at han nægtede at høre om mormonerne.
Hendes far havde læst avisartikler, der angreb Kirken og i særdeleshed Mormons Bog og de tre vidners vidnesbyrd, og han prøvede at afskrække Rebecca med de artikler.
»Det smerter mig at høre, at dit sind i den grad er oprørt over Mormons Bog,« skrev hun. Rebecca bar sit vidnesbyrd om Mormons Bog ved at citere skriftsteder fra Mormons Bog og fra Josephs nye åbenbaringer. Hun forklarede også, at bogen profeterede om udvælgelsen af tre vinder, og deres vidnesbyrd om den. Som bevis citerede hun fra den gamle profet Eter, som sagde, at »ved tre vidners mund« skulle bogens sandhed blive »stadfæstet« (Eter 5:4).7
Rebecca beskrev derefter, hvordan hun selv havde mødt de tre vidner – David Whitmer, Martin Harris og Oliver Cowdery – og hørt dem bære vidnesbyrd om, at de havde set en engel og guldpladerne. Efter at have forsvaret deres vidnesbyrd og karakter, opfordrede hun sin far til at undersøge værket. For, skrev hun til sin far, hvis »du og mor kendte til omstændighederne omkring dette værk, sådan som vi gør, er jeg overbevist om, at I ville tro det.«8
Nærmest som et ekko af Moronis løfte sidst i Mormons Bog bønfaldt Rebecca sin familie om, at de skulle bede Gud om »at han måtte oplyse deres sind i det, der angår sandheden.« Og så planlagde hun at sende en missionær til dem, som »kunne forkynde evangeliet, som det er i Jesus« som en yderligere hjælp.9 Men hendes far ville intet have med det at gøre.
Selv hendes breve til broderen John – som Rebecca var særlig nært knyttet til – blev sendt uåbnede tilbage. På bagsiden af et af de returnerede breve, havde John skrevet: »Far forbyder mig at læse dine breve eller skrive til dig. Farvel og må Gud altid velsigne dig. Din bror, John.«10
Rebeccas missionærindsats bar dog frugt hos hendes ældste søster, Sarah Swain Clark. Sarah blev medlem af Kirken i Michigan i 1832. Sarahs døtre blev også medlemmer af Kirken og forblev trofaste hele deres liv.
Trofast til det sidste
Trods den hjertesorg og smerte, som Rebecca oplevede fra sin far, elskede hun ham alligevel. Hun skrev: »Mit hjerte sørger over mine kødelige familieforhold … Jeg beder Herren om at trøste jer i jeres sidste dage med sin Helligånd og må de blive jeres bedste dage … Jeg håber, at I vil ændre holdning til dette værk. Vær forvisset om, at vi føler os sikre i denne sag, for vi ved, at Herren står ved roret.«11
Rebecca måtte ikke blot kæmpe med sin fars mistro, men også med problemerne omkring sin mands engagement over for troen. Igennem 1837 og 1838 var hendes mand, Frederick, som da sad i Det Første Præsidentskab, konstant på kant med Kirkens øvrige ledere. Han forlod endda Kirken for en tid og blev udelukket. Men ikke længe efter ydmygede Frederick sig, blev medlem af Kirken igen og døde i pagten. Vi har ingen optegnelser om Rebeccas følelser på dette tidspunkt, men hun fortrød ikke sit fællesskab med de hellige og forblev tro.
Da rygtet om Fredericks frafald nåede Rebeccas far i New York, håbede Isaac, at Rebecca nu også ville frafalde sin tro. Men Rebecca sendte ham et brev, der tydeligt viste hendes fortsatte troskab. Da Isaac havde læst hendes svar, rystede han på hovedet og sagde: »Ikke så meget som et angrende ord.«12
Rebecca forblev tro i sit forsvar for Joseph Smith og den genoprettede kirke. Og trods det offer, som Rebecca måtte yde ved at vælge Kirken frem for sin far, blev hun ved med at ære ham. Hun værdsatte det, hendes far havde lært hende, og hun udtrykte kærlighed til ham og taknemlighed. Hun afsluttede sit brev fra 1834 med at bemærke, at hun »altid vil huske de belæringer … jeg har modtaget fra min elskede far.«13
I 1839 døde Rebeccas far. Kun tre år senere mistede hun sin mand. Trods disse smertefulde vanskeligheder holdt Rebeccas tro og mod ud. Da de hellige vandrede vestpå til Utah, rejste hun sammen med sin søn Ezras familie og kørte sin egen oksekærre. Senere overtog hun ledelsen af en gård ved Mill Creek. Da Tabernaklet i Salt Lake City stod færdigt, og de hellige blev bedt om at yde, hvad de kunne, bidrog hun med et sæt sølvskeer til omstøbning af bakker til nadverbordet. Og skønt hun var meget svagelig i 1860, da præsident Brigham Young kaldte hendes familie til at flytte til den fjerne Cache Valley i Utah, drog hun villigt af sted igen – og kørte igen sin egen oksekærre.
Rebeccas døde i Smithfield i Utah den 25. september 1861. Hun forblev tro mod sin overbevisning, sin kundskab om sandheden og det, hun havde oplevet. Hun forblev »standhaftig og urokkelig« til det sidste (Mosi 5:15).
Illustreret af Richard Hull